1After two days was the feast of the passover, and of unleavened bread: and the chief priests and the scribes sought how they might take him by craft, and put him to death. 2But they said, Not on the feast day, lest there be an uproar of the people.
3¶ And being in Bethany in the house of Simon the leper, as he sat at meat, there came a woman having an alabaster box of ointment of spikenard very precious; and she brake the box, and poured it on his head. 4And there were some that had indignation within themselves, and said, Why was this waste of the ointment made? 5For it might have been sold for more than three hundred pence, and have been given to the poor. And they murmured against her. 6And Jesus said, Let her alone; why trouble ye her? she hath wrought a good work on me. 7For ye have the poor with you always, and whensoever ye will ye may do them good: but me ye have not always. 8She hath done what she could: she is come aforehand to anoint my body to the burying. 9Verily I say unto you, Wheresoever this gospel shall be preached throughout the whole world, this also that she hath done shall be spoken of for a memorial of her.
10¶ And Judas Iscariot, one of the twelve, went unto the chief priests, to betray him unto them. 11And when they heard it, they were glad, and promised to give him money. And he sought how he might conveniently betray him.
12¶ And the first day of unleavened bread, when they killed the passover, his disciples said unto him, Where wilt thou that we go and prepare that thou mayest eat the passover? 13And he sendeth forth two of his disciples, and saith unto them, Go ye into the city, and there shall meet you a man bearing a pitcher of water: follow him. 14And wheresoever he shall go in, say ye to the goodman of the house, The Master saith, Where is the guestchamber, where I shall eat the passover with my disciples? 15And he will shew you a large upper room furnished and prepared: there make ready for us. 16And his disciples went forth, and came into the city, and found as he had said unto them: and they made ready the passover. 17And in the evening he cometh with the twelve. 18And as they sat and did eat, Jesus said, Verily I say unto you, One of you which eateth with me shall betray me. 19And they began to be sorrowful, and to say unto him one by one, Is it I? and another said, Is it I? 20And he answered and said unto them, It is one of the twelve, that dippeth with me in the dish. 21The Son of man indeed goeth, as it is written of him: but woe to that man by whom the Son of man is betrayed! good were it for that man if he had never been born.
22¶ And as they did eat, Jesus took bread, and blessed, and brake it, and gave to them, and said, Take, eat: this is my body. 23And he took the cup, and when he had given thanks, he gave it to them: and they all drank of it. 24And he said unto them, This is my blood of the new testament, which is shed for many. 25Verily I say unto you, I will drink no more of the fruit of the vine, until that day that I drink it new in the kingdom of God.
26¶ And when they had sung an hymn, they went out into the mount of Olives. 27And Jesus saith unto them, All ye shall be offended because of me this night: for it is written, I will smite the shepherd, and the sheep shall be scattered. 28But after that I am risen, I will go before you into Galilee. 29But Peter said unto him, Although all shall be offended, yet will not I. 30And Jesus saith unto him, Verily I say unto thee, That this day, even in this night, before the cock crow twice, thou shalt deny me thrice. 31But he spake the more vehemently, If I should die with thee, I will not deny thee in any wise. Likewise also said they all. 32And they came to a place which was named Gethsemane: and he saith to his disciples, Sit ye here, while I shall pray. 33And he taketh with him Peter and James and John, and began to be sore amazed, and to be very heavy; 34And saith unto them, My soul is exceeding sorrowful unto death: tarry ye here, and watch. 35And he went forward a little, and fell on the ground, and prayed that, if it were possible, the hour might pass from him. 36And he said, Abba, Father, all things are possible unto thee; take away this cup from me: nevertheless not what I will, but what thou wilt. 37And he cometh, and findeth them sleeping, and saith unto Peter, Simon, sleepest thou? couldest not thou watch one hour? 38Watch ye and pray, lest ye enter into temptation. The spirit truly is ready, but the flesh is weak. 39And again he went away, and prayed, and spake the same words. 40And when he returned, he found them asleep again, (for their eyes were heavy,) neither wist they what to answer him. 41And he cometh the third time, and saith unto them, Sleep on now, and take your rest: it is enough, the hour is come; behold, the Son of man is betrayed into the hands of sinners. 42Rise up, let us go; lo, he that betrayeth me is at hand.
