La Bible du Semeur

Matthieu 14

L’exécution de Jean-Baptiste

1A cette époque, Hérode, le gouverneur de la Galilée, entendit parler de Jésus.

– Cet homme, dit-il à ses courtisans, c’est sûrement Jean-Baptiste: le voilà ressuscité des morts! C’est pour cela qu’il détient le pouvoir de faire des miracles.

En effet, Hérode avait ordonné d’arrêter Jean, l’avait fait enchaîner et jeter en prison, à cause d’Hérodiade, la femme de Philippe, son demi-frère, parce qu’il lui disait: Tu n’as pas le droit de la prendre pour femme.

Hérode cherchait donc à le faire mourir. Mais il craignait la foule, car elle considérait Jean-Baptiste comme un prophète. Or, le jour de l’anniversaire d’Hérode, la fille d’Hérodiade exécuta une danse devant les invités. Hérode était sous son charme: aussi lui promit-il, avec serment, de lui donner tout ce qu’elle demanderait.

A l’instigation de sa mère, elle lui dit: Donne-moi ici, sur un plat, la tête de Jean-Baptiste.

Cette demande attrista le roi. Mais à cause de son serment et de ses invités, il donna l’ordre de la lui accorder. 10 Il envoya un soldat décapiter Jean-Baptiste dans la prison. 11 La tête de ce dernier fut apportée sur un plat et remise à la jeune fille qui la porta à sa mère. 12 Les disciples de Jean-Baptiste vinrent prendre son corps pour l’enterrer, puis ils allèrent informer Jésus de ce qui s’était passé.

Avec cinq pains et deux poissons

13 Quand Jésus entendit la nouvelle, il quitta la contrée en bateau et se retira, à l’écart, dans un endroit désert. Mais les foules l’apprirent; elles sortirent de leurs bourgades et le suivirent à pied. 14 Aussi, quand Jésus descendit du bateau, il vit une foule nombreuse. Alors il fut pris de compassion pour elle et guérit les malades.

15 Le soir venu, les disciples s’approchèrent de lui et lui dirent: Cet endroit est désert et il se fait tard; renvoie donc ces gens pour qu’ils aillent dans les villages voisins s’acheter de la nourriture.

16 Mais Jésus leur dit: Ils n’ont pas besoin d’y aller: donnez-leur vous-mêmes à manger!

17 – Mais, lui répondirent-ils, nous n’avons ici que cinq pains et deux poissons.

18 – Apportez-les moi, leur dit Jésus.

19 Il ordonna à la foule de s’asseoir sur l’herbe, puis il prit les cinq pains et les deux poissons, il leva les yeux vers le ciel et prononça la prière de bénédiction; ensuite, il partagea les pains et les donna aux disciples qui les distribuèrent à la foule.

20 Tout le monde mangea à satiété. On ramassa les morceaux qui restaient; on en remplit douze paniers. 21 Ceux qui avaient mangé étaient au nombre de cinq mille hommes, sans compter les femmes et les enfants.

Jésus marche sur les eaux

22 Aussitôt après, Jésus pressa ses disciples de remonter dans le bateau pour qu’ils le précèdent de l’autre côté du lac, pendant qu’il renverrait la foule. 23 Quand tout le monde se fut dispersé, il gravit une colline pour prier à l’écart. A la tombée de la nuit, il était là, tout seul.

24 Pendant ce temps, à plusieurs centaines de mètres au large, le bateau luttait contre les vagues, car le vent était contraire. 25 Vers la fin de la nuit, Jésus se dirigea vers ses disciples en marchant sur les eaux du lac. 26 Quand ils le virent marcher sur l’eau, ils furent pris de panique: C’est un fantôme, dirent-ils. Et ils se mirent à pousser des cris de frayeur.

27 Mais Jésus leur parla aussitôt: Rassurez-vous, leur dit-il, c’est moi, n’ayez pas peur!

28 Alors Pierre lui dit: Si c’est bien toi, Seigneur, ordonne-moi de venir te rejoindre sur l’eau.

29 – Viens, lui dit Jésus.

Aussitôt, Pierre descendit du bateau et se mit à marcher sur l’eau, en direction de Jésus. 30 Mais quand il remarqua combien le vent soufflait fort, il prit peur et, comme il commençait à s’enfoncer, il s’écria: Seigneur, sauve-moi!

31 Aussitôt, Jésus lui tendit la main et le saisit.

– Ta foi est bien petite! lui dit-il, pourquoi as-tu douté?

32 Puis ils montèrent tous deux dans le bateau; le vent tomba.

33 Les hommes qui se trouvaient dans l’embarcation se prosternèrent devant lui en disant: Tu es vraiment le Fils de Dieu.

Les guérisons à Génésareth

34 Après avoir traversé le lac, ils touchèrent terre à Génésareth[a]. 35 Quand les habitants du lieu eurent reconnu Jésus, ils firent prévenir tout le voisinage, et on lui amena tous les malades. 36 Ils le suppliaient de leur permettre simplement de toucher la frange de son vêtement. Et tous ceux qui la touchaient étaient guéris.

Notas al pie

  1. 14.34 Génésareth : région fertile au sud-ouest de Capernaüm.

