Daniel Hu Ɔbɔfo Wɔ Anisoadehu Mu
1Persiahene Kores adedi afe a ɛto so abiɛsa mu no, woyii asɛm bi adi kyerɛɛ Daniel (a na wɔfrɛ no Beltesasar). Na nkra no yɛ nokware, na ɛfa ɔko kɛse bi ho. Onyaa nkra no nkyerɛase wɔ anisoadehu mu.
2Saa bere no, me, Daniel, midii awerɛhow nnaawɔtwe abiɛsa. 3Manni aduan pa biara. Nam anaa nsa biara anka mʼano, na mamfa sradehuam ansra kosii nnaawɔtwe abiɛsa no awiei.
4Ɔsram a edi kan no, da a ɛto so aduonu anan, bere a migyina asubɔnten kɛse Tigris konkɔn so no, 5memaa mʼani so na mihuu ɔbarima bi a ofura nweratam. Na ɔbɔ sikakɔkɔɔ ankasa abɔso a efi Ufas wɔ nʼasen mu. 6Ne nipadua no te sɛ aboɔdemmo. Nʼanim te sɛ anyinam, nʼani te sɛ ogyatɛn a ɛredɛw, ne nsa ne nʼanan te sɛ ayowa a wɔabere ho hyerɛnn, na ne nne nso te sɛ nnipakuw nnyigyei.
7Me, Daniel nko ara na minyaa saa anisoadehu no; nnipa a na wɔka me ho no anhu hwee. Ehu kɛse bi bɔɔ wɔn ma wuguan kohintawee. 8Enti ɛkaa me nko ara a merehwɛ anisoadehu kɛse yi. Na mʼahoɔden asa, mʼanim hoaee; afei na minni ɔboafo biara. 9Na metee sɛ ɔrekasa; na meretie no no, mefaa mu daa nnahɔɔ a mʼanim butuw fam.
10Nsa bi soo me mu, maa me a me nsa ne me kotodwe rewosow biribiribiri no so. 11Ɔkae se, “Daniel, wo a wobu wo yiye, dwene nsɛm a merebɛka akyerɛ wo yi ho. Gyina pintinn, na wɔasoma me wɔ wo nkyɛn.” Ɔkaa saa asɛm yi kyerɛɛ me no, mede ahopopo sɔree.
12Afei ɔkɔɔ so kae se, “Nsuro, Daniel. Efi da a edi kan a wopɛɛ sɛ wote anisoadehu no ase na wobrɛɛ wo ho ase wɔ wo Nyankopɔn anim no, na ɔtee wo nsɛm, na ɛno nti na maba yi. 13Nanso ɔhene babarima a ofi Persia ahenni mu siw me kwan nnafua aduonu baako. Afei, Mikael a ɔyɛ ahenemma atitiriw no mu baako bɛboaa me, efisɛ na wɔde me asie wɔ Persia hene nkyɛn. 14Mprempren, maba sɛ merebɛkyerɛkyerɛ wo nea ɛbɛba wo nkurɔfo so daakye, efisɛ saa anisoadehu yi fa bere bi a ɛrebɛba ho.”
15Bere a ɔreka eyi akyerɛ me no, mebɔɔ me mu ase, na metɔɔ mum. 16Afei obi a ɔte sɛ onipa de ne saa kaa mʼano, na mibuee mʼano, fii ase kasae. Meka kyerɛɛ nea ogyina mʼanim no se, “Anisoadehu no ama me ho adwiriw me, me wura, na minni ɔboafo biara. 17Ɛbɛyɛ dɛn na wʼakoa betumi ne wo akasa, me wura? Mʼahoɔden asa, na mintumi nhome.”
18Nea ɔte sɛ onipa no de ne nsa kaa me bio, na ɔmaa me ahoɔden. 19Ɔka kyerɛɛ me se, “Nsuro, wo a wobu wo bebree. Asomdwoe nka wo. Hyɛ wo ho den. Yɛ den.”
Ɔkasa kyerɛɛ me no, minyaa ahoɔden na mekae se, “Sɛ woama me ahoɔden yi, kasa, me wura.”
