1And Jesus entered and passed through Jericho. 2And, behold, there was a man named Zacchæus, which was the chief among the publicans, and he was rich. 3And he sought to see Jesus who he was; and could not for the press, because he was little of stature. 4And he ran before, and climbed up into a sycomore tree to see him: for he was to pass that way. 5And when Jesus came to the place, he looked up, and saw him, and said unto him, Zacchæus, make haste, and come down; for to day I must abide at thy house. 6And he made haste, and came down, and received him joyfully. 7And when they saw it, they all murmured, saying, That he was gone to be guest with a man that is a sinner. 8And Zacchæus stood, and said unto the Lord; Behold, Lord, the half of my goods I give to the poor; and if I have taken any thing from any man by false accusation, I restore him fourfold. 9And Jesus said unto him, This day is salvation come to this house, forsomuch as he also is a son of Abraham. 10For the Son of man is come to seek and to save that which was lost. 11And as they heard these things, he added and spake a parable, because he was nigh to Jerusalem, and because they thought that the kingdom of God should immediately appear. 12He said therefore, A certain nobleman went into a far country to receive for himself a kingdom, and to return. 13And he called his ten servants, and delivered them ten pounds, and said unto them, Occupy till I come. 14But his citizens hated him, and sent a message after him, saying, We will not have this man to reign over us. 15And it came to pass, that when he was returned, having received the kingdom, then he commanded these servants to be called unto him, to whom he had given the money, that he might know how much every man had gained by trading. 16Then came the first, saying, Lord, thy pound hath gained ten pounds. 17And he said unto him, Well, thou good servant: because thou hast been faithful in a very little, have thou authority over ten cities. 18And the second came, saying, Lord, thy pound hath gained five pounds. 19And he said likewise to him, Be thou also over five cities. 20And another came, saying, Lord, behold, here is thy pound, which I have kept laid up in a napkin: 21For I feared thee, because thou art an austere man: thou takest up that thou layedst not down, and reapest that thou didst not sow. 22And he saith unto him, Out of thine own mouth will I judge thee, thou wicked servant. Thou knewest that I was an austere man, taking up that I laid not down, and reaping that I did not sow: 23Wherefore then gavest not thou my money into the bank, that at my coming I might have required mine own with usury? 24And he said unto them that stood by, Take from him the pound, and give it to him that hath ten pounds. 25(And they said unto him, Lord, he hath ten pounds.) 26For I say unto you, That unto every one which hath shall be given; and from him that hath not, even that he hath shall be taken away from him. 27But those mine enemies, which would not that I should reign over them, bring hither, and slay them before me.
28¶ And when he had thus spoken, he went before, ascending up to Jerusalem. 29And it came to pass, when he was come nigh to Bethphage and Bethany, at the mount called the mount of Olives, he sent two of his disciples, 30Saying, Go ye into the village over against you; in the which at your entering ye shall find a colt tied, whereon yet never man sat: loose him, and bring him hither. 31And if any man ask you, Why do ye loose him? thus shall ye say unto him, Because the Lord hath need of him. 32And they that were sent went their way, and found even as he had said unto them. 33And as they were loosing the colt, the owners thereof said unto them, Why loose ye the colt? 34And they said, The Lord hath need of him. 35And they brought him to Jesus: and they cast their garments upon the colt, and they set Jesus thereon. 36And as he went, they spread their clothes in the way. 37And when he was come nigh, even now at the descent of the mount of Olives, the whole multitude of the disciples began to rejoice and praise God with a loud voice for all the mighty works that they had seen; 38Saying, Blessed be the King that cometh in the name of the Lord: peace in heaven, and glory in the highest. 39And some of the Pharisees from among the multitude said unto him, Master, rebuke thy disciples. 40And he answered and said unto them, I tell you that, if these should hold their peace, the stones would immediately cry out.
