Yerusalem Daakye
1Nnome nka nhyɛsofoɔ kuropɔn
atuateɛ kuropɔn a ɛho agu fi!
2Ɔnnyɛ ɔsetie mma obiara
ɔnnye nteɛsoɔ biara nto mu.
Ɔmfa ne ho nto Awurade so.
Ɔntwi mmɛn ne Onyankopɔn.
3Nʼakandifoɔ yɛ agyata a wɔbobɔ mu,
ne sodifoɔ yɛ mpataku a wɔnam anadwo,
a wɔnnya biribiara mma adekyeɛ.
4Ne nkɔmhyɛfoɔ yɛ ahantan;
wɔyɛ afatwafoɔ.
Nʼasɔfoɔ gu kronkronbea ho fi.
Wɔnam mmara no so di nsɛmmɔne.
5Awurade a ɔte ne mu no yɛ ɔteneneeni;
ɔnnyɛ mfomsoɔ biara.
Adekyeeɛ biara ɔda ne tenenee adi,
na ɔnni hwammɔ da,
nanso amumuyɛfoɔ deɛ wonnim aniwuo.
6“Masɛe amanaman;
madwiri wɔn abandenden agu.
Wɔn mmorɔno so adeda mpan,
a obiara ntwa mu hɔ.
Wɔaseɛ wɔn nkuropɔn;
a obi biara renka.
7Meka kyerɛɛ kuropɔn no sɛ,
‘ampa ara wobɛsuro me
na woagye nteɛsoɔ ato mu!’
Na afei ne tenaberɛ rensɛe,
na mʼasotwe biara nso remma ne so.
Nanso, wɔn ho peree wɔn
sɛ wɔbɛkɔso ayɛ bɔne wɔn nneyɛeɛ nyinaa mu.
8Enti, twɛn me,” sɛdeɛ Awurade seɛ nie,
“na ɛda no mɛsɔre adi adanseɛ.
Mayɛ mʼadwene sɛ mɛboaboa amanaman
ne ahennie ano
na mahwie mʼabufuo agu wɔn so
mʼabufuhyeɛ nyinaa.
Me ninkuntwe abufuo ogya mu no,
asase nyinaa bɛhye.
9“Afei mɛdwira nnipa no ano,
na wɔn nyinaa abɔ Awurade din
na wɔaka abɔ mu asom no.
10Mʼasomfoɔ, me nkurɔfoɔ a wɔabɔ ahwete no
bɛfiri nsubɔntene a ɛwɔ Kus nohoa
de wɔn afɔrebɔdeɛ abrɛ me.
11Saa ɛda no, wo Yerusalem, wɔrengu wʼanim ase
wɔ nneyɛeɛ bɔne a woayɛ atia me ho,
ɛfiri sɛ mɛyi afiri saa kuropɔn yi mu,
wɔn a wodi ahantan mu ahurisie
na worenyɛ ahantan bio
wɔ me bepɔ kronkron no so.
12Nanso mɛgya wɔ wo mu
wɔn a wɔdwo na wɔbrɛ wɔn ho ase,
na wɔde wɔn ho to Awurade so.
13Israel nkaeɛfoɔ renyɛ bɔne
Wɔrenka nkontonpo nsɛm,
na wɔn ano renka nnaadaa nsɛm
wɔbɛdidi na wɔada
na obiara renyi wɔn hu.”
14To dwom Ao, Ɔbabaa Sion;
team denden Ao, Israel!
Ma wʼani nnye, na di ahurisie wɔ wʼakoma nyinaa mu,
Ao, Ɔbabaa Yerusalem!
15Ɛfiri sɛ, Awurade ayi wʼasotweɛ afiri wo so,
wama wo ɔtamfoɔ asane nʼakyi.
Awurade Israelhene ka wo ho;
worensuro ɔhaw biara bio.
16Saa ɛda no, wɔbɛka akyerɛ Yerusalem sɛ,
“Mma nsuro, Ao Sion!
Mma wo nsa mu nhodwo.
17Awurade wo Onyankopɔn ne wo wɔ hɔ,
Ɔyɛ ɔgyefoɔ ɔhoɔdenfoɔ.
Nʼani bɛgye wo ho
ɔfiri ne dɔ mu bɛdwodwo wo,
ɔde nnwontoɔ bɛma nʼani agye wo ho.
18“Mo awerɛhoɔ to bɛtwa
ɛfiri sɛ mobɛnya ɛkwan adi mo afahyɛ no;
mo anim rengu ase bio.
