Bibelen på hverdagsdansk

1. Mosebog 43:1-34

Benjamin kommer med til Egypten

1Imidlertid fortsatte hungersnøden i Kana’ans land, 2så da kornet, som Josefs brødre havde hentet i Egypten, var ved at slippe op, sagde Jakob til sine sønner: „Tag af sted igen og køb os noget mere korn.”

3„Manden mente det alvorligt, da han advarede os imod at komme tilbage uden Benjamin!” indvendte Juda. 4„Hvis du vil lade drengen komme med os, rejser vi gerne derned og køber korn, 5men hvis du ikke vil det, er der ikke noget at gøre. Manden sagde udtrykkeligt, at vi ikke måtte komme uden Benjamin!”

6„Hvorfor i alverden fortalte I ham, at I havde en bror til?” jamrede Jakob. „Hvordan kunne I være så onde imod mig?”

7„Manden forhørte os jo indgående om vores familie!” svarede de. „Han ville vide, om vores far stadig levede, og om vi havde flere brødre. Vi var da nødt til at svare ham! Hvordan kunne vi vide, at han ville sige: ‚Hent jeres bror herned?’ ”

8Juda var ved at miste tålmodigheden: „Far, giv os nu lov til at tage drengen med, så vi kan komme af sted, inden vi alle sammen dør af sult—både vi, du og vores børn! 9Jeg garanterer dig for, at han vil være i sikre hænder! Jeg vil personligt tage den fulde skyld, hvis han ikke vender tilbage i god behold. 10Hvis vi ikke havde spildt tiden med snak frem og tilbage, kunne vi have været i Egypten og tilbage igen to gange allerede!”

11Endelig gav Jakob sig. „Hvis der ikke er nogen anden udvej, så lov mig i hvert fald at fylde jeres sække op med de bedste varer, vores land kan tilbyde, og aflever dem som gave til denne mand. Tag balsam, honning, krydderier, myrra, pistacienødder og mandler. 12Tag dobbelt så mange penge med, som kornet koster, så I kan betale det tilbage, som lå oven i jeres sække. Det var nok en fejltagelse, at I fik dem med hjem. 13Tag så jeres bror og rejs tilbage til manden. 14Må Gud den almægtige være jer nådig, når I står over for ham, så han løslader Simeon og lader Benjamin vende tilbage i god behold. Hvis jeg skal opleve den smerte at miste mine børn, så lad mig da gøre det!”

15Brødrene tog så Benjamin og gaverne og dobbelt så mange penge med og skyndte sig af sted til Egypten, hvor deres ankomst blev meldt til Josef. 16Da Josef så, at Benjamin var med, sagde han til sin husholder: „Før de der mænd hen til mit hus og lav et festmåltid. De skal spise hos mig i dag ved middagstid.” 17Husholderen gjorde, som han havde fået besked på, og førte brødrene til Josefs hus, 18men de blev bange, da de så, hvor de blev ført hen.

„Han vil nok anholde os og gøre os til slaver og tage vores æsler på grund af det med pengene oven i sækkene!” sagde de til hinanden. „Han tror sikkert, vi stjal dem!”

19Derfor gik de hen til husholderen, som stod ved indgangen 20og sagde: „Undskyld, men der er noget, vi må fortælle dig: Da vi var på vej hjem fra Egypten sidste gang, 21standsede vi undervejs for at overnatte, og da vi åbnede vores sække, lå de penge, som vi havde betalt for kornet, oven i sækkene! Se, her er de! Vi har taget dem med tilbage! 22Og vi har taget ekstra med, så vi kan købe mere korn! Men vi aner ikke, hvem der lagde pengene i vores sække.”

23„Det skal I ikke være bekymrede over,” svarede husholderen. „Det må være jeres fædres Gud, som har lagt dem oven i jeres sække. Vi har i alt fald fået betaling for det korn, I købte.” Så hentede han Simeon, 24hvorefter de alle blev lukket ind i Josefs hus og fik vand, så de kunne vaske støvet af deres fødder, mens æslerne blev fodret udenfor. 25Da de fik at vide, at de skulle spise der i huset, fik de travlt med at gøre deres gaver til Josef parat. 26Da Josef kom ind, gav de ham deres gaver og bøjede sig dybt med ansigtet til jorden.

27Josef spurgte dem, hvordan de havde haft det. „Og hvordan går det med jeres far—ham, I fortalte mig om? Han må være gammel! Lever han endnu?”

28„Ja,” svarede de, „han lever og har det godt.” Så bøjede de sig endnu en gang for Josef.

29Josef så på sin bror Benjamin og spurgte: „Er det så jeres yngste bror, som I fortalte mig om? Må Gud være med dig, min dreng.” 30Mere fik han ikke sagt, før han måtte skynde sig ud og ind i sit soveværelse for at give tårerne frit løb. Følelserne over for hans egen lillebror overvældede ham. 31Så beherskede han sig, vaskede sit ansigt og gik tilbage til brødrene. „Bring maden ind!” beordrede han.

