Hiob 37 – HOF & BPH

Hoffnung für Alle

Hiob 37:1-24

1Auch mein Herz klopft vor Angst,

wenn das Gewitter naht;

es schlägt immer schneller.

2Hört ihr, wie der Donner rollt?

Hört ihr Gottes Stimme?

Welch ein Grollen kommt aus seinem Mund!

3Er lässt den Donner los –

der ganze Himmel ist davon erfüllt,

und seine Blitze zucken weithin über die Erde!

4Dann brüllt der Donner;

ja, Gottes mächtige Stimme erklingt.

Und wieder zucken die Blitze,

und wieder kracht der Donner.

5Gott lässt es donnern –

seine Stimme überwältigt uns;

er vollbringt große Wunder,

die wir nicht begreifen.

6Zum Schnee sagt er: ›Fall zur Erde nieder!‹,

und zum Regen: ›Werde zur Sturzflut!‹

7So hindert er uns Menschen an der Arbeit,37,7 Wörtlich: Auf die Hand jedes Menschen setzt er sein Siegel.

damit wir alle sehen, was er tut.

8Die wilden Tiere verkriechen sich

und bleiben in ihren Höhlen.

9Aus seiner Kammer kommt der Sturm,

die Nordwinde bringen beißende Kälte.

10Der Atem Gottes lässt das Eis entstehen,

die weite Wasseroberfläche ist erstarrt.

11Er füllt die Wolken mit Wasser

und lässt seine Blitze hindurchzucken.

12Die Wolken ziehen hin und her,

wie er sie lenkt;

auf der ganzen Erde führen sie aus,

was Gott ihnen befiehlt.

13Mal lässt er sie zur Strafe kommen für ein Land,

mal als Zeichen seiner Güte.

14Hör es dir an, Hiob!

Steh still und denke über Gottes Wundertaten nach!

15Weißt du, wie er die Wolken lenkt

und wie er seine Blitze zucken lässt?

16Weißt du, wie die Wolken schweben,

diese Wunderwerke aus vollkommener Meisterhand?

17Du schwitzt ja schon,

wenn die drückende Hitze des Südwinds auf dem Land liegt.

18Wie kannst du dann Gott helfen,

den blauen Himmel auszubreiten,

fest wie ein Spiegel, aus Bronze gegossen?

19Teile uns mit, was wir ihm sagen sollen!

Denn wir tappen im Dunkeln

und können unseren Fall nicht vorbringen.

20Soll es Gott verkündet werden,

dass ich mit ihm zu reden wünsche?

Niemals! Wer das wagt,

wird sicher von ihm verschlungen werden.

21Jetzt hat der Wind die Wolken weggefegt,

und die Sonne strahlt so hell,

dass niemand von uns in ihr Licht schauen kann.

22Von Norden naht ein goldener Glanz.

Gott kommt in furchterregender Majestät.

23Ihn, den Gewaltigen, erreichen wir nicht.

Groß ist seine Kraft,

und er ist reich an Gerechtigkeit.

Niemals unterdrückt er das Recht!

24Darum fürchtet ihn, ihr Menschen!

Er lässt sich von keinem blenden,

wie weise er auch ist!«

Bibelen på hverdagsdansk

Jobs Bog 37:1-24

Guds uendelige storhed

1Det får mit hjerte til at banke voldsomt,

det hopper næsten helt op i halsen.

2Hør efter, når Gud taler fra stormvejret,

når hans tordenrøst ruller hen over os.

3Lynene glimter hen over himlen

og rækker helt til jordens ende.

4Derefter kommer tordenskraldet,

hans majestætiske, tordnende røst.

Han sparer ikke på lynene,

når han lader sin røst høre.

5Guds storslåede stemme høres i bulderet,

han gør store og ufattelige ting.

6Han befaler sneen at falde på jorden

og sender regnskyl i tykke tove.

7Folk må standse op midt i deres arbejde

og anerkende Guds vældige magt.

8Dyrene søger i skjul,

de bliver i deres huler.

9Den bidende blæst lukkes ud fra sit hus

og kommer med kulde fra nord.

10Gud ånder på vandet,

så overfladen fryser til is.

11Han fylder skyerne med vand,

og fra dem udspringer hans lyn.

12Skyerne farer frem og tilbage,

de bevæger sig efter hans vilje.

De udfører hans befalinger

ud over den vide jord,

13hvad enten lynet kommer for at straffe,

eller regnen kommer for at velsigne.

14Tænk dig om et øjeblik, Job,

læg mærke til Guds forunderlige gerninger.

15Ved du, hvordan han styrer naturens kræfter,

hvordan han får lynene til at glimte fra skyerne?

16Forstår du, hvordan skyerne kan svæve i luften?

Det er den Almægtiges underværker.

17Du, som lider under den brændende sol,

når søndenvinden bringer en hedebølge,

18var det dig, der hjalp ham udspænde himlens bue,

så den skinner som et spejl af blankt metal?

19Job, hvad med at dele noget af din visdom med Gud,

for vi andre ved jo ingenting!

20Tør du sige til Gud, at du vil fortælle ham noget?

Risikerer du ikke at dø ved at træde frem for ham?

21Når vinden har blæst skyerne væk,

og solen kommer frem i al sin skarphed,

kan intet menneske holde ud at se på dens strålende lys.

22Mod nord kan man se et gyldent skær,

men Guds herlighed er langt mere strålende.

23Vi kan ikke mødes på lige fod med den almægtige Gud,

for hans magt er uendelig.

Hans godhed er uden grænser,

og han kan umuligt være uretfærdig.

24Derfor har mennesker ærefrygt for ham,

men de selvretfærdige kan Gud ikke hjælpe.”