Første Kongebog 3:16-28

Et eksempel på Salomons visdom

En dag søgte to prostituerede audiens hos kongen. De ville have ham til at fælde dom i en bestemt sag.

„Herre,” sagde den første, „vi to bor i samme hus, og for nylig fødte jeg et barn, mens hun var til stede. To dage senere fødte hun også et barn. Der var ingen andre end os i huset, så der var ingen vidner. Men hendes dreng døde midt om natten, fordi hun kom til at ligge på ham. Mens jeg stadig lå og sov, stod hun op og tog min søn, som lå ved min side, og lagde ham over i sin egen seng. Derefter anbragte hun sin egen døde søn hos mig. Tidligt om morgenen stod jeg op for at amme mit barn, men så opdagede jeg, at drengen var død! Men da jeg så nøje på ham, kunne jeg se, at den døde dreng slet ikke var min søn.”

„Det passer ikke!” protesterede den anden kvinde. „Det er min søn, der lever, og din, der er død!”

„Nej,” svarede den første kvinde, „den døde dreng er din, og den levende er min!” Sådan blev de ved med at skændes et stykke tid.

Da sagde kongen: „I kan åbenbart ikke blive enige. Hent mig lige et sværd!” Så blev der hentet et sværd, og kongen gav følgende ordre: „Tag det levende barn og hug det midt over, så kan hver af kvinderne få halvdelen!”

Men hende, der var mor til barnet, holdt jo af det og råbte: „Åh nej, herre, dræb ikke barnet! Så giv det hellere til hende!” Men den anden kvinde sagde: „Nej, hvis ingen af os kan få barnet, er det bedre at hugge det midt over!”

Da faldt kongens dom: „Slå ikke barnet ihjel,” befalede han, „men giv det til den kvinde, som ønskede at skåne det; for det er hende, der er mor til barnet.”

Rygtet om kongens kloge dom spredtes hurtigt ud over landet, og det skabte respekt omkring ham, for alle var forbløffet over den visdom, Gud havde givet Salomon.

Read More of Første Kongebog 3

Første Kongebog 4

Salomons embedsmænd

Salomon var konge over hele Israels folk, og det følgende er en liste over hans højeste embedsmænd:

Azarja, søn af Zadok, var præst ved helligdommen; Elihoref og Ahija, Shishas sønner, var statssekretærer; Joshafat, søn af Ahilud, havde ansvaret for de historiske arkiver; Benaja, søn af Jojada, var øverstbefalende for hæren; Zadok og Ebjatar var præster; Azarja, søn af Natan, havde opsyn med alle distriktsguvernørerne; Zabud, søn af Natan, var hofpræst og kongens personlige rådgiver; Ahishar var hofmarskal; Adoniram, søn af Abda, havde opsyn med alle slaverne.

Salomons 12 distriktsguvernører havde ansvar for at opkræve skat til kongens hof. Hvert distrikt havde ansvar for at sende forsyninger til kongen og hans hof én måned om året. Det følgende er en liste over distriktsguvernørerne og de områder, de havde ansvar for:

Hurs søn var guvernør over Efraims bjergland; Dekers søn over Makatz-Shaʼalbim, Bet-Shemesh og Elon-Bet-Hanan; Heseds søn over byerne Arubbot og Soko samt hele Hefer-området; Abinadabs søn, som var gift med Salomons datter Tafat, over Dors højland; Baʼana, Ahiluds søn, over byerne Taʼanak og Megiddo samt hele området omkring Bet-Shan, som ligger ved Zaretan neden for Jizreʼelsletten og op til Abel-Mehola og Jokmeam området; Gebers søn over Ramot-Gilead, Jairs landsbyer (opkaldt efter Manasses søn Jair) og Argob-området i Bashan, i alt 60 større befæstede byer med portslåer af bronze; Ahinadab, Iddos søn over Mahanajim-området; Ahimaʼatz, der var gift med Basemat—en anden af Salomons døtre—over Naftalis land; Baʼana, Hushajs søn, over Ashers land med byen Alot; Joshafat, Paruas søn, over Issakars land; Shimi, Elas søn, over Benjamins land; Geber, Uris søn, over Gilead-området med den del, der havde tilhørt amoritterkongen Sihon og kong Og af Bashan. Der var kun én garnison i hele det område.

Israels og Judas storhedstid

Under kong Salomon oplevede Juda og Israel en vældig opblomstring. Befolkningstallet voksede stærkt, og alle havde nok at spise og var glade og tilfredse.

Read More of Første Kongebog 4

Første Kongebog 5

Kong Salomon havde herredømmet over alle landene fra Eufratfloden i nord til den egyptiske grænse mod syd,[a] inklusive filistrenes land. De lande, han havde underlagt sig, betalte skat til ham og var loyale over for ham hele hans liv.

Hoffets daglige fødevareforbrug bestod af 30 sække[b] fint hvedemel, 60 sække usigtet mel, ti stykker fedekvæg, 20 stykker græskvæg, 100 stykker småkvæg og fra tid til anden hjorte, gazeller, rådyr og fede gæs. Salomon regerede over en række vasalstater fra Tifsa ved Eufratfloden mod nord til Gaza mod syd, og han havde fred til alle sider. Så længe Salomon levede, havde Israels befolkning fred lige fra Dan i nord til Beʼersheba i syd, og alle kunne i ro og mag dyrke deres figentræer og vinplanter.

