En bøn om frelse med lovprisning af Herrens trofaste hjælp
1Til korlederen: Synges til melodien „Morgenrødens rådyr”. En sang af David.
2Min Gud! Min Gud!
Hvorfor har du forladt mig?
Hvorfor hjælper du mig ikke?
Hvorfor lytter du ikke til mit skrig?
3Dag efter dag råber jeg til dig,
men du svarer mig ikke.
Hver nat hører du min røst,
men du giver mig ingen trøst.
4Du sidder på din hellige trone,
du er den, som Israel lovsynger.
5Vore forfædre stolede på dig,
og du reddede dem.
6Du hørte deres nødråb og befriede dem,
du skuffede aldrig deres tillid til dig.
7Men jeg føler mig som en ussel orm,
jeg bliver hånet og foragtet af alle.
8Enhver, der ser mig, griner ad mig,
ryster på hovedet eller vrænger ad mig.
9„Er det ham, der stoler på Herren?” håner de.
„Så lad os se, om Herren redder ham.
Hvis Herren elsker ham så meget,
så burde han gribe ind og frelse ham!”
10Herre, du var der, da jeg blev født,
du gav mig tryghed ved min mors bryst.
11Fra fødslen har du været den, der hjalp mig,
hele mit liv har du været min Gud.
12Hold dig ikke borte fra mig nu,
for jeg er undergangen nær,
og ingen andre kan hjælpe mig.
13Frygtindgydende fjender har omringet mig,
som en hjord af vilde tyre fra Bashan.
14Som sultne og brølende løver
kommer de imod mig med åbent gab.
15Min styrke er sivet bort som vand i sandet,
alle mine knogler føles, som er de gået af led,
mit hjerte hamrer i halsen på mig.
16Mine læber er tørre som potteskår,
min tunge klistrer til ganen,
du har bragt mig til gravens rand.
17Mine fjender kredser omkring mig som hunde,
en bande af forbrydere omringer mig.
De har gennemboret22,17 Teksten er usikker og meningen omstridt. mine hænder og fødder.
18Jeg kan tælle alle mine knogler.
Med skadefryd stirrer fjenderne på mig.
19De deler mine klæder imellem sig
og trækker lod om min kjortel.
20Herre, hold dig ikke på afstand.
Du er min redning, kom mig til hjælp.
21Frels mig fra døden,
red mig fra de vilde hunde.
22Lad mig undslippe løvens gab,
lad mig ikke blive dræbt af vildoksens horn.
Gud, du har hørt min bøn.
23Jeg vil fortælle om dig til mine landsmænd,
jeg vil synge din pris midt i en stor forsamling.
24Pris Herren, I, der kender ham,
giv ham ære, Jakobs efterkommere,
vis ham ærefrygt, Israels folk,
25for han lod ikke den fortvivlede i stikken,
han vendte sig ikke bort og gik sin vej.
Han lyttede til mit råb om hjælp.
26Jeg vil lovsynge dig, når folket samles,
jeg vil opfylde mine løfter for øjnene af dit folk.
27De ydmyge skal spise og alle blive mætte,
de, som beder dig om hjælp, skal prise dig.
Må de altid leve under din velsignelse.
28Alverden skal se det og vende sig til dig, Herre,
alle folkeslag skal komme og tilbede dig.
29For magten tilhører dig,
du er Konge over alle nationer.
30Alle de fornemme og rige skal bøje sig for dig.
Alle dødelige mennesker skal knæle ned for dig.
31Jeg vil leve for dig,
og min slægt skal tjene dig.
De kommende generationer skal høre
om dine underfulde gerninger.
32De skal fortælle om din nåde og frelse
til slægter, som endnu ikke er født.
Mon Dieu, pourquoi m’as-tu abandonné ?
1Au chef de chœur. Psaume de David, à chanter sur la mélodie de « Biche de l’aurore ».
2Mon Dieu, mon Dieu, ╵pourquoi m’as-tu abandonné22.2 Jésus a repris ces paroles sur la croix (Mt 27.46 ; Mc 15.34). ?
Tu restes loin, ╵tu ne viens pas me secourir ╵malgré toutes mes plaintes.
3Mon Dieu, le jour, j’appelle, ╵mais tu ne réponds pas.
La nuit, je crie, ╵sans trouver de repos.
4Pourtant, tu es le Saint
qui sièges sur ton trône, ╵au milieu des louanges d’Israël.
5En toi déjà, ╵nos pères se confiaient,
oui, ils comptaient sur toi, ╵et tu les délivrais.
