2. Samuelsbog 14 – BPH & NIRV

Bibelen på hverdagsdansk

2. Samuelsbog 14:1-33

Absalom og David forsones

1Da Joab blev klar over, hvor meget kongens tanker hele tiden kredsede om Absalom, 2-3sendte han bud til Tekoa efter en bestemt kvinde, som var kendt for sin visdom. „Du skal se ud som en, der sørger,” forklarede Joab. „Tag sørgedragt på og forsøm dit udseende, så du ligner en, der længe har sørget over en afdød. Træd så frem for kongen og sig det, som jeg nu fortæller dig.”

4Da kvinden trådte frem for kongen, bøjede hun sig underdanigt for ham og udbrød: „Herre konge, hjælp mig!”

5„Hvad er der galt?” spurgte han.

„Jeg er enke,” svarede hun. 6„Jeg havde to sønner, men en dag kom de i slagsmål ude på marken. Der var ingen til at lægge sig imellem, og derfor kom den ene til at slå den anden ihjel. 7Nu kræver resten af familien, at jeg udleverer den overlevende søn, så de kan henrette ham for at have myrdet sin bror. Men det er lige så meget for, at de på den måde kan få ryddet min nærmeste arving af vejen. Hvis jeg føjer dem, har jeg ingen sønner tilbage, og dermed uddør min afdøde mands slægt.”

8„Overlad den sag til mig,” svarede kongen. „Jeg skal nok sørge for, at ingen rører ham.”

9„Tak, herre!” udbrød hun. „Jeg skal nok tage ansvaret, hvis du senere bliver kritiseret for at have hjulpet mig.”

10„Det skal du ikke tænke på,” sagde kongen. „Hvis nogen gør indsigelser, så send dem bare til mig, og jeg skal sørge for, at de holder op med at genere dig.”

11Kvinden fortsatte: „Vil du sværge ved Herren din Gud på, at ingen får lov at hævne drabet og gøre min søn fortræd?”

„Det sværger jeg ved den levende Gud på!” svarede kongen. „Der skal ikke krummes et hår på hans hoved!”

12„Tillad mig endnu et par ord,” vedblev kvinden.

„Sig frem!” svarede kongen.

13Da spurgte kvinden: „Hvorfor viser du ikke samme velvilje overfor din egen slægt, som Gud har udvalgt, som du gør over for min? Med denne beslutning har du dømt dig selv, for du går med tanker om at slå din egen søn ihjel! 14Livet er som vandet, der hældes ud og synker ned i jorden—ingen kan samle det op igen, og ingen vender tilbage fra døden. Men Gud ønsker ikke døden. Han vil hellere finde en udvej for at kunne få en forvist søn hjem. 15Jeg kom til dig for at bede om hjælp, fordi jeg var bange for, hvad min familie ville gøre ved mig. 16Jeg tænkte, at du kunne redde os fra den mand, som er ude på at slå min søn ihjel og derved gøre det umuligt for vores slægt at få andel i det land, Gud har givet os. 17Jeg var overbevist om, at du nok skulle finde en udvej—hvad du også gjorde. Jeg ved, at min herre kongen har visdom fra Gud til at skelne mellem godt og ondt. Må Herren din Gud være med dig!”

18„Sig mig en ting!” sagde kongen.

„Ja, herre?” svarede kvinden.

19„Har Joab haft en finger med i spillet i alt det her?”

„Det kan ikke nægtes,” svarede kvinden, „for det var Joab, som sendte mig herhen med besked om, hvad jeg skulle sige. 20Hans hensigt var, at du skulle se sagen i et nyt lys. Din visdom, herre, er som en engels—intet undslipper din opmærksomhed.”

21Så sendte kongen bud efter Joab og sagde til ham: „Godt, du har overbevist mig! Bring Absalom tilbage til mig!”

22Joab bøjede sig ærbødigt for kongen og sagde: „Nu ved jeg, at du værdsætter mig, for du har indvilliget i at gøre det, jeg bad dig om.”

23Så rejste Joab til Geshur og hentede Absalom, som han førte med sig tilbage til Jerusalem. 24Absalom fik lov at komme tilbage til sit gamle hus på paladsets område, men kongen nægtede at se ham.

25Ingen i hele Israel var så beundret for sit udseende som Absalom. Der var intet at udsætte på ham fra top til tå. 26Når han lod sit lange hår klippe en gang om året, plejede han at veje det. Der var gerne over to kilo, og han lod det kun klippe, fordi det ellers blev for tungt at bære rundt på. 27Absalom havde tre sønner og en datter, som også fik navnet Tamar. Hun var en usædvanlig smuk kvinde.

28To år efter at Absalom var vendt hjem fra sit eksil, havde han endnu ikke fået foretræde for kongen. 29Derfor sendte han bud efter Joab, for at han skulle gå i forbøn for ham. Men Joab kom ikke—heller ikke da Absalom gentog opfordringen.

30Derfor gav Absalom sine folk ordre til at gå hen og sætte ild til Joabs bygmark, der grænsede op til hans egen. Det gjorde de så. 31Derefter kom Joab ind til Absalom og spurgte:

„Hvorfor gav du dine folk ordre til at sætte ild til min mark?”