Bibelen på hverdagsdansk

Matthæus 14

Kong Herodes funderer over, hvem Jesus er

1Da kong Herodes[a] hørte om de mirakler, Jesus udførte, sagde han til sine tjenere: „Det må være Johannes Døber, der er vendt tilbage fra de døde. Det er derfor den slags overnaturlige kræfter virker gennem ham.”

3-5 Der var nemlig sket det, at Herodes efter pres fra Herodias havde ladet Johannes arrestere og sætte i fængsel. Herodias var egentlig gift med Filip, en bror til Herodes, men var flyttet sammen med kong Herodes. Det havde fået Johannes til at konfrontere kongen. „Du har ikke lov til at leve sammen med hende,” havde han sagt. Det blev Herodias så rasende over, at hun fik Herodes overtalt til at sætte Johannes i fængsel, og hun ville gerne have ham henrettet. Men det turde Herodes ikke, for alle folk anså Johannes for at være en stor profet.

En dag blev der holdt fødselsdagsfest for Herodes, og Herodiasʼ datter dansede for gæsterne. Herodes blev så begejstret, at han med en ed lovede at give hende hvad som helst, hun forlangte. Hendes mor pressede hende til at sige: „Giv mig Johannes Døbers hoved på et fad!” Kongen blev ilde til mode ved at høre det ønske, men fordi han havde svoret, og fordi han ikke ville trække sit løfte tilbage for øjnene af alle gæsterne, udstedte han de nødvendige ordrer, 10 og Johannes blev halshugget i fængslet. 11 Hans hoved blev bragt op i festsalen på et fad og overrakt til den unge pige, der gav det videre til sin mor.

12 Senere kom Johannesʼ disciple og hentede hans lig og begravede det, hvorefter de gik hen til Jesus og fortalte, hvad der var sket.

Bespisningen af de 5000

13 Da Jesus fik det at vide,[b] gik han op i en båd sammen med disciplene for at tage væk til et øde sted, hvor de kunne være alene. Men en masse mennesker fra de forskellige byer hørte, at han var taget videre, og de fulgte med ham til fods langs bredden af søen.

14 Da Jesus gik i land, så han en stor folkeskare. Han blev fyldt af medlidenhed og helbredte dem, der var syge.

15 Lidt før det blev mørkt, kom disciplene hen til ham. „Det er ved at blive sent,” sagde de, „og stedet her er øde. Du må hellere sende alle de mennesker bort, så de kan nå at tage ind til landsbyerne og købe noget mad.”

16 „Det er ikke nødvendigt,” svarede Jesus. „I kan give dem noget at spise!”

17 „Jamen, vi har kun fem brød og to fisk,” svarede disciplene.

18 „Godt! Kom med dem!” sagde Jesus.

19 Så bad han folk sætte sig i græsset. Derefter tog han de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud for dem. Han brækkede brødene i stykker og begyndte at dele ud til disciplene, og disciplene gav maden videre til folkemængden. 20 Alle spiste og blev mætte. Og da de tiloversblevne stykker blev samlet sammen, fyldte de 12 kurve. 21 Der var omkring 5000 mænd, foruden kvinder og børn, som blev bespist.

Disciplenes tøvende tro

22 Jesus gav straks disciplene besked på at gå op i båden og sejle i forvejen over til den anden side af søen, mens han sendte folkemængden bort. 23 Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at være alene og bede.

24 Det var efterhånden blevet ud på natten. Jesus var alene på bjerget, mens disciplene var et godt stykke ude på søen, hvor de kæmpede mod bølgerne og en strid modvind.

25 Kort før daggry kom Jesus ud til dem, vandrende hen over vandet. 26 Da de så en skikkelse komme gående hen imod dem, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. 27 Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange—det er mig!”

28 Straks råbte Peter tilbage: „Hvis det virkelig er dig, Herre, så sig til mig, at jeg skal komme ud til dig på bølgerne.” 29 „Kom!” sagde Jesus.

Peter kravlede ud over bådens ræling og gik på vandet hen mod Jesus. 30 Men da han så stormens rasen omkring sig, blev han bange, og han begyndte at synke.

„Herre, red mig!” råbte han.

31 Øjeblikkelig rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham. „Din tro er lille,” sagde Jesus. „Hvorfor blev du usikker?”

32 Da de var kommet op i båden, lagde vinden sig. 33 Alle i båden faldt på knæ for Jesus. „Du er virkelig Guds Søn!” udbrød de.

Helbredelser i Genesaret området

34 De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret. 35 Jesus blev straks genkendt af de lokale folk, og de sendte bud til hele omegnen om, at Jesus var kommet. Derfor kom man med alle de syge. 36 De bønfaldt ham om bare at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev helbredt.

Notas al pie

  1. 14,1 Herodes Antipas, en søn af Herodes den Store.
  2. 14,13 Teksten er uklar med hensyn til, hvad det var, Jesus fik at vide. Måske Johannesʼ død, måske hvad Herodes havde talt med sine tjenere om som beskrevet i vers 1-2. Luk. 13,31 fortæller os, at Herodes var ude på slå Jesus ihjel. Vi ved også fra Luk. 8,3 at Joanna, gift med Herodesʼ hofchef, var en discipel af Jesus. Hun ville utvivlsomt have advaret Jesus, hvis hans liv var i fare.