第 39 篇
受苦者的呼求
大衛的詩，交給樂長耶杜頓。
1我說：「我要謹言慎行，
免犯口舌之罪。
只要身邊有惡人，
我就用嚼環勒住自己的口。」
2然而，我默不作聲，
連好話也不出口時，
內心就更加痛苦。
3我心如火燒，越沉思越煩躁，
便開口呼求：
4「耶和華啊，求你讓我知道我人生的終點和壽數，
明白人生何其短暫。
5你使我的生命轉瞬即逝，
我的歲月在你眼中不到片刻。
人的生命不過是一絲氣息，（細拉）
6人生不過是幻影，
勞碌奔波卻一場空，
積蓄財富卻不知誰來享用。
7主啊，如今我盼望什麼呢？
你是我的盼望。
8求你救我脫離一切過犯，
不要讓愚昧人嘲笑我。
9我默然不語，一言不發，
因為我受的責罰是出於你。
10求你不要再懲罰我，
你的責打使我幾乎喪命。
11因為人犯罪，你管教他們，
使他們所愛的被吞噬，像被蟲蛀。
世人不過是一絲氣息。（細拉）
12「耶和華啊，
求你垂聽我的禱告，
傾聽我的呼求，
別對我的眼淚視若無睹。
因為我在你面前只是客旅，
是寄居的，
正如我的祖先。
13求你寬恕我，
好讓我在離世之前能重展笑容。」
Et råb om hjælp i lidelse
1Til korlederen Jedutun: En sang af David.
2Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert,
og jeg ville ikke sige noget overilet.
Jeg havde valgt at holde munden lukket,
når der var gudløse mennesker til stede.
3-4Derfor tav jeg og sagde ikke et ord,
men det hjalp bare ikke.
Uroen brændte i mit indre,
og min frustration voksede.
Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det,
til sidst var jeg nødt til at tale:
5„Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort,
dagene synes at flyve af sted.
6Mit liv er kort ud fra dit perspektiv,
et menneskes liv er flygtigt som et vindpust.
7Vi er som skygger, der farer forbi.
Man slider for at samle sig rigdom,
men ved ikke, hvem der får glæde af det.
8Herre, hvad kan jeg forvente af livet?
Du er mit eneste håb.
9Red mig ud af syndens sump,
så ikke tåberne skal hovere over mig.
10Herre, jeg har intet at sige til mit forsvar,
for det er jo dig, som straffer mig.
11Men Herre, jeg kan ikke holde det ud længere,
jeg ligger knust under din hånd.
12Når du straffer folk for deres synder,
bliver de mast som møl.
Mennesket er jo flygtigt som et åndepust.
13Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb!
Luk ikke ørerne for min gråd.
Jeg er jo blot en fremmed på jorden,
en gæst på gennemrejse som mine forfædre.
14Vend din vrede fra mig, Herre,
så jeg kan opleve glæden igen,
før jeg skal herfra.”