32Josef spiste for sig selv, mens brødrene blev opvartet ved et andet bord, og de tilstedeværende egyptere sad ved et tredje bord. Egypterne bryder sig nemlig ikke om at spise sammen med hebræere. 33Josef havde placeret brødrene umiddelbart foran sig, efter alder, så den ældste sad først og den yngste sidst, hvilket fik dem til at sende hinanden undrende blikke. 34Maden blev bragt dem fra Josefs eget bord, og Benjamin fik den største portion—fem gange så meget som de andre! Der var rigeligt med mad og drikke, og snakken gik lystigt imellem dem.

Chinese Contemporary Bible (Simplified)

创世记 43:1-34

约瑟的哥哥们再下埃及

1那地方的饥荒仍然非常严重, 2他们从埃及带回来的粮食吃完了,他们的父亲对他们说:“你们再去买些粮食吧。” 3犹大说:“那人严厉地警告我们,‘不把你们的弟弟带来,你们就不要再来见我。’ 4你若让便雅悯跟我们同去,我们就去给你买粮。 5你若不让便雅悯跟我们同去,我们就不去给你买粮。因为那人说,‘你们不把弟弟带来,就不要再来见我。’”

6以色列说:“你们为什么告诉他你们还有一个弟弟,给我惹麻烦呢?” 7他们回答说:“那人详细询问我们和我们家人的情况,问我们的父亲是否在世,还有没有弟兄。我们如实回答,怎会想到他非要我们把弟弟带去呢?”

8犹大对父亲以色列说:“你就让便雅悯跟我同去吧,我们好立刻动身,这样我们一家老小才能保住性命,不致饿死。 9我亲自保证便雅悯的安全,你可以向我要人。我若不把他带回来见你,情愿一生担罪。 10我们若是没有耽搁的话,现在已经往返两趟了。”

11他们的父亲以色列说:“事到如今,只好这样了。你们带一些上好的乳香、蜂蜜、香料、没药、榧子和杏仁等土产,去送给那人作礼物吧。 12你们还要带双倍的钱,好归还上次留在你们口袋中的钱,那可能是弄错了。 13带你们的弟弟去见那人吧! 14愿全能的上帝叫那人怜悯你们,让西缅便雅悯回来。我若丧子就丧子吧!”

15于是,他们就带着便雅悯、礼物和双倍的钱去埃及约瑟16约瑟看见便雅悯和他们同来,就对管家说:“你带他们到我家里去,宰杀牲畜,预备宴席,中午他们要跟我一起吃饭。” 17管家照约瑟的吩咐,带他们到约瑟家里。 18他们被带到约瑟家后非常害怕,说:“他把我们带到这里来,一定跟上次放在我们口袋中的钱有关。他想害我们,强迫我们做他的奴仆,抢我们的驴。”

19他们走到约瑟的管家跟前,在房门口对他说: 20“先生,我们上次曾来这里买粮。 21但在回家的途中住宿时,我们打开口袋,发现我们带来买粮的钱分毫不少地放在那里。我们把这些钱带回来了, 22又另外带了一些钱来买粮。我们不知道谁把买粮的钱放进了我们的口袋。”

23管家说:“你们放心,不要害怕,你们口袋里那些钱是你们的上帝,你们父亲的上帝赐给你们的。我已经收了你们买粮的钱。”说完就把西缅带出来和他们见面, 24接着带他们进约瑟的家,给他们水洗脚,给他们的驴喂草料。 25他们知道要在那里吃午餐,就预备好礼物,等约瑟中午回来。

26约瑟来了,他们就把带来的礼物献给他,向他俯伏下拜。 27约瑟向他们问好,然后说:“你们提起过你们的老父亲,他还健在、安康吗?” 28他们回答说:“你仆人——我们的父亲仍然健在、安康。”说完了,又向他下拜。 29约瑟抬头看见了自己的同胞弟弟便雅悯,就问道:“这就是你们所说那位最小的弟弟吗?”他又对便雅悯说:“孩子,愿上帝施恩给你。” 30约瑟爱弟之心油然而生,急忙出去找哭的地方。他到自己的房间里哭了一场。

31他洗过脸出来,控制着自己的感情,吩咐人摆饭。 32约瑟自己一桌,他的弟兄们一桌,那些和他们一起吃饭的埃及人一桌,因为埃及人厌恶和希伯来人同席。 33约瑟让他的弟兄们在他对面按照长幼次序坐,他们面面相觑,非常惊讶。 34约瑟吩咐人把自己面前的菜肴分给他们,便雅悯得的那份比其他弟兄多五倍。他们尽情地和约瑟一同吃喝。