Guds svar
1Herren siger til sit folk: „Jeg viste mig for dem, der ikke spurgte efter mig. Jeg blev fundet af dem, der ikke søgte mig. Jeg sagde til et folk, som egentlig ikke var mit folk: ‚Se, her er jeg!’
2Dagen lang rakte jeg hænderne ud mod et ulydigt og oprørsk folk, som handlede ondt og fulgte deres egne tanker, 3et folk, som blev ved med at håne mig op i mit åbne ansigt ved at dyrke deres afguder i haverne og brænde offerild på hustagene for fremmede guder. 4Om natten gik de ud til gravhulerne for i al hemmelighed at søge kontakt med de afdøde, og de spiste svinekød og anden uren mad. 5Alligevel sagde de til andre mennesker: ‚Rør ikke ved mig, for du gør mig uren med din synd. Jeg er nemlig hellig og ren.’ De er som en stadig stank i min næse.
6Deres synderegister er langt, og jeg giver ikke op, før de har fået, hvad de fortjener. 7Jeg straffer jer ikke kun for jeres egne synder, men også for jeres forfædres synder. Også de brændte røgelse på bjergene og hånede mig ved at dyrke deres afguder på offerhøjene. I skal få den fulde straf for jeres synd.”
8„Men jeg vil ikke udslette jer alle,” siger Herren. „På en rådden drueklase kan man altid finde enkelte gode druer, der ikke fortjener at blive kasseret. Jeg har da også fundet sande Guds tjenere i Israel, og dem vil jeg ikke lade gå til grunde sammen med de andre. 9Jeg vil frelse en rest af Israels folk og Judas efterkommere. Mine udvalgte, som tjener mig, skal arve landet og bo der. 10Saronsletten bliver græsmarker for deres får, og i Akors dal vil deres kvæg ligge og tygge drøv. Det lover jeg dem af mit folk, som søger mig.
11Men I, som har svigtet mig og mit tempel og i stedet tilbeder lykkeguden og skæbneguden, 12jeres skæbne bliver sværdhug, og jeres lykke bliver at knæle til nedslagtning. For da jeg kaldte, svarede I ikke, og da jeg talte, hørte I ikke efter. I syndede bevidst for øjnene af mig og valgte at handle stik imod min vilje.”
13Derfor siger Gud Herren: „I skal sulte, men de, der tjener mig, skal spise. I skal tørste, men de skal drikke. I skal hænge med hovedet i skam, men de skal glæde sig. 14I skal græde af sorg og jamre i fortvivlelse, men de skal juble af fryd. 15Mine udvalgte vil huske jer som dem, der blev forbandet og dræbt af Herren. Mine tjenere får en bedre fremtid.
16Til den tid vil I igen begynde at bruge mit navn, når I aflægger en ed eller udtaler en velsignelse, for jeg er en trofast Gud. Da vil de gamle problemer være glemt og ikke længere huskes.
17Hør her! Jeg vil skabe en ny himmel og en ny jord, og man vil ikke huske det gamle mere. 18Glæd jer! Fryd jer for evigt over mit nye skaberværk!
Jeg gør Jerusalem til et vidunderligt sted, hvor folk vil juble af glæde. 19Og jeg vil fryde mig over mit folk i Jerusalem. Ingen skal længere græde og jamre af sorg. 20Ingen børn vil dø som spæde, og de gamle vil ikke gå bort før tiden. Hundrede år skal betragtes som en ung alder, og en, der ikke når de hundrede, vil man regne for at være under forbandelse. 21De bygger sig huse og bor der selv, de planter vinmarker og nyder selv dens frugt. 22De bliver ikke jaget fra hus og hjem, og andre røver ikke deres høst. Mit folk vil opnå en høj alder og nyde frugten af deres arbejde. 23De skal ikke arbejde forgæves eller føde børn for bare at miste dem igen. De er Herrens velsignede folk, og velsignelsen skal gå i arv til deres børn. 24Jeg vil gribe ind og hjælpe dem, før de kalder på mig. Ja, før de ved, hvad de skal bede om, vil jeg give dem det, de har brug for. 25Ulven og lammet skal græsse sammen, løven skal æde hø som oksen, men slangen skal spise støv. Til den tid vil der hverken findes ondskab eller ødelæggelse i hele mit hellige bjergland,” siger Herren.
Atemmuo Ne Nkwagyeɛ
1“Medaa me ho adi kyerɛɛ wɔn a wɔammisa mʼase;
wɔn a wɔnhwehwɛ me no hunuu me.
Ɔman a wɔnnsu mfrɛ me no
Meka kyerɛɛ wɔn sɛ, ‘Me nie, Me nie.’
2Ɛda mu nyinaa, matrɛ me nsa mu ama
nnipa a wɔyɛ asoɔden ne nyiyiano,
a wɔnenam akwammɔne so,
na wɔdi wɔn ankasa nsusuiɛ akyi.
3Nnipa a daa no wɔyi me ahi
wɔ mʼanim pɛɛ.
Wɔbɔ afɔdeɛ wɔ nturo mu
na wɔhye nnuhwam wɔ ntayaa afɔrebukyia so;
4Wɔtenana adamena so
na anadwo wɔsiri pɛ nkokoam;
wɔwe prakonam
na wɔn nkwansɛn mu nso, wɔayɛ nkwan a wɔde ɛnam a ɛho nteɛ ayɛ;
5wɔka sɛ, ‘Momfiri ha; mo mmɛn me,
ɛfiri sɛ me ho te dodo ma mo!’
Saa nnipa yi yɛ wisie wɔ me hwene mu,
ogya a ɛkɔ so hyeɛ da mu nyinaa.
