Luc 19 – BDS & BPH

La Bible du Semeur

Luc 19:1-48

Le salut de Zachée

1Jésus entra dans la ville de Jéricho et la traversa. 2Or, il y avait là un nommé Zachée. Il était chef des collecteurs d’impôts, et riche. 3Il cherchait à voir qui était Jésus, mais il ne le pouvait pas à cause de la foule, car il était petit. 4Alors il courut en avant et grimpa sur un sycomore pour voir Jésus qui devait passer par là.

5Lorsque Jésus fut parvenu à cet endroit, il leva les yeux et l’interpella : Zachée, dépêche-toi de descendre, car c’est chez toi que je dois aller loger aujourd’hui.

6Zachée se dépêcha de descendre et reçut Jésus avec joie.

7Quand les gens virent cela, il y eut un murmure d’indignation. Ils disaient : Voilà qu’il s’en va loger chez ce pécheur !

8Mais Zachée se présenta devant le Seigneur et lui dit : Seigneur, je donne la moitié de mes biens aux pauvres et, si j’ai pris trop d’argent à quelqu’un, je lui rends quatre fois plus.

9Jésus lui dit alors : Aujourd’hui, le salut est entré dans cette maison, parce que cet homme est, lui aussi, un fils d’Abraham. 10Car le Fils de l’homme est venu chercher et sauver ce qui était perdu.

La parabole de l’argent à faire fructifier

(Mt 25.14-30)

11Comme la foule écoutait ces paroles, Jésus continua en racontant une parabole. En effet, il se rapprochait de Jérusalem et l’on s’imaginait que le royaume de Dieu allait se manifester immédiatement. 12Voici donc ce qu’il dit : Un homme de famille noble était sur le point de partir pour un pays lointain afin d’y être officiellement nommé roi, avant de revenir ensuite dans ses Etats19.12 Allusion possible à des faits contemporains : après la mort d’Hérode le Grand, son fils Hérode Archélaüs se rendit à Rome pour obtenir sa succession. Les Juifs y envoyèrent une délégation pour s’opposer à sa demande.. 13Il convoqua dix de ses serviteurs et leur remit, à chacun, une pièce d’or19.13 Il s’agit d’une mine, qui correspondait à la valeur de cent journées de travail.. Puis il leur recommanda : « Faites fructifier cet argent jusqu’à mon retour ! »

14Mais cet homme était détesté par les habitants de son pays. Aussi, ils envoyèrent, derrière lui, une délégation chargée de dire : « Nous ne voulons pas que cet homme-là règne sur nous ! »

15Après avoir été nommé roi, il revint dans son pays et fit appeler les serviteurs auxquels il avait confié l’argent. Il voulait savoir ce qu’ils en avaient retiré.

16Le premier se présenta et dit : « Seigneur, ta pièce d’or en a rapporté dix autres. »

17« C’est bien, lui dit le maître, tu es un bon serviteur ! Tu t’es montré fidèle dans une petite affaire. Je te nomme gouverneur de dix villes. »

18Le deuxième s’approcha et dit : « Seigneur, ta pièce d’or en a rapporté cinq autres. »

19Le maître lui dit : « Eh bien, je te confie le gouvernement de cinq villes. »

20Finalement, un autre vint et dit : « Seigneur, voici ta pièce d’or ; je l’ai gardée enveloppée dans un mouchoir. 21En effet, j’avais peur de toi, parce que tu es un homme sévère ; tu retires de l’argent que tu n’as pas placé, tu moissonnes ce que tu n’as pas semé.

22– Vaurien ! dit le maître, tu viens de prononcer ta propre condamnation. Tu savais que je suis un homme sévère, qui retire de l’argent que je n’ai pas placé et qui moissonne ce que je n’ai pas semé. 23Pourquoi alors n’as-tu pas déposé mon argent à la banque ? A mon retour, je l’aurais retiré avec les intérêts. »

24Puis il ordonna à ceux qui étaient là : « Retirez-lui cette pièce d’or et donnez-la à celui qui en a dix !

25– Mais, Seigneur, lui firent-ils remarquer, il a déjà dix pièces !

26– Eh bien, je vous le déclare, à celui qui a, on donnera encore, mais à celui qui n’a pas, on ôtera même ce qu’il a. 27Quant à mes ennemis qui n’ont pas voulu que je règne sur eux, amenez-les moi et qu’on les mette à mort devant moi. »

À Jérusalem : ministère de Jésus

L’entrée du Roi à Jérusalem

(Mt 21.1-11, 15-17 ; Mc 11.1-10 ; Jn 12.12-16)

28Après avoir dit cela, Jésus partit, suivi de ses disciples, pour monter à Jérusalem.

