Klagesangene 1 – BPH & NVI

Bibelen på hverdagsdansk

Klagesangene 1:1-22

Jerusalem i sorg

1Ak ja, den travle by er nu folketom.

Den storslåede by sidder tilbage som en fattig enke.

Dronningen blandt byer blev degraderet til tjenestepige.

2Byen jamrer og græder natten lang.

Ingen kommer for at trøste hende i sorgen.

Alle de gamle venner har svigtet hende.

3Det judæiske folk blev mishandlet og ført bort som slaver.

De vansmægter nu i det fremmede uden at finde hvile.

De kunne ikke undslippe, da fjenden oversvømmede byen.

4Efter at templet blev ødelagt, er det forbi med højtid og fest.

Vejene op til Jerusalem er øde, og byens gader tomme.

Præsterne sørger, pigerne græder, hele byen er fortvivlet.

5Fjenderne gik af med sejren og plyndrede byen.

Det var Herrens straf for al folkets ulydighed.

Alle byens indbyggere blev ført bort som slaver.

6Glansen er fuldstændig gået af den før så herlige by.

Byens ledere var udhungrede som hjorte, der forgæves leder efter føde.

De var for udmattede til at undslippe deres forfølgere.

7Hjemløs og fattig sidder Jerusalem og mindes de skatte, hun1,7 Byer er i bibelsk poesi altid hunkøn. har mistet.

Ingen af hendes venner kom hende til hjælp mod fjendens angreb.

Hun blev hånet og spottet af den overlegne fjende.

8Ingen vil længere se op til Jerusalem, som de gjorde engang.

Hun blev ydmyget og plyndret på grund af sine mange synder.

Nu sidder hun og jamrer, afklædt og skamfuld.

9Jerusalem var utro mod Herren uden at tænke på følgerne.

Hun fik en frygtelig straf, og der er ingen, der trøster hende.

„Se min elendighed!” råber hun til Herren. „Min fjende foragter mig!”

10Katastrofen er ikke til at bære, for alt er tabt.

Ikke alene blev alle byens værdier plyndret,

men fremmede folkeslag brød ind i templet og vanhelligede det.

11Lidelsen ramte alle, som boede i byen.

Hungersnøden tvang dem til at sælge deres sidste ejendele for lidt mad.

Byen råber i sin nød: „Ak, Herre, se dog, hvor foragtet jeg er!

12Mon der findes en større smerte end min?

Hvad mener I, der står og ser på min ulykke?

Det er jo Herren selv, der har sendt sin straf.

13Nettet blev kastet ud over mig, og han fangede mig i fælden.

Dommen kom ned fra himlen som en fortærende ild.

Ensom og forladt sidder jeg her i min stadige pine.

14Om halsen på mig ligger en byrde, som tynger mig til jorden.

Alle mine synder har han lagt som et åg på mine skuldre.

Jeg kunne intet gøre mod de mægtige fjender, han sendte.

15På slagmarken ligger mine døde, tapre krigere.

Han sendte en mægtig hær mod mine unge soldater.

Han trampede på os, som man tramper druer i vinpersen.

16Resultatet er en stadig strøm af tårer.

Der er ingen til at trøste og hjælpe mig.

Alt er håbløst, for fjenden har besejret os totalt.”

17Selv om byen beder om nåde, er der ingen trøst at hente.

Det var Herren, der befalede nabofolkene at gå imod Israel.

De ser nu på Jerusalem som det værste skidt.

18„Trods mine lidelser,” siger Jerusalem, „ved jeg, at Herrens dom var retfærdig,

for vi gjorde oprør imod alle hans befalinger.

Forstå min smerte, alle I folkeslag: Mine indbyggere er ført bort som slaver.

19Uanset mit råb om hjælp blev jeg svigtet af mine nærmeste venner.

Mine præster og ledere bukkede under for hungersnøden,

forgæves søgte de efter mad nok til at overleve.

20Vær mig nådig, Herre, for jeg erkender min synd.

De, der vovede sig ud på gaden, blev dræbt af sværdet,

men de, der blev inde i husene, bukkede under for sulten.

21Ynkelige suk er alt, hvad jeg kan ytre, og der kommer ingen for at trøste mig.

Mine fjender fryder sig over den dom, du har afsagt over mig.

Gid du snart vil fælde dom over dem, ligesom du dømte mig.

22Åh, Herre, glem ikke al deres ondskab!

Straf dem, som du har straffet mig!

Mit hjerte er fuldt af sorg, og jeg sukker konstant.”

Nueva Versión Internacional

Lamentaciones 1:1-22

Álef

Lm 1 Este capítulo es un poema acróstico, que sigue el orden del alfabeto hebreo. 1¡Cuán solitaria se encuentra

la que fue ciudad populosa!

¡Tiene apariencia de viuda

la que fue grande entre las naciones!

¡Hoy es esclava de las provincias

la que fue gran señora entre ellas!

Bet

2Amargamente llora por la noche;

corren las lágrimas por sus mejillas.

No hay entre sus amantes

uno solo que la consuele.

