Sørgesang i Babylonien
1Ved Babyloniens floder sad vi og græd,
når vi tænkte tilbage på Zion.
2Harperne havde vi ikke lyst til at bruge,
så vi hængte dem op i piletræerne.
3Vore fangevogtere forlangte, at vi skulle synge,
vore plageånder pålagde os at være glade:
„Syng en sang om Zion for os!”
4Hvordan skulle vi kunne synge for Herren,
når vi sygner hen i et fremmed land?
5Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
må min højre hånd da blive lammet!
6Gid min tunge må klæbe til ganen,137,6 Med lammet hånd kunne han ikke mere spille på harpen, og med tungen låst fast kunne han ikke synge mere.
hvis jeg ikke husker på dig
og sætter dig højere end alt andet.
7Herre, husk, hvad edomitterne sagde,
da Jerusalem blev indtaget af babylonierne:
„Riv byen ned, jævn den med jorden!”
8Babylon, du går din undergang i møde.
Velsignet være dem, der gengælder dig,
hvad du har gjort mod os.
9Lad dem tage dine spædbørn
og knuse dem mod klippen.
第 137 篇
被掳者的哀歌
1我们坐在巴比伦河畔，
想起锡安禁不住凄然泪下。
2我们把琴挂在柳树上。
3俘虏我们的人要我们唱歌，
掳掠我们的人要我们歌唱，说：
“给我们唱一首锡安的歌。”
4我们流落异邦，
怎能唱颂赞耶和华的歌呢？
5耶路撒冷啊，倘若我忘了你，
情愿我的右手无法再拨弄琴弦；
6倘若我忘了你，
不以你为我的至爱，
情愿我的舌头不能再歌唱。
7耶和华啊，
求你记住耶路撒冷沦陷时以东人的行径。
他们喊道：
“拆毁这城，把它夷为平地！”
8巴比伦城啊，
你快要灭亡了，
那向你以牙还牙为我们复仇的人有福了！
9那抓住你的婴孩摔在石头上的人有福了！
