1Mommoaboa mo ho ano, mommoaboa mo ho ano,
mo, animguaseman,
2ansa na bere a wɔahyɛ no adu,
na da no resen te sɛ ntɛtɛ,
ansa na Awurade abufuwhyew no
aba mo so,
ansa na Awurade abufuw da no
aba mo so.
3Monhwehwɛ Awurade, ahobrɛasefo a mowɔ asase so,
mo a moyɛ nʼahyɛde.
Monhwehwɛ trenee, monhwehwɛ ahobrɛase;
ebia ɔbɛkora mo so
Awurade abufuw da no.
Atemmu A Etia Filistia
4Wobegyaw Gasa
na wɔagyaw Askelon sɛ amamfo.
Owigyinae na wɔbɛma Asdod ada mpa mu
na wɔatutu Ekron ase.
5Munnue, mo a mote mpoano,
mo Keretifo;
Awurade asɛm tia mo.
Kanaan, Filistifo asase.
Mɛtɔre mo ase,
na obiara renka.
6Asase a ɛda mpoano, faako a Keretifo te
bɛyɛ atenae ama nguanhwɛfo
ne wɔn nguannan.
7Saa asase no bɛyɛ Yudafi nkae no de;
ɛhɔ na wobenya mmoa adidibea.
Anwummere, wɔbɛdeda wɔ
Askelon afi mu.
Na Awurade, wɔn Nyankopɔn bɛhwɛ wɔn,
na ɔde wɔn ahonyade nyinaa bɛsan ama wɔn.
Atemmu A Etia Moab Ne Amon
8“Mate Moab nsopa ne
Amonfo atweetwee;
wɔn a wɔsopaa me nkurɔfo
na wohunahunaa wɔn wɔ wɔn asase ho.
9Enti sɛ mete ase yi,”
sɛnea Asafo Awurade,
Israel Nyankopɔn, se ni,
“Ampa ara Moab bɛyɛ sɛ Sodom,
na Amonfo ayɛ sɛ Gomora,
faako a nwura ne nkyene amoa wɔ,
bɛyɛ asase a ɛda mpan afebɔɔ.
Me man nkae bɛfow wɔn afa;
me manfo a wobenya wɔn ti adidi mu no bɛfa wɔn asase.”
10Wɔn ahantan so akatua a wobenya ni,
sɛ wɔyeyaw na wodi Asafo Awurade nkurɔfo ho fɛw nti.
11Awurade ho suro bɛba wɔn so
bere a ɔbɛsɛe asase no so anyame nyinaa.
Mpoano aman nyinaa bɛsɔre no,
wɔ wɔn ankasa wɔn asase so.
Atemmu A Etia Kus
12“Mo Etiopiafo nso,
mʼafoa ano na wobekunkum mo.”
Atemmu A Etia Asiria
13Awurade bɛteɛ ne nsa wɔ atifi aman so
na wasɛe Asiria,
na wama Ninewe ada mpan koraa
na so awo wosee sɛ nwea pradada so.
14Nguankuw ne anantwi bɛdeda hɔ,
mmoadoma nyinaa.
Sare so patu ne abonsamnoma
bɛtena nʼadum no so.
Wɔn su begyigye afa mfɛnsere mu,
nnwiriwii besisiw apon ano akwan,
mpuran a wɔde sida ayɛ no ho bɛdeda hɔ.
15Eyi ne kuropɔn a edi ahurusi
na ɛte asomdwoe mu.
Ɔhoahoaa ne ho se,
“Me ne no, obiara nte sɛ me.”
Hwɛ sɛnea atetew apansam,
na ayɛ nkekammoa atenae!
Obiara a otwa mu wɔ hɔ no serew no,
him ne nsa fɛwdi so.
Et kald til omvendelse
1Kom til fornuft, I frafaldne folk,
2før I blæses væk som avner i vinden,
før I rammes af Herrens vrede,
før den afsagte dom bliver udført.
3Søg Herren, alle I, som er ydmyge
og oprigtigt ønsker at adlyde ham.
Ydmyg jer for Herren og gør, hvad der er ret.
Måske vil Herren skåne jer på dommens dag.
Dommen over de omkringboende folkeslag
4Gaza bliver tømt for mennesker,
og Ashkalon bliver lagt øde.
Ashdods befolkning drives bort ved højlys dag,
og Ekron rykkes op med rode.
5Alle I filistre, som bor langs kysten mod syd,2,5 Egentlig „kretere”, et folkeslag, som oprindeligt kom fra Kreta, men blev en del af filistrene. Jf. 1.Sam. 30,14 og Ez. 25,16.
ja, alle I, der bor i Kana’ans land,
det er ude med jer,
for Herrens dom vil ramme jer.
Han siger: „Jeg vil udrydde jer,
og ikke en eneste skal overleve!”
6Kystlandet bliver til græsmarker,
et sted, hvor hyrder og får holder til.
7Dér vil resten af Judas stamme slå sig ned
og lade deres dyr græsse.
De vil lægge sig til hvile i Ashkalons forladte huse,
for Herren deres Gud vil tage sig af dem og velsigne dem igen.
8-9Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger:
„Jeg har hørt moabitternes hån
og ammonitternes spot.
De har hånet mit folk
og truet med at overfalde dem.
Derfor, så sandt jeg lever,
skal Moab blive ødelagt som Sodoma,
og Ammon skal blive som Gomorra.
De skal overgros med brændenælder,
fyldes med saltgruber,
og ligge øde hen for evigt.
De, der er tilbage af mit folk,
skal plyndre og overtage deres land.”
10Det er betalingen for deres overmod,
for de har hånet Herrens, den Almægtiges, folk.
11De vil komme til at frygte Herrens magt,
for han vil gøre alle jordens guder til intet.
Alle folkeslag skal tilbede ham,
hvert folk i deres eget land.
12Kushitterne mod syd bliver også sablet ned,
13og det samme gælder landene mod nord.
Herren vil ødelægge Assyrien
og gøre Nineve til en ruinhob,
ubeboelig som en ørken.
14Byen ender som græsgang for får
og tilholdssted for alle mulige dyr.
Hornugler og natugler vil sidde og sove på søjlehovederne,
krager vil skrige fra vinduesåbninger og dørtærskler.
De fornemme cedertræspaneler udsættes for vejr og vind.
15Sådan bliver Nineves skæbne,
den før så stolte og prægtige by.
Den var sikker på sig selv
og følte sig som verdens centrum.
Men nu er den blevet en ruinhob,
et tilholdssted for vilde dyr.
De forbipasserende vil fnyse i foragt,
ryste på hovedet med undrende afsky.
