Wer kann Gott begreifen?
1Weiter sagte Elihu:
2»Hab Geduld mit mir
und hör noch ein wenig zu!
Ich will dir zeigen,
dass man noch viel mehr zu Gottes Verteidigung sagen kann.
3Mein ganzes Wissen will ich aufbieten,
um meinem Schöpfer Recht zu verschaffen.
4Ich sage dir die Wahrheit,
vor dir steht ein Mann, der weiß, wovon er spricht –
darauf kannst du dich verlassen!
5Wie mächtig ist Gott!
Und doch verachtet er keinen.
Ja, mächtig ist er und voll Willenskraft.
6Den Gottlosen lässt er nicht am Leben,
doch dem Unterdrückten verhilft er zum Recht.
7Wer ihm die Treue hält, den vergisst er nicht,
nein, er stellt ihn Königen gleich,
betraut ihn für immer mit einem hohen Amt.
8Und wenn Menschen in Ketten liegen, elend gefangen, mit Stricken gefesselt,
9dann redet er ihnen ins Gewissen,
überführt sie von ihrer Schuld und aller Überheblichkeit.
10Er macht sie bereit, auf seine Zurechtweisung zu hören,
und sagt ihnen, sie sollen vom Unrecht ablassen.
11Wenn sie Gott gehorchen und ihm dienen,
werden sie ihre Lebensjahre glücklich und zufrieden verbringen.
12Hören sie aber nicht auf ihn,
rennen sie in ihr eigenes Verderben;
sie sterben ohne jede Einsicht.
13Wer Gott verworfen hat, der ist bitter gegen ihn;
er fleht nicht einmal dann um Gnade,
wenn Gott die Fesseln enger zieht.
14Und so stirbt er noch in jungen Jahren,
verachtet wie die Männer,
die ihren Körper in den Götzentempeln verkaufen.
15Doch wer sich vor Gott demütigt,
den wird er aus dem Elend retten
und ihn in der Not seine Stimme hören lassen.
16Auch dich reißt Gott aus den Klauen der Angst,
er will dir wieder die Freiheit schenken;
dann füllen die besten Speisen wie früher deinen Tisch.
17Jetzt aber lastet das Urteil auf dir,
das die Gottlosen trifft;
die strafende Gerechtigkeit lässt dich nicht entkommen.
18Pass auf, dass dein Zorn dich nicht zum Spötter macht,
lass dich nicht durch Bestechungsgeld verleiten!
19Kannst du dich etwa selbst aus der Bedrängnis retten?
Niemals! Dazu reicht deine ganze Kraft nicht aus.
20Wünsche dir auch nicht die Nacht herbei,
in der ganze Völker verschwinden!36,20 Die Verse 18‒20 sind nicht sicher zu deuten.
21Sei auf der Hut und wende dich nicht dem Bösen zu!
Denn davor wollte dich Gott durch das Leid ja gerade bewahren.
22Halte dir Gottes große Kraft vor Augen!
Er ist der beste Lehrer, den es gibt!
23Niemand schreibt ihm vor,
was er zu tun hat.
Keiner könnte zu ihm sagen:
›Du hast Unrecht getan!‹
24Schon immer haben die Menschen seine Taten besungen,
nun preise auch du ihn!
25Alle Welt sieht staunend seine Taten,
doch man erblickt sie nur von ferne.
26Wie mächtig ist Gott, wie unbegreiflich!
Wer kann seine Jahre zählen?
27Er lässt die Wassertropfen aufsteigen;
gereinigt gehen sie als Regen in die Flüsse nieder.
28Ja, aus den Wolken strömt der Regen,
auf viele Menschen kommt er herab.
29Wer versteht, wie Gott die Wolken auftürmt
und wie am Himmelszelt der Donner kracht?
30Sieh nur, wie Gott Licht um sich verbreitet,
die Meerestiefen aber verbirgt er.
31Er lässt die Regenwolken kommen,
so richtet er die Völker,
aber zugleich versorgt er sie reichlich mit Nahrung.
