Josefs sølvbæger
1Senere gav Josef sin husholder befaling om at fylde brødrenes sække med alt det korn, som æslerne kunne bære. „Sørg for at lægge de penge, de har betalt for kornet, tilbage i hver sæk!” beordrede han. 2„Og i den yngste brors sæk skal du desuden lægge mit sølvbæger.” Husholderen gjorde, som Josef havde sagt. 3Ved daggry næste morgen fik brødrene lov at tage af sted med deres æsler.
4Men de var kun lige kommet ud af byen, da Josef sagde til sin husholder: „Sæt efter dem og stands dem. Sig så til dem: ‚Hvorfor har I gengældt godt med ondt? 5Hvorfor har I taget min herres personlige sølvbæger, som han bruger til at tage varsler af? Hvordan kunne I gøre noget så usselt?’ ” 6Husholderen indhentede hurtigt brødrene og sagde det, Josef havde givet ham besked på.
7„Hvad mener du?” svarede brødrene. „Sådan noget kunne vi da aldrig finde på at gøre! 8Bragte vi måske ikke de penge tilbage, som lå oven i vores sække sidste gang? Hvorfor i alverden skulle vi stjæle guld eller sølv fra din herres hus? 9Hvis du finder bægeret hos en af os, skal vedkommende dø! Og resten af os skal være din herres slaver!”
10„Nej,” svarede husholderen. „Det er kun den, bægeret findes hos, der skal være min herres slave, I andre kan godt rejse hjem.”
11Brødrene løftede hurtigt sækkene af æslerne og åbnede dem. 12Husholderen begyndte at gennemsøge den ældste brors sæk, og sådan fortsatte han hele rækken ned til den yngste. Bægeret blev fundet i Benjamins sæk. 13Da flængede brødrene i fortvivlelse deres tøj, læssede igen deres æsler og vendte tilbage til byen. 14Josef var stadig hjemme i sit hus, da Juda og hans brødre ankom. De faldt på knæ for ham med ansigtet mod jorden.
15„Hvad er I ude på?” spurgte Josef. „Er I ikke klar over, at en mand som jeg har spåmænd, der kunne fortælle mig, hvem der stjal det?”
16Da sagde Juda: „Oh, herre, hvad skal vi sige til vores forsvar? Hvordan kan vi bevise, at vi er uskyldige? Gud har bragt vores skyld for dagens lys. Vi er nu Deres slaver—både vi og vores bror, som bægeret blev fundet hos.”
17„Nej,” svarede Josef. „Kun den, som stjal bægeret, skal være min slave. Resten af jer kan frit rejse hjem til jeres far.”
Juda tilbyder at blive slave for at redde Benjamin
18Da trådte Juda et skridt frem mod Josef og sagde: „Herre, tillad mig at tale til Dem. Hav tålmodighed med mig et øjeblik. Jeg ved, at De har magt til at dræbe mig på stedet, for De er jo som Farao selv. 19De spurgte os, herre, om vi havde en far eller en bror. 20Dertil svarede vi: ‚Ja, vores far er gammel, og han har endnu en søn derhjemme, som han fik i sin alderdom. Denne søns bror er død, så nu er han den eneste, hans mor efterlod sig. Derfor holder hans far så meget af ham.’ 21Så sagde De, herre: ‚Bring ham til mig, så jeg kan se ham!’ 22Men vi svarede: ‚Det er umuligt, herre! Drengen kan ikke forlade sin far, for hans far vil dø af sorg, hvis der sker ham noget.’ 23Men De insisterede: ‚Kom ikke tilbage, medmindre jeres yngste bror er med!’ 24Derefter rejste vi hjem til vores far og fortalte ham, hvad De havde sagt. 25Og da han senere bad os om at tage til Egypten igen og købe mere korn, 26sagde vi til ham: ‚Det kan ikke lade sig gøre, medmindre du lader vores yngste bror rejse med os. Uden ham vil vores rejse være forgæves.’