43¶ And immediately, while he yet spake, cometh Judas, one of the twelve, and with him a great multitude with swords and staves, from the chief priests and the scribes and the elders. 44And he that betrayed him had given them a token, saying, Whomsoever I shall kiss, that same is he; take him, and lead him away safely. 45And as soon as he was come, he goeth straightway to him, and saith, Master, master; and kissed him.
46¶ And they laid their hands on him, and took him. 47And one of them that stood by drew a sword, and smote a servant of the high priest, and cut off his ear. 48And Jesus answered and said unto them, Are ye come out, as against a thief, with swords and with staves to take me? 49I was daily with you in the temple teaching, and ye took me not: but the scriptures must be fulfilled. 50And they all forsook him, and fled. 51And there followed him a certain young man, having a linen cloth cast about his naked body; and the young men laid hold on him: 52And he left the linen cloth, and fled from them naked.
53¶ And they led Jesus away to the high priest: and with him were assembled all the chief priests and the elders and the scribes. 54And Peter followed him afar off, even into the palace of the high priest: and he sat with the servants, and warmed himself at the fire. 55And the chief priests and all the council sought for witness against Jesus to put him to death; and found none. 56For many bare false witness against him, but their witness agreed not together. 57And there arose certain, and bare false witness against him, saying, 58We heard him say, I will destroy this temple that is made with hands, and within three days I will build another made without hands. 59But neither so did their witness agree together. 60And the high priest stood up in the midst, and asked Jesus, saying, Answerest thou nothing? what is it which these witness against thee? 61But he held his peace, and answered nothing. Again the high priest asked him, and said unto him, Art thou the Christ, the Son of the Blessed? 62And Jesus said, I am: and ye shall see the Son of man sitting on the right hand of power, and coming in the clouds of heaven. 63Then the high priest rent his clothes, and saith, What need we any further witnesses? 64Ye have heard the blasphemy: what think ye? And they all condemned him to be guilty of death. 65And some began to spit on him, and to cover his face, and to buffet him, and to say unto him, Prophesy: and the servants did strike him with the palms of their hands.
66¶ And as Peter was beneath in the palace, there cometh one of the maids of the high priest: 67And when she saw Peter warming himself, she looked upon him, and said, And thou also wast with Jesus of Nazareth. 68But he denied, saying, I know not, neither understand I what thou sayest. And he went out into the porch; and the cock crew. 69And a maid saw him again, and began to say to them that stood by, This is one of them. 70And he denied it again. And a little after, they that stood by said again to Peter, Surely thou art one of them: for thou art a Galilaean, and thy speech agreeth thereto. 71But he began to curse and to swear, saying, I know not this man of whom ye speak. 72And the second time the cock crew. And Peter called to mind the word that Jesus said unto him, Before the cock crow twice, thou shalt deny me thrice. And when he thought thereon, he wept.
De jødiske ledere søger en anledning til at få Jesus ryddet af vejen
Matt. 26,1-5; Luk. 22,1-2
1Der var nu kun to dage til påskehøjtiden og den efterfølgende „usyrnede brøds fest”.14,1 Kronologien over ugens begivenheder er omdiskuteret. Det her er sandsynligvis om tirsdagen, hvor Jesus underviste i templet hele dagen og var sammen med disciplene på Olivenbjerget om aftenen. Ypperstepræsterne og de skriftlærde lurede stadig på en anledning til i al hemmelighed at få Jesus arresteret og dræbt. 2„Men ikke under højtiden,” sagde de til hinanden, „for så bliver der uroligheder.”
