Jeremiasʼ Bog 18 – BPH & NVI

Bibelen på hverdagsdansk

Jeremiasʼ Bog 18:1-23

I pottemagerens værksted

1En dag sagde Herren til mig: 2„Gå ned til pottemagerens værksted, så skal jeg fortælle dig noget.” 3Jeg gjorde, som Herren sagde, og fandt pottemageren i færd med at forme krukker på sin drejeskive. 4Af og til blev en krukke ikke, som han havde tænkt sig. Så begyndte han forfra for at lave en ny og bedre krukke.

5Så sagde Herren til mig: 6„Kan jeg ikke gøre med Israel, som pottemageren gør med sit ler? Som leret i pottemagerens hånd, sådan er mit folk i min hånd. 7Af og til truer jeg en nation eller et folkeslag med undergang og ødelæggelse. 8Men hvis de omvender sig fra deres synd og ondskab, gør jeg ikke alvor af min trussel.

9Hvis jeg lover at velsigne et folk, 10men det folk så gør, hvad der er ondt i mine øjne, og ikke adlyder mig, får de alligevel ikke den velsignelse, jeg havde lovet dem.”

11Derfor befalede Herren mig at sige til Judas folk og Jerusalems indbyggere: „Hør Herrens ord: Han har planer om at straffe jer. Derfor skal I omvende jer fra jeres ondskab og gøre, hvad der er ret.” 12Men folket svarede: „Nej, vi gør, hvad vi vil! Og vi har tænkt os at blive ved med at følge, hvad du kalder vores ondskab.”

13Da svarede Herren: „Har man hørt noget lignende? Ikke engang de gudløse folkeslag er så oprørske. Mit folks hovmod overgår enhver beskrivelse. 14Sneen på Libanons bjerge smelter aldrig helt, og vandløbene med det kolde smeltevand tørrer aldrig ud. 15Men med mit folk er det anderledes. De har svigtet mig og vendt sig til tåbelige afguder. De er drejet af fra den gamle og sikre lydighedsvej, og vader nu rundt på syndens mudrede stier. 16Derfor vil deres land opleve en frygtelig straf og blive et mindesmærke over deres tåbelighed. Alle, der kommer forbi, vil undre sig og ryste på hovedet over dets grufulde skæbne. 17Når fjenden kommer, vil mit folk blive spredt for alle vinde som støvet, der hvirvles bort af østenvinden. Når ulykken er over dem, vender jeg ryggen til dem. Jeg hjælper dem ikke.”

18Det fik folk til at udbryde: „Kom, lad os blive af med Jeremias! Vi har stadig vores præster til at undervise i loven, vismænd til at give os gode råd, og profeter til at fortælle os Guds vilje. Lad os anklage ham for domstolen, så vi bliver fri for at høre på ham.”

19Da bad jeg til Herren: „Hjælp mig, Herre. Hør, hvad mine fjender har planer om at gøre. 20Skal de have lov til at gengælde godt med ondt? De er ude på at slå mig ihjel, skønt jeg gik i forbøn for dem og prøvede at beskytte dem mod din vrede. 21Så lad dem da få, hvad de fortjener. Lad deres børn sulte ihjel eller blive dræbt med sværdet. Lad deres koner blive barnløse enker. Lad deres gamle mænd dø af sygdom og deres unge mænd falde i krigen. 22Lad skrigene høres fra deres hjem, når de tages på sengen af fjendens krigere. For de har gravet en faldgrube og sat fælder langs min vej. 23Herre, du kender deres morderiske planer. Tilgiv dem ikke, se ikke igennem fingre med deres synder. Lad dem få med dig og din vrede at bestille.”

Nueva Versión Internacional

Jeremías 18:1-23

Parábola del alfarero

1Esta es la palabra que vino a Jeremías de parte del Señor: 2«Levántate y baja ahora mismo a la casa del alfarero y allí te comunicaré mi mensaje».

3Entonces bajé a la casa del alfarero y lo encontré trabajando en el torno. 4Pero la vasija que estaba modelando se deshizo en sus manos; así que volvió a hacer otra vasija, hasta que le pareció que había quedado bien.

5En ese momento la palabra del Señor vino a mí y me dijo: 6«Pueblo de Israel, ¿acaso no puedo hacer con ustedes lo mismo que hace este alfarero con el barro?», afirma el Señor. «Ustedes, pueblo de Israel, son en mis manos como el barro en las manos del alfarero. 7En un momento puedo hablar de arrancar, derribar y destruir a una nación o a un reino; 8pero si la nación de la cual hablé se arrepiente de su maldad, también yo desistiré del castigo que había pensado infligirles. 9En otro momento puedo hablar de construir y plantar a una nación o a un reino. 10Pero si esa nación hace lo malo ante mis ojos y no me obedece, yo desistiré del bien que había pensado hacerles. 11Y ahora habla con los habitantes de Judá y de Jerusalén y adviérteles que así dice el Señor: “Estoy preparando una calamidad contra ustedes y elaborando un plan en su contra. ¡Vuélvanse ya de su mal camino; enmienden su conducta y sus acciones!”. 12Ellos objetarán: “Es inútil. Vamos a seguir nuestros propios planes” y cada uno cometerá la maldad que dicte su obstinado corazón».

13Por eso, así dice el Señor:

«Pregunten entre las naciones:

¿Quién ha oído algo semejante?

La virginal Israel

ha cometido algo terrible.

14¿Acaso la nieve del Líbano

desaparece de las laderas rocosas?

¿Se agotan las aguas frías

que fluyen de las montañas?18:14 ¿Se agotan … montañas? Texto de difícil traducción.

15Sin embargo, mi pueblo me ha olvidado;

quema incienso a ídolos inútiles,

que los hicieron tropezar en sus caminos,

en los senderos antiguos.

Los hicieron caminar

por sendas y veredas escabrosas.

16Así ha dejado desolada su tierra;

la ha hecho objeto de burla constante.

Todo el que pase por allí

meneará atónito la cabeza.

17Como un viento del este,

los esparciré delante del enemigo.

En el día de su calamidad

les daré la espalda y no la cara».

18Ellos dijeron: «Vengan, tramemos un plan contra Jeremías. Porque no faltará la Ley al sacerdote, ni el consejo al sabio, ni la palabra al profeta. Ataquémoslo de palabra y no hagamos caso de nada de lo que diga».

19¡Señor, préstame atención!

¡Escucha a los que me acusan!

20¿Acaso el bien se paga con el mal?

¡Pues ellos me han cavado una fosa!

Recuerda que me presenté ante ti

para interceder por ellos,

para apartar de ellos tu ira.

21Por eso, entrega ahora sus hijos al hambre;

abandónalos a merced de la espada.

Que sus esposas se queden viudas y sin hijos;

que sus maridos mueran asesinados

y que sus jóvenes caigan en combate a filo de espada.

22Que se oigan los gritos desde sus casas,

cuando de repente mandes contra ellos invasores.

Han cavado una fosa para atraparme,

y han puesto trampas a mi paso.

23Pero tú, Señor, conoces

todos sus planes para matarme.

¡No perdones su iniquidad

ni borres de tu presencia sus pecados!

¡Que caigan derribados ante ti!

¡Enfréntate a ellos en el momento de tu ira!