1And it came to pass, when Jesus had finished all these sayings, he said unto his disciples, 2Ye know that after two days is the feast of the passover, and the Son of man is betrayed to be crucified. 3Then assembled together the chief priests, and the scribes, and the elders of the people, unto the palace of the high priest, who was called Caiaphas, 4And consulted that they might take Jesus by subtilty, and kill him. 5But they said, Not on the feast day, lest there be an uproar among the people.
6¶ Now when Jesus was in Bethany, in the house of Simon the leper, 7There came unto him a woman having an alabaster box of very precious ointment, and poured it on his head, as he sat at meat. 8But when his disciples saw it, they had indignation, saying, To what purpose is this waste? 9For this ointment might have been sold for much, and given to the poor. 10When Jesus understood it, he said unto them, Why trouble ye the woman? for she hath wrought a good work upon me. 11For ye have the poor always with you; but me ye have not always. 12For in that she hath poured this ointment on my body, she did it for my burial. 13Verily I say unto you, Wheresoever this gospel shall be preached in the whole world, there shall also this, that this woman hath done, be told for a memorial of her.
14¶ Then one of the twelve, called Judas Iscariot, went unto the chief priests, 15And said unto them, What will ye give me, and I will deliver him unto you? And they covenanted with him for thirty pieces of silver. 16And from that time he sought opportunity to betray him.
17¶ Now the first day of the feast of unleavened bread the disciples came to Jesus, saying unto him, Where wilt thou that we prepare for thee to eat the passover? 18And he said, Go into the city to such a man, and say unto him, The Master saith, My time is at hand; I will keep the passover at thy house with my disciples. 19And the disciples did as Jesus had appointed them; and they made ready the passover. 20Now when the even was come, he sat down with the twelve. 21And as they did eat, he said, Verily I say unto you, that one of you shall betray me. 22And they were exceeding sorrowful, and began every one of them to say unto him, Lord, is it I? 23And he answered and said, He that dippeth his hand with me in the dish, the same shall betray me. 24The Son of man goeth as it is written of him: but woe unto that man by whom the Son of man is betrayed! it had been good for that man if he had not been born. 25Then Judas, which betrayed him, answered and said, Master, is it I? He said unto him, Thou hast said.
26¶ And as they were eating, Jesus took bread, and blessed it, and brake it, and gave it to the disciples, and said, Take, eat; this is my body. 27And he took the cup, and gave thanks, and gave it to them, saying, Drink ye all of it; 28For this is my blood of the new testament, which is shed for many for the remission of sins. 29But I say unto you, I will not drink henceforth of this fruit of the vine, until that day when I drink it new with you in my Father’s kingdom. 30And when they had sung an hymn, they went out into the mount of Olives. 31Then saith Jesus unto them, All ye shall be offended because of me this night: for it is written, I will smite the shepherd, and the sheep of the flock shall be scattered abroad. 32But after I am risen again, I will go before you into Galilee. 33Peter answered and said unto him, Though all men shall be offended because of thee, yet will I never be offended. 34Jesus said unto him, Verily I say unto thee, That this night, before the cock crow, thou shalt deny me thrice. 35Peter said unto him, Though I should die with thee, yet will I not deny thee. Likewise also said all the disciples.
36¶ Then cometh Jesus with them unto a place called Gethsemane, and saith unto the disciples, Sit ye here, while I go and pray yonder. 37And he took with him Peter and the two sons of Zebedee, and began to be sorrowful and very heavy. 38Then saith he unto them, My soul is exceeding sorrowful, even unto death: tarry ye here, and watch with me. 39And he went a little further, and fell on his face, and prayed, saying, O my Father, if it be possible, let this cup pass from me: nevertheless not as I will, but as thou wilt. 40And he cometh unto the disciples, and findeth them asleep, and saith unto Peter, What, could ye not watch with me one hour? 41Watch and pray, that ye enter not into temptation: the spirit indeed is willing, but the flesh is weak. 42He went away again the second time, and prayed, saying, O my Father, if this cup may not pass away from me, except I drink it, thy will be done. 43And he came and found them asleep again: for their eyes were heavy. 44And he left them, and went away again, and prayed the third time, saying the same words. 45Then cometh he to his disciples, and saith unto them, Sleep on now, and take your rest: behold, the hour is at hand, and the Son of man is betrayed into the hands of sinners. 46Rise, let us be going: behold, he is at hand that doth betray me.