En kvinde salver Jesu hoved som forberedelse til hans død
Matt. 26,6-13
3Jesus og disciplene var inviteret til spisning i Simon den Spedalskes hus i Betania.14,3 Jesus var indbudt af en velstående mand i Betania, som tidligere havde været spedalsk, men nu var helbredt. I de finere huse lå man under måltidet rundt omkring et lavt bord, hvilende på siden og støttet af puder, således at fødderne vendte udad, bort fra bordet. Det her skete sandsynligvis om onsdagen, dagen før påsken begyndte. Mens de lå omkring bordet og spiste, kom en kvinde ind med en alabastkrukke fyldt med kostbar, aromatisk nardusolie. Hun knækkede krukkens hals og hældte olien ud over Jesu hoved. 4Nogle af gæsterne blev vrede og sagde til hinanden: „Sikken et spild af kostbar olie. 5Den kunne være solgt for en formue, og pengene kunne være givet til de fattige!” De skældte hende huden fuld, 6men Jesus afbrød dem: „Lad hende være i fred! Hvorfor gør I livet surt for hende? Hun fortjener ros for det, hun har gjort for mig. 7De fattige har I jo altid iblandt jer, og dem kan I gøre godt imod, så tit I vil, men mig har I ikke altid. 8Hun har gjort sit til at forberede mig til begravelsen. 9Det siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden budskabet om mig bliver forkyndt, vil denne fine handling også blive omtalt. Hun vil aldrig blive glemt.”
Judas beslutter at forråde Jesus
Matt. 26,14-16; Luk. 22,3-6
10Derpå gik Judas Iskariot, en af de Tolv, hen til ypperstepræsterne for at forråde Jesus til dem. 11De blev glade, da de hørte det, og de lovede ham en belønning. Judas søgte derefter en passende lejlighed til at forråde ham.
Forberedelsen til påskemåltidet
Matt. 26,17-19; Luk. 22,7-13
12På den første af påskefestens14,12 Teksten siger egentlig „de usyrnede brøds fest”, men dette navn bruges her samlet for de to fester: Selve påskedagen, som falder på den 14. nisan, hvor lammet slagtes, og den efterfølgende, ugelange usyrnede brøds fest. dage—den dag, hvor man slagtede lammene til påskemåltidet—spurgte disciplene Jesus: „Hvor ønsker du, at vi skal forberede påskemåltidet for dig?”
13Jesus sagde da til to af sine disciple. „Gå ind i byen. Der vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke. Følg efter ham, 14og sig til ejeren af det hus, hvor han går ind: ‚Mesteren spørger: Hvor er det rum, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?’ 15Han vil så føre jer ovenpå, og der vil I finde et stort rum, hvor der er gjort klar med borde og hynder på gulvet. Der skal I gøre måltidet parat.”
16De to disciple gik ind til byen og fandt det hele, som Jesus havde sagt, og de gjorde alt klar til påskemåltidet.
Jesus forudsiger Judas’ forræderi
Matt. 26,20-25; Luk. 22,21-23; Joh. 13,21-30
17Efter mørkets frembrud gik Jesus derhen sammen med de Tolv. 18Mens de lå ved bordet og spiste, udbrød han: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig—en af jer, der spiser sammen med mig!” 19Disciplene blev meget bedrøvede, og den ene efter den anden spurgte ham: „Det er vel ikke mig?”
20„Det er en af jer Tolv,” svarede Jesus. „Han dypper et stykke brød i skålen sammen med mig. 21Selv om Menneskesønnen nødvendigvis må dø, som Skrifterne har sagt, så må jeg sige: Ve det menneske, som forråder mig! Det havde været bedre for ham, om han aldrig havde levet.”
Jesus indstifter den nye pagt
Matt. 26,26-29; Luk. 22,19-20; 1.Kor. 11,23-25
22Under måltidet tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det i stykker og delte det ud til dem, idet han sagde: „Tag imod dette brød. Det er mit legeme.” 23Så tog han et bæger med vin, takkede Gud og sendte det rundt, og de drak alle deraf. 24Han sagde: „Det er mit blod, som udgydes for mange, og som besegler den nye14,24 Flere af de ældste og mindre pålidelige håndskrifter mangler ordet „nye”. Den nye pagt blev omtalt blandt andet i Jer. 31,31-34. pagt. 25Det siger jeg jer: Jeg skal ikke drikke vin mere før den dag, da jeg drikker den ny vin i Guds rige.”
