1Megyina mʼahwɛe na mawɛn.
Mɛbɔ nsra
na mahwɛ nea ɔbɛka akyerɛ me,
ne mʼanoyi a mede bɛma nkurobɔ yi.
Awurade Mmuae Foforo
2Afei, Awurade buae se,
“Kyerɛw adiyi yi wɔ ɔbopon so
ma mu nna hɔ pefee
na ama ɔkenkanfo ate ase.
3Adiyisɛm no retwɛn nkrabea bi;
ɛka awiei ho asɛm
na ɛbɛba mu.
Ɛwɔ mu sɛ ɛrekyɛ de, nanso twɛn,
ɛrenkyɛ, ɛbɛba mu.
4“Hwɛ, ɔtamfo no ama ne ho so;
nʼapɛde nteɛ,
nanso ɔtreneeni fi gyidi mu benya nkwa.
5Nokware, nsa yi no ma
wayɛ ahantan na onni ahotɔ.
Esiane sɛ ɔyɛ adifudepɛ sɛ ɔda
na ɔte sɛ owu a hwee mmee no nti
ɔfom aman no nyinaa
na ɔfa nnipa no nyinaa nnommum.
6“Nnommumfo yi nyinaa bedi ne ho fɛw aserew no aka se,
“ ‘Nnome nka nea ɔboaboa akorɔnne ano,
na ɔnam apoobɔ so nya ne ho!
Eyi nkɔ so nkosi da bɛn?’
7So wɔn a wode wɔn ka no rensɔre mpofirim ana?
Wɔbɛsɔre ama wo ho apopo,
na wobetwiw afa wo so.
8Esiane sɛ woafow aman bebree nti,
wɔn a wɔaka no bɛfow wo bi.
Efisɛ woahwie nnipa mogya agu;
woasɛe nsase, nkuropɔn ne wɔn a wɔtete mu.
9“Nnome nka nea ɔde akorɔnne kyekyere ne man,
a ɔyɛ ne berebuw wɔ sorɔnsorɔmmea,
sɛnea obeyi ne ho afi ɔsɛe mu.
10Woatu nnipa bebree sɛe ho agyina,
de agu wankasa fi anim ase, de wo nkwa atwa so.
11Abo a ɛhyehyɛ afi afasu mu no bɛteɛ mu,
na ebegyigye wɔ mpuran a wɔahyehyɛ no mu.
12“Nnome nka nea ɔnam mogyahwiegu so kyekyere kuropɔn
na ɔnam awudi so kyekyere kurow.
13Asafo Awurade ahyɛ sɛ,
nnipa no adwumayɛ bɛyɛ ogya a wɔhyew.
Aman no brɛ gu kwa. 14Na Awurade anuonyam ho nimdeɛ bɛhyɛ asase nyinaa ma,
sɛnea nsu hyɛ po ma no.
15“Due! Wo a woma wo mfɛfo nsa,
Wuhwie ma wɔnom kosi sɛ wɔbɛbow,
na afei woahwɛ wɔn adagyaw.
16Worennya anuonyam biara, wʼani bewu.
Afei adu wo so! Nom na wʼadagyaw mu nna hɔ.
Kuruwa a efi Awurade nsa nifa reba wo so,
na aniwu bɛkata wʼanuonyam so.
17Awurukasɛm a wode adi Lebanon no bɛmene wo,
ɔsɛe a wosɛe mmoa nso bɛbɔ wo hu.
Woaka nnipa mogya agu;
woasɛe nsase, nkuropɔn ne nnipa a wɔwɔ mu.
18“Mfaso bɛn na munya fi ahoni a nipa ayɛ mu?
Anaa nsɛsode a ɛkyerɛkyerɛ atoro?
Nea ɔyɛ ohoni no de ne ho to ɔno ankasa nsa ano adwuma so;
na ɔyɛ anyame a wontumi nkasa.
19Nnome nka nea ɔka kyerɛ dua se, ‘Nya nkwa!’
Anaa ɔka kyerɛ ɔbo a enni nkwa se, ‘Nyan!’
