Esajasʼ Bog 14 – BPH & NVI-PT

Bibelen på hverdagsdansk

Esajasʼ Bog 14:1-32

Israels genoprettelse

1Herren vil forbarme sig over Israels folk. De vil igen blive hans udvalgte folk. Han lader dem bosætte sig i deres eget land, og folk fra andre nationer vil slutte sig til dem og blive en del af Israels folk. 2Fremmede folk skal føre dem hjem, og Israels folk vil bruge nogle af de fremmede som slaver i deres land. Deres fangevogtere bliver taget til fange, og deres undertrykkere bliver undertrykt.

En spottesang om Babylons konge

3Når Herren befrier sit folk fra deres sorg og lidelse og det hårde slavearbejde, de blev udsat for, 4vil de håne Babylons konge med sang:

„Så er tyrannen færdig!

Hans raseri er forbi!

5Herren har knækket den ondes scepter

og brudt den gudløses herskerstav,

6han, som jagtede andre folkeslag,

slog dem i sindssygt raseri

med skånselsløse stokkeslag.

7Nu er der stilhed, nu er der fred.

Hele jorden bryder ud i sang.

8Selv cypresserne glæder sig.

Libanons cedertræer synger:

‚Du havde tænkt at fælde os!

Men det var dig selv, der faldt!’

9Hele dødsriget er på tæerne

for at møde dig, når du ankommer.

Hensovne dødninge rejser sig op,

tidligere stormænd, konger og herskere.

10Som med én mund hilser de dig:

‚Også du blev afmægtig.

Nu er du som os!’

11Din herlighed endte i dødsriget,

harpernes klang forstummede.

Dit leje er redt med råddenskab,

dit tæppe er larver og orme.

12Tænk, at du faldt fra himlen,

du strålende morgenstjerne,

at du blev kastet til jorden,

du store verdenserobrer.

13Du sagde til dig selv:

‚Jeg vil stige op til himlen,

rejse min trone højt over stjernerne,

indtage min plads blandt guderne

på bjerget i det yderste nord.

14Jeg vil stige op til de øverste himle,

komme på højde med den almægtige Gud.’

15I stedet blev du styrtet i dødsriget,

i dets allerdybeste afgrund.

16De, der ser dig der, vil undre sig:

‚Er det ham, for hvem jorden bævede,

og verdens riger rystede?

17Er det ham, som lagde verdens lande øde,

som jævnede storbyer med jorden

og aldrig satte krigsfanger fri?’

18Alle jordens andre konger

hviler værdigt i deres grave,

19mens dit lig ligger henslængt,

nedtrampet som en knækket gren

mellem andre, der blev dræbt af sværdet,

et kadaver kastet i et hul

og dækket med sten.

20Du får ingen kongelig begravelse,

fordi du hærgede dit eget land

og bragte død over dit eget folk.

Din slægt skal uddø

på grund af din ondskab.

21Dine sønner skal dræbes

som straf for din synd.

De skal ikke herske over jorden

og fylde verden med byer.”

22„Jeg vil rejse mig imod Babyloniens folk,” siger Herren, den Almægtige. „Jeg vil udrydde dem og deres børn, så der ingen efterkommere bliver. 23Jeg gør Babylon til en sumpet ødemark, et hjemsted for ugler. Jeg fejer byen væk med ødelæggelsens kost.”

Profeti om Assyriens fald

24Herren, den Almægtige, har svoret: „De tanker, jeg tænker, bliver altid ført ud i livet. De planer, jeg lægger, kommer altid til at ske. 25Jeg vil knuse den assyriske hær i mit land, nedtrampe dem på mine bjerge. Undertrykkerens åg skal fjernes fra mit folk, de skal fritages fra byrden på deres skuldre. 26Sådan er min plan for hele jorden, min magt omfatter alle folkeslag. 27Hvem kan modsætte sig mine planer? Hvem kan gøre modstand, når jeg går til angreb?”

Profeti om filistrenes land

28Følgende budskab kom i det år, kong Ahaz døde:14,28 Ca. år 716 f.Kr. Det er efter, at Nordriget i 722 blev erobret af assyrerkongen Shalmanesar V. Denne konge døde kort efter, i 721, men blev afløst af kong Sargon II, som igen blev afløst af den frygtede kong Sankerib i 705. Sankerib belejrede Jerusalem, men Herren dræbte 185.000 assyriske krigere (2.Kong. 19).

29Glæd dig ikke for tidligt, Filisterland, fordi kæppen, som slog dig, er knækket. Var kæppen en slange, så kommer der nu en giftig øgle i dens sted. 30Jeg beskytter dem, der søger ly hos mig, som en hyrde våger over sine får, mens de græsser. Men din rest vil jeg dræbe med sult, de tiloversblevne slår jeg ihjel. 31Skrig højt i byerne, filistre, klag i portene, lad angsten gribe jer, for I er dømt. En vældig støvsky nærmer sig fra nord, en hær af ivrige krigere. 32Hvad skal vi svare folkenes sendebud? At Herren har lagt en grundvold på Zions bjerg, og dér kan de ydmyge blandt hans folk søge tilflugt.

