Bildads anden tale til Job
1Nu gik Bildad igen i rette med Job:
2„Hold nu op med al din snak, Job!
Kom til fornuft, så vi kan tale sammen.
3Hvad regner du os egentlig for?
En flok dumme, umælende får?
4Du opnår intet ved at pine og plage dig selv.
Verden går videre, uanset hvad du gør.
5Synd fører nu engang til straf,
og de ondes livslys slukkes.
6Mørket indhyller deres bolig,
og de får et ulykkelig endeligt.
7Deres faste skridt bliver usikre,
de snubler over deres egne ben.
8Deres fødder fører dem til fald,
de er ude på gyngende grund.
9De går lige i fælden og sidder fast i saksen,
får en løkke om foden og kan ikke komme fri.
10En skjult snor er spændt ud over vejen,
et reb ligger parat som en løkke.
11Rædselen kommer imod dem fra alle sider,
angsten er lige i hælene på dem.
12Deres livskraft udtæres,
undergangen ligger på lur efter dem,
13sygdom æder dem langsomt op,
døden har lagt sin klamme hånd på dem.
14De trækkes ud af deres trygge bolig
og føres frem til den frygtelige død.
15Ild og svovl regner ned over dem,
deres ejendom bliver omdannet til aske.
16De er som et træ med udtørrede rødder,
hvor alle grenene er ved at visne.
17Ingen mindes dem, når de er borte,
deres navne går hurtigt i glemmebogen.
18De udslettes fra jordens overflade,
skubbes fra lyset ind i mørket.
19De efterlader sig ingen arvinger,
deres slægt uddør med dem.
20Alle, som hører om deres ulykke,
gribes af gru og forfærdelse.
21Ja, sådan går det onde mennesker,
dem, der ikke har ærefrygt for Gud.”