41¶ And when he was come near, he beheld the city, and wept over it, 42Saying, If thou hadst known, even thou, at least in this thy day, the things which belong unto thy peace! but now they are hid from thine eyes. 43For the days shall come upon thee, that thine enemies shall cast a trench about thee, and compass thee round, and keep thee in on every side, 44And shall lay thee even with the ground, and thy children within thee; and they shall not leave in thee one stone upon another; because thou knewest not the time of thy visitation. 45And he went into the temple, and began to cast out them that sold therein, and them that bought; 46Saying unto them, It is written, My house is the house of prayer: but ye have made it a den of thieves. 47And he taught daily in the temple. But the chief priests and the scribes and the chief of the people sought to destroy him, 48And could not find what they might do: for all the people were very attentive to hear him.
Zakæus kommer til tro på Jesus
1Jesus og hans følge gik derefter ind i Jeriko. 2Her boede en rig mand ved navn Zakæus, som var en højtstående skatteopkræver for den romerske besættelsesmagt. 3Han var ivrig efter at få et glimt af Jesus, men han var ikke ret høj og kunne ikke se noget for de mange mennesker. 4Derfor løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ et sted, hvor Jesus helt sikkert ville komme forbi. 5Da Jesus nåede frem til træet, kiggede han op og sagde: „Skynd dig at komme ned, Zakæus! Gud vil, at jeg skal besøge dig i dag.”
6Zakæus klatrede ned i en fart og inviterede glad Jesus med sig hjem til spisning, 7mens folk forarget mumlede: „Enhver ved da, at den mand er en stor synder, og nu går Jesus med ham hjem!”
8Under måltidet rejste Zakæus sig og sagde til Jesus: „Herre, jeg vil give halvdelen af, hvad jeg ejer, til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, så vil jeg give det firedobbelt tilbage.”
9Da udbrød Jesus: „I dag er frelsen kommet til dette hjem, for denne mand har vist den samme tro som Abraham.19,9 Ordret står der, at han er en „søn af Abraham”. Det er en hebraisk talemåde, som betyder, at han var som Abraham, og Abraham var netop kendt som „troens far”. Se også noterne til Luk. 3,8 og 13,16. 10Menneskesønnen er jo netop kommet for at opsøge og frelse de fortabte.”
Om betroede midler og dommen for ulydighed
Matt. 25,14-30
11Mens folk sad og lyttede, fortalte Jesus følgende historie, fordi han var så tæt på Jerusalem, og fordi mange ventede, at Gud snart ville oprette sit rige synligt på jorden:
12„Der var en mand af kongelig slægt, som var nødt til at rejse til et fjernt land for at få sin kongeværdighed bekræftet. Derefter ville han så vende tilbage som konge. 13Inden han rejste, tilkaldte han ti af sine tjenere, betroede dem hver en sum penge og sagde: ‚Se, hvad I kan få ud af pengene, mens jeg er væk.’
14Men en del af landets borgere hadede ham og sendte en delegation af sted med følgende erklæring: ‚Vi ønsker ikke, at den mand skal regere over os.’
15Manden blev alligevel indsat som konge, og da han vendte tilbage, sendte han bud efter de tjenere, som han havde betroet sine penge. Han ville se, hvad hver enkelt havde fået ud af dem.
16Den første kunne aflægge rapport om, at han nu havde ti gange så meget, som han oprindelig havde fået. 17‚Godt,’ sagde kongen. ‚Du er en god og pålidelig tjener. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor giver jeg dig ansvar for ti byer.’
18Den næste kunne fortælle, at hans penge var vokset til det femdobbelte. 19‚Godt,’ sagde hans herre. ‚Du får ansvaret for fem byer.’
