Bøn om Israels genoprettelse
1En visdomssang74,1 På hebraisk: maskil. Ordets betydning kendes ikke med sikkerhed. af Asaf
Åh, Gud, har du forkastet os for evigt?
Du er vores hyrde, men har straffet os hårdt.
2Vi er det folk, du udvalgte i ældgamle dage.
Du satte os i frihed og gjorde os til dit folk.
Du udvalgte Zion som din bolig på jorden.
3Prøv at gå en runde i byens ruiner,
se, hvordan fjenden har nedbrudt din helligdom.
4De udstødte sejrsråb midt i dit tempel,
de plantede et banner dér som tegn på ejerskab.
5De angreb dit tempel som skovhuggere,
der svinger økserne mod de store træer.
6De knuste det udskårne træværk,
huggede det i stumper og stykker.
7De satte ild til din helligdom, Herre.
De jævnede din bolig med jorden.
8De besluttede at knuse os helt
og afbrændte alle vore bedehuse.
9Nu er der intet, der viser, at vi er dit folk.
Der er heller ingen profeter tilbage.
Vi ved ikke, hvor længe vores ulykke skal vare.
10Hvor længe får fjenden lov at håne os, Gud?
Vil du tillade dem for evigt at spotte dit navn?
11Hvorfor gør du ikke noget?
Hvorfor straffer du dem ikke?
12Gud, du har været vores Konge fra ældgamle tider,
ofte har du reddet os ved dine mægtige undere.
13Du skilte vandene med vældig kraft,
du knuste hovederne på havets uhyre,
14ja, du knuste Livjatans hoveder
og gav den som føde til ørkenens folk.
15Du åbnede kilder og lod vand springe frem,
du standsede flodernes løb.
16Du satte solen til at herske om dagen
og månen til at skinne om natten.
17Du fastlagde jordens grænser,
du lod sommer og vinter afløse hinanden.
18Hør, hvordan fjenderne håner dig, Herre,
de gudløse nationer spotter dit navn.
19Giv ikke din due i rovdyrets vold,
forkast ikke for evigt dit stakkels folk.
20Husker du ikke din pagt og dine løfter?
Verden er jo fyldt med vold og ondskab.
21Lad ikke dit forpinte folk blive til spot,
men giv os grund til at lovprise dig.
22Åh, Gud, grib ind og forsvar din ære.
Hør, hvor du hånes af tåber hver dag.
23Glem ikke alt, hvad de gudløse siger,
deres hån og forbandelser stiger og stiger.
Dwom 74
Asaf dwom.
1Ao, Onyankopɔn, adɛn nti na woapo yɛn koraa yi?
Adɛn nti na wʼabufuw hyew wʼadidibea nguan?
2Kae nkurɔfo a wotɔɔ wɔn teteete no,
abusua a ɛyɛ wʼagyapade a wugyee wɔn no,
Bepɔw Sion, faako a wote hɔ.
3Dan wʼanammɔntu kyerɛ saa nnwiriwii a ɛto ntwa da yi,
ɔtamfo no de saa ɔsɛe yi nyinaa aba wo kronkronbea no so.
4Wʼatamfo bobɔɔ mu wɔ faako a wuhyiaa yɛn no;
wɔasisi wɔn mfrankaa sɛ agyiraehyɛde wɔ hɔ.
5Wɔyɛɛ wɔn sɛ nnipa a wɔrehwim mmonnua
de abubu nnua a ayɛ nkyɛkyerɛ.
6Wɔde wɔn mmonnua ne nname
bubuu nnua a wɔasen adi ho adwinni no.
7Wɔhyew wo kronkronbea no dwerɛbee;
woguu faako a wo Din te no ho fi.
8Wɔkaa wɔ wɔn koma mu se, “Yebetiatia wɔn so ayɛ wɔn pasaa!”
Wɔhyew baabiara a wɔsom Onyankopɔn wɔ asase no so.
9Wɔmmaa yɛn nsɛnkyerɛnne a ɛyɛ nwonwa biara;
adiyifo no asa,
na yɛn mu biara nnim nna dodow a ebedi.
10Onyankopɔn, wʼatamfo bɛserew wo akosi da bɛn?
Wɔn a wokyi wo no begu wo din ho fi daa ana?
11Adɛn nti na woatwe wo nsa, wo nsa nifa no?
Yi fi wʼatade mmobɔwee no mu na sɛe wɔn.
12Nanso Onyankopɔn yɛ me hene fi tete;
wode nkwagye ba asase so.
13Ɛyɛ wo na wode wo tumi paee po mu no;
wopɛtɛw nsu mu ɔwɔ no ti.
14Wopɛtɛw Lewiatan no ti
na wode no maa sare so abɔde sɛ wɔn aduan.
15Wo na womaa nsuwa ne nsuti tuei;
na womaa nsubɔnten a ɛsen yoyowee.
16Adekyee wɔ wo na adesae nso yɛ wo dea;
wode owia ne ɔsram sisii hɔ.
17Ɛyɛ wo na wototoo asase so ahye nyinaa;
wobɔɔ ahohuru ne awɔw mmere.
18Awurade, kae sɛnea ɔtamfo no aserew wo,
sɛnea nkwaseafo agu wo din ho fi.
19Mmfa wʼaborɔnoma nkwa mma nkekaboa;
mma wo werɛ mfi wo nkurɔfo a wɔrehu amane no nkwa afebɔɔ.
20Ma wʼapam no ho nhia wo,
efisɛ akakabensɛm ahyɛ asase no so sum mu ma.
21Mma wɔn a wɔhyɛ wɔn so no mmfa animguase nsan;
ma ahiafo ne mmɔborɔfo nkamfo wo din.
22Ao, Onyankopɔn, ma wo ho so na ka wo ara wʼasɛm;
kae sɛnea nkwaseafo serew wo da mu nyinaa.
23Mmu wʼani ngu wɔn a wɔsɔre tia wo no nteɛteɛmu so,
wʼatamfo gyegyeegyeyɛ a ɛkɔ soro daa no.