Salomon havde 4000[c] heste til at trække sine stridsvogne og 12.000 rideheste til sine ryttere. Hver måned sørgede distriktsguvernørerne for mad til Salomon og hans hof samt for byg og hø til hestene i de kongelige stalde.

Gud gav Salomon usædvanlig visdom og indsigt og en omfattende viden på mange felter— ja, i visdom overgik han langt Østens og Egyptens vismænd. Selv Etan fra Zerachs slægt kunne ikke måle sig med ham—og langt mindre Mahols sønner Heman, Kalkol og Darda. Hans berømmelse nåede langt ud over rigets grænser til de omkringliggende nationer. Han forfattede 3000 ordsprog og skrev 1005 sange. Han havde en bred viden om pattedyr, fugle, krybdyr og fisk, og han vidste alt om planter lige fra Libanons store cedre til den lille ysop, der vokser i sprækker i muren. Konger fra mange lande sendte deres folk til ham for at få råd og vejledning.

Tempelbyggeriet forberedes

Kong Hiram af Tyrus var en god ven af David. Da han hørte, at Davids søn Salomon var blevet konge i Israel, sendte han en delegation af sted med lykønskninger. Salomon sendte følgende brev med tilbage til kong Hiram: „Du ved, hvordan David blev angrebet fra alle sider af nabolandene, så han ikke var i stand til at bygge det hus, som han ønskede at bygge for Herren, sin Gud. Men Herren hjalp ham til at besejre alle hans modstandere. Nu har Herren, min Gud, skaffet mig ro. Ingen fjender truer udefra, og ingen oprører undergraver riget indefra. Derfor har jeg planer om at bygge Herren, min Gud, et hus, for Herren sagde til min far: ‚Din søn, som jeg vil gøre til konge efter dig, skal bygge mit hus!’ Gør mig nu den tjeneste at hjælpe mig med det projekt: Send skovarbejdere til Libanons bjerge, så de kan hugge cedertræ til mig. Jeg vil så sende folk af sted, som kan hjælpe dem. Men der er ingen, der kan hugge tømmer så godt som jer sidoniere. Jeg vil naturligvis betale dine folk, hvad du forlanger.”

Hiram blev så begejstret for Salomons brev, at han udbrød: „Lovet være den Gud, der har givet David sådan en vis søn til at herske over Israels mægtige folk!” Derpå sendte han svar tilbage til Salomon: „Jeg har modtaget dit brev og vil gøre, hvad du bad mig om. Vi kan levere både cedertræ og cypres. Mine folk skal nok sørge for transporten af tømmeret fra Libanons bjerge ud til Middelhavet, hvor de vil binde tømmeret sammen til flåder og fragte det langs kysten til det sted, du ønsker. Der vil flåderne så blive skilt ad igen, og du kan fragte tømmeret videre. Hvad betaling for tømmeret angår, bedes du sende mig fødevarer til mit hof.”

På den måde fik Salomon fat i alt det ceder- og cyprestræ, han havde brug for, og som betaling sendte han årligt 20.000 sække hvede og 200 ankre[d] olivenolie til kong Hirams hof.

Herren gav Salomon stor visdom, som han havde lovet, og Hiram og Salomon indgik en formel fredsaftale.

Salomon udskrev 30.000 mænd fra hele Israel til træfældningsarbejdet og sendte dem holdvis til Libanon—10.000 ad gangen—således at hvert hold arbejdede en måned i Libanon og havde to måneders orlov hjemme. Adoniram havde overopsyn med arbejdslejren.

Desuden udskrev Salomon 80.000 mænd til at hugge stenblokke i de nærliggende bjerge, 70.000 mænd til at transportere stenene, og 3600[e] arbejdsformænd. Stenhuggerne brød store klippeblokke løs til templets fundament. Det var et yderst kostbart projekt. Salomons og Hirams folk fik hjælp af eksperter fra Gebal[f] til den videre forarbejdning af både stenblokke og tømmer.


Footnotes
  1. 5,1 Egyptens grænse lå ved den wadi, der også kaldes Egyptens Bæk, jf. 1.Mos. 15,18, 4.Mos. 34,5, Jos. 15,4.47, 2.Krøn. 9,26.
  2. 5,2 På hebraisk: 30 kor. En kor rummer ca. 220 liter (ca. 130 kg mel) og svarer til, hvad man kan læsse på et voksent hanæsel.
  3. 5,6 Egentlig 4000 krybber eller stalde til sine heste, idet hver hest havde sin egen stald med krybbe. En del hebraiske manuskripter siger fejlagtigt 40.000. Salomon havde 1400 stridsvogne med to heste til hver og nogle i reserve. Jf. 1.Kong. 10,26 og 2.Krøn. 9,25.
  4. 5,25 Septuaginta siger 20.000 bat olie, jf. 2.Krøn. 2,10. Enten er der sket en fejlkopiering i de hebraiske håndskrifter, som siger 20 kor, eller også er der tale om to forskellige ting. Det kunne være, at der her tales om det, kongen selv skulle have til sit hof, mens 2.Krøn. 2,10 kunne tale om alt, hvad der skulle bruges til at betale arbejderne. En kor er 10 bat, og en bat menes at kunne rumme ca. 22 liter. En bat er her oversat med „anker”, mens en kor er oversat med „sæk”.
  5. 5,30 Den hebraiske tekst siger 3300, mens Septuaginta siger 3600 i overensstemmelse med 2.Krøn. 2,1 og 17.
  6. 5,32 En storby ved kysten ca. 200 km nord for Tyrus. Byen er bedre kendt under navnet Byblos.

Read More of Første Kongebog 5