29Comme il approchait de Bethphagé et de Béthanie, près de la colline appelée « mont des Oliviers », il envoya deux de ses disciples 30en disant : Allez à ce village qui est devant vous. Dès que vous y serez entrés, vous trouverez un ânon attaché que personne n’a encore monté. Détachez-le et conduisez-le ici. 31Si quelqu’un vous demande : « Pourquoi le détachez-vous ? », vous lui répondrez simplement : « Parce que le Seigneur en a besoin. »

32Ceux qu’il avait envoyés partirent et trouvèrent les choses comme Jésus l’avait dit.

33Au moment où ils détachaient l’ânon, ses propriétaires leur demandèrent : Pourquoi détachez-vous cet ânon ?

34Ils répondirent : Parce que le Seigneur en a besoin.

35Et ils le conduisirent à Jésus. Après avoir posé leurs manteaux sur le dos de l’animal, ils y firent monter Jésus.

36Sur son passage, les gens étendaient leurs manteaux sur le chemin. 37Comme ils approchaient de Jérusalem, en descendant du mont des Oliviers, toute la multitude des disciples, dans un élan de joie, se mit à louer Dieu d’une voix forte pour tous les miracles qu’ils avaient vus : 38Béni soit le roi qui vient au nom du Seigneur, disaient-ils. Paix dans le ciel, et gloire à Dieu au plus haut des cieux19.38 Ps 118.26.!

39A ce moment-là, quelques pharisiens qui se trouvaient dans la foule interpellèrent Jésus : Maître, fais taire tes disciples !

40Jésus leur répondit : Je vous le déclare, s’ils se taisent, les pierres crieront !

Le sort de Jérusalem

41Quand il fut arrivé près de la ville et qu’il la vit, il pleura sur elle : 42Ah, dit-il, si seulement tu avais compris, toi aussi, en ce jour, de quoi dépend ta paix ! Mais, hélas, à présent, tout cela est caché à tes yeux. 43Des jours de malheur vont fondre sur toi. Tes ennemis t’entoureront d’ouvrages de siège, t’encercleront et te presseront de tous côtés. 44Ils te détruiront complètement, toi et les habitants qui seront dans tes murs, et ils ne laisseront pas chez toi une pierre sur une autre. Pourquoi ? Parce que tu n’as pas su reconnaître le moment où Dieu est intervenu pour toi.

Jésus enseigne dans le Temple

(Mt 21.12-13 ; Mc 11.15-19 ; voir Jn 2.13-16)

45Jésus entra dans la cour du Temple et se mit à en chasser les marchands. Il leur dit : 46Il est écrit : Ma maison sera une maison de prière mais vous, vous en avez fait une caverne de brigands19.46 Es 56.7 ; Jr 7.11.!

47Jésus enseignait tous les jours dans la cour du Temple. Les chefs des prêtres et les spécialistes de la Loi, ainsi que les chefs du peuple, cherchaient à le faire mourir. 48Mais ils ne savaient comment s’y prendre, car tout le peuple l’écoutait attentivement.

Bibelen på hverdagsdansk

Lukasevangeliet 19:1-48

Zakæus kommer til tro på Jesus

1Jesus og hans følge gik derefter ind i Jeriko. 2Her boede en rig mand ved navn Zakæus, som var en højtstående skatteopkræver for den romerske besættelsesmagt. 3Han var ivrig efter at få et glimt af Jesus, men han var ikke ret høj og kunne ikke se noget for de mange mennesker. 4Derfor løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ et sted, hvor Jesus helt sikkert ville komme forbi. 5Da Jesus nåede frem til træet, kiggede han op og sagde: „Skynd dig at komme ned, Zakæus! Gud vil, at jeg skal besøge dig i dag.”

6Zakæus klatrede ned i en fart og inviterede glad Jesus med sig hjem til spisning, 7mens folk forarget mumlede: „Enhver ved da, at den mand er en stor synder, og nu går Jesus med ham hjem!”

8Under måltidet rejste Zakæus sig og sagde til Jesus: „Herre, jeg vil give halvdelen af, hvad jeg ejer, til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, så vil jeg give det firedobbelt tilbage.”

9Da udbrød Jesus: „I dag er frelsen kommet til dette hjem, for denne mand har vist den samme tro som Abraham.19,9 Ordret står der, at han er en „søn af Abraham”. Det er en hebraisk talemåde, som betyder, at han var som Abraham, og Abraham var netop kendt som „troens far”. Se også noterne til Luk. 3,8 og 13,16. 10Menneskesønnen er jo netop kommet for at opsøge og frelse de fortabte.”

Om betroede midler og dommen for ulydighed

Matt. 25,14-30

11Mens folk sad og lyttede, fortalte Jesus følgende historie, fordi han var så tæt på Jerusalem, og fordi mange ventede, at Gud snart ville oprette sit rige synligt på jorden:

12„Der var en mand af kongelig slægt, som var nødt til at rejse til et fjernt land for at få sin kongeværdighed bekræftet. Derefter ville han så vende tilbage som konge. 13Inden han rejste, tilkaldte han ti af sine tjenere, betroede dem hver en sum penge og sagde: ‚Se, hvad I kan få ud af pengene, mens jeg er væk.’

