Bibelen på hverdagsdansk

Nehemias 2

Nehemias rejser til Jerusalem

1En dag i nisan[a] måned i kong Artaxerxesʼ 20. regeringsår skulle jeg bringe vin ind til kongen. Jeg havde aldrig tidligere set sørgmodig ud, når jeg stod foran ham. Da jeg rakte ham vinen, udbrød han: „Hvorfor ser du så bedrøvet ud, Nehemias? Du er jo ikke syg, så der må være noget andet, der piner dig.” Jeg blev helt bange, men jeg tog mod til mig og svarede: „Deres Majestæt længe leve! Ja, det piner mig, at den by, hvor mine forfædre er begravet, ligger i ruiner, og at portene er nedbrændt.”

„Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte kongen.

Da sendte jeg en bøn op til Gud i Himlen og svarede: „Hvis det behager Deres Majestæt at vise godhed imod mig, så lad mig rejse til Juda og genopbygge mine forfædres by.”

Kongen kastede et blik på dronningen, der sad ved hans side, og spurgte så: „Hvor lang tid vil det tage? Hvornår kan du være tilbage?” Jeg gav ham en omtrentlig tidsramme, og han gav mig lov at rejse.

„Hvis det behager Deres Majestæt, så lad mig få breve med til guvernørerne i området vest for Eufratfloden, så de kan give mig lov til at rejse gennem deres område på vej til Juda,” fortsatte jeg. „Lad mig også få et brev med til Asaf, der har ansvar for de kongelige skove, så han kan give mig bjælker til nye porte i bymuren og til genopbygningen af tempelborgen og til det hus, hvor jeg skal bo.” Kongen gav mig alt, hvad jeg bad om, for Herren var med mig.

Kongen gav mig desuden officerer og ryttere med til beskyttelse på rejsen. Da vi nåede frem til provinserne vest for Eufratfloden, afleverede jeg kongens breve til de forskellige guvernører og rejste videre uden problemer. 10 Men da horonitten Sanballat og den ammonitiske embedsmand Tobija hørte om det, blev de vrede over, at nogen ønskede at hjælpe israelitterne.

Nehemias inspicerer muren omkring Jerusalem

11-12 Så kom jeg til Jerusalem, og da jeg havde været der i tre dage, foretog jeg om natten en inspektion sammen med nogle få mænd uden at sige til nogen, hvad Gud havde lagt mig på hjerte angående Jerusalem. Vi havde kun et æsel, som jeg red på, mens de andre gik. 13 Først red jeg ud gennem Dalporten i retning af Sjakalbrønden og nåede til Møgporten, mens jeg undersøgte den nedrevne murs beskaffenhed og resterne af de brændte porte. 14-15 Derfra fortsatte vi til Kildeporten og Kongedammen, men der var der ikke plads til, at mit æsel kunne komme videre. Så drejede jeg af og red op gennem Kedrondalen, mens jeg inspicerede murene, hvorefter vi vendte hjem gennem Dalporten.

16 Ingen af de lokale embedsmænd vidste, hvor jeg havde været, eller hvad jeg havde foretaget mig. Jeg havde nemlig ikke sagt noget til nogen, hverken judæere, præster, embedsmænd eller de andre ledere, selvom det var dem, som ville få ansvar for genopbygningen.

17 Men nu sagde jeg: „I ved alt om den tragedie, der har ramt vores by. I ved, at murene ligger i ruiner, og at portene er brændt. Men lad os nu i fællesskab genopbygge Jerusalems mure, så ingen længere skal gøre nar af os.”

18 Så fortalte jeg dem, hvordan Gud havde været med mig, og hvad kongen havde sagt. „Lad os begynde med det samme!” udbrød de ivrigt. Derefter gik de i gang med at forberede arbejdet.

19 Da Sanballat, Tobija og araberen Geshem hørte om planen, gjorde de nar af os: „Hvad er I ude på? Gør I oprør imod kongen?”

20 „Himlens Gud vil hjælpe os,” svarede jeg. „Vi er hans tjenere, og nu går vi i gang med at genopbygge muren. Men I har ingen rettigheder i Jerusalem, for det er ikke jeres by og har aldrig været det.”

  1. 2,1 Årets første måned, svarende til marts-april. Der var altså gået fire måneder.

New Living Translation

Nehemiah 2

Nehemiah Goes to Jerusalem

1Early the following spring, in the month of Nisan,[a] during the twentieth year of King Artaxerxes’ reign, I was serving the king his wine. I had never before appeared sad in his presence. So the king asked me, “Why are you looking so sad? You don’t look sick to me. You must be deeply troubled.”

Then I was terrified, but I replied, “Long live the king! How can I not be sad? For the city where my ancestors are buried is in ruins, and the gates have been destroyed by fire.”

The king asked, “Well, how can I help you?”

With a prayer to the God of heaven, I replied, “If it please the king, and if you are pleased with me, your servant, send me to Judah to rebuild the city where my ancestors are buried.”

The king, with the queen sitting beside him, asked, “How long will you be gone? When will you return?” After I told him how long I would be gone, the king agreed to my request.

I also said to the king, “If it please the king, let me have letters addressed to the governors of the province west of the Euphrates River,[b] instructing them to let me travel safely through their territories on my way to Judah. And please give me a letter addressed to Asaph, the manager of the king’s forest, instructing him to give me timber. I will need it to make beams for the gates of the Temple fortress, for the city walls, and for a house for myself.” And the king granted these requests, because the gracious hand of God was on me.

When I came to the governors of the province west of the Euphrates River, I delivered the king’s letters to them. The king, I should add, had sent along army officers and horsemen[c] to protect me. 10 But when Sanballat the Horonite and Tobiah the Ammonite official heard of my arrival, they were very displeased that someone had come to help the people of Israel.

Nehemiah Inspects Jerusalem’s Wall

11 So I arrived in Jerusalem. Three days later, 12 I slipped out during the night, taking only a few others with me. I had not told anyone about the plans God had put in my heart for Jerusalem. We took no pack animals with us except the donkey I was riding. 13 After dark I went out through the Valley Gate, past the Jackal’s Well,[d] and over to the Dung Gate to inspect the broken walls and burned gates. 14 Then I went to the Fountain Gate and to the King’s Pool, but my donkey couldn’t get through the rubble. 15 So, though it was still dark, I went up the Kidron Valley[e] instead, inspecting the wall before I turned back and entered again at the Valley Gate.

16 The city officials did not know I had been out there or what I was doing, for I had not yet said anything to anyone about my plans. I had not yet spoken to the Jewish leaders—the priests, the nobles, the officials, or anyone else in the administration. 17 But now I said to them, “You know very well what trouble we are in. Jerusalem lies in ruins, and its gates have been destroyed by fire. Let us rebuild the wall of Jerusalem and end this disgrace!” 18 Then I told them about how the gracious hand of God had been on me, and about my conversation with the king.

They replied at once, “Yes, let’s rebuild the wall!” So they began the good work.

19 But when Sanballat, Tobiah, and Geshem the Arab heard of our plan, they scoffed contemptuously. “What are you doing? Are you rebelling against the king?” they asked.

20 I replied, “The God of heaven will help us succeed. We, his servants, will start rebuilding this wall. But you have no share, legal right, or historic claim in Jerusalem.”

  1. 2:1 Hebrew In the month of Nisan. This month of the ancient Hebrew lunar calendar occurred within the months of April and May 445 B.c.
  2. 2:7 Hebrew the province beyond the river; also in 2:9.
  3. 2:9 Or charioteers.
  4. 2:13 Or Serpent’s Well.
  5. 2:15 Hebrew the valley.