1 Mosebog 21

Isaks fødsel

Herren velsignede Sara, som han havde lovet: Hun blev gravid og fødte Abraham en søn i hans alderdom—på det tidspunkt, som Gud havde sagt. Abraham kaldte sin søn Isak. På ugedagen[a] efter fødslen omskar Abraham sin søn Isak, sådan som Gud havde pålagt ham. Abraham var på det tidspunkt 100 år gammel.

Ved den lejlighed sagde Sara: „Gud har fået mig til at le! Og alle, som hører om det her, vil le sammen med mig. Hvem turde sige til Abraham, at jeg kunne få et barn? Men nu har jeg født ham et barn i hans alderdom.”

Hagar og Ishmael sendes væk

Drengen voksede til og blev vænnet fra. I den anledning holdt Abraham en stor fest. Men da Sara opdagede, at Ishmael drillede hendes søn Isak, sagde hun til Abraham: „Jag den slavekvinde og hendes søn bort, for slavekvindens søn skal ikke have del i arven sammen med min søn, Isak.” Det blev Abraham meget oprørt over, for Ishmael var trods alt også hans søn.

Men Gud sagde til Abraham: „Vær ikke bekymret for slavekvinden og hendes søn. Gør som Sara siger! For det er gennem Isak, din slægt skal opbygges. Men jeg vil også gøre slavekvindens søn til et stort folk, fordi han er din søn.”

Tidligt næste morgen kom Abraham med en pose mad og en skindsæk med vand til Hagar og drengen. Han anbragte provianten på hendes skulder og sendte dem af sted. De vandrede rundt på lykke og fromme i Beʼershebas ørken. Da vandbeholdningen slap op, efterlod hun drengen udmattet i skyggen af en busk. Så gik hun omkring hundrede meter væk og satte sig ned. „Jeg kan ikke holde ud at se ham dø,” sagde hun og brast i gråd.

Men Gud hørte drengens klynken, og Herrens engel råbte fra Himlen: „Hagar, hvad er der i vejen? Du skal ikke være bange! Gud har hørt drengens klynken, dér hvor han ligger. Gå hen og hjælp ham op og trøst ham. Hans efterkommere skal blive et stort folk.” I det samme åbnede Gud hendes øjne, så hun fik øje på en kilde med vand. Hun fyldte straks vandsækken og gav drengen noget at drikke.

Gud velsignede drengen. Han voksede op i Parans ørken og blev en dygtig bueskytte. Hans mor fandt en pige til ham fra Egypten, som han giftede sig med.

En pagt mellem Abraham og Abimelek

Omkring den tid blev Abraham opsøgt af kong Abimelek og hans hærfører Pikol. „Der er ingen tvivl om, at Gud er med dig i alt, hvad du foretager dig,” sagde Abimelek. „Jeg vil derfor bede dig sværge i Guds navn, at du aldrig vil handle forræderisk imod mig eller mine børn eller børnebørn. Jeg har været loyal over for dig, så sværg nu på, at du altid vil være loyal over for mig og mit land, hvor du bor som gæst.”

„Det sværger jeg på!” svarede Abraham. Men derefter beklagede han sig over, at Abimeleks folk med vold havde tilranet sig en af hans brønde. Dertil svarede Abimelek: „Det havde jeg ingen anelse om! Siden jeg ikke har hørt om det før, ved jeg ikke, hvem der er ansvarlig i den sag. Hvorfor har du ikke sagt det til mig noget før?”

Derpå gav Abraham kong Abimelek nogle får og køer som tegn på den pagt, han indgik med ham. Men da Abraham satte yderligere syv lam til side, spurgte Abimelek: „Hvad vil du gøre med dem?” „De syv lam er en særlig gave—og en offentlig bekræftelse på, at brønden tilhører mig,” svarede Abraham. Fra da af kaldte man brønden Beʼersheba,[b] for det var der, de indgik deres pagt.

Efter at pagten var indgået, vendte Abimelek og hans hærfører Pikol tilbage til filistrenes land. Men Abraham plantede en tamarisk ved pagtsbrønden, og tilbad Herren, den evige Gud, på det sted. Abraham boede som fremmed i filistrenes land i lang tid.


Footnotes
  1. 21,4 I Mellemøsten og Afrika tæller man dagene inklusivt. Udtrykket „på den ottende dag” svarer derfor til „syv dage efter” på dansk. Det er ugedagen efter fødslen.
  2. 21,31 Det betyder: „pagtsbrønden” eller „syvbrønden”.

Read More of 1 Mosebog 21

1 Mosebog 22

Abrahams lydighed belønnes

Senere satte Gud Abrahams tro og lydighed på prøve. Det gik således til:

„Abraham!” kaldte Gud. „Ja, Herre,” svarede han. „Jeg lytter!”

„Tag din eneste søn, Isak, som du elsker så højt, og rejs til det sted, der hedder Morija. Der skal du bringe ham som et brændoffer til mig på et bjerg, som jeg vil vise dig.”

Næste morgen stod Abraham meget tidligt op og kaldte på to af sine unge tjenere. Han bad dem om at kløve brænde til det bål, der skulle bruges til brændofferet, og om at gøre et æsel klar til rejsen. Derefter kaldte han på Isak, og de begav sig alle på vej mod det sted, Gud havde sagt ham. Da de havde rejst i to dage, fik Abraham øje på stedet i det fjerne.