19Saa ɛberɛ no me ne wɔn
a wɔhyɛɛ wo so nyinaa bɛdi;
Mɛgye mmerɛyɛfoɔ
na mɛboaboa wɔn a wɔabɔ wɔn ahwete no ano.
Mɛkamfo wɔn ahyɛ wɔn animuonyam
asase biara a wɔguu wɔn anim ase wɔ so no so.
20Saa ɛda no, mɛboaboa wo ano,
na mede wo aba fie.
Mɛhyɛ wo animuonyam na makamfo wo
wɔ asase so nnipa nyinaa mu
na mede wʼahonyadeɛ bɛsane ama wo
na wode wʼani bɛhunu,”
sɛdeɛ Awurade ka nie.
Jerusalems synd og dom
1Ve Jerusalem, den oprørske by,
fuld af synd og undertrykkelse.
2Den afviser enhver advarsel
og nægter at høre efter.
Den har ikke sat sin lid til Herren,
søger slet ikke sin Gud.
3Dens magthavere er brølende løver,
dens dommere er glubske ulve.
Har de først fået fat i et bytte,
fortærer de det rub og stub.
4Dens profeter går rundt og praler,
men er fulde af løgn og bedrag.
Dens præster håner det, som er helligt,
overtræder Guds love uden skrupler.
5Men Herren er dog stadig i byen,
det er ikke ham, der gør uret.
Hver morgen viser han sin godhed,
ved hver solopgang er han til stede.
Men de gudløse fortsætter deres gerninger,
for de har ikke skam i livet.
6Herren siger: „Jeg har udryddet mange folkeslag
og ødelagt deres befæstede byer.
Jeg har lagt gaderne øde,
så ingen længere går på dem.
Byerne er nu folketomme,
så ingen længere bor i dem.
7Jeg tænkte: ‚Jerusalem må da tage ved lære
og vise ærefrygt for mig.’
Havde de gjort det, havde de undgået min straf,
og byen ville ikke blive ødelagt.
Men de fremturede i deres synd,
og det blev om muligt endnu værre.”
Den endelige dom
8Endvidere siger Herren:
„Derfor må I tålmodigt vente på den dag,
hvor jeg rejser mig.3,8 Teksten er uklar.
Da vil jeg afsige min retfærdige dom
og samle alle jordens folk sammen.
Da vil jeg udøse min vrede over dem.
I min lidenskab vil jeg brænde jorden op.
Frelse og genoprettelse
9Da vil jeg rense mit folks hjerter
og ændre deres tanker og tale.
Så skal de alle tilbede mig
og tjene mig enigt og trofast.
10Fra jordens fjerneste egne kommer mit adspredte folk
og tilbeder mig med offergaver.
11Da skal I ikke længere skamme jer
over al jeres ondskab og oprør mod mig.
For jeg vil fjerne alle de stolte iblandt jer,
ingen skal hovmode sig på mit hellige bjerg.
12De, der er tilbage, er de afmægtige og ydmyge,
den rest, der søger tilflugt hos mig.
13Der bliver en rest af mit folk, Israel,
som ikke begår uret eller lyver og bedrager.
De skal få lov at leve i fred,
og ingen vil terrorisere dem.”
14Syng af glæde, Jerusalems indbyggere.
Råb af fryd, Israels folk.
Ja, glæd jer af hele jeres hjerte.
15Herren har fritaget jer fra straffen
og overvundet alle jeres fjender.
Nu bor Herren, Israels Konge, midt iblandt jer.
Aldrig mere skal I frygte noget ondt.
16Den dag vil man sige til Jerusalems indbyggere:
„Frygt ikke. Opgiv ikke modet.
17Herren, jeres Gud, bor midt iblandt jer.
Han er jeres mægtige Frelser.
Han elsker jer og glæder sig over jer,
han fornyer jer med sin kærlighed,
han synger af glæde over jer
som på højtidsdagene.”
18Herren siger:
„I skal ikke længere sørge over,
at I ikke kunne deltage i højtiderne.3,18 Teksten er ret uforståelig og muligvis fejlkopieret.
19Engang vil jeg straffe jeres undertrykkere.
Jeg vil helbrede de haltende
og samle dem, der blev adspredt.
Jeg vil vende deres vanære til ære
og gøre dem berømte over hele jorden.
20Til den tid vil jeg samle jer sammen
og føre jer hjem igen.
Jeg vil skabe respekt om jer
og give jer et godt ry blandt jordens folk.
I vil få at se, hvordan jeg genopretter jer.”
