Ɔnwemfo No Fi
1Eyi ne Awurade asɛm a ɛbaa Yeremia nkyɛn. 2“Kɔ ɔnwemfo no fi, na hɔ na mede mʼasɛm no bɛma wo.” 3Ɛno nti, mekɔɔ ɔnwemfo no fi na mihuu no sɛ, ɔreyɛ adwuma wɔ ne ntwahode so. 4Nanso kuku a na ɔde dɔte no reyɛ ho adwuma no sɛe wɔ ne nsam; ɛno nti ɔnwemfo no yɛɛ kuku foforo, sɛnea eye pa ara ma no.
5Afei Awurade asɛm baa me nkyɛn se: 6“Israelfi, merentumi nyɛ mo sɛnea ɔnwemfo yi yɛ ana?” Awurade na ose. “Sɛnea dɔte te wɔ ɔnwemfo nsam no, saa ara na mote wɔ me nsam, Israelfi. 7Sɛ bere biara meka se ɛsɛ sɛ wotutu ɔman bi anaa ahenni bi ase, dwerɛw wɔn, sɛe wɔn a, 8na sɛ ɔman a mebɔɔ no kɔkɔ no sakra fi ne bɔne ho a, mɛsakra mʼadwene na meremfa amanehunu a misusuwii sɛ mede bɛba wɔn so mma bio. 9Na sɛ mmere foforo bi meka se, ɛsɛ sɛ wɔkyekye ɔman anaa ahenni bi gye no si hɔ, 10na sɛ ɔyɛ bɔne wɔ mʼani so na wanyɛ osetie amma me a, ɛno de mesan adwene papa a mepɛɛ sɛ meyɛ no no ho.
11“Na afei ka kyerɛ Yudafo ne wɔn a wɔtete Yerusalem no se, ‘Sɛɛ na Awurade se: Hwɛ! mede amanehunu reba mo so, na mereyɛ nhyehyɛe a etia mo. Ɛno nti mo mu biara nnan mfi nʼakwammɔne so na munsiesie mo akwan ne mo nneyɛe.’ 12Nanso wobebua se, ‘So nni mfaso. Yɛbɛkɔ so adi yɛn ara yɛn nhyehyɛe so; yɛn mu biara bɛyɛ asoɔden a efi ne koma bɔne mu.’ ”
13Ɛno nti nea Awurade se ni,
“Mummisa wɔ amanaman no mu se,
hena na wate biribi sɛɛ pɛn?
Ɔbabun Israel ayɛ
ade bi a ɛyɛ hu yiye.
14So sukyerɛmma a ɛwɔ Lebanon no18.14 Lebanon—Ɛyɛ mmepɔw atenten a ɛwɔ atifi fam no mu baako a ne sorokɔ boro anammɔn mpem du.
yera fi nʼabotan a esian no so ana?
So nʼatifi nsu wiridudu a efi akyirikyiri
no gyae sen ana?
15Nanso me nkurɔfo werɛ afi me.
Wɔhyew nnuhuam ma ahoni huhuw,
a ɛma wohintihintiw wɔ wɔn akwan so
ne tete atempɔn so.
Wɔma wɔfa kwatikwan
ne akwan a wɔmmɔe so.
16Wɔn asase bɛda mpan,
na ayɛ ade a wobebu no animtiaa daa;
wɔn a wotwa mu hɔ no ho bedwiriw wɔn
na wobehinhim wɔn ti.
17Sɛnea apuei mframa te no,
mɛbɔ wɔn ahwete wɔ wɔn atamfo anim;
mɛdan mʼakyi akyerɛ wɔn na ɛnyɛ mʼanim
wɔ wɔn amanehunu da no.”
18Wɔkae se, “Mommra ma yɛmfa adwene ntia Yeremia; sɛnea ɛbɛyɛ a asɔfo no nkyerɛkyerɛ a ɛfa mmara no ho, anyansafo no afotu anaa asɛm a efi adiyifo hɔ no renyera. Mommra na yentu yɛn ano ngu ne so a yɛrentie nea ɔbɛka biara.”
19Yɛ aso ma me, Awurade;
tie nea wɔn a wɔpam me ti so no reka!
20Ɛsɛ sɛ wɔde bɔne tua papa so ka ana?
Nanso wɔatu amoa ama me.
Kae sɛ migyinaa wʼanim
na mekasa maa wɔn,
sɛnea wubeyi wʼabufuwhyew afi wɔn so.
