1Saa anisoadehu a ɛfa Yuda ne Yerusalem ho no baa Amos babarima Yesaia so wɔ Yuda ahemfo Usia, Yotam, Ahas ne Hesekia mmere so.
Atuatewman
2Ɔsoro, muntie! Asase, yɛ aso!
Na Awurade akasa:
“Matetew mma ama wɔanyinyin,
nanso wɔatew me so atua.
3Nantwi nim ne wura,
afurum nso nim ne wura mmoa adididaka,
nanso Israel nnim,
me nkurɔfo nte ase.”
4Nnome nka, amumɔyɛ man,
ɔman a wɔn afɔdi so,
nnebɔneyɛfo kuw,
mma a porɔwee ahyɛ wɔn ma!
Wɔatwe wɔn ho afi Awurade ho;
wɔapo Israel Kronkronni no,
wɔadan wɔn akyi akyerɛ no.
5Adɛn nti na mopɛ sɛ wɔkɔ so boro mo?
Adɛn nti na moda so tew atua?
Wɔapira mo ti,
na mo koma nso di yaw.
6Efi mo nan ase kosi mo ti so,
ahomeka biara nni mu,
apirakuru ne ahonhon nko ara
akuru a anim deda hɔ
na wɔnhohoro so anaa wɔnkyekyeree
anaa wɔmfaa ngo nsrasraa so ɛ.
7Mo man ada mpan,
wɔde ogya ahyehyew mo nkuropɔn;
ananafo regye mo mfuw
a mo ani tua,
na asɛe sɛnea ɛyɛɛ bere a ahɔho tuu mo gui no.
8Wɔagyaw Ɔbabea Sion
te sɛ bobeturo mu sese
te sɛ akuraa a esi ɛfere afuw mu,
te sɛ kuropɔn a atamfo atwa ho ahyia.
9Sɛ Asafo Awurade
annyaw yɛn asefo a,
anka yɛayɛ sɛ Sodom,
na yɛadan ayɛ sɛ Gomora.
10Muntie Awurade asɛm,
mo Sodom sodifo;
muntie yɛn Nyankopɔn mmara,
mo Gomorafo!
11“Mo afɔrebɔ ahorow bebree no,
dɛn na ɛyɛ ma me?”
Sɛnea Awurade se ni.
“Mewɔ ɔhyew afɔrebɔde ma ɛboro so,
nea ɛyɛ adwennini ne mmoa a wɔadɔ srade;
mʼani nnye
anantwinini, nguantenmma ne mpapo mogya ho.
12Sɛ moba mʼanim a
hena na obisa eyi fi mo hɔ,
sɛ mutiatia me fi yi?
13Munnyae afɔrebɔde a ɛmfra a mode ba no!
Mo aduhuam yɛ me tan.
Ɔsram foforo, homenna ne nhyiamu ahorow,
mo nhyiamu hunu no afono me.
14Mo ɔsram foforo afahyɛ ne mo aponto a moahyehyɛ,
me kra kyi.
Ayɛ adesoa ama me;
masoa abrɛ.
15Sɛ momema mo nsa so bɔ mpae a,
meyi mʼani ato nkyɛn.
Sɛ mobɔ mpae bebree mpo a
merentie.
“Mogya bebree agu mo nsa ho fi.
16“Munnwira mo ho na mo ho ntew.
Munnyi mo nnebɔne mfi mʼani so!
Munnyae bɔneyɛ,
17Monyɛ papa! Monhwehwɛ atɛntrenee.
Monhyɛ wɔn a wɔhyɛ wɔn so nkuran
Munni mma ayisaa,
monka akunafo nsɛm mma wɔn.
18“Afei mommra na yennwen mmɔ mu,”
sɛnea Awurade se ni.
“Sɛ mo bɔne te sɛ ɔkɔben a,
ɛbɛyɛ fitaa sɛ sukyerɛmma;
mpo sɛ ɛyɛ kɔkɔɔ te sɛ mogya a
ɛbɛyɛ fitaa sɛ asaawa mfuturu.
19Sɛ mopene so na moyɛ osetie a,
mubedi asase no so nnepa.
20Na sɛ moampene na motew atua a,
afoa bedi mo nam.”
Awurade na wakasa.
21Hwɛ sɛnea kuropɔn nokwafo no
adan oguamanfo.
Bere bi, na atɛntrenee ahyɛ no ma
na anka trenee te ne mu,
nanso mprempren, awudifo ahyɛ mu ma!
22Wo dwetɛ adan ade a so nni mfaso,
wɔde nsu afra wo nsa papa mu.
23Wo sodifo yɛ atuatewfo,
akorɔmfo yɔnkonom;
wɔn nyinaa pɛ adanmude,
na wɔpere akyɛde ho.
Wonni mma ayisaa;
na akunafo nsɛm nkɔ wɔn anim.
24Enti, Awurade, Asafo Awurade,
nea ɔyɛ Ɔkɛse ma Israel no ka se,
“Aa, menya ahomegye afi mʼatamfo hɔ
na matɔ wɔn so were.
25Mɛma me nsa so, atia mo;
mɛhohoro mo ho fi korakora
na mayi mo ho nkekae nyinaa.
26Mɛma mo atemmufo bio sɛ kan no,
ne mo afotufo sɛnea na ɛte, mfiase no.
Eyi akyi no, wɔbɛfrɛ wo
Kuropɔn Trenee,
Kuropɔn Nokwafo.”
27Wɔde atɛntrenee begye Sion bio,
na wɔn a wonu wɔn ho no, wɔde trenee begye wɔn.
