New International Version

Joel 1

1The word of the Lord that came to Joel son of Pethuel.

An Invasion of Locusts

Hear this, you elders;
    listen, all who live in the land.
Has anything like this ever happened in your days
    or in the days of your ancestors?
Tell it to your children,
    and let your children tell it to their children,
    and their children to the next generation.
What the locust swarm has left
    the great locusts have eaten;
what the great locusts have left
    the young locusts have eaten;
what the young locusts have left
    other locusts[a] have eaten.

Wake up, you drunkards, and weep!
    Wail, all you drinkers of wine;
wail because of the new wine,
    for it has been snatched from your lips.
A nation has invaded my land,
    a mighty army without number;
it has the teeth of a lion,
    the fangs of a lioness.
It has laid waste my vines
    and ruined my fig trees.
It has stripped off their bark
    and thrown it away,
    leaving their branches white.

Mourn like a virgin in sackcloth
    grieving for the betrothed of her youth.
Grain offerings and drink offerings
    are cut off from the house of the Lord.
The priests are in mourning,
    those who minister before the Lord.
10 The fields are ruined,
    the ground is dried up;
the grain is destroyed,
    the new wine is dried up,
    the olive oil fails.

11 Despair, you farmers,
    wail, you vine growers;
grieve for the wheat and the barley,
    because the harvest of the field is destroyed.
12 The vine is dried up
    and the fig tree is withered;
the pomegranate, the palm and the apple[b] tree—
    all the trees of the field—are dried up.
Surely the people’s joy
    is withered away.

A Call to Lamentation

13 Put on sackcloth, you priests, and mourn;
    wail, you who minister before the altar.
Come, spend the night in sackcloth,
    you who minister before my God;
for the grain offerings and drink offerings
    are withheld from the house of your God.
14 Declare a holy fast;
    call a sacred assembly.
Summon the elders
    and all who live in the land
to the house of the Lord your God,
    and cry out to the Lord.

15 Alas for that day!
    For the day of the Lord is near;
    it will come like destruction from the Almighty.[c]

16 Has not the food been cut off
    before our very eyes—
joy and gladness
    from the house of our God?
17 The seeds are shriveled
    beneath the clods.[d]
The storehouses are in ruins,
    the granaries have been broken down,
    for the grain has dried up.
18 How the cattle moan!
    The herds mill about
because they have no pasture;
    even the flocks of sheep are suffering.

19 To you, Lord, I call,
    for fire has devoured the pastures in the wilderness
    and flames have burned up all the trees of the field.
20 Even the wild animals pant for you;
    the streams of water have dried up
    and fire has devoured the pastures in the wilderness.

Footnotes

  1. Joel 1:4 The precise meaning of the four Hebrew words used here for locusts is uncertain.
  2. Joel 1:12 Or possibly apricot
  3. Joel 1:15 Hebrew Shaddai
  4. Joel 1:17 The meaning of the Hebrew for this word is uncertain.

Bibelen på hverdagsdansk

Joel 1

Græshoppernes grufulde hærgen

1Joel, Petuels søn, modtog følgende profetiske budskab fra Herren:

Lyt til mig, alle I, som bor i dette land. Hvad mener I, som er landets ledere? Kan I huske en lignende katastrofe? Har I hørt om noget tilsvarende på jeres forfædres tid? Nu har I noget at fortælle jeres børn, som de kan fortælle videre til deres børn. Ja, det vil blive fortalt gennem mange generationer.

Den ene sværm af græshopper efter den anden har ædt alt rub og stub. Hvad den ene sværm levnede, åd den næste, og nu er der intet tilbage. Vågn op, alle drukkenbolte, og sæt jer til at græde. I, der er så glade for vin, har grund til at sørge, for alle druer og vinplanter er væk. En umådelig hær af græshopper har lagt vores land øde. Deres tænder var skarpe som løvetænder. Vinstokkene er ribbet, og figentræerne er hærget. Barken er flået af, så grenene står strittende og hvide tilbage.

Sørg og græd, mit folk, som en ung jomfru, der sørger over sin forlovedes død. Nu er det slut med at ofre korn og vin i Herrens hus, og præsterne sørger. 10 Markerne er afgnavede, og hele landet er i sorg, for der er hverken korn, vinstokke eller oliventræer tilbage.

11-12 Vinbønderne er desperate, for vinstokkene er raserede. Landmændene er fortvivlede, for hveden og byggen er væk. Figentræerne er visne. Granatæbletræer, palmer, æbletræer[a] og alle de andre træer er tørret ud. Alle mennesker har mistet deres glæde og håb.

13 I præster, som plejer at bringe ofre på alteret, klæd jer i sørgedragt og græd! Klæd jer i sæk og aske, både dag og nat, for nu er det slut med både korn- og vinofre. 14 Udråb en faste! Kald lederne og hele folket sammen til bøn i Herren vores Guds hus og græd for hans ansigt.

15 Herrens dag er nær, hvor den Almægtige fælder dom over alt det onde. Det bliver en frygtelig dag.

16 Al afgrøde forsvandt for øjnene af os. De glade lovsange forstummede i Herrens hus. 17 Sædekornene visnede i den tørre jord. Laderne er tomme, for alt kornet er brugt op. 18 Dyrene stønner af sult. Køerne vandrer hvileløst omkring i en håbløs søgen efter græs. Selv gederne kan ikke finde noget at spise.

19 Herre, hjælp os, for træer og græsgange er tørret ud som efter en steppebrand. 20 Selv de vilde dyr skriger til dig om hjælp, for alle vandløb er tørret ud, og græsgangene er afsvedne.

Footnotes

  1. 1,11-12 Måske snarere „abrikostræer”.