Nsuyow, Ɔkɔm, Afoa
1Eyi ne Awurade asɛm a ɔde maa Yeremia a ɛfa nsuyow ho:
2“Yuda resu,
ne nkuropɔn hu amane;
wɔbɔ asase no ho abubuw,
na osu foro fi Yerusalem kɔ.
3Mmapɔmma soma wɔn asomfo ma wɔkɔhwehwɛ nsu;
wɔkɔhwɛ ahina mu
nanso wonnya nsu.
Wɔde wɔn asuhina san ba a hwee nni mu;
wɔde awerɛhow ne abawpa
katakata wɔn ti so.
4Asase no apaapae,
efisɛ osu ntɔ wɔ asase no so;
akuafo no koma atutu
na wɔkata wɔn ti so.
5Mpo ɔforotebere a ɔwɔ sare so
gyaw ne ba a wawo no foforo,
efisɛ sare biara nni hɔ.
6Sare so mfurum gyinagyina nkoko wosee no so
home sɛ sakraman;
wɔkrankran wɔn ani hwehwɛ didibea
nanso wonhu bi.”
7Ɛwɔ mu sɛ yɛn amumɔyɛ di adanse tia yɛn de,
nanso Awurade, wo din nti yɛ ho biribi.
Yɛn atuatew dɔɔso;
na yɛayɛ bɔne atia wo.
8Wo a woyɛ Israel Anidaso,
nʼAgyenkwa wɔ amanehunu mmere mu,
adɛn nti na woayɛ sɛ ɔhɔho wɔ asase no so,
sɛ ɔkwantuni a ɔsoɛ anadwo?
9Adɛn nti na woayɛ sɛ obi a ade afu ne mu yi,
sɛ ɔkofo a onni ahoɔden a ɔde boa?
Wowɔ yɛn ntam, Awurade
na wo din da yɛn so;
nnyaw yɛn mu!
10Eyi ne nea Awurade ka fa saa nnipa yi ho:
“Wɔn ani gye akyinkyinakyinkyin ho yiye;
wɔmma wɔn anan nhome.
Ɛno nti Awurade nnye wɔn nto mu;
afei ɔbɛkae wɔn amumɔyɛsɛm no
na watwe wɔn aso wɔ wɔn bɔne ho.”
11Na Awurade ka kyerɛɛ me se, “Mmɔ yiyeyɛ ho mpae mma saa nnipa yi. 12Mmom ɛwɔ mu sɛ wodi mmuada de, nso merentie wɔn sufrɛ; ɛwɔ mu sɛ wɔbɔ ɔhyew afɔre ne aduan afɔre de, nso merennye. Mmom, mede afoa, ɔkɔm ne ɔyaredɔm bɛsɛe wɔn.”
13Nanso mekae se, “Ao, Otumfo Awurade, adiyifo no ka kyerɛ wɔn daa se, ‘Morenhu afoa, na ɔkɔm remma. Nokware mɛma mo asomdwoe a ɛbɛtena hɔ daa wɔ ha.’ ”
14Na Awurade ka kyerɛɛ me se, “Adiyifo no hyɛ akɔntoro wɔ me din mu. Mensomaa wɔn, minnyii wɔn na menkasa nkyerɛɛ wɔn ɛ. Wɔrehyɛ nkɔm fa atoro anisoadehu, asumansɛm, abosonsom ne wɔn ankasa nnaadaa adwene ho. 15Ɛno nti, nea Awurade ka fa adiyifo a wɔde me din hyɛ nkɔm no ho ni: mensomaa wɔn nanso wɔka se, ‘Afoa biara anaa ɔkɔm biara remma asase yi so.’ Saa adiyifo no ara bɛtotɔ wɔ afoa ano ne ɔkɔm mu. 16Na nnipa a wɔhyɛ nkɔm kyerɛ wɔn no, wɔbɛtotow wɔn agu Yerusalem mmɔnten so esiane ɔkɔm ne afoa nti. Wɔrenya obiara nsie wɔn: wɔn yerenom, wɔn mmabarima anaa wɔn mmabea. Mɛma amanehunu a ɛfata wɔn aba wɔn so.
17“Ka saa asɛm yi kyerɛ wɔn:
“ ‘ma nisu nguare me
anadwo ne awia, a to ntwa,
efisɛ Ɔbabea Babun no, me nkurɔfo,
anya apirakuru a ɛyɛ hu
na ɛyɛ ahodwiriw mmoroso.
18Sɛ mekɔ ɔman no mu a,
mihu nnipa a wɔatotɔ wɔ afoa ano;
sɛ mekɔ kuropɔn no mu a
mihu ɔkɔm nsunsuanso.
Odiyifo ne ɔsɔfo nyinaa
kɔ asase a wonnim so so.’ ”
19Woapo Yuda koraa ana?
Wubu Sion animtiaa ana?