Ebetumi ama akwankyerɛ?
Wɔde sika kɔkɔɔ ne dwetɛ adura ho;
nanso ɔhome nni mu.”
20Nanso Awurade wɔ nʼasɔrefi kronkron mu.
Momma asase nyinaa nyɛ komm wɔ nʼanim.
1Jeg vil spejde efter et ord fra Herren,
gå op på bymuren og holde udkig.
Jeg vil høre, hvad han har at sige,
så jeg kan få svar på min klage.
Guds svar til Habakkuk
2Herren sagde til mig:
„Synet skal du skrive tydeligt på tavlerne,
så herolden kan løbe af sted med det.
3Det handler om noget, som skal ske i fremtiden.
Når tiden er inde, vil det blive opfyldt.
Vær tålmodige, når I synes, det trækker ud,
for han, som skal komme, vil komme,
og han kommer ikke for sent.
4Den hovmodige har ikke den rette indstilling,
men den retskafne får livet ved sin tro.2,4 Eller: „trofasthed”. Det hebraiske ord har mange nuancer i området trofasthed, ærlighed, troværdighed, lydighed. Det indebærer også afhængighed af og lydighed mod Gud. Også på græsk bruges det samme ord for tro og trofasthed.”
5Babylonierne er berusede af deres magt,
deres hovmod giver dem ingen hvile.
De er grådige som dødsriget,
der aldrig kan få nok.
De skraber alle folkeslag til sig,
men får aldrig fanger nok.
6Engang vil de undertrykte folkeslag håne dem og sige:
„Ve jer, der stjæler og røver fra andre.
Hvor længe vil I udnytte andre for selv at blive rige?”
7Pludselig en dag vil de undertrykte rejse sig
og gøre oprør imod jer babyloniere.
Så bliver det jeres tur til at skælve,
og jer, der bliver udplyndret.
8Fordi I har plyndret mange lande,
vil de resterende lande nu plyndre jer.
I må bøde for alle de voldshandlinger og mord,
I har begået i andre byer og lande.
9Ve jer, der bliver rige på andres bekostning.
I tror I kan købe sikkerhed,
både for jer selv og jeres familie.
10Men fordi I har taget så mange menneskers liv,
har I selv mistet retten til livet.
11Hvis mursten kunne tale, ville de anklage jer,
tagbjælkerne ville afsløre, hvad I har gjort.
12Ve jer, som opbygger en by
gennem vold og forbrydelser.
13Herren, den Almægtige, har jo sagt,
at alt, hvad mennesker bygger, vil gå op i røg.
Alt deres slid og slæb er til ingen nytte.
14Men som verdenshavene er fyldt med vand,
vil jorden blive fyldt med erkendelsen af Herrens herlighed.
15Ve jer, I, der tvinger mennesker til at tømme jeres vredes bæger
og bagefter fryder jer over deres ulykkelige tilstand.
16Derfor skal I selv opleve skam
i stedet for hæder og ære.
Nu er det jeres tur til at drikke af bægeret,
og jeres ynkelige tilstand bliver stillet til skue.
Nu rækker Herren jer sit vredesbæger,
så jeres herlighed bliver erstattet af elendighed.
17I bliver hugget ned,
fordi I huggede Libanons skove ned.
I bliver jaget,
fordi I jagtede skovens dyr.
Jeres by fyldes af blodet fra dens indbyggere,
fordi I selv har udgydt blod i andre byer og lande.
18Hvad hjælper det at bede til en afgud,
når det er jer selv, der har lavet den?
Hvad hjælper det at spørge falske profeter til råds,
når de kun kan lyve og bedrage?
Kan man have tillid til en afgud, man selv har skabt,
og som ikke engang kan tale?
19Ve jer, der prøver at puste liv i en træklods
eller forsøger at vække en stenstøtte til live.
Kan de måske vejlede jer?
De er godt nok belagt med guld og sølv,
men der er ikke gnist af liv i dem.
20Men Herren bor i sin helligdom.
Lad jorden fyldes af ærefrygt for ham.
