Bildads anden tale til Job
1Nu gik Bildad igen i rette med Job:
2„Hold nu op med al din snak, Job!
Kom til fornuft, så vi kan tale sammen.
3Hvad regner du os egentlig for?
En flok dumme, umælende får?
4Du opnår intet ved at pine og plage dig selv.
Verden går videre, uanset hvad du gør.
5Synd fører nu engang til straf,
og de ondes livslys slukkes.
6Mørket indhyller deres bolig,
og de får et ulykkelig endeligt.
7Deres faste skridt bliver usikre,
de snubler over deres egne ben.
8Deres fødder fører dem til fald,
de er ude på gyngende grund.
9De går lige i fælden og sidder fast i saksen,
får en løkke om foden og kan ikke komme fri.
10En skjult snor er spændt ud over vejen,
et reb ligger parat som en løkke.
11Rædselen kommer imod dem fra alle sider,
angsten er lige i hælene på dem.
12Deres livskraft udtæres,
undergangen ligger på lur efter dem,
13sygdom æder dem langsomt op,
døden har lagt sin klamme hånd på dem.
14De trækkes ud af deres trygge bolig
og føres frem til den frygtelige død.
15Ild og svovl regner ned over dem,
deres ejendom bliver omdannet til aske.
16De er som et træ med udtørrede rødder,
hvor alle grenene er ved at visne.
17Ingen mindes dem, når de er borte,
deres navne går hurtigt i glemmebogen.
18De udslettes fra jordens overflade,
skubbes fra lyset ind i mørket.
19De efterlader sig ingen arvinger,
deres slægt uddør med dem.
20Alle, som hører om deres ulykke,
gribes af gru og forfærdelse.
21Ja, sådan går det onde mennesker,
dem, der ikke har ærefrygt for Gud.”
Вилдад
1А Вилдад из Суша је одговорио овим речима:
2„Када ћете да станете са причом?
Уразумите се, па да разговарамо.
3Зашто би нас за стоку сматрали?
Зар смо глупи у вашим очима?
4Ти што раздиреш у свом бесу душу своју!
Хоће ли због тебе земља да опусти,
хоће ли се са свог места померити стена?
5Баш се гаси светло зликовца,
неће сијати жар његовог плама.
6Згаснуће светло у његовом шатору,
а над њим ће догорети светиљка.
7Јењава жилавост његових корака
и руше га намере његове.
8Јер су му ноге упале у мрежу,
у њене се петље запетљао.
9Замка га је за пету зграбила,
заплела га омча.
10За њега је клопка на тлу сакривена,
на путу је замка за њега.
11Ужаснут је од страхота свуд унаоколо,
сатиру га на кораку сваком.
12Гладна га је невоља његова,
пропаст је спремљена да га саплете.
13Она му растаче делове коже,
најцрња смрт му једе удове.
14Одвлаче га из сигурности свог шатора,
и терају до цара страхоте18,14 До смрти..
15Њему туђи пребиваће у његовом шатору,
сумпор ће му по имању разасути.
16Корење његово иструлиће одоздо,
а његове гране свенуће одозго.
17Ишчезнуће са земље сећање на њега,
неће му се на улици име чути.
18Отераће га са светла у таму,
протераће га са земље.
19Остаће без рода,
без порода у народу своме,
без преживелога у свом завичају.
20На његов дан згрануће се и они на западу,
а и оне на истоку подилазиће језа.
21Заиста, такав је завичај злотвора,
такво је место онога што за Бога не зна!“
