1Ao, sɛ me ti yɛ asuti,
na mʼaniwa yɛ nusu abura a!
Mɛtew nusu awia ne anadwo
ama me nkurɔfo a wɔakunkum wɔn no.
2Ao, sɛ mewɔ akwantufo asoɛe
wɔ nweatam no so a
anka megyaw me nkurɔfo hɔ
na mafi wɔn nkyɛn;
efisɛ wɔn nyinaa yɛ nguaman,
nnipakuw a wonni nokware.
3“Wosiesie wɔn tɛkrɛma
te sɛ agyan de di atoro;
Ɛnyɛ nokware so na wɔnam
di yiye wɔ asase yi so.
Wɔyɛ bɔne toatoa so;
na wonnye me nto mu,”
Awurade na ose.
4“Monhwɛ yiye wɔ mo nnamfonom ho;
munnye obiara nni wɔ mo abusua mu.
Efisɛ wɔn mu biara yɛ ɔdaadaafo,
na adamfo biara yɛ ɔsɛefo.
5Adamfo daadaa adamfo,
na wɔn mu biara nka nokware.
Wɔn tɛkrɛma akokwaw atorodi mu,
wɔde bɔneyɛ haw wɔn ho.
6Wote nnaadaa mfimfini;
na wɔn nnaadaa mu wɔmpɛ sɛ wogye me to mu,”
sɛnea Awurade se ni.
7Ɛno nti, sɛɛ na Asafo Awurade se,
“Hwɛ, mɛnan wɔn asɔ wɔn ahwɛ,
na dɛn bio na metumi ayɛ
esiane me nkurɔfo yi bɔne nti?
8Wɔn tɛkrɛma yɛ agyan a ano wɔ bɔre;
ɛka nnaadaasɛm.
Obiara kasa asomdwoe mu kyerɛ ne yɔnko,
nanso ne koma mu de, osum no afiri.
9Ɛnsɛ sɛ metwe wɔn aso wɔ eyi ho?”
Sɛɛ na Awurade se.
“Ɛnsɛ sɛ mʼankasa metɔ
ɔman a ɛte sɛɛ so were ana?
10Mesu na metwa adwo ama mmepɔw no,
mɛbɔ abubuw a ɛfa nweatam adidibea ho.
Ayɛ fo na obi mfa hɔ bio,
na wɔnte anantwi su wɔ hɔ.
Wim nnomaa no atutu kɔ
na mmoa no nso aguan kɔ.
11“Mɛyɛ Yerusalem mmubui siw,
sakraman atu;
na mɛma Yuda nkurow ada mpan
sɛnea obiara ntumi ntena hɔ.”
12Onipa bɛn na onim nyansa ara sɛ ɔbɛte eyi ase? Hena na Awurade akyerɛkyerɛ no a obetumi akyerɛ ase? Adɛn nti na wɔasɛe asase no ama ada mpan sɛ nweatam a obiara ntumi mfa so?
13Awurade kae se, “Esiane sɛ wɔapo me mmara a mehyɛ maa wɔn no nti, wɔanyɛ osetie amma me na wɔanni me mmara so. 14Mmom, wɔadi wɔn koma asoɔden akyi, wɔadi Baalnom akyi sɛnea wɔn agyanom kyerɛɛ wɔn no.” 15Ɛno nti, nea Asafo Awurade, Israel Nyankopɔn no se ni: “Hwɛ, mɛma saa nnipa yi adi aduan a ɛyɛ nwen na wɔanom nsu a wɔde awuduru afra. 16Mɛbɔ wɔn ahwete amanaman a wɔn anaa wɔn agyanom nnim so no so, na mede afoa bɛtaa wɔn kosi sɛ mɛsɛe wɔn.”
17Sɛnea Awurade tumfo se ni:
“Dwene ho! Frɛ mmea agyaadwotwafo no,
frɛ wɔn a wɔakwadaw mu pa ara.
18Ma wɔmmra ntɛm
mmesu ngu yɛn so
kosi sɛ yɛn ani so bɛtaa nusu
na nusu aguare yɛn.
19Wɔte agyaadwotwa nnyigyei fi Sion se,
‘Wɔasɛe yɛn!
Yɛn anim agu ase yiye!
Ɛsɛ sɛ yetu fi yɛn asase so
efisɛ yɛn afi abubu.’ ”
20Afei, mo mmea, muntie Awurade asɛm;
monyɛ aso mma nsɛm a efi nʼanom.
Monkyerɛ mo mmabea sɛnea wotwa dwo;
monkyerɛ mo ho mo ho abubuwbɔ.
21Owu aforo afa yɛn mfɛnsere mu
ahyɛn yɛn aban mu;
apam mmofra afi mmɔnten so
ne mmerante afi ɔman aguabɔbea.
22Ka se, “Sɛɛ Na Awurade se,
“ ‘Nnipa afunu bɛdeda hɔ
te sɛ sumina a egugu petee mu,
te sɛ aburow a nnɔbaetwafo atwa agu nʼakyi
a obiara mmoaboaa ano.’ ”
23Eyi ne nea Awurade se:
“Mma onyansafo mfa ne nyansa nhyehyɛ ne ho
anaa ɔhoɔdenfo mfa nʼahoɔden nhyehyɛ ne ho
anaa ɔdefo mfa nʼahonya nhyehyɛ ne ho.