Todos sus amigos la traicionaron;

se volvieron sus enemigos.

Guímel

3En aflicción y con trabajos forzados

Judá marchó al exilio.

Habita entre las naciones

sin encontrar reposo.

Todos sus perseguidores la acosan,

la ponen en aprietos.

Dálet

4Los caminos a Sión están de duelo;

ya nadie asiste a sus fiestas solemnes.

Las puertas de la ciudad se ven desoladas:

sollozan sus sacerdotes,

se turban sus doncellas,

¡toda ella es amargura!

He

5Sus enemigos se volvieron sus amos;

tranquilos se ven sus adversarios.

El Señor la ha acongojado

por causa de sus muchos pecados.

Sus hijos marcharon al cautiverio,

arrastrados por sus enemigos.

Vav

6La hija de Sión ha perdido

todo su esplendor.

Sus príncipes parecen ciervos

que vagan en busca de pastos.

Exhaustos, se dan a la fuga

frente a sus perseguidores.

Zayin

7Jerusalén trae a la memoria los tristes días de su peregrinaje;

se acuerda de todos los tesoros

que en el pasado fueron suyos.

Cuando su pueblo cayó en manos enemigas

nadie acudió en su ayuda.

Sus enemigos vieron su caída

y se burlaron de ella.

Jet

8Grave es el pecado de Jerusalén;

por eso se ha vuelto impura.

Los que antes la honraban ahora la desprecian,

pues han visto su desnudez.

Ella misma gime

y no se atreve a dar la cara.

Tet

9Sus vestidos están llenos de inmundicia;

no tomó en cuenta lo que le esperaba.

Su caída fue sorprendente;

no hubo nadie que la consolara.

«¡Mira, Señor, mi aflicción!

¡El enemigo ha triunfado!».

Yod

10El enemigo se adueñó

de todos sus tesoros.

Ella vio naciones paganas

entrar en su santuario,

a las que tú prohibiste

entrar en tu asamblea.

Caf

11Todo su pueblo solloza

y anda en busca de pan;

para mantenerse con vida

cambian por comida sus tesoros.

«¡Mira, Señor, date cuenta

de cómo me han despreciado!».

Lámed

12«Fíjense ustedes, los que pasan por el camino:

¿Acaso no les importa?

Miren si hay un sufrimiento comparable al mío,

como el que el Señor me ha hecho padecer,

como el que el Señor lanzó sobre mí

en el día de su furor.

Mem

13»Desde lo alto él envió un fuego

que penetró en mis huesos.

A mi paso tendió una trampa

y me hizo retroceder.

Me abandonó por completo;

a todas horas me sentía desfallecer.

Nun

14»Mis pecados fueron atados a un yugo;

sus manos los ataron juntos.1:14 a un yugo; … juntos. Texto de difícil traducción.

Me los ha colgado al cuello,

y ha debilitado mis fuerzas.

Me ha entregado en manos de gente

a la que no puedo ofrecer resistencia.

Sámej

15»En mi ciudad el Señor ha rechazado

a todos los guerreros.

Convocó un ejército contra mí,

para despedazar1:15 Convocó … despedazar. Alt. ha establecido mi tiempo, / cuando él despedazará. a mis jóvenes.

El Señor ha pisado como en un lagar

a la virginal hija de Judá.

Ayin

16»Todo esto me hace llorar;

mis ojos se inundan de lágrimas.

No tengo cerca a nadie que me consuele;

no tengo a nadie que me reanime.

Mis hijos quedaron abandonados

porque el enemigo salió victorioso».

Pe

17Sión clama pidiendo ayuda,1:17 clama pidiendo ayuda. Lit. extiende las manos.

pero no hay quien la consuele.

Por decreto del Señor

los vecinos de Jacob son ahora sus enemigos;

Jerusalén ha llegado a ser

inmundicia en medio de ellos.

Tsade

18«El Señor es justo,

pero yo me rebelé contra su palabra.

Escuchen, todos los pueblos,

y vean mi sufrimiento.

Mis doncellas y mis jóvenes

han marchado al destierro.

Qof

19»Llamé a mis amantes,

pero ellos me traicionaron.

Mis sacerdotes y mis ancianos

perecieron en la ciudad,

mientras buscaban alimentos

para mantenerse con vida.

Resh

20»¡Mírame, Señor, que me encuentro angustiada!

¡Siento una profunda agonía!1:20 ¡Siento … agonía! Lit. Mis entrañas se agitan.

Mi corazón se agita dentro de mí,

pues he sido muy rebelde.

Allá afuera, la espada me deja sin hijos;

dentro de la casa hay ambiente de muerte.

Shin

21»La gente ha escuchado mi gemir,

pero no hay quien me consuele.

Todos mis enemigos conocen mi pesar

y se alegran de lo que has hecho conmigo.

¡Manda ya tu castigo anunciado,

para que sufran lo que he sufrido!

Tav

22»¡Que llegue a tu presencia

toda su maldad!

¡Trátalos como me has tratado a mí

por causa de todos mis pecados!

Son muchos mis quejidos,

y mi corazón desfallece».