Matthæus 21:33-46

Jesus afslører de jødiske lederes ondskab

„Lad mig fortælle jer en anden historie,” fortsatte Jesus. „Der var en landmand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, lavede et stengærde omkring den og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. Ved høsttid sendte han nogle af sine folk derhen, for at de kunne få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. Men forpagterne overfaldt dem. En slog de til jorden, en anden dræbte de, og en tredje stenede de.

Så sendte ejeren endnu flere af sine folk af sted, for at de kunne opkræve hans del af høsten. Men resultatet var det samme. Til sidst sendte han sin søn, for han tænkte: ‚Min søn må de da respektere.’ Men da forpagterne fik øje på sønnen, sagde de til hinanden: ‚Der har vi ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ Så greb de ham, trak ham uden for vingården og slog ham ihjel.”

Jesus afsluttede historien med et spørgsmål: „Når nu ejeren selv kommer, hvad vil han så gøre med forpagterne?”

De svarede: „Han vil slå de onde mennesker ihjel, og så vil han forpagte ejendommen bort til andre, som vil give ham hans del af høsten, når tiden er inde.”

Så spurgte Jesus dem: „Har I aldrig læst, hvad der står skrevet:

‚Den sten, bygmestrene kasserede,
    er blevet selve hjørnestenen.
Det er Herren, der har gjort det,
    og det er forunderligt at se.’[a]?”

Og han fortsatte: „Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som vil gøre, hvad Gud beder dem om. De, der snubler over denne sten, vil slå sig fordærvet, men dem stenen falder på, vil blive knust.”

Ypperstepræsterne og farisæerne forstod udmærket, at historierne handlede om dem. De ville gerne have anholdt ham på stedet, men de var bange for, hvad folkeskaren så ville gøre, for alle anså ham for at være en profet.


Footnotes
  1. 21,42 Sl. 118,22-23.

Read More of Matthæus 21

Matthæus 22:1-14

Historien om kongesønnens bryllupsfest

Jesus fortsatte med endnu en historie om Guds rige:

„Der var engang en konge, som skulle holde bryllup for sin søn. Da alt var klar til festen, sendte han sine tjenere ud for at lade de indbudte vide, at det nu var tid at komme. Men de ville ikke komme. Så sendte kongen flere tjenere ud for at sige: ‚Hør nu her! Alt er parat! Mine okser og mit fedekvæg er slagtet. Skynd jer at komme til bryllupsfesten!’ Men de indbudte var ligeglade. En havde travlt med arbejdet på sin gård, en anden med sin forretning. Andre greb fat i kongens sendebud, mishandlede dem og slog dem ihjel. Da blev kongen vred. Han sendte sine soldater af sted, og morderne blev udryddet og deres by brændt. Derefter sagde han til sine tjenere: ‚Alt er klar til fest, men de indbudte gæster var ikke værdige til at komme med til festen. Gå derfor i stedet ud til byernes indfaldsveje og indbyd alle dem, I træffer på.’ Tjenerne gik af sted og hentede alle dem, de kunne finde—gode og onde imellem hinanden. På den måde blev festsalen fyldt med gæster.

Da kongen trådte ind for at hilse på gæsterne, lagde han mærke til en, der ikke havde bryllupstøj på. ‚Hør, min ven,’ sagde kongen, ‚hvordan er du kommet herind uden bryllupstøj?’ Der var intet svar. Så sagde kongen til sine tjenere: ‚Bind hænder og fødder på ham og smid ham ud af bryllupssalen.’ Derude i mørket er der gråd og stor fortvivlelse, for de indbudte er mange, men de udvalgte er få.”

Read More of Matthæus 22