Paulus kræver ikke sin ret
1Har jeg ikke min frihed? Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke med egne øjne set Jesus, vores Herre? Er I ikke resultatet af min tjeneste for Herren? 2Hvis jeg ikke har fungeret som apostel over for andre, så har jeg i hvert fald for jer. Det, at I tilhører Herren, er beviset på min tjeneste som apostel.
3Til dem, som gerne vil tage mig i forhør, vil jeg sige følgende til mit forsvar: 4Har Barnabas og jeg ikke ret til kost og logi, når vi besøger en menighed? 5Hvis jeg havde en kone, havde jeg så ikke ret til at tage hende med overalt, sådan som de andre apostle, Jesu brødre og Peter gør? 6Er det kun Barnabas og mig, der er tvunget til at have et arbejde ved siden af vores tjeneste? 7Betaler en soldat sin egen løn? Ejer nogen en frugtplantage uden at have ret til at spise af frugten? Har en hyrde ikke ret til at drikke af mælken fra de får og geder, han vogter?
8Er det, jeg siger her, kun mennesketanker? Siger Guds lov ikke det samme? 9I den lov, som Gud gav Moses, står der faktisk: „I må ikke binde munden til på en okse, mens den tærsker korn.”9,9 5.Mos. 25,4. Tror I, at Gud kun tænkte på okserne med den befaling? 10Mon ikke han også tænkte på os? Naturligvis! De, der pløjer, skal have lov til at pløje med forventning om at få del i høsten engang. Det samme gælder dem, der tærsker. 11Vi har sået en åndelig udsæd i jeres hjerter. Er det da for meget forlangt, at I til gengæld deler jeres materielle goder med os, 12sådan som I gør for andre, der besøger jer? Har I ikke endnu mere grund til at gøre det samme for os?
Men vi har valgt ikke at gøre krav på vores ret til at modtage betaling. I stedet prøver vi at klare os selv, så godt vi kan. Vi ønsker på ingen måde at lægge hindringer i vejen for det budskab om Kristus, som vi forkynder.
13Ved I ikke, at de, der gør tjeneste i helligdommen, spiser af den mad, der bliver bragt som offergaver til Gud? Ved I ikke, at de, der foretager ofrene på Guds alter, får del i det, der ofres? 14På samme måde har Herren Jesus bestemt, at de, der forkynder budskabet om ham, skal kunne leve af det.
15Men jeg har aldrig gjort brug af en eneste af disse rettigheder, og jeg skriver heller ikke det her for at antyde, at jeg nu vil til at gøre det. Jeg vil nemlig hellere dø af sult end kræve betaling for at forkynde budskabet om Jesus. 16At forkynde om Jesus er jo ikke noget, jeg kan rose mig af. Det er lagt hen til mig som en nødvendighed. Ve mig, hvis jeg ikke gør det! 17Hvis jeg selv havde valgt at forkynde budskabet, så kunne jeg forvente løn for det. Men sådan er det jo ikke. Det er Gud, der har udvalgt mig og betroet mig den opgave. 18Og ved I, hvad min løn er? Det er den glæde, jeg har ved at forkynde uden betaling og uden at gøre krav på alle mine rettigheder.
19Fordi jeg således ikke er forpligtet over for nogen bestemt, kan jeg tjene alle mennesker, og mit mål er at vinde så mange som muligt for Kristus. 20Når jeg er sammen med jøder, der jo lever under loven, gør jeg som dem, selvom jeg ikke selv er underlagt loven. Det gør jeg i håbet om at vinde dem for Kristus. 21Når jeg er sammen med dem, der ikke kender til loven, bekymrer jeg mig ikke om den, for jeg ønsker at vinde dem for Kristus. Dog er det ikke sådan, at jeg er uden nogen lov fra Gud, for jeg er underlagt Kristi kærlighedslov.9,21 Jf. Gal. 6,2; Joh. 13,34-35. 22Når jeg er sammen med de svage, opfører jeg mig, som om jeg selv var svag, for at jeg kan vinde de svage. På den måde prøver jeg så vidt muligt at identificere mig med alle mennesker i håb om, at i det mindste nogle af dem vil få det evige liv. 23Alt dette gør jeg på grund af det budskab, jeg har fået betroet, og for at få del i de velsignelser, det indeholder.