6Lorsqu’ils criaient à toi, ╵ils étaient délivrés,
lorsqu’ils comptaient sur toi, ╵ils n’étaient pas déçus.
7Mais moi je suis un ver22.7 Voir Jb 25.6 ; Es 41.14., ╵je ne suis plus un homme,
tout le monde m’insulte, ╵le peuple me méprise,
8ceux qui me voient ╵se rient de moi.
Tous, ils ricanent, ╵en secouant la tête22.8 Réminiscence en Mt 27.39 ; Mc 15.29. Voir Ps 109.25. :
9« Il se confie en l’Eternel ?
Eh bien, que maintenant ╵l’Eternel le délivre !
Puisqu’il trouve en lui son plaisir, ╵qu’il le libère donc22.9 Cité par les autorités juives devant Jésus en croix (Mt 27.43). ! »
10Toi, tu m’as fait sortir ╵du ventre maternel,
tu m’as mis en sécurité ╵sur le sein de ma mère.
11Dès mon jeune âge, ╵j’ai été placé sous ta garde.
Dès avant ma naissance, ╵tu es mon Dieu.
12Ne reste pas si loin de moi ╵car le danger est proche,
et il n’y a personne ╵qui vienne pour m’aider.
13De nombreux taureaux m’environnent :
ces fortes bêtes du Basan22.13 Le Basan était la région du nord-est du pays d’Israël où l’on élevait des bovins renommés pour leur vigueur (voir Dt 32.14 ; Ez 39.18). ╵sont tout autour de moi.
14Ils ouvrent largement ╵leurs gueules contre moi,
ils sont comme un lion ╵qui rugit et déchire.
15Je suis comme une eau qui s’écoule
et tous mes os sont disloqués.
Mon cœur est pareil à la cire,
on dirait qu’il se fond en moi.
16Ma force est desséchée ╵comme un tesson d’argile,
ma langue colle à mon palais22.16 Voir Jn 19.28.,
tu me fais retourner ╵à la poussière de la mort.
17Des hordes de chiens m’environnent,
la meute des méchants m’assaille.
Ils ont percé22.17 D’après certains manuscrits hébreux et les versions grecque et syriaque. La plupart des manuscrits hébreux ont : comme un lion. mes mains, mes pieds,
18je pourrais compter tous mes os ;
ils me regardent, ils me toisent,
19ils se partagent mes habits
et tirent au sort ma tunique22.19 Voir Mt 27.35 ; Mc 15.24 ; Lc 23.34 ; Jn 19.24..
20Mais toi, ô Eternel, ╵ne reste pas si loin !
O toi, ma force, ╵viens en hâte à mon aide !
21Délivre ma vie de l’épée !
Protège-moi ╵de la fureur des chiens !
22Délivre-moi ╵de la gueule du lion !
Préserve-moi ╵des cornes des taureaux !
Oui, tu m’as répondu !
23Je proclamerai à mes frères ╵quel Dieu tu es,
je te louerai ╵dans l’assemblée22.23 Cité en Hé 2.12..
24Vous tous qui craignez l’Eternel, ╵célébrez-le !
Descendants de Jacob, ╵glorifiez-le !
Descendants d’Israël, ╵redoutez-le !
25Il n’a ni mépris ni dédain ╵pour le pauvre dans l’affliction,
il n’a pas détourné ╵son regard loin de lui.
Non ! il a écouté ╵l’appel à l’aide ╵qu’il lui lançait.
26Grâce à toi, je te loue ╵dans la grande assemblée,
j’accomplirai mes vœux ╵devant ceux ╵qui te craignent.
27Que les malheureux mangent, ╵et qu’ils soient rassasiés !
Oui, qu’ils louent l’Eternel, ╵ceux qui vivent pour lui !
Que votre vie dure toujours !
28Aux confins de la terre, ╵tous les peuples du monde ╵se souviendront de l’Eternel. ╵Tous, ils se tourneront vers lui,
et toutes les peuplades ╵se prosterneront devant lui.
29Car l’Eternel est roi,
et il domine sur les peuples.
30Tous les grands de la terre ╵mangeront et l’adoreront,
et ceux qui s’en vont vers la tombe,
ceux dont la vie décline, ╵se prosterneront devant lui.
31Leur postérité, à son tour, ╵servira l’Eternel
et parlera de lui ╵à la génération ╵qui viendra après elle.
32Ils proclameront sa justice
et ils annonceront ╵au peuple qui va naître ╵ce qu’a fait l’Eternel.