Nova Versão Internacional

Isaías 14:1-32

1O Senhor terá compaixão de Jacó;

tornará a escolher Israel

e os estabelecerá em sua própria terra.

Os estrangeiros se juntarão a eles

e farão parte da descendência de Jacó.

2Povos os apanharão e os levarão ao seu próprio lugar.

E a descendência de Israel possuirá os povos

como servos e servas na terra do Senhor.

Farão prisioneiros os seus captores

e dominarão sobre os seus opressores.

3No dia em que o Senhor der descanso do sofrimento, da perturbação e da cruel escravidão que sobre você foi imposta, 4você zombará assim do rei da Babilônia:

Como chegou ao fim o opressor!

Sua arrogância14.4 Conforme os manuscritos do mar Morto, a Septuaginta e a Versão Siríaca. acabou-se!

5O Senhor quebrou a vara dos ímpios,

o cetro dos governantes

6que irados feriram os povos

com golpes incessantes

e enfurecidos subjugaram as nações

com perseguição implacável.

7Toda a terra descansa tranquila,

todos irrompem em gritos de alegria.

8Até os pinheiros e os cedros do Líbano

alegram-se por sua causa e dizem:

“Agora que você foi derrubado,

nenhum lenhador vem derrubar-nos!”

9Nas profundezas o Sheol14.9 Essa palavra pode ser traduzida por sepultura, profundezas, ou morte; também no versículo 15 está todo agitado

para recebê-lo quando chegar.

Por sua causa ele desperta os espíritos dos mortos,

todos os governantes da terra.

Ele os faz levantar-se dos seus tronos,

todos os reis dos povos.

10Todos responderão e dirão a você:

“Você também perdeu as forças como nós,

e tornou-se como um de nós”.

11Sua soberba foi lançada na sepultura,

junto com o som das suas liras;

sua cama é de larvas,

sua coberta, de vermes.

12Como você caiu dos céus,

ó estrela da manhã, filho da alvorada!

Como foi atirado à terra,

você, que derrubava as nações!

13Você, que dizia no seu coração:

“Subirei aos céus;

erguerei o meu trono acima das estrelas de Deus;

eu me assentarei no monte da assembleia,

no ponto mais elevado do monte santo14.13 Ou alto do norte. Hebraico: zafon..

14Subirei mais alto que as mais altas nuvens;

serei como o Altíssimo”.

15Mas às profundezas do Sheol você será levado,

irá ao fundo do abismo!

16Os que olham para você admiram-se da sua situação,

e a seu respeito ponderam:

“É esse o homem que fazia tremer a terra,

abalava os reinos,

17fez do mundo um deserto,

conquistou cidades

e não deixou que os seus prisioneiros voltassem para casa?”

18Todos os reis das nações jazem honrosamente,

cada um em seu próprio túmulo.

19Mas você é atirado fora do seu túmulo,

como um galho rejeitado;

como as roupas dos mortos

que foram feridos à espada;

como os que descem às pedras da cova;

como um cadáver pisoteado,

20você não se unirá a eles num sepultamento,

pois destruiu a sua própria terra

e matou o seu próprio povo.

Nunca se mencione

a descendência dos malfeitores!

21Preparem um local para matar os filhos dele

por causa da iniquidade dos seus antepassados;

para que eles não se levantem para herdar a terra

e cobri-la de cidades.

22“Eu me levantarei contra eles”,

diz o Senhor dos Exércitos.

“Eliminarei da Babilônia o seu nome

e os seus sobreviventes,

sua prole e os seus descendentes”,

diz o Senhor.

23“Farei dela um lugar para corujas

e uma terra pantanosa;

vou varrê-la com a vassoura da destruição”,

diz o Senhor dos Exércitos.

Profecia contra a Assíria

24O Senhor dos Exércitos jurou:

“Certamente, como planejei, assim acontecerá,

e, como pensei, assim será.

25Esmagarei a Assíria na minha terra;

nos meus montes a pisotearei.

O seu jugo será tirado do meu povo,

e o seu fardo, dos ombros dele”.

26Esse é o plano estabelecido para toda a terra;

essa é a mão estendida sobre todas as nações.

27Pois esse é o propósito do Senhor dos Exércitos;

quem pode impedi-lo?

Sua mão está estendida;

quem pode fazê-la recuar?

Profecia contra os Filisteus

28Esta advertência veio no ano em que o rei Acaz morreu:

29Vocês, filisteus, todos vocês, não se alegrem

porque a vara que os feria está quebrada!

Da raiz da cobra brotará uma víbora,

e o seu fruto será uma serpente veloz.

30O mais pobre dos pobres achará pastagem,

e os necessitados descansarão em segurança.

Mas eu matarei de fome a raiz de vocês,

e ela matará os seus sobreviventes.

31Lamente, ó porta! Clame, ó cidade!

Derretam-se todos vocês, filisteus!

Do norte vem um exército,

e ninguém desertou de suas fileiras.

32Que resposta se dará

aos emissários daquela nação?

Esta: “O Senhor estabeleceu Sião,

e nela encontrarão refúgio os aflitos do seu povo”.