24Mmom ma nea ɔhyehyɛ ne ho nhyehyɛ ne ho sɛ
ɔwɔ nhumu, na onim sɛ,
me ne Awurade a ɔyɛ adɔe,
na obu atɛntrenee na ɔyɛ adetrenee wɔ asase so,
efisɛ eyinom na ɛsɔ mʼani,”
sɛnea Awurade se ni.
25“Nna no reba,” Awurade na ose, “A mɛtwe wɔn a wɔatwa twetia wɔ honam fam nko ara no nyinaa aso: 26Misraimfo, Yudafo, Edomfo, Amonfo, Moabfo ne wɔn a wɔtete nweatam a ɛwɔ akyirikyiri nsase so nyinaa. Na nokware, saa aman yi nyinaa yɛ momonotofo na mpo Israelfi nyinaa yɛ koma mu momonotofo.”
1Havde jeg bare en hytte i ørkenen, ville jeg rejse derhen og forsøge at glemme det folk, som har været utro mod Gud og gjort oprør imod ham.
2Herren sagde om sit folk: „De går altid rundt med en løgn på læben, parat til at sende den af sted som en pil, der ligger klar på buestrengen. Sandheden er kuet af bedrageriet. De begår den ene uret efter den anden og skænker mig ikke en tanke. 3Stol ikke på nogen, ikke engang dine venner eller familie. Dine nærmeste bedrager dig, og dine venner lyver om dig. 4Alle bedrager hinanden, og folk er blevet så vant til at lyve, at de ikke kan se noget galt i det. 5De føjer ondt til ondt og løgn til løgn, og de vil ikke kendes ved mig.”
6Derfor sagde Herren, den Almægtige: „Hvad skal jeg dog stille op med mit syndige folk? Der er kun én ting at gøre: Hælde dem i lidelsens smeltedigel for at se, om det kan rense dem. 7Deres tunger udslynger løgne som forgiftede pile. De taler venligt til hinanden, men har ondt i sinde. 8Bør jeg ikke straffe dem for det? Bør jeg ikke kræve et så ondsindet folk til regnskab?”
9Derpå udbrød jeg: „Hvilken ynk og jammer at se ud over bjergene og ødemarkens græsgange, for de er afbrændte og mennesketomme. Man hører ingen husdyr, og både fuglene og de vilde dyr er flygtet.”
10Herren sagde: „Jeg gør Jerusalem til en ruinhob, hvor sjakaler holder til. Judas byer jævner jeg med jorden, så ingen bor der mere.”
11Jeg spurgte: „Hvem har forstand til at fatte, hvad der foregår? Hvem kan forklare, hvad Herren har i sinde? Hvorfor ligger byerne i ruiner? Hvorfor er landet øde og mennesketomt som en ørken?”
12Herren svarede: „Det er sket, fordi mit folk forkastede mine love og ikke adlød mine befalinger. 13De gjorde, hvad der passede dem, og fortsatte med at dyrke de afguder, som deres forfædre indførte. 14Derfor siger Herren, den Almægtige, Israels Gud: De skal komme til at smage min bitre straf og drikke af lidelsens bæger. 15Jeg spreder dem blandt fremmede folkeslag, som de ikke før kendte til, og jeg sender hære imod dem, indtil de er fuldstændig besejret.”
16Herren, den Almægtige, bad mig give følgende budskab til folket: „Send bud efter grædekonerne, for der bliver stor sorg over de mange, der bliver dræbt.”
17Jeg udbrød: „Ja, lad dem skynde sig at komme og synge deres sørgesange. Lad os alle jamre og græde, så tårerne vælter ned over kinderne. 18Snart kan man høre de frygteligste smerteskrig fra Jerusalem: ‚Katastrofen er over os. Vi er fuldstændig knuste. Vores huse er jævnet med jorden, og vi bliver ført bort som slaver.’ ”
19Jeg fortsatte: „Hør hvad Herren har at sige, I grædekoner. Lær jeres døtre at græde, og øv jer i at synge sørgesange. 20Døden vil kravle ind gennem vinduerne og skaffe sig adgang til selv de mest befæstede borge. Den vil dræbe børnene, der leger på gaden, og de unge, der samles på torvet. 21Sig til dem fra Herren, at ligene kommer til at ligge i gaderne, som var det gødning spredt ud på en mark. De ligger der som afskårne neg, høstfolkene ikke har samlet op.”
22Herren sagde: „Lad ikke den vise rose sig af sin visdom, helten af sin styrke, eller den rige af sin rigdom. 23Nej, hvis nogen vil rose sig, så lad dem rose sig af dette ene: at de kender mig og forstår, at mine handlinger på jorden er motiveret af nåde, barmhjertighed og retfærdighed, og at jeg glæder mig over dem, der handler på samme måde som jeg.
24Der kommer en dag, siger Herren, hvor jeg vil straffe både de uomskårne og dem, som nok er blevet omskåret rent fysisk, men som ikke lever i pagt med mig. 25Jeg vil slå ned på egypterne, judæerne, edomitterne, ammonitterne, moabiterne og araberne i ørkenen. De fremmede folkeslag er alle uomskårne på kroppen, men Israels folk har uomskårne hjerter.”
