1Sɛnea sukyerɛmma te ahuhurubere anaasɛ osu wɔ otwabere no,
saa ara na anuonyam mfata ɔkwasea.
2Sɛnea apatuprɛw tu anaasɛ asomfena tu dannan ne ho no,
saa ara na nnuabɔ hunu nsi hwee.
3Ɔkafo abaa wɔ hɔ ma ɔpɔnkɔ, nnareka wɔ hɔ ma afurum,
na abaa wɔ hɔ ma nkwaseafo akyi.
4Nhwɛ ɔkwasea agyimisɛm so mma no mmuae,
anyɛ saa a wo nso bɛyɛ sɛ ɔno.
5Gyina ɔkwasea agyimisɛm so ma no mmuae,
anyɛ saa a ɛbɛyɛ no sɛ onim nyansa.
6Sɛ wode nkra bi soma ɔkwasea a,
ɛte sɛ wutwitwa wʼankasa wʼanan anaasɛ wonom awuduru.
7Apakye nan a awu na ɛsensɛn hɔ no,
yɛ mmebusɛm a ɛda ɔkwasea ano.
8Ɔbo a wɔakyekyere afam ahwimmo so
te sɛ anuonyam a wɔde ama ɔkwasea.
9Nsɔe dua a ɔkɔwensani kita no
te sɛ mmebusɛm a ɛda ɔkwasea ano.
10Nea ɔbɔ ɔkwasea anaa obi hunu paa no
te sɛ agyantowni a opira nnipa kwa.
11Sɛnea ɔkraman san kɔ ne fe ho no,
saa ara na ɔkwasea ti nʼagyimisɛm mu.
12Wuhu obi a ɔyɛ onyansafo wɔ nʼankasa ani so ana?
Anidaso pii wɔ ɔkwasea mu sen no.
13Ɔkwadwofo ka se, “Gyata wɔ ɔkwan no mu,
gyatakeka nenam mmɔnten no so!”
14Sɛnea ɔpon di akɔneaba wɔ ne mpontare so no,
saa ara na ɔkwadwofo twa ne ho wɔ ne mpa so.
15Ɔkwadwofo de ne nsa si aduan mu,
na ɛyɛ no anihaw sɛ obeyi akɔ nʼano.
16Ɔkwadwofo yɛ onyansafo wɔ ɔno ankasa ani so
sen nnipa baason a wodwen asɛm ho na wɔabua.
17Obi a oso ɔkraman aso twe no no
te sɛ obi a ɔretwa mu na ɔde ne ho kɔfra ntɔkwaw a ɛmfa ne ho mu.
18Ɔbɔdamfo a ɔtotow atuo
anaa agyanwerɛmfo no
19te sɛ obi a, ɔdaadaa ne yɔnko
na ɔka se, “Na mede redi agoru!”
20Nnyansin hi a ogya dum;
nseku nni hɔ a ntɔkwaw to twa.
21Sɛnea gyabiriw dan nnyansramma na nnyina dan ogya no,
saa ara na ɔtɔkwapɛfo hyɛ ntɔkwaw mu takramugya.
22Osekuni ano asɛm te sɛ aduan a ɛyɛ dɛ;
ɛhyɛnhyɛn onipa akwaa mu nyinaa.
23Sɛnea ama kata asankagow ho no
saa ara na tɛkrɛmadɛ kata amumɔyɛ koma so.
24Onipa bɔne kasa te sɛ nea oye,
nanso nnaadaa ahyɛ ne koma ma.
25Ɛwɔ mu sɛ ne kasa yɛ dɛ de, nanso nnye no nni,
efisɛ abususɛm ason ahyɛ ne koma ma.
26Ebia nnaadaa bɛkata nʼadwemmɔne so,
nanso nʼamumɔyɛsɛm bɛda adi wɔ bagua mu.
27Sɛ onipa tu amoa a, ɔbɛtɔ mu;
sɛ onipa pirew ɔbo a, ɛbɛsan aba no so.
28Atoro tɛkrɛma kyi wɔn a ogu wɔn ho fi,
na adɛfɛdɛfɛ ano de ɔsɛe ba.
1At en tåbe bliver æret er lige så upassende
som regn i tørtiden eller sne om sommeren.
2En svale sætter sig ikke på din skulder,
og en ufortjent forbandelse rammer dig ikke.
3En hest kan styres med bidsel og et æsel med pisk,
en tåbe lærer kun ved at få tæsk.
4Giver du en tåbe igen med samme mønt,
kommer du selv til at ligne en tåbe.
5Giver du en fornuftig forklaring til en tåbe,
kan han måske indse sin tåbelighed.
6Det er skørt at sende en besked med en tåbe,
det er værre end ingenting, det giver bagslag.
7Hvis en tåbe prøver at bruge et ordsprog,
er det som en lam, der prøver at gå.
8At hædre en tåbe er lige så tosset
som at binde stenen fast til slyngen.
9En tåbe, der stiver sig af med ordsprog,
er som en drukkenbolt, der støtter sig til en tjørnekæp.
10Den arbejdsgiver, der hyrer den første den bedste,
er som en skytte, der skyder på må og få.
11En tåbe, der fremturer i sin tåbelighed,
er som en hund, der slikker sit eget bræk i sig.
12En tåbe, der er ærlig, er bedre faren
end den, der fejlagtigt tror, han er klog.
13Den dovne siger: „Jeg kan ikke gå på arbejde,
for jeg risikerer at blive ædt af en løve!”
14Den dovne vender og drejer sig i sengen,
som døren drejer sig på sine hængsler.
15Den dovne stikker fingrene i frugtfadet,
men gider ikke føre hånden til munden.
16Den dovne er klogere i sine egne øjne
end syv vise og fornuftige mennesker.
17En forbipasserende, der blander sig i et skænderi,
er som en, der rykker en vild hund i øret.
18-19Den, der bedrager sin ven og bagefter påstår, at det var for sjov,
er som en sindssyg, der leger med et dødbringende våben.
20Uden brændsel går ilden ud,
uden bagtalelse dør striden ud.
21En kværulant får en strid til at blusse op,
som når man bærer brænde til bålet.
22Sladder sluges med hud og hår
og lagrer sig dybt i sindet.
23Som skinnende glasur på en grim lerkrukke
er smukke ord, der dækker over falske motiver.
24En ondskabsfuld person kan tale smigrende ord,
men er fyldt med had indvendigt.
25Tro ikke på de venlige ord,
for hans hjerte er fuldt af onde planer.
26Skønt han snedigt skjuler sit had,
bliver det før eller senere klart for enhver.
27Den, der graver en grav for andre, falder selv i den,
den, der ruller en stor sten mod andre, knuses selv under den.
28Den, der lyver, viser sit had,
ondsindet smiger gør megen fortræd.