6“Hwɛ, wɔatwerɛ ato hɔ wɔ mʼanim sɛ,
merennyɛ komm, mɛtua so ka pɛpɛɛpɛ;
mɛtua so ka agu wɔn asrɛ so,
7mo ne mo agyanom bɔne nti,”
sei na Awurade seɛ.
“Esiane sɛ wɔhyee afɔrebɔdeɛ wɔ mmepɔ so
na wɔtwirii me wɔ nkokoɔ so enti
mɛsusu bɔne a wɔyɛɛ kane no so akatua pɛpɛɛpɛ
agu wɔn asrɛ so.”
8Yei ne deɛ Awurade seɛ:
“Sɛdeɛ wɔnya nsuo firi bobe dontwo mu
na nnipa ka sɛ, ‘Monnsɛe no,
ɛfiri sɛ adepa bi da so wɔ mu’ no
saa ara na mʼasomfoɔ no enti mɛyɛ.
Merensɛe wɔn nyinaa.
9Mede Yakob asefoɔ bɛba,
na me mmepɔ no sodifoɔ afiri Yuda aba;
me nkurɔfoɔ a mapa wɔn no bɛdi wɔn adeɛ,
na ɛhɔ na mʼasomfoɔ bɛtena.
10Saron bɛyɛ nnwankuo adidibea,
na Akɔr bɔnhwa no ayɛ anantwikuo homebea,
ama me nkurɔfoɔ a wɔhwehwɛ me.
11“Na mo a mogya Awurade
na mo werɛ firi ne bepɔ kronkron no,
mo a moto ɛpono ma Ahonya bosom no
na mohyɛ afransa wɔ nkuruwa mu ma Nkrabea bosom no,
12mede mo bɛto akofena ano,
na mo nyinaa akoto ama wɔakum mo;
ɛfiri sɛ mefrɛeɛ nanso moannye so,
mekasaeɛ nanso moantie.
Moyɛɛ deɛ ɛyɛ mʼani so bɔne
na moyɛɛ deɛ mempɛ.”
13Enti yei ne deɛ Otumfoɔ Awurade seɛ:
“Mʼasomfoɔ bɛdidi,
nanso ɛkɔm bɛde wɔn,
mʼasomfoɔ bɛnom,
nanso osukɔm bɛde wɔn;
mʼasomfoɔ ani bɛgye,
nanso wɔn anim bɛgu ase.
14Mʼasomfoɔ bɛto nnwom
afiri akoma mu anigyeɛ mu
na wɔbɛteam asu
afiri wɔn akoma ahoyera mu
na wɔbɛtwa adwo afiri honhom a ayɛ mmrɛ mu.
15Mo din bɛyɛ mmusuo
ama wɔn a mapa wɔn;
Otumfoɔ Awurade bɛkum mo
na nʼasomfoɔ deɛ, ɔbɛma wɔn edin foforɔ.
16Obiara a ɔsrɛ nhyira wɔ asase no so
bɛyɛ wɔ nokorɛ Onyankopɔn mu;
obiara a ɔka ntam wɔ asase no so
bɛka no wɔ nokorɛ Onyankopɔn mu.
Na ɔhaw a atwam no, wɔn werɛ bɛfiri
na me nso, me werɛ bɛfiri.
17“Hwɛ! Mɛbɔ
ɔsorosoro foforɔ ne asase foforɔ.
Wɔrenkae nneɛma a atwam no bio,
na ɛremma adwene mu nso.
18Nanso momma mo ani nnye na monni ahurisie afebɔɔ
wɔ deɛ merebɛbɔ ho,
ɛfiri sɛ mɛbɔ Yerusalem ama ayɛ anika
na emu nnipa ayɛ anigyeɛ farebae.
19Mɛsɛpɛ me ho wɔ Yerusalem mu,
na madi ahurisie wɔ me nkurɔfoɔ ho.
Na wɔrente agyaadwoɔ ne osu nnyegyeeɛ
wɔ mu bio.
20“Ɛrensi bio wɔ mu.
Abɔfra a ne nkwa nna yɛ kakraa bi,
anaa akɔkoraa a ɔnni ne mfeɛ nwieeɛ,
deɛ ɔdi mfeɛ ɔha na ɔwu no
wɔbɛfa no sɛ ɔbabunu bi kɛkɛ;
na deɛ wannya mfeɛ ɔha no
wɔbɛfa no sɛ wɔadome no.
21Wɔbɛsisi afie na wɔatena mu,
wɔbɛyɛ bobe nturo na wɔadi mu aba.
22Wɔrensisi afie mma afoforɔ mmɛtena mu bio,
na wɔrennua mma afoforɔ mmɛdi.
Na nna a nnua di no,
saa ara na me nkurɔfoɔ nna bɛyɛ;
me nkurɔfoɔ a mapa wɔn no bɛdi
wɔn nsa ano adwuma so aba akyɛre.
23Wɔremmrɛ nnwu
na wɔrenwo mma a wɔn hyɛberɛ nnyɛ;
ɛfiri sɛ wɔbɛyɛ nnipa a Awurade ahyira wɔn,
wɔne wɔn asefoɔ.
24Mɛbua wɔn ansa na wɔafrɛ me.
Ɛberɛ a wɔgu so rekasa no, mɛtie.
25Pataku ne odwammaa bɛdidi abɔ mu;
gyata bɛwe ɛserɛ sɛ ɔnantwie,
nanso mfuturo bɛyɛ ɔwɔ aduane.
Wɔrempira obi anaa wɔrensɛe obi
wɔ me bepɔ kronkron so nyinaa,”
sɛdeɛ Awurade seɛ nie.