1“Wɔde dade kyerɛwdua akrukyerɛw Yuda bɔne,
dade kyerɛwdua a ano te sɛ kyerɛwbo,
wɔ wɔn koma apon so
ne wɔn afɔremuka mmɛn so.
2Mpo, wɔn mma kae
wɔn afɔremuka ne Asera nnua
a ɛwɔ nnua a adennan no nkyɛn
ne nkoko atenten no so.
3Me mmepɔw a ɛwɔ asase no so,
mo ahonyade ne mo nnwetɛbona nyinaa
mede bɛma sɛ asade,
ɛne mo sorɔnsorɔmmea nso,
esiane mo man no so bɔne nti.
4Mo ankasa mfomso nti mobɛhwere
agyapade17.4 agyapade—Kanaan asase. a mede maa mo no.
Mede mo bɛyɛ nkoa ama mo atamfo
wɔ asase a munnim so so,
efisɛ moahwanyan mʼabufuw,
na ɛbɛtena hɔ daa.”
5Sɛɛ na Awurade se,
“Nnome nka nea ɔde ne ho to onipa so,
nea ɔde ne ho to ɔhonam so pɛ nʼahoɔden
na ne koma dan fi Awurade ho.
6Ɔbɛyɛ sɛ wura a ɛwɔ nsase tamaa so;
sɛ yiyedi ba a ɔrenhu,
ɔbɛtena nweatam a awo so,
ne nkyene asase a obi nte so so.
7“Nhyira nka onipa a ɔde ne ho to Awurade so,
na nʼanidaso wɔ ne mu.
8Ɔbɛyɛ sɛ dua a wɔadua no asu ho
na ne ntin teɛ kɔ asu no mu.
Sɛ ahuhuru ba a onsuro;
ne nhaban yɛ frɔmfrɔm mmere nyinaa.
Onni ɔhaw biara wɔ afe a osu ntɔ mu
na ɛkɔ so sow aba daa.”
9Koma yɛ nnaadaa sen ade nyinaa
na ano nni aduru.
Hena na ɔbɛte nʼase?
10“Me Awurade, mepɛɛpɛɛ koma mu
na mehwehwɛ adwene mu,
gyina so de tua onipa ka sɛnea nʼabrabɔ te,
ne sɛnea ɛfata ne nneyɛe.”
11Sɛnea asɛmɛntɛ a osow nkesua a ɛnyɛ ɔno na ɔtowee no,
saa ara na onipa a onya sika a ɔmfa ɔkwan pa so no te.
Sɛ obu ne nkwa nna mu abien a wobegyaw no mu,
na awiei no, ne kwasea bɛda adi.
12Anuonyam ahengua a wɔama so fi mfiase no,
ne yɛn kronkronbea.
13Awurade, woyɛ Israel anidaso,
wɔn a wɔpa wʼakyi nyinaa ani bewu.
Wɔn a wɔtwe wɔn ho fi wo ho no, wobesie wɔn
efisɛ wɔagyaw Awurade
a ɔyɛ nkwa asuti no.
14Sa me yare Awurade, na me ho bɛtɔ me;
gye me na menya nkwa,
na wo ne ɔbaako a mekamfo wo.
15Wobisa me daa sɛ,
“Ɛhe na Awurade asɛm no wɔ?
Ma ɛmmra mu mprempren!”
16Minnguan mfii mʼadwuma sɛ wo guanhwɛfo ho;
wunim sɛ menhwehwɛɛ abasamtu da.
Nea efi mʼanom yɛ pefee wɔ wʼanim.
17Nhunahuna me;
wo ne me guankɔbea wɔ amanehunu da.
18Ma wɔn a wɔtaa me anim ngu ase,
na yi me fi ahohora mu.
Ma wɔmmɔ hu,
nanso mma me koma ntu.
Ma amanehunu da no mmra wɔn so;
fa ɔhawprenu sɛe wɔn.