47¶ And while he yet spake, lo, Judas, one of the twelve, came, and with him a great multitude with swords and staves, from the chief priests and elders of the people. 48Now he that betrayed him gave them a sign, saying, Whomsoever I shall kiss, that same is he: hold him fast. 49And forthwith he came to Jesus, and said, Hail, master; and kissed him. 50And Jesus said unto him, Friend, wherefore art thou come? Then came they, and laid hands on Jesus, and took him. 51And, behold, one of them which were with Jesus stretched out his hand, and drew his sword, and struck a servant of the high priest’s, and smote off his ear. 52Then said Jesus unto him, Put up again thy sword into his place: for all they that take the sword shall perish with the sword. 53Thinkest thou that I cannot now pray to my Father, and he shall presently give me more than twelve legions of angels? 54But how then shall the scriptures be fulfilled, that thus it must be? 55In that same hour said Jesus to the multitudes, Are ye come out as against a thief with swords and staves for to take me? I sat daily with you teaching in the temple, and ye laid no hold on me. 56But all this was done, that the scriptures of the prophets might be fulfilled. Then all the disciples forsook him, and fled.
57¶ And they that had laid hold on Jesus led him away to Caiaphas the high priest, where the scribes and the elders were assembled. 58But Peter followed him afar off unto the high priest’s palace, and went in, and sat with the servants, to see the end. 59Now the chief priests, and elders, and all the council, sought false witness against Jesus, to put him to death; 60But found none: yea, though many false witnesses came, yet found they none. At the last came two false witnesses, 61And said, This fellow said, I am able to destroy the temple of God, and to build it in three days. 62And the high priest arose, and said unto him, Answerest thou nothing? what is it which these witness against thee? 63But Jesus held his peace. And the high priest answered and said unto him, I adjure thee by the living God, that thou tell us whether thou be the Christ, the Son of God. 64Jesus saith unto him, Thou hast said: nevertheless I say unto you, Hereafter shall ye see the Son of man sitting on the right hand of power, and coming in the clouds of heaven. 65Then the high priest rent his clothes, saying, He hath spoken blasphemy; what further need have we of witnesses? behold, now ye have heard his blasphemy. 66What think ye? They answered and said, He is guilty of death. 67Then did they spit in his face, and buffeted him; and others smote him with the palms of their hands, 68Saying, Prophesy unto us, thou Christ, Who is he that smote thee?
69¶ Now Peter sat without in the palace: and a damsel came unto him, saying, Thou also wast with Jesus of Galilee. 70But he denied before them all, saying, I know not what thou sayest. 71And when he was gone out into the porch, another maid saw him, and said unto them that were there, This fellow was also with Jesus of Nazareth. 72And again he denied with an oath, I do not know the man. 73And after a while came unto him they that stood by, and said to Peter, Surely thou also art one of them; for thy speech bewrayeth thee. 74Then began he to curse and to swear, saying, I know not the man. And immediately the cock crew. 75And Peter remembered the word of Jesus, which said unto him, Before the cock crow, thou shalt deny me thrice. And he went out, and wept bitterly.
De jødiske ledere søger en anledning til at få Jesus ryddet af vejen
Mark. 14,1-2; Luk. 22,1-2
1Da Jesus var færdig med at undervise sine disciple, sagde han til dem: 2„I ved, at der kun er to dage til påskefesten begynder.26,2 Kronologien over ugens begivenheder er omdiskuteret. Det her er sandsynligvis tirsdag aften, hvor Jesus underviste sine disciple på Olivenbjerget. Da vil Menneskesønnen blive forrådt og korsfæstet.”
3Ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere holdt møde i ypperstepræsten Kajfas’ hus. 4De diskuterede, hvordan de uden at vække opsigt kunne få Jesus pågrebet og slået ihjel. 5„Men ikke under højtiden,” sagde de til hinanden, „for så bliver der uroligheder.”