„Vent her med æslet,” sagde Abraham til tjenerne, „mens drengen og jeg går videre for at finde et sted at tilbede Herren. Vi kommer snart tilbage.” Derefter lagde Abraham offerbrændet på Isaks skuldre, men kniven og de ulmende trækul til offerilden bar han selv. De to gik så videre alene.

„Far,” sagde Isak.

„Ja, min dreng.”

„Vi har brændet og ilden—men hvor er det lam, der skal ofres?”

„Det vil Gud selv sørge for, min dreng,” svarede Abraham. Så gik de videre i tavshed.

Da de kom til det sted, Abraham havde fået anvist af Gud, byggede han et stenalter og lagde brændet til rette ovenpå. Så bandt han sin søn, Isak, og lagde ham på alteret oven på brændet. Abraham tog nu kniven og løftede den i vejret for at dræbe sin søn og ofre ham til Herren.

I samme øjeblik lød en røst fra Himlen: „Abraham! Abraham!”

„Ja, Herre,” svarede han.

„Læg kniven ned og gør ikke drengen noget! For nu ved jeg, at du virkelig vil adlyde mig—siden du var villig til at ofre din eneste, elskede søn!”

Da Abraham så sig omkring, fik han øje på en vædder, hvis horn havde viklet sig ind i en busk. Han tog vædderen og ofrede den som brændoffer på alteret i stedet for sin søn. Og Abraham kaldte stedet „Herren sørger for os”. Derfor siger man endnu den dag i dag: „På bjerget vil Herren sørge for os.”

Da råbte Gud igen til Abraham fra Himlen: „Jeg er Herren, og jeg sværger ved mig selv, at fordi du adlød mig og ikke sparede din eneste søn, vil jeg velsigne dig. Jeg vil gøre dine efterkommere talrige som himlens stjerner og sandet på stranden, og de vil bryde igennem portene på deres fjenders byer. Desuden vil alle jordens folkeslag blive velsignet gennem en af dine efterkommere,[a] fordi du adlød mig!”

Derefter vendte Abraham og Isak tilbage til tjenerne, og de tog alle hjem til Beʼersheba. Der blev Abraham boende i nogen tid.

Nakors sønner

Kort tid efter modtog Abraham følgende besked: „Milka—din bror Nakors kone—har født ham en række sønner. Deres navne er: Utz, Buz, Kemuel, (som blev far til Aram), Kesed, Hazo, Pildash, Jidlaf og Betuel, (som blev far til Rebekka). Disse otte sønner har Milka født Nakor. Med sin anden kone, Reuma, har han fire sønner: Teba, Gaham, Tahash og Maʼaka.”


Footnotes
  1. 22,18 Det hebraiske ord „i din sæd”, som her er oversat med „gennem en af dine efterkommere”, er ental og kan henvise til en enkelt søn eller efterkommer, eller til hele slægten. I ApG. 3,25 og Gal. 3,16 klargøres det, at Guds profetiske løfte henviser til Jesus som Abrahams efterkommer. Det samme hebraiske ord blev brugt i det tidligere Messiasløfte fra 1.Mos. 3,15.

Read More of 1 Mosebog 22

1 Mosebog 23

Abraham køber jord i Kanaʼan

Sara blev 127 år gammel. Hun døde i Kirjat-Arba, det vil sige Hebron, i Kanaʼans land, og Abraham græd og sørgede over hendes død. Da han havde rejst sig fra hendes dødsleje, sagde han til de ledende mænd blandt hittitterne: „Jeg bor jo her hos jer som fremmed, men jeg vil gerne have et sted, hvor jeg kan begrave min kone.” „Vi har stor respekt for dig,” svarede de, „for du er en rig og mægtig mand. Begrav du blot din kone i et af vores bedste gravsteder. Ingen af os vil nægte dig en gravplads.”

Da bøjede Abraham sig ærbødigt ned for dem og sagde: „Hvis I kan acceptere, at jeg steder min kone til hvile i jeres land, vil jeg bede jer om at lægge et godt ord ind for mig hos Efron, Sohars søn. Jeg ønsker at købe Makpela-klippehulen for enden af hans mark. Jeg vil betale den pris han forlanger, og I skal være vidner til vores handel.”

Efron, der indtil nu havde siddet tavs blandt de øvrige hittitter, svarede Abraham, så alle de andre ledere, som sad der ved byporten, kunne høre det: „Nej, hør nu her, min herre, jeg vil da forære dig klippehulen—og marken med! De omkringsiddende her skal være vidner på, at jeg giver dig det hele i dag. Gå blot hen og begrav din kone.”

Igen bøjede Abraham sig for landets ledende mænd, og i alles påhør sagde han til Efron: „Nej, hør her. Jeg vil betale fuld pris for marken! Tag venligst imod mit tilbud, så jeg kan gå hen og begrave den døde.”

„Nej, hør nu på mig, min herre,” svarede Efron. „En mark til en værdi af 400 sølvstykker—hvad er det mellem venner? Gå du bare hen og begrav den døde.”

Abraham forstod hentydningen og betalte Efron den pris, han havde nævnt i de andres påhør—400 sølvstykker efter standardvægt. Således blev Abraham ejer af Efrons mark i Makpela ved Mamres lund samt klippehulen og alle træerne på marken. Handelen blev afsluttet og bevidnet af alle de ledende hittitter.

Så begravede Abraham sin kone, Sara, i klippehulen på Makpela-marken ved Mamres lund, i Hebron i Kanaʼans land. Fra da af ejede Abraham marken med klippehulen som gravsted for sin slægt.

Read More of 1 Mosebog 23