Quatrième livre
Apprends-nous à bien compter nos jours !
1Prière de Moïse, l’homme de Dieu.
O Seigneur, d’âge en âge
tu as été notre refuge.
2Avant que soient nées les montagnes,
et que tu aies créé ╵la terre et l’univers,
de toute éternité ╵et pour l’éternité, ╵toi, tu es Dieu.
3Tu fais retourner l’homme ╵à la poussière,
et tu dis aux humains : ╵« Retournez-y90.3 Voir Gn 3.19. ! »
4Car mille ans, à tes yeux,
sont comme le jour d’hier ╵qui est déjà passé90.4 Cité en 2 P 3.8.,
comme une seule veille ╵au milieu de la nuit.
5Tu les plonges dans le sommeil,
et ils sont au matin ╵comme l’herbe éphémère
6qui fleurit le matin, ╵et passe vite :
le soir, elle se fane ╵et se flétrit.
7Nous sommes consumés ╵par ta colère,
ta fureur nous effraie :
8tu as mis devant toi ╵tous nos péchés,
et tu mets en lumière ╵tout ce que nous cachons.
9Tous nos jours disparaissent ╵par ta colère,
et nous achevons nos années ╵comme un murmure…
10Le temps de notre vie ? ╵C’est soixante-dix ans,
au mieux : quatre-vingts ans ╵pour les plus vigoureux ;
et leur agitation ╵n’est que peine et misère.
Car le temps passe vite ╵et nous nous envolons.
11Qui donc connaît ╵l’intensité de ta colère,
et ton courroux ╵à la mesure de la crainte qui t’est due ?
12Oh ! Apprends-nous ╵à bien compter nos jours,
afin que notre cœur ╵acquière la sagesse !
13Tourne-toi de nouveau vers nous, ╵ô Eternel ! ╵Jusques à quand ╵tarderas-tu encore ?
Aie pitié de tes serviteurs !
14Rassasie-nous tous les matins ╵de ton amour,
et nous crierons de joie, ╵pleins d’allégresse, ╵tout au long de nos jours.
15Rends-nous en jours de joie ╵les jours de nos épreuves,
et en années de joie ╵nos années de malheur !
16Que tes serviteurs voient tes œuvres,
et que ta splendeur brille sur leurs descendants.
17Que le Seigneur, ╵notre Dieu, nous accorde sa faveur !
Fais prospérer pour nous ╵l’ouvrage de nos mains !
Oh oui ! fais prospérer ╵l’ouvrage de nos mains !
Moses’ bøn
1En bøn af Guds tjener Moses.
Herre, du er vores tilflugt,
du har hjulpet os fra slægt til slægt.
2Du var til, før bjergene blev skabt,
du levede, før jorden blev dannet.
Din eksistens har ingen begyndelse
og kommer aldrig til en afslutning.
3Men menneskers liv får ende,
på din befaling bliver de til støv.
4Tusinde år er for dig som en enkelt dag er for os,
den varer nogle timer, og så er den forbi.
5Du gør ende på menneskers liv,
og de sover ind.
Om morgenen er græsset grønt og frisk,
6det glinser og er fuldt af liv.
Men om aftenen er det tørret ind
og vissent.
7Vi sygner hen under din fortærende vrede,
vi skælver under din voldsomme harme.
8Du ser vore skjulte synder,
vore fejl ligger udbredt for dine øjne.
9Vi mærker din vrede hver dag,
vi ender vores liv med et suk.
10Vi kan forvente at leve, til vi er halvfjerds,
måske nogle kan nå at blive firs.
Selv vore bedste år har nok af problemer,
men tiden flyver af sted, snart er alt forbi.
11Hvem kender styrken af din vrede?
Din harme fylder os med ærefrygt.
12Hjælp os til at huske, at livet er kort,
så vi kan vokse i visdom.
13Åh, Herre, se i nåde til os!
Hvor længe skal vi lide under din straf?
Vær barmhjertig imod dit eget folk.
14Mæt os hver morgen med din kærlighed,
så vi oplever glæde dag efter dag.
15Vi har været ulykkelige i umindelige tider.
Giv os nu lige så mange lykkelige år.
16Lad dit folk igen opleve dine undere,
lad vore børn få din herlighed at se.
17Vis os din nåde, Herre, vor Gud,
giv os gode tider og fremgang.