En kvinde salver Jesu hoved som forberedelse til hans død
Mark. 14,3-9
6Jesus og disciplene var inviteret til spisning i Simon den Spedalskes hus i Betania.26,6 Jesus var indbudt af en velstående mand i Betania, som tidligere havde været spedalsk, men nu var helbredt. I de finere huse lå man under måltidet rundt omkring et lavt bord, hvilende på siden og støttet af puder, således at fødderne vendte udad, bort fra bordet. Jesus holdt sig åbenbart i ro om onsdagen i Betania. 7Da kom en kvinde ind med en alabastkrukke fyldt med en kostbar, aromatisk olie. Den hældte hun ud over Jesu hoved, mens han lå til bords og spiste.
8Da disciplene så det, blev de fortørnede. „Sikken et spild,” sagde de. 9„Den olie kunne have indbragt mange penge, og pengene kunne være givet til de fattige.” 10Jesus hørte, hvad de sagde, og satte dem i rette: „Hvorfor gør I livet surt for hende? Hun fortjener ros for det, hun har gjort for mig. 11De fattige har I jo altid iblandt jer—men mig har I ikke altid. 12Hun hældte den olie ud over mit hoved som en forberedelse til min begravelse. 13Det siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden budskabet om mig bliver forkyndt, vil denne fine handling også blive omtalt. Hun vil aldrig blive glemt.”
Judas beslutter at forråde Jesus
Mark. 14,10-11; Luk. 22,3-6
14Derpå gik Judas Iskariot, en af de Tolv, hen til ypperstepræsterne. 15„Hvad vil I give mig for at forråde Jesus til jer?” spurgte han. De lovede ham 30 sølvmønter for det. 16Fra det øjeblik søgte Judas en passende anledning til at forråde Jesus.
Forberedelsen til påskemåltidet
Mark. 14,12-16; Luk. 22,7-13
17På den første af påskefestens26,17 Teksten siger egentlig „de usyrnede brøds fest”, men dette navn bruges her samlet for de to fester: Selve påskedagen, som falder på den 14. nisan, hvor lammet slagtes, og den efterfølgende, ugelange usyrnede brøds fest. dage kom disciplene til Jesus og spurgte: „Hvor ønsker du, at vi skal forberede påskemåltidet for dig?” 18Han svarede: „Gå ind i byen, find frem til en bestemt mand og sig til ham: ‚Mesteren siger: Øjeblikket er kommet. Jeg vil gerne spise påskemåltidet i dit hus sammen med mine disciple.’ ”
19Disciplene gjorde, som Jesus havde sagt, og forberedte påskemåltidet.
Jesus forudsiger Judas’ forræderi
Mark. 14,17-21; Luk. 22,21-23; Joh. 13,21-30
20Ved mørkets frembrud gik Jesus derhen sammen med de Tolv, og de lagde sig ned ved bordet og begyndte måltidet. 21Mens de spiste, udbrød han: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.” 22Disciplene blev meget bedrøvede, og den ene efter den anden spurgte ham: „Det er vel ikke mig, Herre?”
23Jesus svarede: „Ham, der har sin hånd i skålen sammen med mig, vil forråde mig. 24Selv om Menneskesønnen nødvendigvis må dø, sådan som Skrifterne har sagt, så må jeg sige: Ve det menneske, som forråder mig. Det havde været bedre for ham, om han aldrig havde levet.”
25„Det er vel ikke mig, Herre?” spurgte Judas, forræderen.
„Jo, det er!” svarede Jesus.
Jesus indstifter den nye pagt
Mark. 14,22-25; Luk. 22,19-20; 1.Kor. 11,23-25
26Under måltidet tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det i stykker og delte det ud til disciplene, idet han sagde: „Tag imod dette brød og spis det. Det er mit legeme.” 27Så tog han et bæger med vin, takkede Gud, sendte det rundt og sagde til dem: „Drik alle heraf, 28for det er mit blod, som besegler den nye26,28 Flere af de ældste og mindre pålidelige håndskrifter mangler ordet „nye”. pagt, og som udgydes for mange, for at de kan få tilgivelse for deres synder. 29Jeg siger jer: Jeg skal ikke drikke vin mere før den dag, da jeg drikker den ny vin sammen med jer i min Fars rige.”