20Enti obisae se, “Wunim nea enti a maba wo nkyɛn? Ɛrenkyɛ, mɛsan akɔ na me ne Persia ɔhenebabarima akɔko, na sɛ mekɔ a, Hela ɔhenebabarima bɛba; 21nanso, medi kan aka nea wɔakyerɛw wɔ Nokware Nhoma no mu no akyerɛ wo. (Obiara nni mʼafa a ɔko tia wɔn, gye sɛ Mikael a ɔyɛ wo hene babarima no.
Daniels syn ved Tigrisfloden
1I perserkongen Kyros’ tredje regeringsår10,1 536 f.Kr. fik Daniel (som også blev kaldt Belteshazzar) et syn, der indvarslede fremtidige krige og hårde tider. Forklaringen fik han også gennem et syn.
2Synet kom på et tidspunkt, hvor jeg, Daniel, havde bedt og søgt Herren i tre uger. 3Jeg havde kun spist det mest nødvendige, intet kød, ingen vin eller anden lækker mad, og jeg havde heller ikke plejet min krop.
4Den 24. dag i den første måned stod jeg sammen med nogle andre ved Tigrisflodens bred. 5Pludselig så jeg en mand i en lang, hvid klædning og med et bælte af det fineste guld bundet om livet. 6Kroppen udstrålede et lys som fra en kostbar ædelsten, ansigtet glimtede som lyn, øjnene flammede som ild, armene og fødderne skinnede som poleret bronze, og hans stemme rungede som råbet fra en stor menneskemængde.
7Jeg var den eneste, der så manden. Mine ledsagere kunne ikke se ham, men blev rædselsslagne på grund af lyset og løb deres vej for at komme i dækning, 8så jeg stod alene tilbage. Jeg følte knæene vakle under mig, mit ansigt var ligblegt, og jeg kunne ikke røre mig ud af stedet.
9Da jeg hørte hans stemme, svimlede det for mig, og jeg faldt ned med ansigtet mod jorden. 10Men en hånd tog fat i mig og fik mig skælvende op på mine knæ og hænder. 11„Daniel, Gud sætter stor pris på dig!” sagde han. „Rejs dig og lyt omhyggeligt til det, jeg har at sige, for Gud har sendt mig til dig!” Så rejste jeg mig op, stadig rystende af skræk.
12„Vær ikke bange, Daniel,” fortsatte han. „Allerede den første dag, du besluttede at bede om indsigt og at ydmyge dig for Gud, blev din bøn hørt, og derfor er jeg kommet. 13Den mægtige åndsmagt, der styrer det persiske rige, blokerede imidlertid vejen for mig i 21 dage. Men så kom ærkeenglen Mikael mig til hjælp, og jeg efterlod ham dér i kamp med den persiske åndsfyrste.10,13 Ifølge en af de græske håndskrifter. Den hebraiske tekst er uklar. 14Jeg er kommet for at vise dig endnu et syn, så du kan forstå, hvad der skal ske med dit folk engang i fremtiden.”
15Mens jeg lyttede til englens ord, stod jeg med bøjet hoved, ude af stand til at sige noget. 16Men så rørte han ved mine læber, og jeg åbnede munden og sagde: „Herre, ved synet af dig blev jeg skrækslagen og ganske udmattet. 17Hvordan skulle jeg, din ringe tjener, turde sige noget til dig, herre? Jeg kan dårligt få vejret af skræk og udmattelse.”
18Englen, der lignede et menneske, rørte igen ved mig, og jeg følte mig styrket. 19„Vær ikke bange,” sagde han. „Gud sætter stor pris på dig. Vær frimodig og stærk.” Hans ord styrkede mig, og jeg sagde: „Tal kun, herre, for du har styrket mig.”
20„Ved du, hvorfor jeg er kommet?” spurgte han. „Snart skal jeg vende tilbage og fortsætte kampen imod åndsfyrsten over Persien, og efter ham kommer Grækenlands åndsfyrste. Men inden jeg vender tilbage, vil jeg fortælle dig, hvad der står skrevet i Sandhedens Bog. 21(Den eneste, der hjælper mig i kampen imod disse åndsfyrster, er Mikael, jeres ærkeengel. Jeg har kæmpet sammen med Mikael siden mederen Dareios’ første regeringsår.)