20Den tredje mand afleverede følgende rapport: ‚Her har du dine penge. Jeg har haft dem liggende godt gemt i et tørklæde. 21Jeg var nemlig bange for dig og turde ikke løbe nogen risiko. Jeg ved jo, at du er en streng herre. Du indkasserer udbyttet fra andres arbejde, og du høster, hvad du ikke selv har sået.’ 22Kongen blev vred og sagde: ‚Du er en doven og dårlig arbejder! Jeg vil dømme dig ud fra dine egne ord: Du siger, jeg er en streng herre, og at jeg indkasserer udbyttet fra andres arbejde. 23Hvorfor satte du så ikke mine penge i banken? Så havde jeg i det mindste fået renter af dem.’
24Derpå vendte kongen sig til de mænd, der stod omkring ham. ‚Tag pengene fra ham,’ sagde han, ‚og giv dem til ham, der har fået det største udbytte.’
25‚Jamen, herre,’ indvendte de, ‚han har da rigeligt allerede!’
26Kongen svarede: ‚Det siger jeg jer: Alle, der gør brug af det, de har fået betroet, vil få mere, men de, der ikke gør brug af det, de fik betroet, vil miste det, de fik. 27Lad nu mine fjender, dem, der ikke ville anerkende mig som konge, blive ført ind og henrettet for mine øjne.’ ”
Messias’ indtog i Jerusalem
Matt. 21,1-9; Mark. 11,1-10; Joh. 12,12-19
28Efter opholdet hos Zakæus fortsatte Jesus og hans følge vandringen op mod Jerusalem. 29Da de var i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania ved det bjerg, som hedder Olivenbjerget, kaldte han på to af sine disciple og sagde til dem: 30„Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Når I kommer derhen, vil I finde et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. 31Hvis nogen spørger jer, hvorfor I gør det, skal I bare sige: ‚Herren har brug for det.’ ”
32De gik så derhen og fandt æselføllet, nøjagtigt som Jesus havde sagt. 33Da de var ved at løse føllet, kom ejerne. „Hvorfor løser I føllet?” råbte de.
34„Herren har brug for det,” svarede disciplene.
35Så fik de lov at tage føllet, og de førte det til Jesus. De lagde deres kapper over ryggen på det og hjalp ham op.
36Mens de gik af sted, bredte folk deres kapper ud på vejen foran Jesus, 37og da de nærmede sig det sted, hvor vejen begynder at gå ned ad Olivenbjerget mod Jerusalem, begyndte hele følget af disciple at råbe højt af glæde og lovprise Gud for alle de undere, de havde set ham gøre. 38De råbte:
„Velsignet er den Konge, som nu kommer i Herrens navn!
Fred fra Himlen,
og herlighed fra det Højeste!”
39Men nogle farisæere i folkemængden sagde til Jesus: „Mester, sig dog til dine disciple, at de ikke må sige sådan noget!”
40Jesus svarede: „Hvis de tier, vil stenene råbe!”
Jesus græder over Jerusalems vantro
41Jesus var nu så tæt på Jerusalem, at han kunne se ud over hele byen. Da brast han i gråd og sagde: 42„Gid du i dag kunne forstå, hvad der fører til fred. Men du kan ikke se det nu. 43Det varer ikke så længe, før dine fjender vil samle sig mod dig. De vil bygge en vold op omkring dig, omringe dig og presse imod dig fra alle sider. 44De vil jævne dig med jorden og knuse dine indbyggere, fordi du ikke greb chancen, da Gud kom til dig!”
Den sidste tempeludrensning
Matt. 21,12-17; Mark. 11,15-19
45Senere19,45 Det er om mandagen, næste dag. gik Jesus ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende ud. 46Han råbte til dem: „Skriften siger: ‚Mit hus skal være et bønnens hus,’19,46 Es. 56,7. men I har gjort det til ‚et tilholdssted for røvere.’19,46 Jer. 7,11.”
47Hver dag underviste Jesus i templet, men ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere spekulerede på, hvordan de kunne få ham slået ihjel. 48Dog kunne de ikke finde nogen anledning til det, for folk stimlede sammen om ham og slugte hvert ord, han sagde.