Jesus forudser, at disciplene vil tage afstand fra ham
Mark. 14,26-31; Luk. 22,31-34; Joh. 13,36-38
30Da Jesus og hans disciple havde sunget lovsangen,26,30 Der var faste traditioner for påskeritualet, inklusive den afsluttende lovsang, som er fra Sl. 115–118. gik de ud mod Olivenbjerget.
31Mens de gik op ad stien, sagde Jesus til dem: „I nat vil I alle tage afstand fra mig, men så bliver det skriftord opfyldt, som siger: ‚Jeg vil slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt.’26,31 Zak. 13,7. 32Men efter at jeg er genopstået fra de døde, vil jeg gå i forvejen til Galilæa, så vi kan mødes dér.”
33„Selv om alle de andre tager afstand fra dig, så vil jeg aldrig svigte dig!” forsikrede Peter.
34Jesus svarede ham: „Det siger jeg dig: Inden natten er forbi, og hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”
35„Aldrig i livet!” udbrød Peter. „Så vil jeg hellere dø sammen med dig!” Det samme sagde alle de andre disciple.
Jesus kæmper i bøn i Getsemane
Mark. 14,32-42; Luk. 22,39-46
36Jesus og disciplene kom nu til et sted, der hedder Getsemane. „Sæt jer her, mens jeg går hen og beder,” sagde Jesus. 37Dog tog han Peter og de to sønner af Zebedæus med sig lidt længere frem. Han var sørgmodig og urolig. 38„Jeg er dybt bedrøvet her op til min død,” udbrød han. „Bliv her og hold jer vågne, mens jeg beder!”
39Han gik lidt længere frem, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad: „Far, hvis det er muligt, så tag det her lidelsens bæger fra mig. Dog ikke som jeg vil, men som du vil.”
40Så gik han tilbage til de tre disciple og så, at de var faldet i søvn. Han vækkede dem og sagde til Peter: „Kunne I ikke holde jer vågne bare én time for min skyld? 41Viljen er god nok, men i egen kraft kan I ikke. Hvis I ikke skal bukke under for fristelsen, må I være vågne og bede.”
42Jesus gik igen lidt væk fra dem og bad for anden gang: „Far, hvis det her lidelsens bæger ikke kan tages fra mig, men jeg er nødt til at tømme det, så lad din vilje ske.”
43Da han kom tilbage til de tre disciple, sov de igen, for deres øjenlåg føltes tunge som bly. 44Så lod han dem være og gik for tredje gang alene tilbage for at bede den samme bøn igen.
45Da han derefter kom tilbage til disciplene, sagde han til dem: „Nå, I sover stadig og hviler jer! Tiden er kommet, hvor Menneskesønnen skal gives i onde menneskers vold. 46Rejs jer og lad os gå! Forræderen er på vej.”
Jesus pågribes og afslår at forsvare sig
Mark. 14,43-50; Luk. 22,47-53; Joh. 18,3-11
47Ordene hang endnu i luften, da Judas dukkede frem af mørket—han, som var en af de Tolv. Han kom med en stor flok mænd, der var bevæbnet med sværd og knipler og udsendt af ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere. 48Forræderen havde i forvejen sagt til dem: „Den mand, jeg hilser med et kys på kinden, ham skal I gribe!”
49Derfor gik Judas lige hen til Jesus og sagde: „God aften, Mester!” og han kyssede ham på kinden.
50„Min ven,” svarede Jesus, „er det for at vise din hengivenhed, du er kommet?”26,50 Den græske tekst er meget kortfattet her. En mere ordret oversættelse er: „Ven, er det det her, du er kommet for?” Jesus sætter fokus på det bedrag, Judas udfører ved at kalde Jesus for Mester og give ham et kys på kinden, som om de var nære venner. Han giver Judas en chance for at erkende sin svigten og søge forsoning. Oversættelsen her svarer nogenlunde til den danske oversættelse fra 1907: „Ven, hvorfor kommer du her?”
