Psalm 69In Hebrew texts 69:1-36 is numbered 69:2-37.
For the director of music. To the tune of “Lilies.” Of David.
1Save me, O God,
for the waters have come up to my neck.
2I sink in the miry depths,
where there is no foothold.
I have come into the deep waters;
the floods engulf me.
3I am worn out calling for help;
my throat is parched.
My eyes fail,
looking for my God.
4Those who hate me without reason
outnumber the hairs of my head;
many are my enemies without cause,
those who seek to destroy me.
I am forced to restore
what I did not steal.
5You, God, know my folly;
my guilt is not hidden from you.
6Lord, the Lord Almighty,
may those who hope in you
not be disgraced because of me;
God of Israel,
may those who seek you
not be put to shame because of me.
7For I endure scorn for your sake,
and shame covers my face.
8I am a foreigner to my own family,
a stranger to my own mother’s children;
9for zeal for your house consumes me,
and the insults of those who insult you fall on me.
10When I weep and fast,
I must endure scorn;
11when I put on sackcloth,
people make sport of me.
12Those who sit at the gate mock me,
and I am the song of the drunkards.
13But I pray to you, Lord,
in the time of your favor;
in your great love, O God,
answer me with your sure salvation.
14Rescue me from the mire,
do not let me sink;
deliver me from those who hate me,
from the deep waters.
15Do not let the floodwaters engulf me
or the depths swallow me up
or the pit close its mouth over me.
16Answer me, Lord, out of the goodness of your love;
in your great mercy turn to me.
17Do not hide your face from your servant;
answer me quickly, for I am in trouble.
18Come near and rescue me;
deliver me because of my foes.
19You know how I am scorned, disgraced and shamed;
all my enemies are before you.
20Scorn has broken my heart
and has left me helpless;
I looked for sympathy, but there was none,
for comforters, but I found none.
21They put gall in my food
and gave me vinegar for my thirst.
22May the table set before them become a snare;
may it become retribution and69:22 Or snare / and their fellowship become a trap.
23May their eyes be darkened so they cannot see,
and their backs be bent forever.
24Pour out your wrath on them;
let your fierce anger overtake them.
25May their place be deserted;
let there be no one to dwell in their tents.
26For they persecute those you wound
and talk about the pain of those you hurt.
27Charge them with crime upon crime;
do not let them share in your salvation.
28May they be blotted out of the book of life
and not be listed with the righteous.
29But as for me, afflicted and in pain—
may your salvation, God, protect me.
30I will praise God’s name in song
and glorify him with thanksgiving.
31This will please the Lord more than an ox,
more than a bull with its horns and hooves.
32The poor will see and be glad—
you who seek God, may your hearts live!
33The Lord hears the needy
and does not despise his captive people.
34Let heaven and earth praise him,
the seas and all that move in them,
35for God will save Zion
and rebuild the cities of Judah.
Then people will settle there and possess it;
36the children of his servants will inherit it,
and those who love his name will dwell there.
Nødråb til Gud
1Til korlederen: En sang af David. Synges til melodien „Liljerne”.
2Red mig, Gud, for jeg er ved at drukne,
vandet når mig allerede til halsen.
3Jeg er som sunket i et bundløst hul,
jeg leder forgæves efter fodfæste.
Jeg er kommet ud på det dybe vand,
snart skyller bølgerne hen over mig.
4Jeg er udmattet af at råbe om hjælp,
min hals er hæs og tør,
mine øjne er trætte af at stirre
og vente på hjælp fra min Gud.
5De, som hader mig uden grund,
er flere end hårene på mit hoved.
De ønsker at gøre det af med mig,
selv om jeg er ganske uskyldig.
De beskylder mig for at stjæle
og forlanger det stjålne tilbage.
6Gud, du kender mig og mine tåbeligheder,
mine fejl kan ikke skjules for dig.
7Almægtige Gud, lad ikke dem, som stoler på dig,
tabe modet på grund af mine trængsler.
Åh, Israels Gud, lad ikke dem, som søger din hjælp,
opgive håbet på grund af mine problemer.
8Jeg udsættes for hån, fordi jeg tjener dig.
Det er derfor, jeg bliver gjort til grin.
9Mine søskende vil ikke kendes ved mig,
de ser mig som en fuldstændig fremmed.
10Jeg brænder af nidkærhed for dit Hus.
Den hån, som ramte dig, ramte også mig.
11Når jeg faster for Herren,
håner de mig.
12Når jeg sørger i sæk og aske,
synger de smædeviser om mig.
13Byens ledere taler nedsættende om mig,
fulde folk synger spottesange.
14Jeg beder til dig om hjælp, Herre,
se i nåde til mig, Gud.
Du er en kærlig og trofast Gud.
Hør min bøn og hjælp mig.
15Træk mig op af det dybe dynd,
lad mig ikke synke helt til bunds.
Red mig fra dem, der hader mig,
lad mig ikke drukne i dybet.
16Lad ikke bølgerne begrave mig.
Lad ikke dybet opsluge mig.
Lad ikke døden få det sidste ord.
17Svar mig, Herre, for din trofastheds skyld,
hjælp mig i din store nåde.
18Vend dig ikke bort fra din tjener,
skynd dig at redde mig ud af min nød.
19Kom til mig og frels mig,
fri mig fra mine fjenders magt.
20Du ved, hvad de siger om mig,
hvordan de håner og spotter mig.
Du kender mine fjender,
og du ved, hvad de siger.
21Deres hån har taget så hårdt på mig,
at jeg fuldstændig har mistet modet.
Ingen havde medlidenhed med mig,
ingen var villig til at trøste mig.
22De ville have mig til at spise deres giftige mad,
og de ville slukke min tørst med sur vin.
23Må deres fester føre dem i fælden,
så de bliver fanget og får løn som forskyldt.
24Gør det sort for deres øjne, så de ikke kan se.
Lad dem altid gå rundt med bøjet ryg.69,24 Efter LXX. Hebraisk: „med rystende hofter”. Det er muligvis en beskrivelse af alderdomssymptomer.
25Udøs din vrede over dem,
lad din harme fortære dem.
26Lad deres hjem ligge øde hen,
lad ingen mere bo i deres telte.
27Du opdrager mig,
men de håner mig.
Mens jeg lider under min straf,
spreder de falske rygter om mig.
28Straf dem for alle deres synder,
lad dem ikke undslippe.
29Slet deres navne af livets bog,69,29 Eller „de levendes bog”, måske en liste over alle, der er i live.
så de ikke tælles med blandt dit folk.
30Åh, Gud, hvor længe vil du lade mig lide?
Red mig snart fra min elendighed.
31Så vil jeg prise og tilbede dig,
ophøje dig med takkesange.
32For i dine øjne er dét mere værd
end at ofre både okser og tyre.
33Når de ydmyge og gudfrygtige ser min redning,
vil de glæde sig og fatte nyt mod.
34For Herren hører den ydmyges råb,
han foragter ikke dem, han opdrager.
35Selv himlen og jorden skal prise ham,
havet og fiskene stemme i med lovsang.
36Ja, Gud vil redde Jerusalem
og genopbygge Judas byer.
Hans folk kommer igen til at bo der
og tager landet i eje som før.
37Hans tjeneres børn får det i arv,
de, som elsker Herren, skal bo der.