Monyɛ Homeda No Kronkron
19Sɛɛ na Awurade ka kyerɛɛ me, “Kɔ na kogyina nnipa no pon a Yuda ahemfo di hɔ ahyɛmfiri no; kogyina Yerusalem apon a aka no nso ano. 20Ka kyerɛ wɔn se, ‘Muntie Awurade asɛm, mo Yuda ahemfo ne Yudafo nyinaa ne wɔn a wɔtete Yerusalem a wɔfa saa apon yi mu. 21Sɛɛ na Awurade se: Monhwɛ yiye na moansoa nnesoa Homeda anaa moamfa amfa Yerusalem apon mu. 22Monnsoa adesoa mfi mo afi mu na monnyɛ adwuma biara Homeda, na mmom monyɛ Homeda no kronkron, sɛnea mehyɛɛ mo agyanom no. 23Nanso wɔantie na wɔammu; wɔyɛɛ asoɔden, wɔantie na wɔampɛ nteɛso. 24Nanso sɛ mohwɛ yiye na moyɛ osetie ma me a, sɛɛ na Awurade se, na moamfa nnesoa amfa saa kuropɔn yi apon mu Homeda, na sɛ moyɛ Homeda no kronkron a monnyɛ adwuma biara a, 25ɛno de ahemfo a wɔte Dawid ahengua so ne wɔn adwumayɛfo bɛfa saa apon yi mu. Wɔn nyinaa bɛba a wɔtete nteaseɛnam mu ne apɔnkɔ so, a Yuda mmarima ne wɔn a wɔtete Yerusalem ka ho, na nnipa bɛtena kuropɔn yi mu daa nyinaa. 26Nnipa befi Yuda nkurow ne nkuraa a atwa Yerusalem ho ahyia no aba, wobefi Benyamin asase ne atɔe fam nkoko so, wobefi mmepɔw, mantam ne Negeb aba a wɔde ɔhyew afɔrebɔde ne afɔrebɔ, aduan afɔrebɔde, nnuhuam ne aseda afɔrebɔde reba Awurade fi. 27Nanso sɛ moanyɛ osetie amma me, anyɛ Homeda no kronkron, na sɛ mosoa adesoa biara fa Yerusalem apon mu Homeda a, ɛno de mɛsɔ ogya a ɛrennum da wɔ Yerusalem apon mu na abɛhyew nʼaban ahorow no.’ ”
1Åh, Judas folk, jeres ondskab er mejslet ind i jeres stenhårde hjerter og ridset med diamant på jeres altres horn. 2I tænker ikke på andet end de afgudsaltre og Asherapæle, I har rejst under hvert et træ, 3på hver en høj og på hver en slette. Derfor vil jeg udlevere alle jeres rigdomme og skatte til jeres fjender. Det er straffen for alle de synder, I har begået. 4Det er jeres egen skyld, at dette vidunderlige land, som jeg gav jer, nu bliver revet ud af hænderne på jer, og at I føres bort som slaver til fjendens land. I har provokeret mig, så min vrede er flammet op imod jer og brænder med en uudslukkelig ild.”
5Herren fortsatte: „Min dom vil ramme dem, der sætter deres lid til mennesker, stoler på deres egen styrke og i hjertet gør oprør mod mig. 6De er uden håb og uden fremtid som en forkrøblet enebærbusk i den glødende ørken, på den saltholdige og golde jord, hvor ingen ville drømme om at bosætte sig.
7Men velsignede er de mennesker, som har tillid til mig og søger hjælp hos mig. 8De er som et træ, der er plantet ved floden, og som strækker sine rødder mod vandet. Det er ikke bange for den brændende sol, men har altid friske og grønne blade. Det visner ikke i tørketider, men fortsætter med at bære frugt.
9Hvem forstår et menneskes hjerte? Det er forræderisk og ondt helt igennem. 10Jeg kender menneskers inderste tanker, vurderer deres motiver og lønner enhver efter, hvordan de handler.
11Mennesker, som bliver rige på andres bekostning, er som fugle, der udruger æg, de ikke selv har lagt. Før eller senere mister de deres rigdomme og ender som fattige tåber.”
12Derpå sagde jeg til Herren: „Fra ældgamle tider har du siddet på din ophøjede trone i helligdommen. 13Du er Israels håb, og de, som vender sig fra dig, vil komme til at fortryde det. Det er ude med dem, fordi de har forladt Herren, kilden med det livgivende vand. 14Herre, kom mig til hjælp og red mig fra dem, der er ude efter mig. 15Mennesker håner mig og siger: ‚Hvad er det for en straf fra Herren, du bliver ved at snakke om? Hvis det er rigtigt, hvorfor sker der så ikke noget?’
16Herre, jeg ønsker ikke at gøre mit eget folk til mine fjender. Jeg har ikke bedt dig sende ulykke over dem, det ved du. Du har hørt hvert ord, jeg har sagt. 17Du må ikke lade mig i stikken, for du er mit eneste håb. 18Lad skræk og rædsel ramme dem, som forfølger mig, og red mig fra deres angreb. Det er dem, der fortjener din straf, ikke mig.”
19Da sagde Herren til mig: „Gå hen til Jerusalems byporte, først til porten, som kongerne går igennem, og derefter til alle de andre porte. 20Der skal du råbe til alle, som kommer forbi: Hør, hvad Herren har at sige til Judas kongeslægt, Jerusalems indbyggere og alle borgere i landet. 21Herren siger: Hvis I har livet kært, skal I holde sabbatsdagen hellig. I må ikke bære varer ind gennem Jerusalems porte på den dag. 22I må ikke bære byrder ud fra jeres huse eller i det hele taget udføre noget arbejde på sabbatten. I skal holde hviledagen hellig, som jeg befalede jeres forfædre. 23Desværre adlød de ikke. De var så frygtelig stivnakkede og nægtede at høre på mine advarsler.
24Men hvis I adlyder mig, holder sabbatsdagen hellig og undlader at arbejde og handle på den dag, 25skal I få lov til altid at blive boende i Jerusalem. Så vil Davids slægt få lov til at blive ved med at regere i Jerusalem. Kongen og hans embedsmænd vil ride gennem byens porte i pomp og pragt, og I skal få lov at bo i Jerusalem for altid. 26Fra Jerusalem og omegn, fra Judas og Benjamins byer, fra de vestlige bakkeskråninger, fra det centrale højland og fra Negev i syd skal folket vandre op til templet med deres brændofre, afgrødeofre og røgelse for at bringe lovprisningsofre til mig.
27Hvis I derimod nægter at høre på mig, og hvis I ikke holder sabbatsdagen hellig, men bringer alle jeres handelsvarer gennem Jerusalems porte, så vil jeg sætte ild til portene, og ilden vil brede sig til byens paladser, så de bliver brændt ned til grunden, uden at nogen kan forhindre det.”
