金牛犊
1百姓见摩西迟迟没有下山，就聚集到亚伦那里，对他说：“领我们离开埃及的那个摩西不知怎样了，你给我们造神像来带领我们吧。” 2亚伦对他们说：“你们去摘下妻子、儿女的金耳环，拿来给我。” 3百姓就都摘下金耳环交给亚伦。 4亚伦用这些金耳环铸造了一头牛犊。他们说：“以色列人啊，这就是把你们带出埃及的神明。” 5亚伦见状，便在牛犊前面筑了一座坛，然后宣告说：“明天是耶和华定的节期。” 6第二天清晨，百姓都上前来献燔祭和平安祭，献完祭后就坐下吃喝，起来狂欢。
7耶和华对摩西说：“你快下山吧，你的百姓，就是你从埃及领出来的那些人已经败坏了。 8他们这么快就偏离了我吩咐他们走的道路，为自己造了一头牛犊来叩拜献祭，说，‘以色列人啊，这就是把你们带出埃及的神明。’” 9耶和华又说：“我看到了，这些百姓真是顽固不化。 10你不要阻止我，我要向他们发烈怒，毁灭他们。我要使你的后代成为大国。”
11摩西恳求他的上帝耶和华说：“耶和华啊，你为什么要向你的子民发烈怒呢？这些子民是你亲自用神迹和大能从埃及领出来的。 12难道你要让埃及人议论说你领他们出来是出于恶意，是为了在山野之间杀掉他们，从地上灭绝他们吗？求你息怒，施怜悯，不要降祸给你的子民。 13求你顾念你的仆人亚伯拉罕、以撒和以色列，你曾凭自己向他们起誓说，‘我必使你们的后代像天上的星星那么多。我应许给你们后代的这整片土地，我必赐给他们作永远的产业。’” 14耶和华听了摩西的话，就心生怜悯，不把所说的灾祸降在百姓身上。
15摩西转身下山，手里拿着两块石版，石版的正反两面都有字。 16石版是上帝做的，字是上帝刻的。 17约书亚听见山下百姓嘈杂的喊叫声，便对摩西说：“营地里有打仗的声音。” 18摩西对他说：“这不是打胜仗的声音，也不是打败仗的声音，而是狂欢的声音。” 19摩西走近营地的时候，看见牛犊，又看见百姓在跳舞，心中大怒，便把手上的两块石版摔碎在山脚下， 20又把他们铸造的牛犊熔化掉，磨成粉末撒在水面上，叫以色列百姓喝。 21摩西对亚伦说：“这些百姓对你做了什么？你竟使他们陷入大罪中！” 22亚伦回答说：“求我主不要动怒，你知道这些人专门作恶。 23他们对我说，‘为我们造神明来带领我们吧，因为领我们离开埃及的那个摩西不知怎样了。’ 24于是，我吩咐他们摘下金耳环给我，我把这些金耳环丢进火里，这头牛犊就出来了。”
25摩西见百姓放肆，亚伦纵容他们，使他们成为敌人的笑柄， 26便站在营门口对会众说：“凡跟从耶和华的，都站到我这边来。”所有的利未人都聚集到摩西身边。 27摩西对他们说：“以色列的上帝耶和华这样说，‘你们各人带着刀，从这个门到那个门，走遍整个营，不论遇见的是兄弟、伙伴还是邻居，只管杀他们。’” 28利未人便照摩西的话去做。那一天，约有三千人被杀。 29摩西对利未人说：“今天你们已经把自己奉献给耶和华了，因为你们大义灭亲，祂必赐福给你们。”
30第二天，摩西对百姓说：“你们犯了大罪，我现在要到耶和华那里，也许可以为你们求得赦免。” 31摩西回到耶和华那里，说：“唉，百姓犯了大罪，用金子为自己造了神像。 32恳求你赦免他们的罪，不然请你从你的册子上抹掉我的名字吧。” 33耶和华对摩西说：“谁得罪我，我就从我的册子上抹掉谁的名字。 34你现在回去带领这些百姓，往我指示你的地方去，我的天使必在你前面引路。只是到我惩罚的日子，我必因他们的罪惩罚他们。”
35耶和华击杀百姓，是因为他们曾与亚伦一起造牛犊。
Guldkalven
1Moses havde nu opholdt sig på bjerget i mange dage, og israelitterne mistede til sidst håbet om, at han nogensinde ville komme tilbage. Derfor gik de hen til Aron og sagde: „Lav os en gud, som kan føre os videre, for vi ved ikke, hvad der er blevet af den her Moses, som førte os ud af Egypten.”
2-3„Jo, men så skal I bringe mig de guldøreringe, som jeres koner, sønner og døtre går med,” svarede Aron.
Så tog de alle deres øreringe af og bragte dem til Aron. 4Aron smeltede guldet og støbte en afgud, som lignede en tyrekalv. Da folket så den, udbrød de: „Se her, alle sammen! Det er den gud, som førte os ud af Egypten!”
5Da Aron så folkets begejstring, byggede han et alter foran tyrekalven og meddelte: „I morgen holder vi højtid for Herren!”
