Nkɔmhyɛ A Ɛfa Yerusalem Ho
1Nkɔmhyɛ a etia Anisoadehu Bon no:
Dɛn na ɛhaw mo mprempren,
a mo nyinaa aforo kɔ adan atifi yi,
2kurow a basabasayɛ ahyɛ no ma,
huuyɛ ne ahosɛpɛw kuropɔn?
Ɛnyɛ afoa ano na wʼatɔfo hweree wɔn nkwa,
na wɔanwuwu wɔ ɔko ano nso.
3Mo akannifo nyinaa abɔ mu aguan;
wɔamfa tadua ankyekye wɔn.
Mo a wɔkyeree mo nyinaa wɔfaa mo nneduafo
mo a muguan wɔ bere a na atamfo no wɔ akyirikyiri.
4Enti mekae se, “Mumfi me so
na mintwa adwo.
Monnkyekye me werɛ
wɔ me nkurɔfo sɛe ho.”
5Awurade, Asafo Awurade wɔ da bi
ma huuyɛ, ntiatiaso ne ehu
wɔ Anisoadehu Bon no mu,
da a wɔde bubu afasu
na wɔde su kyerɛ mmepɔw.
6Elam fa bɛmma no
ka ne nteaseɛnamkafo ne apɔnkɔ ho;
Kir ama kyɛm no so.
7Nteaseɛnam ayɛ mo bon fɛfɛ no ma,
na wɔde apɔnkɔsotefo agyinagyina kuropɔn apon no ano.
8Wɔayi Yuda ho bammɔ no.
Na da no wode wʼani too
akode a ɛwɔ Kwae mu Ahemfi no so;
9wuhuu sɛ Dawid Kuropɔn no,
akwan bebree deda ne bammɔ mu
woboaa nsu ano
wɔ Ase Abura mu.
10Wokan adan a ɛwɔ Yerusalem no
na wudwiriw afi de boaa ɔfasu no ahoɔden.
11Woyɛɛ nsukorae wɔ afasu abien no ntam
maa nsu a ɛwɔ Abura Dedaw mu no,
nanso woanhwehwɛ Onipa ko a ɔyɛe,
na woammu Onipa a ɔhyehyɛe dedaada no.
12Awurade, Asafo Awurade,
frɛɛ wo saa da no
sɛ su na twa adwo,
sɛ yi wo tinwi na fura atweaatam.
13Nanso hwɛ, anigye ne ahosɛpɛw wɔ hɔ;
wokunkum anantwi ne nguan;
wɔwe nam na wɔbow nsa!
Wɔka se, “Momma yennidi na yɛnnom,
efisɛ, ɔkyena yebewu!”
14Awurade, Asafo Awurade ayi me asotiw se, “Wɔremfa saa bɔne yi nkyɛ wo da kosi wo wuda,” sɛnea Awurade, Asafo Awurade se ni.
15Sɛɛ na Awurade, Asafo Awurade se,
“Kɔ, kɔka kyerɛ saa ɔsomfo yi,
Sebna a, ɔhwɛ ahemfi no so se,
16Dɛn na woreyɛ wɔ ha na hena na ɔmaa wo kwan
sɛ bɔ wo da wɔ ha,
worebɔ wo da wɔ baabi a ɛkorɔn
na woretwa wo homebea wɔ ɔbotan mu?
17“Hwɛ yiye, na Awurade rebeso wo mu den
atow wo akyene, wo ɔhoɔdenfo.
18Ɔbɛbobɔw wo, ama woayɛ kurukuruwa,
na watow wo akyene ɔman kɛse bi so
hɔ na wubewu
na wo teaseɛnam fɛfɛ no aka hɔ,
wo a woyɛ ahohora ma wo wura fi!
19Megye wʼadwuma afi wo nsa mu
na wɔayi wo afi wo dibea so.
20“Saa da no, mɛfrɛ me somfo Eliakim a ɔyɛ Hilkia babarima. 21Mede wʼatade yuu bɛhyɛ no na mede wʼabɔso abebare nʼasen mu na mede wo tumi ahyɛ ne nsa. Ɔbɛyɛ agya ama wɔn a wɔtete Yerusalem ne Yuda fi. 22Mede Dawid fi safe bɛma no; nea obebue no obiara rentumi nto mu; na nea ɔbɛto mu nso a obiara rentumi mmue. 23Mɛbɔ ne so sɛ pɛe ama watim, ɔbɛyɛ anuonyam agua ama nʼagya fi. 24Nʼabusua anuonyam nyinaa begyina ne so: nʼasefo ne ne nenanom, ne nkuku ne nkaka, fi nsanka, mprɛte so kosi nhina nyinaa so.