Det kræver disciplin at vinde sejren
24Tænk på dem, der løber om kap på et atletikstadion. De er alle med fra starten, men kun én vinder førstepræmien. Løb for at vinde! 25Idrætsfolk må give afkald på mange ting for at vinde sejren. De gør det for at få en sejrskrans,9,25 I datidens atletikløb fik vinderen en laurbærkrans på hovedet som æresbevisning. som hurtigt visner, men vi gør det for at få en sejrskrans, som aldrig visner. 26Altså løber jeg direkte mod målet, fast besluttet på at vinde. Jeg bokser ikke ud i luften. 27Jeg holder min krop i ave og tøjler den, for at ikke jeg, der har forkyndt for andre, skal risikere at blive diskvalificeret og ikke nå frem til målet.
Pavao se odriče svojih prava
1Nisam li ja slobodan? Nisam li apostol? Nisam li vidio našega Gospodina Isusa vlastitim očima? Niste li vi u Gospodinu zbog mojega truda? 2Ako me drugi i ne smatraju apostolom, vama to sigurno jesam jer ste vi živ dokaz za to.
3To je odgovor onima koji osporavaju moje apostolstvo. 4Nemamo li pravo jesti za vašim stolom? 5Nemamo li pravo dovesti sa sobom ženu kršćanku,9:5 U grčkome: sestru. kao što čine i drugi učenici, Gospodinova braća i Petar?9:5 U grčkome: Kefa. 6Ili se samo Barnaba i ja moramo uzdržavati vlastitim radom? 7Koji to vojnik vojuje o svojemu trošku? Tko sadi vinograd a da ne smije jesti njegova roda? Koji to pastir napasa stado a da ne smije piti mlijeka? 8Ne govorim vam to samo po ljudsku, nego tako kaže i Božji zakon. 9Jer u Mojsijevu zakonu piše: “Ne zavezuj usta volu koji vrši žito.”9:9 Ponovljeni zakon 25:4. Mislite li da je Bog to rekao samo za volove? 10Nije li to rekao i za nas? Naravno da jest. Kao što žeteoci i vršioci rade u nadi da će imati udjela u žetvi, tako i duhovne radnike trebaju namiriti oni kojima služe.
11Zar je previše da mi, koji smo u vas sijali duhovna dobra, očekujemo požeti vaša tjelesna dobra? 12Ako drugi na to imaju pravo, nemamo li mi i veće pravo? Ipak, nismo se njime koristili, nego sve podnosimo da ne postavimo kakvu zapreku Kristovoj Radosnoj vijesti.
13Ne znate li da oni koji rade u Hramu dobiju od hrane koju ljudi donose u svetište i da oni koji služe pri žrtveniku dobiju dio žrtvenih prinosa? 14Jednako je tako Gospodin naredio da oni koji navješćuju Radosnu vijest od nje i žive. 15Ali ja se nikad nisam koristio tim pravom. I ne pišem vam to zato da bih to od sada činio. Radije bih umro nego se odrekao te odlike da propovijedam bez naplate. 16Propovijedanjem Radosne vijesti ne mogu se hvaliti jer mi je to dužnost. Teško meni ako ju ne propovijedam!
17Da to činim iz vlastite pobude, imao bih pravo na plaću. Ali ja samo vršim službu koju mi je Bog povjerio. 18Što mi je dakle plaća? Zadovoljstvo da propovijedam Radosnu vijest besplatno ne iskorišćujući svoje propovjedničko pravo.
19Iako sam slobodan i ne pripadam nikome, ipak sam svima postao robom, samo da ih što više pridobijem za Krista. 20Kad sam bio sa Židovima, bio sam Židov da ih mogu dovesti Kristu. Kad sam bio s onima koji se drže Zakona, i ja sam to činio, iako nisam vezan Zakonom, da ih mogu dovesti Kristu. 21Kad sam bio s poganima koji nemaju Zakona, bio sam poput njih koliko sam god mogao. Tako sam stekao njihovo povjerenje i mogao ih dovesti Kristu, ali nisam zanemario Božji zakon, nego sam bio poslušan Kristovu zakonu.
22S nejakima sam bio nejak da ih pridobijem za Krista. Svima njima bio sam sve ne bih li neke spasio. 23A sve to činim zbog Radosne vijesti, da i ja budem njezinim dionikom.
24Ne znate li da u trci svi trkači trče, a samo jedan osvoji prvu nagradu? I vi trčite tako da ju osvojite. 25Svaki natjecatelj živi suzdržljivo. Oni to čine da dobiju vijenac koji će istrunuti, a mi da dobijemo nagradu koja će vječno trajati. 26Trčim zato, ali uvijek prema cilju, a ne besciljno i uzaludno poput nekoga tko šakom udara vjetar. 27Stegom morim svoje tijelo i tjeram ga poput roba da ne bih, pošto sam drugima propovijedao, sam bio odbačen.