6Tidligt næste morgen bragte de så brændofre og takofre på alteret foran guldkalven. De satte sig ned for at spise og drikke, og så stod de op for at danse foran afguden og more sig.
7Da sagde Herren til Moses: „Skynd dig ned fra bjerget! Det folk, du førte ud af Egypten, har begået en stor synd. 8De har allerede vendt sig bort fra mine befalinger og lavet sig en afgud i form af en tyrekalv. De har tilbedt den og ofret til den. De har oven i købet sagt: Det er den gud, som førte os ud af Egypten!”
9Herren fortsatte: „Jeg kan se, at Israels folk er egenrådigt og ulydigt. 10Nu kan det være nok! Jeg vil give min vrede frit løb. Jeg vil udrydde dem alle sammen. Og så vil jeg begynde forfra med dig, Moses, og gøre dig til et stort folk.”
11Men Moses gik i forbøn for dem: „Åh, Herre, du må ikke være så vred på dit eget folk, som du selv førte ud af Egypten med vældig magt og mægtige undere. 12Skal egypterne kunne sige, at Gud lokkede sit folk ud i bjergene bare for at udrydde dem? Lad dog din brændende vrede kølne af, så du ikke gør alvor af at udrydde dit folk. 13Glem ikke dit løfte til Abraham, Isak og Jakob. Du svor jo ved dig selv, at du ville gøre deres efterkommere talrige som himlens stjerner og give dem det land i arv og eje, som du har lovet skal være deres for evigt.” 14Da gjorde Herren ikke alvor af sin trussel, men skånede folket for den ulykke, han havde truet med.
15Så vendte Moses sig og gik ned ad bjerget med de to stentavler, hvor pagtens bud var indskrevet på begge sider. 16Tavlerne var Guds værk, og skriften var Guds egen skrift.
17Da Moses og Josva var kommet et godt stykke ned af bjerget, kunne de høre råben og skrigen nede fra lejren. Forundret udbrød Josva: „Det lyder, som om der er krig i lejren!” 18Men Moses svarede: „Nej, det er hverken sejrsråb eller klageskrig over et nederlag. De synger lystige viser!”
19Da de var kommet endnu tættere på, og Moses så, hvordan folk dansede om tyrekalven, blev han så overvældet af vrede, at han slyngede stentavlerne mod jorden, så de knustes ved foden af bjerget. 20Så tog han den tyrekalv, de havde lavet, og smeltede den i ilden. Da metallet var afkølet, knuste han det til støv og smed det ud i bækken, som folket fik deres drikkevand fra.
21Så vendte han sig mod Aron og sagde: „Hvad har folket gjort dig, siden du har ført dem ud i så stor en synd?” 22„Bliv ikke vred, Moses!” svarede Aron. „Du ved selv, hvordan folket griber enhver anledning til at gøre oprør. 23De sagde til mig: ‚Moses førte os ud af Egypten, men nu er han åbenbart forsvundet. Kom og lav en gud til os, som kan føre os videre frem på vejen!’ 24‚Godt,’ svarede jeg, ‚så bring mig jeres guldsmykker!’ Det gjorde de, og jeg kastede smykkerne ind i ilden, og så kom der en guldkalv ud af det!”
25Da Moses så, at Aron fuldstændig have mistet kontrollen over folket, og at de opførte sig tåbeligt i deres oprørskhed, 26stillede han sig ved indgangen til lejren og råbte: „Alle dem af jer, som er på Herrens side, kom her over til mig!” Og alle levitterne kom over til ham.
27Da sagde han til dem: „Herren, Israels Gud, siger: Tag jeres sværd og gå igennem lejren og dræb jeres landsmænd, som har gjort oprør.” 28Det gjorde de, og den dag døde der omkring 3000 mand. 29Moses sagde derefter til levitterne: „I dag har I indviet jer til tjeneste for Herren, fordi I adlød ham, også selv om det betød, at I måtte slå nogle af jeres egne brødre og sønner ihjel. Derfor skal I opleve stor velsignelse.”
30Næste dag sagde Moses til folket: „I har begået en frygtelig synd, men jeg vil gå tilbage til Herren på bjerget. Måske jeg kan opnå tilgivelse for jeres synd.”
31Så gik Moses tilbage til Herren og sagde: „Ak, Herre! Israels folk har begået en stor synd ved at lave sig en afgud af guld. 32Men vil du ikke nok alligevel tilgive dem deres store synd? Hvis ikke du vil, så slet mit navn fra den bog, du fører!32,32 Der er sikkert tale om „de levendes bog”, altså en liste over alle, som er i live eller har ret til at leve.”
33„Den, som har syndet imod mig, vil jeg slette af min bog,” svarede Herren. 34„Men gå du nu tilbage til folket og før dem til det sted, jeg har befalet. Min engel skal gå foran dig. Men når tiden er inde, vil jeg straffe folket for dets synd.”
35Og Herren sendte en plage over folket, fordi det havde fået Aron til at lave en tyrekalv.