25“Saa da no,” sɛnea Asafo Awurade se ni, “pɛe a wɔabɔ so ama atim no, betu ahwe fam na nʼadesoa no nso asɛe, Awurade, akasa!”
Et budskab om Jerusalems fald
1Et budskab om Zions dal:22,1 Efter LXX. Den hebraiske tekst, vi bruger, siger „Synets dal” her og i vers 5. Der er tale om Jerusalem.
Hvorfor samles folk på hustagene? 2Hvorfor er der fest og ballade i byen?22,2 Teksten er uklar.
De, som før eller siden døde, blev ikke dræbt med sværd eller fældet i kamp. 3Alle lederne flygtede, men blev fanget uden at gøre modstand. Alle, som blev i byen, blev taget til fange, selv om de ønskede at flygte langt væk.
4Derfor sagde jeg: „Lad mig være i fred med mine bitre tårer. Prøv ikke at trøste mig, men lad mig græde over mit folks undergang.” 5Herren, den Almægtige, har beredt en frygtelig trængselsdag for dem i Zions dal. Jerusalems mur brydes ned, og der lyder råb mod bjerget22,5 Sikkert Zions bjerg, hvor templet stod. om hjælp. 6Der er bueskytter fra Elam, kavaleri fra Aram og fodfolk fra Kir med løftede skjolde. 7De dejlige dale fyldes med stridsvogne, og rytterne presser sig på ved portene. 8Men Judas skæbne blev afgjort allerede dengang, I løb til det kongelige rustkammer efter våben. 9-11I så, at Jerusalems mur var fuld af revner. I undersøgte husene og rev nogle af dem ned for at få sten til at udbedre muren. I samlede vand i den nedre dam mellem de to mure ved at udgrave den gamle dam. Men I satte ikke jeres lid til Herren, som skabte det alt sammen, ham, som står bag det hele.
12Herren, den Almægtige, kaldte jer til at græde og sørge. Han bad jer rage håret af som tegn på, at I sørgede over jeres synder, og til at klæde jer i sæk og aske for at vise jeres anger. 13Men I holdt gilde og morede jer, I sang, dansede og lo, I slagtede okser og får, spiste kød og drak vin. „Lad os spise og drikke,” råbte I, „for I morgen skal vi dø!” 14Men Herren, den Almægtige, har fortalt mig, at den synd ikke skal tilgives jer, så længe I lever. Det er Herrens egne ord.
En advarsel til Shebna og senere Eljakim
15Herren, den Almægtige, sendte mig til kongens slotsforvalter, Shebna, med følgende besked:
16„Hvem tror du, du er? Hvorfor udhugger du dig et fornemt gravkammer her i byen, en smuk bolig højt oppe på klippevæggen? 17Herren vil slynge dig langt bort, du stolte mand. 18Han vil rulle dig sammen som en bold og kaste dig bort til et vidtstrakt land. Både du og dine smukke vogne skal føres bort, og du skal dø i det fremmede, for du har bragt skam over din herre. 19Men først vil jeg tage din stilling fra dig 20og i stedet udnævne min tjener Eljakim, Hilkijas søn, som din efterfølger. 21Han skal overtage din embedsdragt, din titel og din autoritet. Han vil være en omsorgsfuld far for Jerusalem og Judas folk. 22Jeg gør ham til kongens øverste embedsmand. Hans ord skal være lov, og ingen vil turde modsætte sig hans vilje. 23-24Jeg slår hans myndighed fast som et syvtommersøm i en solid mur. Fordi han lever op til sit ansvar, vil folk have stor respekt for ham og hans familie.”
25„Men engang vil selv det syvtommersøm blive revet løs,” siger Herren, den Almægtige. „Selv om det var banket godt fast i den solide mur, vil det blive revet ud af muren og falde til jorden. Og alt, hvad der var afhængigt af det søm, vil falde til jorden og blive knust.” Det er Herrens ord.