28Nanso atuatewfo ne nnebɔneyɛfo de, wɔbɛdwerɛw wɔn abɔ mu,
na wɔn a wɔpa Awurade akyi bɛyera.
29“Mo ani bewu, esiane odum anyame a
munyaa wɔn mu anigye no;
wobegu mo anim ase, esiane nturo
a mosom abosom wɔ mu no nti.
30Mobɛyɛ sɛ odum a ne nhaban apo,
ne turo a ennya nsu.
31Ɔhoɔdenfo bɛyɛ sɛ ade a ɛhyew ntɛm
nʼadwuma bɛyɛ sɛ ogya a aturuw;
abien no bɛhyew abɔ mu,
a obiara rentumi nnum.”
1I løbet af den periode, hvor henholdsvis kong Uzzija, kong Jotam, kong Ahaz og kong Hizkija regerede i Judariget, modtog Esajas, Amotz’ søn, en række profetiske syner om Judarigets og Jerusalems fremtid:
Et budskab til det oprørske Judas rige
2Himmel og jord, hør, hvad Herren siger:
„De børn, jeg kærligt har opdraget og haft omsorg for, har gjort oprør imod mig. 3En okse kender sin ejer, et æsel ved, hvor det hører hjemme, men Israel vil ikke kendes ved mig, mit folk fatter ingenting!”
4Ja, Israels folk er fulde af synd. De er tynget af skyld. Som ondskabsfulde børn, der ødelægger alt, har de vendt Herren ryggen. De har hånet Israels hellige Gud. De har afskåret sig fra hans hjælp.
5Hør, Israel, er du ikke blevet straffet nok? Hvor længe vil du blive ved med at gøre oprør? Dit hoved er forslået, og dit livsmod forsvundet. 6Fra top til tå er du fuld af mærker efter slag. Der er store rifter og ubehandlede, åbne sår, der hverken er lindret med olie eller forbundet. 7Jeres land er ødelagt og byerne brændt ned. Jeres marker blev plyndret for øjnene af jer, gjort til en gold ødemark. 8Jerusalem står som et forladt vagttårn i en gammel vinmark, som et læskur i en forladt melonmark, som en by, der har været belejret.
9Hvis ikke den almægtige Gud havde reddet en rest, var vi blevet udslettet som Sodoma, gjort til intet som Gomorra. 10Hør Herrens ord, I Sodoma-ledere, lyt til, hvad vores Gud siger, I Gomorra-folk:
11„Jeg er dødtræt af jeres ofre. Hold op med at bringe flere! Jeg bryder mig ikke om jeres fede væddere og blodet fra alle jeres offerdyr. 12Hvorfor kommer I og tramper rundt i min helligdom med jeres nytteløse ofre? 13Jeres røgelsesofre er en stank i næsen på mig. Jeres nymåne- og sabbatsfester, ja, alle jeres højtider, er forurenet af jeres ondskab. 14Jeg hader jeres fester! Jeg kan ikke udstå synet af dem! 15Når I rækker hænderne ud imod mig i bøn, vender jeg ryggen til. Jeg nægter at høre jeres bønner, uanset hvor meget I beder, for jeres hænder er plettet af det blod, I har udgydt.
16Rens jer, så I bliver skyldfri! Lad mig ikke mere se nogen form for ondskab iblandt jer! Hold op med alt det onde! 17Gør det gode, kæmp for retfærdigheden og hjælp de undertrykte, de faderløse og enkerne.”
18„Kom, lad mig tale jer til fornuft,” siger Herren. „For selv om jeres synder er som røde blodpletter på jer, kan I blive uskyldsrene som nyfalden sne. Selv hvis I er røde som skarlagen over det hele, kan jeg gøre jer rene som den hvideste uld. 19Hvis I er villige til at adlyde mig, skal I få lov til selv at høste og nyde, hvad I har sået i landet, 20men hvis I er trodsige og egenrådige, bliver I udryddet af fjenden! Jeg, Herren, har talt!”
Jerusalems utroskab
21Jerusalem, du, som engang var så trofast imod Herren, er blevet ham utro. Før i tiden var du fuld af retsindige og retskafne mennesker, nu huser du mordere. 22Engang var du som det rene sølv, nu er du som slagger. Engang var du en udsøgt vin, nu er du helt udvandet. 23Dine ledere er oprørske og står i ledtog med forbrydere. De tager alle imod bestikkelse og er altid på udkig efter gaver. De tager sig ikke af de forældreløse, taler ikke enkers sag i retten. 24Derfor siger Herren, Israels Gud, den Almægtige: „Ve jer, for nu vil jeg hævne mig på jer. I er blevet mine fjender! 25Jeg vil vende mig imod jer og smelte jer om. Jeg vil rense alle urenheder bort. 26Bagefter vil jeg genoprette jer og give jer gode ledere og kloge rådgivere som dem, I havde før. Jerusalem skal igen kaldes ‚Retfærdighedens og troskabens by’.”
27Jerusalem bliver frit igen, når dets indbyggere begynder at handle ret. Byen kan ånde lettet op, når retfærdigheden igen begynder at råde. 28Men alle, som er ulydige og vender sig fra Herren, bliver udryddet.
29En dag vil I skamme jer over at tænke på, hvordan I ofrede til afguderne under egetræerne. I vil rødme, når I tænker på alle de synder, I begik i jeres offerlunde. 30I bliver som visne egetræer, som en have, der ikke får vand. 31De stærkeste iblandt jer bliver som hø, og deres onde handlinger vil være de gnister, der antænder høet. Ingen vil kunne slukke ilden.