Jesus forudser, at disciplene vil tage afstand fra ham
Matt. 26,30-35; Luk. 22,31-34; Joh. 13,36-38
26Da Jesus og hans disciple havde sunget lovsangen,14,26 Der var faste traditioner for påskeritualet, inklusive den afsluttende lovsang, som er fra Sl. 115–118. gik de ud mod Olivenbjerget.
27Mens de gik op ad stien, sagde Jesus til dem: „I vil alle tage afstand fra mig, men så bliver det skriftord opfyldt, som siger: ‚Jeg vil slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt.’14,27 Zak. 13,7. 28Men efter at jeg er genopstået fra de døde, vil jeg gå i forvejen til Galilæa, så vi kan mødes dér.”
29„Selv om alle de andre tager afstand fra dig, så gør jeg det ikke!” forsikrede Peter. 30Jesus svarede ham: „Det siger jeg dig: Inden natten er forbi, og hanen galer for anden gang, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”
31„Aldrig i livet!” forsikrede Peter. „Så vil jeg hellere dø sammen med dig!” Nøjagtig det samme sagde alle de andre.
Jesus kæmper i bøn i Getsemane
Matt. 26,36-46; Luk. 22,39-46
32De kom nu til et sted, der hedder Getsemane. „Sæt jer her, mens jeg går hen og beder,” sagde Jesus. 33Dog tog han Peter, Jakob og Johannes med sig lidt længere frem. Hans ansigt afspejlede smerte og uro. 34„Jeg er dybt bedrøvet her op til min død,” udbrød han. „Bliv her og hold jer vågne, mens jeg beder.”
35Han gik lidt længere frem, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad om—hvis det var muligt—at blive fri for det frygtelige, der ventede ham. 36„Far,” bad han, „alt er muligt for dig. Kan du ikke tage det her lidelsens bæger fra mig? Dog ikke som jeg vil, men som du vil.”
37Så gik han tilbage til de tre disciple og så, at de var faldet i søvn. „Simon, sover du?” sagde han. „Kunne du ikke holde dig vågen bare én time for min skyld? 38Viljen er god nok, men i egen kraft kan I ikke. Hvis I ikke skal bukke under for fristelsen, må I være vågne og bede.”
39Jesus gik igen lidt væk fra dem og bad på samme måde som før. 40Noget efter vendte han tilbage og så, at de tre disciple var faldet i søvn igen. Deres øjenlåg føltes tunge som bly, og de havde intet at sige til deres forsvar.
41Da Jesus for tredje gang gik hen for at bede og derefter kom tilbage, udbrød han: „Nå, I sover stadig og hviler jer! Men nok om det. Tiden er kommet, hvor Menneskesønnen skal overgives i onde menneskers vold. 42Rejs jer og lad os gå! Forræderen er på vej.”
Jesus pågribes og afslår at forsvare sig
Matt. 26,47-56; Luk. 22,47-53; Joh. 18,3-11
43Ordene hang endnu i luften, da Judas pludselig dukkede frem af mørket—han, som var en af de Tolv. Han kom med en flok mænd, der var bevæbnet med sværd og knipler. De var udsendt af ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere. 44Forræderen havde i forvejen sagt til dem: „Den mand, jeg hilser med et kys på kinden, ham er det. Grib ham, og hold ham godt bevogtet, når I fører ham bort.”
45Da de var nået frem, gik Judas straks hen til Jesus. „Mester,” sagde han, idet han gav ham et kys på kinden. 46I samme øjeblik greb mændene Jesus og holdt ham fast. 47En af de nærmeste disciple trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans ene øre af. 48„Man skulle tro, det var en farlig forbryder, I var ude efter, sådan som I er bevæbnede,” sagde Jesus. 49„Hvorfor arresterede I mig ikke i templet? Dag efter dag underviste jeg i templet, uden at I pågreb mig. Men det, der sker her, er blot en opfyldelse af Skriftens ord.”