Adɛn nti na wode ɔhaw aba yɛn so
na yennya ayaresa?
Yɛn ani daa asomdwoe so,
nanso ade papa biara mmaa ɛ;
yɛn ani daa ayaresa bere so
nanso ehu na ɛbae.
20Awurade, yegye yɛn amumɔyɛ
ne yɛn agyanom afɔdi to mu;
nokware, yɛayɛ bɔne atia wo.
21Na wo din nti mmu yɛn animtiaa;
nhura wʼanuonyam ahengua no ho.
Kae wo ne yɛn apam no
na mmu so.
22Na amanaman ahoni ahuhuw no mu bi ma osu tɔ ana?
Wim ankasa na ɛtɔ obosu ana?
Dabi da, ɛyɛ wo, Awurade yɛn Nyankopɔn.
Enti wo so na yɛn ani da,
na wo na woyɛ eyinom nyinaa.
1Engang, da der var tørke i landet, sagde Herren til mig:
2„Judas folk er fortvivlede. Byernes travle liv er forsvundet, og folk sidder i støvet og sørger. Klageskrig stiger op til mig fra Jerusalem. 3Velhavende folk sender deres slaver efter vand, men alle vandreservoirer er tomme, og slaverne vender skuffede og fortvivlede tilbage med tomme hænder og bøjet hoved. 4Jorden er knastør og slår revner, og der er ingen udsigt til regn. Landmændene er desperate og skjuler ansigtet i hænderne. 5Selv hjorten opgiver sit nyfødte kid på marken, for der er intet græs. 6Vildæslerne står på de nøgne bakketoppe. De stønner som tørstige sjakaler og spejder uden håb efter den plantevækst, der ikke er der.”
7Jeg svarede: „Ak Herre, gang på gang har vi syndet imod dig. Alligevel vover vi at råbe til dig om hjælp, for vi kender dig som en barmhjertig Gud. 8Ak, Israels Håb, du er vores Frelser i nødens stund. Hvorfor er du blevet en fremmed for os, som en rejsende, der kun gør holdt for natten? 9Er du da magtesløs, ude af stand til at frelse os? Herre, du er vores Gud, og vi er kendt som dit folk. Herre, lad os ikke i stikken nu!”
10Derpå talte Herren om sit genstridige folk: „De elsker at gå deres egne veje. Gang på gang gør de oprør imod mig. Det kan jeg ikke acceptere, og derfor er jeg nødt til at straffe dem for deres synder.”
11Så sagde Herren til mig: „Lad være med at bede mig velsigne dette folk. 12Selv om de faster, vil jeg ikke høre deres bønner. Og deres offergaver tager jeg ikke imod. Jeg straffer dem med krig, hungersnød og sygdom.”
13Da sagde jeg: „Herre, min Gud, mange profeter har jo fortalt folket, at der hverken vil komme krig eller hungersnød, og at du vil give landet fremgang og fred!”
14Herren svarede: „Det var løgnagtige profeter. Jeg har hverken sendt dem eller talt til dem. De syner og åbenbaringer, som de påstår at have fået fra mig, er noget, de selv har fundet på. 15Derfor vil jeg straffe de løgneprofeter, som påstår, at de taler på mine vegne, selvom jeg ikke har sendt dem. De siger, at der hverken kommer krig eller hungersnød, men de kommer selv til at dø på grund af krig og hungersnød! 16Og folket, som de profeterer for, får samme skæbne. Deres lig vil ligge og rådne i Jerusalems gader, fordi der ikke er nogen til at begrave dem. Mænd og kvinder, børn og unge, alle vil dø som straf for deres ondskab.
17Derfor skal du sige til dem fra mig: Dag og nat strømmer mine øjne over med tårer. Jeg græder uafbrudt, for mit elskede folk er dødeligt såret. 18Går jeg udenfor byen, ser jeg dræbte krigere over det hele. Går jeg gennem byens gader, ser jeg dem, som er helt udmattede af sult. Det er sket, fordi både profeter og præster har udført deres hverv uden en sand forståelse af mig.”
19„Ak, Herre,” udbrød jeg, „har du helt forkastet Judas folk? Hader du Jerusalem? Hvorfor har du såret os så hårdt, at alt håb er ude? Vi håbede på fred, men freden udeblev. Vi håbede på fremgang, men oplevede terror og ødelæggelse. 20Herre, vi bekender både vores egen og vores forfædres ondskab. Vi har alle syndet imod dig. 21Men forkast os ikke, Herre, for dit eget navns skyld! Bring ikke skam over Jerusalem, hvor din herlige trone står! Opsig ikke din pagt med os! 22Kan nogen af de fremmede afguder sende regn? Falder den fra himlen helt af sig selv? Er det ikke dig, Herre, vores Gud, som gør det? Derfor sætter vi vores lid til dig, som står bag det alt sammen.”
