1Nu vil vi så gå videre med den undervisning, der passer til modne mennesker. Det skulle jo ikke være nødvendigt én gang til at lære jer de mest elementære ting om Kristus, nemlig at man frelses ved troen på Gud og ikke ved nytteløse anstrengelser. 2Det burde også være overflødigt at tale om de forskellige slags dåb, om håndspålæggelse, om opstandelsen fra de døde og om Guds dom, som afgør menneskers evige skæbne. 3Lad os nu gå videre med undervisningen, hvis Gud da tillader det.
Advarsel mod frafald og sløvhed
4-6Når mennesker først har set Guds lys og nydt godt af Himlens velsignelser, og når de har fået Helligåndens kraft og har fået en forsmag på den kommende verdens vidundere, og hvor herligt det er at høre, når Gud taler, og de så alligevel falder fra, da kan man ikke føre dem tilbage til Herren. De har jo derved korsfæstet Guds Søn igen og hånet ham offentligt. 7Når en mark opsuger den regn, som falder på den, og producerer en god høst til gavn for dem, der dyrker jorden, vil den opleve Guds velsignelse. 8Men hvis den derimod frembringer tidsler og tjørnebuske, er den intet værd og vil opleve Guds dom. Det ender med, at man afbrænder den.
9Selvom jeg skriver sådan, kære venner, er jeg overbevist om, at det står bedre til med jer, og at I er på frelsens vej. 10Gud er ikke uretfærdig. Han vil huske jeres arbejde og den kærlighed til ham, som I har vist ved, at I har hjulpet og stadig hjælper jeres medkristne. 11Vi ønsker inderligt, at hver eneste af jer lige til det sidste må fortsætte med begejstret at holde fast ved visheden om den herlighed, der venter jer. 12Så bliver I ikke sløve, men bliver som dem, der ved tro og udholdenhed oplever opfyldelsen af alt, hvad Gud har lovet sine børn.
Guds løfter står urokkeligt fast
13-14I ved, at da Gud lovede Abraham en søn, svor han ved sit eget navn—han havde jo ikke noget større at sværge ved—og sagde til Abraham, at han ville velsigne ham og gøre hans efterkommere talrige.6,13-14 Jf. 1.Mos. 22,16-17. 15Og efter at have ventet med stor tålmodighed fik Abraham til sidst løftet opfyldt.
16Når mennesker sværger på, at de vil gøre et eller andet, sværger de i Guds navn og påkalder Guds straf over sig selv, hvis de bryder deres løfte. At sværge på den måde gør al diskussion overflødig. 17Således garanterede Gud også sit løfte ved at sværge på det, for han ønskede at slå det helt fast over for dem, som løftet gælder, at det er et urokkeligt løfte. 18Der er altså to ting, som slår fast, at løftet vil blive opfyldt: For det første, at det var Gud, der lovede det, og for det andet, at han garanterede løftet ved at sværge på det. Og Gud kan ikke lyve. Det hjælper os, som har søgt tilflugt hos ham, til at holde fast ved visheden om den lovede frelse. 19Visheden om frelse er som et anker for sjælen, et anker, der når helt ind i Guds nærvær, bag forhænget ind til det inderste rum i den himmelske helligdom, hvor det er gjort urokkeligt fast. 20Jesus gik jo forud for os ind i Guds nærvær for dér at tjene som vores evige ypperstepræst efter Melkizedeks forbillede.
1Зато оставимо за сада почетно учење о Христу и окренимо се зрелијем учењу, не враћајући се на основе: покајање од мртвих дела, вера у Бога, 2учење о крштењима, полагање руку, васкрсење из мртвих и вечни суд. 3И о томе ћемо говорити ако да Бог.
4Има, наиме, оних који су једном били просветљени. Али иако су искусили небески дар примивши Духа Светог, 5иако су искусили да је реч Божија добра, иако су искусили силе будућег света, 6ипак су напустили веру. Такве је немогуће поново довести до покајања, јер они тиме изнова разапињу Сина Божијег и јавно га изврћу руглу.
7Земља, наиме, која упија воду од честих киша које падају на њу и рађа род који је на корист онима за које се обрађује, прима благослов од Бога. 8А земља која рађа трње и коров ништа не вреди. Таква се ближи проклетству и завршава у огњу.
9Ипак, вољени, премда говоримо овако, уверени смо да ствари стоје боље у вашем случају, и да вам предстоји спасење. 10Јер Бог није неправедан; он неће заборавити ваше дело и љубав коју сте показали у његово име, служећи верујућима, као што им још увек служите. 11Желимо, наиме, да свако од вас покаже ревност до краја да би се испунило оно чему се надате. 12Тако нећете постати лењи, него ћете следити пример оних који кроз веру и стрпљивост примају у посед оно што је Бог обећао.
Поузданост Божијег обећања
13Када је Бог дао обећање Аврахаму, дао га је уз заклетву. Но, пошто није имао ни у кога већег да се закуне, заклео се самим собом, 14рекавши: „Обилно ћу те благословити и силно те умножити.“ 15Аврахам је био стрпљив, и тако примио оно што му је Бог обећао.
16Јер људи се заклињу оним што је веће, па заклетвом потврђују оно што тврде и тако окончавају расправу. 17Тако је и Бог, желећи да у већој мери покаже примаоцима обећања непроменљивост своје одлуке, потврдио обећање заклетвом. 18То је учинио да бисмо посредством ових двају непроменљивих чињеница, у којима се Бог не може преварити, имали силну утеху ми који смо нашли уточиште, те да бисмо се чврсто држали наде која је пред нама. 19Ову наду имамо као чврсто и поуздано сидро душе. Она нас води иза храмске завесе, 20где је Исус ушао да нас заступа поставши вечни Првосвештеник по реду Мелхиседековом.