32Den Blitzstrahl nimmt er fest in beide Hände
und befiehlt ihm dann, sein Ziel zu treffen.
33Donnergrollen kündigt das Gewitter an,
und selbst das Vieh spürt, dass es kommt.
Gud er almægtig, men parat til at tilgive
1Elihu fortsatte:
2„Vær tålmodig og lad mig fortsætte lidt endnu,
for der er stadig noget, Gud ønsker, jeg skal sige.
3Min Skaber er retfærdig og har altid ret.
Det har jeg oplevet gang på gang.
4Hvad jeg fortæller dig, er den skinbarlige sandhed,
og jeg ved, hvad jeg taler om.
5Gud afviser aldrig nogen, som kommer til ham.
Han er almægtig og altid til at stole på.
6Han lader ikke den onde være ustraffet,
men hjælper de svage til at få deres ret.
7Gud beskytter de retskafne
og giver dem ære og magt.
8Men skulle de blive ramt af ulykker
og blive lagt i lidelsens lænker,
9så fortæller han dem, hvad de har gjort galt,
eller hvordan de har været hovmodige.
10Det gør han for at retlede dem,
og han siger, de skal vende sig fra det onde.
11Hvis de hører efter og adlyder ham,
så velsigner han dem resten af livet.
12Men hvis de nægter at lytte til ham,
så dør de uden at have forstået hvorfor.
13Gudløse mennesker bliver bitre.
Når Gud straffer dem, beder de ikke om nåde.
14De dør i deres bedste alder
efter at have spildt tiden i et umoralsk liv.
15De hjælpeløses svaghed bliver deres redning.
Deres trængsler gør dem åbne for, hvad Gud har at sige.
16Gud ønsker at bringe dig ud af dine lidelser,
at føre dig ud i frihed som på en vidtstrakt eng
og dække dit bord med udsøgte retter.
17Men nu er du optaget af, at de skyldige skal dømmes.
Ja, du kan ikke tænke på andet end skyld og dom.
18Lad ikke din vrede få dig til at håne Gud.
Vær ydmyg, selv om det koster din stolthed.36,18 Eller mere ordret: „Lad ikke løsesummens størrelse afskrække dig.” Det hebraiske ord kan betyde „bestikkelse”, men normalt er betydningen „løsesum”, jf. Job 6,23 og 33,24. Tanken er, at en synd kan sones ved, at der betales en løsesum. Jo større synd, jo større løsesum. Blot det at ydmyge sig eller bede om tilgivelse kan koste meget for en stolt og selvretfærdig person.
19Har du magt til at frelse dig selv?
Mon din råben er nok til at redde dig?
20Lad være at længes efter dødens mørke,
tænk ikke på at blive rykket bort.
21Pas på ikke at blive opslugt af din oprørskhed,
som du foretrækker frem for at bære din lidelse.
22Husk på, at Gud er almægtig og ophøjet.
Hvem andre kan hjælpe og vejlede os?
23Kan et menneske bestemme, hvad Gud skal gøre?
Hvem tør sige, at Gud er uretfærdig?
24Lovpris ham hellere for hans skaberværk,
som mange har gjort med sang.
25Alle mennesker har set hans storhed,
selv om det kun er på afstand.
26Gud er større, end vi kan begribe,
hans eksistens kan ikke måles i år.
27Han får vandet til at fordampe
og omdanner dampen til regn,
28der falder ned i byger fra skyerne
og gavner menneskene på jorden.
29Hvem kan fatte, hvordan skyerne spredes,
og forstå, hvordan tordenen buldrer og brager?
30Se, han sender lyn i alle retninger
og dækker havbunden med vand.
31Med lynene dømmer han folkene,
og med regnen giver han dem mad i mængde.
32Han holder lynene i sine hænder
og befaler dem at ramme plet.
33Tordenen melder hans komme,
selv kvæget kan mærke, når han er på vej.