50Derefter flygtede alle disciplene. 51Dog var der en ung mand, der fulgte efter Jesus, da han blev ført bort.14,51 Da denne unge mand kun nævnes i Markusevangeliet, formoder man, at det faktisk var Johannes Markus. Hans familie havde et stort hus i Jerusalem, og muligvis var det der, Jesus spiste påskemåltidet. Hvis Judas først havde ført de bevæbnede mænd derhen i den formodning, at Jesus var der, kan Markus have fulgt efter dem. Den unge mand havde kun et klæde over sig, og da mændene prøvede at gribe fat i ham, 52viklede han sig ud af det og flygtede nøgen.
Jesus i forhør hos de jødiske ledere
Matt. 26,57-68; Luk. 22,54-55.63-71; Joh. 18,13-14.19-24
53Jesus blev nu ført til ypperstepræstens hus, hvor ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere efterhånden samledes. 54Peter fulgte efter på afstand og vovede sig indenfor i ypperstepræstens gård. Her satte han sig og varmede sig ved ilden sammen med vagtmandskabet.
55Inde i huset prøvede det øverste jødiske råd, anført af ypperstepræsterne, at finde noget, de kunne anklage Jesus for. De ville have ham dømt til døden, men manglede beviser. 56Adskillige falske vidner blev ført frem, men de modsagde hinanden.
57Til sidst stod nogle mænd frem med følgende falske vidnesbyrd: 58„Vi har selv hørt ham sige: ‚Jeg vil ødelægge det tempel her, som er bygget af mennesker, og inden der er gået tre dage, vil jeg rejse et nyt, der ikke er bygget af mennesker.’ ” 59Men heller ikke på det punkt stemte deres udsagn overens.
60Nu rejste ypperstepræsten sig og sagde til Jesus: „Du har hørt anklagerne imod dig. Hvad har du at sige til dit forsvar?” 61Men Jesus svarede ham ikke et ord. Så spurgte ypperstepræsten: „Er du Messias, Guds Søn?”
62„Ja, det er jeg,” svarede Jesus, „og I skal se Menneskesønnen sidde ved Den almægtige Guds højre side, og I skal se ham komme igen med himlens skyer.” 63Da rev ypperstepræsten sin kjortel i stykker og råbte: „Hvad skal vi med flere vidner! 64Nu har I selv hørt, hvordan han håner Gud. Hvad er jeres dom?”
De var alle enige om, at han fortjente dødsstraf.
65Nogle af de omkringstående begyndte at spytte på Jesus. De lagde noget over hans ansigt, så han ikke kunne se, og slog ham med knytnæver, idet de sagde: „Hvis du er en profet, så sig os, hvem der slog dig!” Selv retsbetjentene slog ham med stokke, da de førte ham væk.
Peter nægter at kendes ved Jesus
Matt. 26,69-75; Luk. 22,56-62; Joh. 18,15-18.25-27
66Mens det her foregik inde i huset, sad Peter nede i gården. Da en af ypperstepræstens tjenestepiger kom forbi, 67fik hun øje på ham, mens han sad og varmede sig ved ilden. Hun stirrede et øjeblik på ham og sagde så: „Du var også sammen med ham Jesus fra Nazaret!”
68Peter benægtede det med det samme. „Jeg aner ikke, hvad du snakker om,” sagde han og forsvandt derefter ud i portrummet. Netop da galede en hane.
69Da pigen lidt efter så ham dér, råbte hun til de omkringstående: „Ham dér er en af dem.” 70Atter benægtede Peter det.
Lidt senere sagde de, der stod omkring ham: „Du er bestemt en af dem, for man kan høre på dig, at du er fra Galilæa!”
71Peter benægtede det igen og sagde: „Jeg sværger på, at jeg overhovedet ikke kender den mand, I taler om!”
72I det samme hørtes endnu et hanegal, og Peter huskede pludselig, hvad Jesus havde sagt: „Inden hanen galer anden gang, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.” Og han brød sammen i gråd.
