1Mommoaboa mo ho ano, mommoaboa mo ho ano,
Ao, animguaseɛ ɔman,
2ansa na ɛberɛ a wɔahyɛ no aduru,
na ɛda no resene te sɛ ntɛtɛ,
ansa na Awurade abufuhyeɛ no
aba mo so,
ansa na Awurade abufuo ɛda no
aba mo so.
3Monhwehwɛ Awurade, ahobrɛasefoɔ a mowɔ asase so,
mo a moyɛ nʼahyɛdeɛ.
Monhwehwɛ tenenee, monhwehwɛ ahobrɛaseɛ;
ebia ɔbɛkora mo
Awurade abufuo ɛda no.
Atemmuo A Ɛtia Filistia
4Wɔbɛgya Gasa
na wɔagya Askelon sɛ kurofo.
Owigyinaeɛ na ɔbɛma Asdod ada mpam
na wɔatutu Ekron ase.
5Monnue mo a mote mpoano,
Ao, mo Keretifoɔ;
Awurade asɛm tia mo.
Ao, Kanaan, Filistifoɔ asase.
Mɛtɔre mo ase,
na obiara renka.
6Asase a ɛda mpoano, baabi a Keretifoɔ teɛ
bɛyɛ atenaeɛ ama nnwanhwɛfoɔ
ne wɔn nnwammuo.
7Saa asase no bɛyɛ Yudafie nkaeɛfoɔ no dea;
ɛhɔ na wɔbɛnya mmoa adidibea.
Anwummerɛ wɔbɛdeda wɔ
Askelon afie mu.
Na Awurade, wɔn Onyankopɔn bɛhwɛ wɔn,
na ɔde wɔn ahonyadeɛ nyinaa bɛsane ama wɔn.
Atemmuo A Ɛtia Moab Ne Amon
8“Mate Moab nsopa ne
Amonfoɔ atweetweɛ;
wɔn a wɔsopaa me nkurɔfoɔ
na wɔhunahunaa wɔn wɔ wɔn asase ho.
9Enti, sɛ mete ase yi,”
sɛdeɛ Asafo Awurade,
Israel Onyankopɔn, seɛ nie,
“Ampa ara Moab bɛyɛ sɛ Sodom,
na Amonfoɔ ayɛ sɛ Gomora,
baabi a ewira ne nkyɛn amena wɔ,
asase a ɛda mpan afebɔɔ.
Me ɔman nkaeɛ bɛfom wɔn afa;
me manfoɔ a wɔbɛnya wɔn ti adidim bɛfa wɔn asase.”
10Wɔn ahantan so akatua a wɔbɛnya nie,
sɛ wɔsopa na wɔtwetwe Asafo Awurade nkurɔfoɔ enti.
11Awurade ho suro bɛba wɔn so
ɛberɛ a ɔbɛsɛe asase no so anyame nyinaa.
Mpoano aman nyinaa bɛsɔre no,
wɔ wɔn ankasa wɔn asase so.
Atemmuo A Ɛtia Kus
12“Mo Etiopiafoɔ nso,
mʼakofena ano na wɔbɛkunkum mo.”
Atemmuo A Ɛtia Asiria
13Awurade bɛtene ne nsa wɔ atifi aman so
na wasɛe Asiria,
na wama Ninewe ada mpan koraa
na ɛso awo wesee sɛ anwea pradada so.
14Nnwankuo ne anantwie bɛdeda hɔ,
mmoadoma nyinaa.
Ɛserɛ so patuo ne ɔbonsam anoma
bɛtena nʼadum no so.
Wɔn su bɛgyegye mpomma mu,
mmubuiɛ bɛsisi apono ano akwan,
mpunan a wɔde ntweneduro ayɛ no ho bɛdeda hɔ.
15Yei ne kuropɔn a ɛdi ahurisie
na ɛte asomdwoeɛ mu.
Ɔhoahoa ne ho sɛ,
“Me ne no, obiara nte sɛ me.”
Hwɛ sɛ deɛ atete apansam,
na ayɛ nkeka mmoa atenaeɛ!
Obiara a ɔtwam hɔ no sere no,
hugya ne nsa fɛdie so.
Et kald til omvendelse
1Kom til fornuft, I frafaldne folk,
2før I blæses væk som avner i vinden,
før I rammes af Herrens vrede,
før den afsagte dom bliver udført.
3Søg Herren, alle I, som er ydmyge
og oprigtigt ønsker at adlyde ham.
Ydmyg jer for Herren og gør, hvad der er ret.
Måske vil Herren skåne jer på dommens dag.
Dommen over de omkringboende folkeslag
4Gaza bliver tømt for mennesker,
og Ashkalon bliver lagt øde.
Ashdods befolkning drives bort ved højlys dag,
og Ekron rykkes op med rode.
5Alle I filistre, som bor langs kysten mod syd,2,5 Egentlig „kretere”, et folkeslag, som oprindeligt kom fra Kreta, men blev en del af filistrene. Jf. 1.Sam. 30,14 og Ez. 25,16.
ja, alle I, der bor i Kana’ans land,
det er ude med jer,
for Herrens dom vil ramme jer.
Han siger: „Jeg vil udrydde jer,
og ikke en eneste skal overleve!”
6Kystlandet bliver til græsmarker,
et sted, hvor hyrder og får holder til.
7Dér vil resten af Judas stamme slå sig ned
og lade deres dyr græsse.
De vil lægge sig til hvile i Ashkalons forladte huse,
for Herren deres Gud vil tage sig af dem og velsigne dem igen.
8-9Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger:
„Jeg har hørt moabitternes hån
og ammonitternes spot.
De har hånet mit folk
og truet med at overfalde dem.
Derfor, så sandt jeg lever,
skal Moab blive ødelagt som Sodoma,
og Ammon skal blive som Gomorra.
De skal overgros med brændenælder,
fyldes med saltgruber,
og ligge øde hen for evigt.
De, der er tilbage af mit folk,
skal plyndre og overtage deres land.”
10Det er betalingen for deres overmod,
for de har hånet Herrens, den Almægtiges, folk.
11De vil komme til at frygte Herrens magt,
for han vil gøre alle jordens guder til intet.
Alle folkeslag skal tilbede ham,
hvert folk i deres eget land.
12Kushitterne mod syd bliver også sablet ned,
13og det samme gælder landene mod nord.
Herren vil ødelægge Assyrien
og gøre Nineve til en ruinhob,
ubeboelig som en ørken.
14Byen ender som græsgang for får
og tilholdssted for alle mulige dyr.
Hornugler og natugler vil sidde og sove på søjlehovederne,
krager vil skrige fra vinduesåbninger og dørtærskler.
De fornemme cedertræspaneler udsættes for vejr og vind.
15Sådan bliver Nineves skæbne,
den før så stolte og prægtige by.
Den var sikker på sig selv
og følte sig som verdens centrum.
Men nu er den blevet en ruinhob,
et tilholdssted for vilde dyr.
De forbipasserende vil fnyse i foragt,
ryste på hovedet med undrende afsky.