I samme øjeblik omringede mændene Jesus og holdt ham fast. 51Pludselig trak en af disciplene sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans ene øre af. 52„Stik dit sværd i skeden!” beordrede Jesus. „De, der griber til vold, vil selv blive ofre for vold. 53Er du ikke klar over, at jeg kunne råbe til min Far om hjælp, og han ville straks sende mig mere end 12 legioner engle? 54Men hvordan skulle Guds plan, som er omtalt i Skriften, så blive opfyldt?”
55Så vendte Jesus sig til dem, der var kommet for at fange ham: „Man skulle tro, det var en farlig forbryder, I var ude efter, sådan som I er bevæbnede. Hvorfor arresterede I mig ikke i templet? Den ene dag efter den anden underviste jeg i templet, uden at I pågreb mig. 56Men alt, hvad der sker her, er blot en opfyldelse af, hvad profeterne har sagt!”
Da flygtede alle disciplene.
Jesus i forhør hos de jødiske ledere
Mark. 14,53-65; Luk. 22,54-55.63-71; Joh. 18,13-14.19-24
57De, der havde pågrebet Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajfas’ hus, hvor de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere var forsamlede. 58Peter fulgte efter på afstand og vovede sig helt ind i gården til ypperstepræstens hus. Her satte han sig blandt vagterne for at se, hvad det ville ende med.
59Inde i huset prøvede det øverste jødiske råd, anført af ypperstepræsterne, at finde noget, de kunne anklage Jesus for. De ville have ham dømt til døden, men manglede beviser. 60Selv om mange falske vidner blev ført frem, fandt de ingen holdbare anklager. Til sidst trådte to mænd frem og erklærede: 61„Den mand har sagt, at han er i stand til at ødelægge Guds tempel og bygge det op igen inden tre dage!”
62Så rejste ypperstepræsten sig. „Du har hørt anklagerne imod dig,” sagde han til Jesus. „Hvad har du at sige til dit forsvar?” 63Men Jesus forholdt sig tavs. Så sagde ypperstepræsten til ham: „Jeg tager dig i ed for den levende Guds ansigt. Sig os, om du er Messias, Guds Søn!”
64„Ja, det er jeg,” svarede Jesus. „Og det siger jeg jer: Engang skal I se Menneskesønnen sidde ved Den almægtige Guds højre side, og I skal se ham komme igen på himlens skyer.”
65Da rev ypperstepræsten sin kjortel i stykker og råbte: „Han har hånet Gud! Hvad skal vi med flere vidner? I hørte selv, hvad han sagde. 66Hvad mener I andre?”
„Han er skyldig!” råbte de. „Han skal dø!”
67-68Så spyttede de ham i ansigtet og slog løs på ham med knyttede næver. Nogle slog ham med stokke og råbte: „Lad os se dine evner som profet, Messias! Hvem var det, der slog dig nu?”
Peter nægter at kendes ved Jesus
Mark. 14,66-72; Luk. 22,56-62; Joh. 18,15-18.25-27
69Mens det her foregik inde i huset, sad Peter nede i gården. På et tidspunkt kom en pige hen til ham. „Du var også sammen med Jesus fra Galilæa,” sagde hun.
70Peter benægtede det højlydt: „Jeg aner ikke, hvad du taler om!”
71Derefter gik han ud i portrummet. Men her fik en anden pige øje på ham. „Den mand var sammen med Jesus fra Nazaret,” sagde hun til dem, der stod rundt omkring.
72„Nej, jeg sværger på, at jeg ikke kender den mand!” svarede Peter.
73Folk begyndte nu at stimle sammen om ham: „Jo, du er bestemt en af dem!” sagde de. „Din dialekt afslører, hvor du kommer fra.”
74Peter benægtede endnu en gang og sagde: „Jeg sværger på, at jeg overhovedet ikke kender den mand!” I det samme galede en hane.
75Da huskede Peter, at Jesus havde sagt: „Inden hanen galer, vil du tre gange nægte at kendes ved mig.” Straks gik han udenfor og brast i en fortvivlet gråd.