21Ɛno nti, ma ɔkɔm nne wɔn mma;
yi wɔn ma afoa.
Ma wɔn yerenom nyɛ abonin ne akunafo;
ma wonkunkum wɔn mmarima,
na wɔmfa afoa nkunkum wɔn mmerante wɔ ɔko mu.
22Ma wɔnte osu wɔ wɔn afi mu
bere a atamfo atu wɔn so sa mpofirim,
efisɛ wɔatu amoa ama me,
na wɔasunsum mʼanan mfiri.
23Nanso wunim Awurade,
pɔw a wɔabɔ nyinaa se wobekum me.
Mfa wɔn nsɛmmɔne nkyɛ wɔn,
na nyi wʼani mfi wɔn bɔne so.
Ma wonni nkogu wɔ wʼanim;
na wo ne wɔn nni wɔ wʼabufuw mu.
I pottemagerens værksted
1En dag sagde Herren til mig: 2„Gå ned til pottemagerens værksted, så skal jeg fortælle dig noget.” 3Jeg gjorde, som Herren sagde, og fandt pottemageren i færd med at forme krukker på sin drejeskive. 4Af og til blev en krukke ikke, som han havde tænkt sig. Så begyndte han forfra for at lave en ny og bedre krukke.
5Så sagde Herren til mig: 6„Kan jeg ikke gøre med Israel, som pottemageren gør med sit ler? Som leret i pottemagerens hånd, sådan er mit folk i min hånd. 7Af og til truer jeg en nation eller et folkeslag med undergang og ødelæggelse. 8Men hvis de omvender sig fra deres synd og ondskab, gør jeg ikke alvor af min trussel.
9Hvis jeg lover at velsigne et folk, 10men det folk så gør, hvad der er ondt i mine øjne, og ikke adlyder mig, får de alligevel ikke den velsignelse, jeg havde lovet dem.”
11Derfor befalede Herren mig at sige til Judas folk og Jerusalems indbyggere: „Hør Herrens ord: Han har planer om at straffe jer. Derfor skal I omvende jer fra jeres ondskab og gøre, hvad der er ret.” 12Men folket svarede: „Nej, vi gør, hvad vi vil! Og vi har tænkt os at blive ved med at følge, hvad du kalder vores ondskab.”
13Da svarede Herren: „Har man hørt noget lignende? Ikke engang de gudløse folkeslag er så oprørske. Mit folks hovmod overgår enhver beskrivelse. 14Sneen på Libanons bjerge smelter aldrig helt, og vandløbene med det kolde smeltevand tørrer aldrig ud. 15Men med mit folk er det anderledes. De har svigtet mig og vendt sig til tåbelige afguder. De er drejet af fra den gamle og sikre lydighedsvej, og vader nu rundt på syndens mudrede stier. 16Derfor vil deres land opleve en frygtelig straf og blive et mindesmærke over deres tåbelighed. Alle, der kommer forbi, vil undre sig og ryste på hovedet over dets grufulde skæbne. 17Når fjenden kommer, vil mit folk blive spredt for alle vinde som støvet, der hvirvles bort af østenvinden. Når ulykken er over dem, vender jeg ryggen til dem. Jeg hjælper dem ikke.”
18Det fik folk til at udbryde: „Kom, lad os blive af med Jeremias! Vi har stadig vores præster til at undervise i loven, vismænd til at give os gode råd, og profeter til at fortælle os Guds vilje. Lad os anklage ham for domstolen, så vi bliver fri for at høre på ham.”
19Da bad jeg til Herren: „Hjælp mig, Herre. Hør, hvad mine fjender har planer om at gøre. 20Skal de have lov til at gengælde godt med ondt? De er ude på at slå mig ihjel, skønt jeg gik i forbøn for dem og prøvede at beskytte dem mod din vrede. 21Så lad dem da få, hvad de fortjener. Lad deres børn sulte ihjel eller blive dræbt med sværdet. Lad deres koner blive barnløse enker. Lad deres gamle mænd dø af sygdom og deres unge mænd falde i krigen. 22Lad skrigene høres fra deres hjem, når de tages på sengen af fjendens krigere. For de har gravet en faldgrube og sat fælder langs min vej. 23Herre, du kender deres morderiske planer. Tilgiv dem ikke, se ikke igennem fingre med deres synder. Lad dem få med dig og din vrede at bestille.”