27Så sagde vores far: ‚I ved jo, at min elskede kone fødte mig to sønner. 28Den ene forsvandt. Han blev nok flået ihjel af et rovdyr, for jeg så ham aldrig igen. 29Hvis der nu også sker noget med den anden søn, dør jeg af sorg.’ 30Derfor kan De nok forstå, herre, at hvis jeg kommer hjem uden den dreng, som min far er så stærkt knyttet til, 31så dør han af sorg, og det er vi skyld i. 32Herre, jeg har personligt lovet min far at tage mig af drengen på denne rejse—ja, jeg sagde ligefrem: ‚Hvis jeg ikke bringer ham tilbage i god behold, tager jeg selv hele skylden!’ 33Herre, tillad mig derfor at blive Deres slave i stedet for drengen. Lad ham få lov at tage hjem sammen med sine brødre. 34Hvordan kan jeg tage hjem til min far uden drengen? Jeg vil ikke kunne holde ud at se min fars sorg.”
约瑟试验弟兄
1约瑟吩咐管家说：“给他们的口袋装满粮食，他们能带多少就装多少，把各人的钱放回他们的口袋中， 2再把我的银杯和买粮的钱一起放在最小的兄弟的口袋中。”管家一一办妥了。
3第二天清早，他们就牵着驴离开了。 4他们出城不久，约瑟对管家说：“你快去追他们，追上了就对他们说，‘你们为什么以恶报善？ 5为什么偷我主人用来喝酒和占卜的银杯？你们这是作恶！’”
6于是，管家追上他们，按约瑟的话问他们。 7他们回答说：“我主为什么这样说？我们绝不会做这种事。 8你看，我们把上次在口袋里发现的钱都从迦南带回来还你了，又怎么会偷你主人家的金银呢？ 9你若在仆人中任何人身上搜到银杯，他就要死！我们也要做我主的奴仆。”
10管家说：“好，就照你们的话做吧！银杯从谁那里搜出来，谁就做我的奴仆，其他人都没有罪。” 11于是，他们急忙把口袋卸到地上打开。 12管家就从最年长的开始搜查，最后在便雅悯的口袋里搜出了银杯。 13他们伤心地撕裂衣服，把东西放回驴背上，返回城里。
14犹大和他兄弟们回到约瑟家时，约瑟还在那里，他们就俯伏在他面前。 15约瑟对他们说：“你们做的是什么事？难道你们不知道像我这样的人是懂得占卜的吗？” 16犹大说：“我们能对我主说什么呢？我们还有什么话可说呢？我们如何洗脱罪名呢？上帝既然查出你仆人们的罪，我们跟那个被发现有银杯的弟弟一起做我主的奴仆吧！” 17约瑟回答说：“不！我决不会这样做。从谁那里搜出了银杯，谁就做我的奴仆，其他人平安地回去见你们的父亲吧。”
犹大求情
18犹大近前来对他说：“我主啊，你就像法老一样，求你容仆人说一句话，不要向仆人发怒。 19我主曾经问仆人们是否有父亲和弟兄， 20我们对我主说，‘我们有年迈的老父，他在晚年得了一个儿子，这孩子的哥哥已经死了，他母亲只剩下他这一个儿子，他父亲很疼爱他。’ 21你吩咐仆人们把弟弟带来给你亲眼看看， 22我们对我主说，‘这孩子不能离开他父亲，他若离开，他父亲一定会死。’ 23可是，你说如果仆人们不把弟弟带来，就不得再见你。 24我们回到你仆人——我们的父亲那里，把我主的话告诉了他。
25“后来，他又吩咐仆人们回来买粮， 26我们告诉他，我们不能来，只有我们的弟弟同来，我们才能来。否则，我们不能见你的面。 27我父亲就对我们说，‘你们应该知道，我妻子给我生了两个儿子。 28其中一个离开了我，我想他一定被野兽撕碎了，我再没有见过他。 29要是你们把他的弟弟也带走，遇上什么意外的话，你们会使我这白发苍苍的老人凄凄惨惨地进坟墓。’
30“我们父亲的命与这孩子的命紧密相连，倘若我没有把这孩子带回到你仆人——我父亲身边， 31他一看这孩子不在，一定会死。仆人们会使自己白发苍苍的父亲凄凄惨惨地进坟墓。 32仆人曾经向父亲保证这孩子的安全，说我若不把这孩子带回他身边，情愿一生担罪。 33现在求你准许仆人代替这孩子做你的奴仆，让他跟他哥哥们回去吧。 34这孩子不和我一同回去，我如何见我父亲呢？我不愿看到灾难临到我父亲。”