32Absalom svarede: „For at få din opmærksomhed! Jeg vil gerne have, at du henvender dig til kongen og spørger ham, hvorfor han fik mig bragt tilbage fra Geshur, når han altid undgår mig. Jeg kunne jo lige så godt være blevet, hvor jeg var. Jeg ønsker, at du skal arrangere et møde mellem kongen og mig, og hvis han derefter stadig er overbevist om, at jeg er skyldig til døden, kan han for min skyld gerne henrette mig.”

33Så gik Joab til kongen og fortalte, hvad Absalom havde sagt. Da gav David efter og tilkaldte Absalom, og da Absalom mødte kongen, bøjede han sig ærbødigt for ham, og kongen omfavnede ham.

New International Reader’s Version

2 Samuel 14:1-33

Absalom Returns to Jerusalem

1Joab, the son of Zeruiah, knew that the king longed to see Absalom. 2So Joab sent someone to Tekoa to have a wise woman brought back from there. Joab said to her, “Pretend you are filled with sadness. Put on the rough clothing people wear when they’re sad. Don’t use any makeup. Act like a woman who has spent many days mourning for someone who has died. 3Then go to the king. Give him the message I’m about to give you.” And Joab told her what to say.

4The woman from Tekoa went to the king. She bowed down with her face toward the ground. She did it to show him respect. She said, “Your Majesty, please help me!”

5The king asked her, “What’s bothering you?”

She said, “I’m a widow. My husband is dead. 6I had two sons. They got into a fight with each other in a field. No one was there to separate them. One of my sons struck down the other one and killed him. 7Now my whole family group has risen up against me. They say, ‘Hand over the one who struck down his brother. Then we can put him to death for killing his brother. That will also get rid of the one who will receive the family property.’ They want to kill the only living son I have left, just as someone would put out a burning coal. That would leave my husband without any son on the face of the earth to carry on the family name.”

8The king said to the woman, “Go home. I’ll give an order to make sure you are taken care of.”

9But the woman from Tekoa said to him, “You are my king and master. Please pardon me and my family. You and your royal family won’t be guilty of doing anything wrong.”

10The king replied, “If people give you any trouble, bring them to me. They won’t bother you again.”

11She said, “Please pray to the Lord your God. Pray that he will keep our nearest male relative from killing my other son. Then my son won’t be destroyed.”

“You can be sure that the Lord lives,” the king said. “And you can be just as sure that not one hair of your son’s head will fall to the ground.”

12Then the woman said, “King David, please let me say something else to you.”

“Go ahead,” he replied.

13The woman said, “You are the king. So why have you done something that brings so much harm on God’s people? When you do that, you hand down a sentence against yourself. You won’t let the son you drove away come back. 14All of us must die. We are like water spilled on the ground. It can’t be put back into the jar. But that is not what God desires. Instead, he finds a way to bring back anyone who was driven away from him.

15“King David, I’ve come here to say this to you now. I’ve done it because people have made me afraid. I thought, ‘I’ll go and speak to the king. Perhaps he’ll do what I’m asking. 16A man is trying to separate me and my son from the property God gave us. Perhaps the king will agree to save me from that man.’

17“So now I’m saying, ‘May what you have told me prevent that man from doing what he wants. You are like an angel of God. You know what is good and what is evil. May the Lord your God be with you.’ ”

18Then the king said to the woman, “I’m going to ask you a question. I want you to tell me the truth.”

“Please ask me anything you want to,” the woman said.

19The king asked, “Joab told you to say all of this, didn’t he?”

The woman answered, “What you have told me is exactly right. And that’s just as sure as you are alive. It’s true that Joab directed me to do this. He told me everything he wanted me to say. 20He did it to change the way things now are. You are as wise as an angel of God. You know everything that happens in the land.”

21Later the king said to Joab, “All right. I’ll do what you want. Go. Bring back the young man Absalom.”

22Joab bowed down with his face toward the ground. He did it to honor the king. And he asked God to bless the king. He said, “You are my king and master. Today I know that you are pleased with me. You have given me what I asked for.”

23Then Joab went to Geshur. He brought Absalom back to Jerusalem. 24But the king said, “He must go to his own house. I don’t want him to come and see me.” So Absalom went to his own house. He didn’t go to see the king.

25In the whole land of Israel there wasn’t any man as handsome as Absalom was. That’s why everyone praised him. From the top of his head to the bottom of his feet he didn’t have any flaws. 26He used to cut his hair once a year when it became too heavy for him. Then he would weigh it. It weighed five pounds in keeping with the standard weights used in the palace.

27Three sons and a daughter were born to Absalom. His daughter’s name was Tamar. She became a beautiful woman.

28Absalom lived in Jerusalem for two years without going to see the king. 29Then Absalom sent for Joab. He wanted to send Joab to the king. But Joab refused to come to Absalom. So Absalom sent for him a second time. But Joab still refused to come. 30Then Absalom said to his servants, “Joab’s field is next to mine. He has barley growing there. Go and set it on fire.” So Absalom’s servants set the field on fire.

31Joab finally went to Absalom’s house. He said to Absalom, “Why did your servants set my field on fire?”

32Absalom said to Joab, “I sent a message to you. I said, ‘Come here. I want to send you to the king. I want you to ask him for me, “Why did you bring me back from Geshur? I would be better off if I were still there!” ’ Now then, I want to go and see the king. If I’m guilty of doing anything wrong, let him put me to death.”

33So Joab went to the king and told him that. Then the king sent for Absalom. He came in and bowed down to the king with his face toward the ground. And the king kissed Absalom.