14Men en del af landets borgere hadede ham og sendte en delegation af sted med følgende erklæring: ‚Vi ønsker ikke, at den mand skal regere over os.’

15Manden blev alligevel indsat som konge, og da han vendte tilbage, sendte han bud efter de tjenere, som han havde betroet sine penge. Han ville se, hvad hver enkelt havde fået ud af dem.

16Den første kunne aflægge rapport om, at han nu havde ti gange så meget, som han oprindelig havde fået. 17‚Godt,’ sagde kongen. ‚Du er en god og pålidelig tjener. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor giver jeg dig ansvar for ti byer.’

18Den næste kunne fortælle, at hans penge var vokset til det femdobbelte. 19‚Godt,’ sagde hans herre. ‚Du får ansvaret for fem byer.’

20Den tredje mand afleverede følgende rapport: ‚Her har du dine penge. Jeg har haft dem liggende godt gemt i et tørklæde. 21Jeg var nemlig bange for dig og turde ikke løbe nogen risiko. Jeg ved jo, at du er en streng herre. Du indkasserer udbyttet fra andres arbejde, og du høster, hvad du ikke selv har sået.’ 22Kongen blev vred og sagde: ‚Du er en doven og dårlig arbejder! Jeg vil dømme dig ud fra dine egne ord: Du siger, jeg er en streng herre, og at jeg indkasserer udbyttet fra andres arbejde. 23Hvorfor satte du så ikke mine penge i banken? Så havde jeg i det mindste fået renter af dem.’

24Derpå vendte kongen sig til de mænd, der stod omkring ham. ‚Tag pengene fra ham,’ sagde han, ‚og giv dem til ham, der har fået det største udbytte.’

25‚Jamen, herre,’ indvendte de, ‚han har da rigeligt allerede!’

26Kongen svarede: ‚Det siger jeg jer: Alle, der gør brug af det, de har fået betroet, vil få mere, men de, der ikke gør brug af det, de fik betroet, vil miste det, de fik. 27Lad nu mine fjender, dem, der ikke ville anerkende mig som konge, blive ført ind og henrettet for mine øjne.’ ”

Messias’ indtog i Jerusalem

Matt. 21,1-9; Mark. 11,1-10; Joh. 12,12-19

28Efter opholdet hos Zakæus fortsatte Jesus og hans følge vandringen op mod Jerusalem. 29Da de var i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania ved det bjerg, som hedder Olivenbjerget, kaldte han på to af sine disciple og sagde til dem: 30„Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Når I kommer derhen, vil I finde et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. 31Hvis nogen spørger jer, hvorfor I gør det, skal I bare sige: ‚Herren har brug for det.’ ”

32De gik så derhen og fandt æselføllet, nøjagtigt som Jesus havde sagt. 33Da de var ved at løse føllet, kom ejerne. „Hvorfor løser I føllet?” råbte de.

34„Herren har brug for det,” svarede disciplene.

35Så fik de lov at tage føllet, og de førte det til Jesus. De lagde deres kapper over ryggen på det og hjalp ham op.

36Mens de gik af sted, bredte folk deres kapper ud på vejen foran Jesus, 37og da de nærmede sig det sted, hvor vejen begynder at gå ned ad Olivenbjerget mod Jerusalem, begyndte hele følget af disciple at råbe højt af glæde og lovprise Gud for alle de undere, de havde set ham gøre. 38De råbte:

„Velsignet er den Konge, som nu kommer i Herrens navn!

Fred fra Himlen,

og herlighed fra det Højeste!”

39Men nogle farisæere i folkemængden sagde til Jesus: „Mester, sig dog til dine disciple, at de ikke må sige sådan noget!”

40Jesus svarede: „Hvis de tier, vil stenene råbe!”

Jesus græder over Jerusalems vantro

41Jesus var nu så tæt på Jerusalem, at han kunne se ud over hele byen. Da brast han i gråd og sagde: 42„Gid du i dag kunne forstå, hvad der fører til fred. Men du kan ikke se det nu. 43Det varer ikke så længe, før dine fjender vil samle sig mod dig. De vil bygge en vold op omkring dig, omringe dig og presse imod dig fra alle sider. 44De vil jævne dig med jorden og knuse dine indbyggere, fordi du ikke greb chancen, da Gud kom til dig!”

Den sidste tempeludrensning

Matt. 21,12-17; Mark. 11,15-19

45Senere19,45 Det er om mandagen, næste dag. gik Jesus ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende ud. 46Han råbte til dem: „Skriften siger: ‚Mit hus skal være et bønnens hus,’19,46 Es. 56,7. men I har gjort det til ‚et tilholdssted for røvere.’19,46 Jer. 7,11.

47Hver dag underviste Jesus i templet, men ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere spekulerede på, hvordan de kunne få ham slået ihjel. 48Dog kunne de ikke finde nogen anledning til det, for folk stimlede sammen om ham og slugte hvert ord, han sagde.