Sa Malta
1Nang makaahon na kami at ligtas na sa panganib, nalaman namin na ang islang iyon ay tinatawag na Malta. 2Napakabait sa amin ng mga taga-roon at mabuti ang kanilang pagtanggap sa aming lahat. Nagsiga sila para makapagpainit kami, dahil umuulan at maginaw. 3Nanguha si Pablo ng isang bigkis ng kahoy na panggatong. Pero nang mailagay na niya ang mga kahoy sa apoy, biglang lumabas ang makamandag na ahas dahil sa init ng apoy, at tinuklaw ang kanyang kamay. 4Pagkakita ng mga taga-roon sa ahas na nakabitin sa kamay ni Pablo, sinabi nila, “Tiyak na kriminal ang taong ito. Nakaligtas siya sa dagat pero ayaw pumayag ng dios ng katarungan na mabuhay pa siya.” 5Pero ipinagpag lang ni Pablo ang ahas doon sa apoy at hindi siya napano. 6Hinihintay ng mga tao na mamaga ang kamay ni Pablo o kayaʼy matumba siya at mamatay. Pero matapos nilang maghintay nang matagal, walang nangyari kay Pablo. Kaya nagbago ang kanilang iniisip. Sinabi nila, “Isa siyang dios!”
7Ang pangalan ng pinuno ng lugar na iyon ay si Publius. Ang kanyang lupa ay malapit lang sa lugar kung saan kami umahon. Mabuti ang kanyang pagtanggap sa amin, at doon kami tumuloy sa kanila sa loob ng tatlong araw. 8Nagkataon noon na ang ama ni Publius ay may sakit. May lagnat siya at disintirya. Kaya pumasok si Pablo sa kanyang silid at nanalangin. Ipinatong niya ang kanyang kamay sa may sakit at gumaling ito. 9Dahil sa pangyayaring iyon, ang lahat ng may sakit sa isla ay pumunta sa amin at pinagaling din sila. 10Marami silang ibinigay sa amin na regalo. At nang paalis na kami, binigyan pa nila kami28:10 binigyan pa nila kami: o, dinalhan pa nila kami sa barko. ng mga kakailanganin namin sa paglalakbay.
Mula Malta Papuntang Roma
11Matapos ang tatlong buwan na pananatili namin sa isla ng Malta, sumakay kami sa isang barkong nagpalipas doon ng tag-unos. Ang barkong itoʼy galing sa Alexandria, at nakalarawan sa unahan nito ang kambal na dios. 12Mula sa Malta, pumunta kami sa Syracuse at tatlong araw kami roon. 13Mula roon, bumiyahe kami hanggang sa nakarating kami sa Regium. Kinabukasan, umihip ang habagat, at sa loob ng dalawang araw ay nakarating kami sa Puteoli. 14Doon may nakita kaming mga kapatid sa Panginoon. Hiniling nila sa amin na manatili roon ng isang linggo. Pagkatapos, dumiretso kami sa Roma. 15Nang marinig ng mga kapatid sa Roma na dumating kami, sinalubong nila kami sa Pamilihan ng Apius28:15 ng Apius: o, ni Apius. at sa Tres Tabernas. Nang makita ni Pablo ang mga kapatid, nagpasalamat siya sa Dios at lumakas ang kanyang loob.
Sa Roma
16Pagdating namin sa Roma, pinahintulutan si Pablo na tumira kahit saan niya gusto, pero may isang sundalong magbabantay sa kanya.
17Pagkalipas ng tatlong araw, ipinatawag ni Pablo ang mga pinuno ng mga Judio sa Roma. Nang nagkakatipon na sila, sinabi niya, “Mga kapatid, kahit na wala akong nagawang kasalanan laban sa ating bayan o sa mga kaugaliang mula sa ating mga ninuno, dinakip nila ako sa Jerusalem at inakusahan sa gobyerno ng Roma. 18Nilitis ako ng mga Romanong opisyal, at nang malaman nila na wala akong nagawang masama para hatulan ng kamatayan, palalayain na sana nila ako. 19Pero tinutulan ng mga Judio, kaya napilitan akong lumapit sa Emperador, kahit wala akong paratang laban sa aking mga kababayan. 20Ito ang dahilan kung bakit hiniling kong makita kayo, para makapagsalita ako sa inyo, dahil nakakadena ako ngayon dahil naniniwala ako sa inaasahan ng mga Judio.”
21Sinagot nila si Pablo, “Wala kaming natanggap na sulat mula sa Judea tungkol sa iyo. Ang mga kapwa natin Judio na dumating dito galing sa Jerusalem ay wala ring ibinalita o sinabi laban sa iyo. 22Pero gusto rin naming marinig kung ano ang iyong sasabihin, dahil alam namin na kahit saang lugar, minamasama ng mga tao ang sekta mong iyan.”
23Kaya nagtakda sila ng araw para magtipong muli. Pagdating ng araw na iyon, lalong dumami ang pumunta sa bahay na tinutuluyan ni Pablo. Pinatunayan niya sa kanila ang tungkol sa paghahari ng Dios, at ipinaliwanag niya ang tungkol kay Jesus sa pamamagitan ng mga Kautusan ni Moises at ng mga isinulat ng mga propeta para sumampalataya sila sa kanya. 24Ang iba ay naniwala sa kanyang sinabi, pero ang iba naman ay hindi. 25At dahil sa hindi sila magkasundo, nagsiuwian sila. Pero bago sila umalis, sinabi ni Pablo sa kanila, “Tama ang sinabi ng Banal na Espiritu sa ating mga ninuno sa pamamagitan ni Propeta Isaias. 26Sapagkat sinabi niya,
‘Puntahan mo ang mga taong ito at sabihin mo sa kanila na kahit makinig sila, hindi sila makakaunawa,
at kahit tumingin sila, hindi sila makakakita,
27dahil matigas ang puso ng mga taong ito.
Tinakpan nila ang kanilang mga tainga at ipinikit nila ang kanilang mga mata.
Dahil baka makakita sila at makarinig,
at maunawaan nila kung ano ang tama, at magbalik-loob sila sa akin, at pagalingin ko sila.’ ”28:27 Isa. 6:9-10.
28Sinabi pa ni Pablo, “Gusto ko ring sabihin sa inyo na ang salita ng Dios tungkol sa kaligtasan ay ibinalita na sa mga hindi Judio, at sila ay talagang nakikinig.” [29Pagkasabi nito ni Pablo, nag-uwian ang mga Judio na mainit na nagtatalo.]
30Sa loob ng dalawang taon, nanatili si Pablo sa bahay na kanyang inuupahan. At tinanggap niya ang lahat ng dumadalaw sa kanya. 31Tinuruan niya sila tungkol sa paghahari ng Dios at tungkol sa Panginoong Jesu-Cristo. Hindi siya natakot sa kanyang pagtuturo at wala namang pumigil sa kanya.
Opholdet på Malta
1Da alle var bjærget op på stranden, fik vi at vide, at øen hed Malta. 2De indfødte på øen var meget venlige og viste os en usædvanlig omsorg. De tændte et bål på stranden, og vi samlede os om ilden, for det var begyndt at regne, og det var meget koldt. 3Paulus samlede en bunke kvas, men da han lagde den på bålet, krøb en giftslange frem på grund af varmen og bed sig fast i hans hånd. 4Da de indfødte så slangen hænge fast i hånden, sagde de til hinanden: „Den mand er sikkert en morder. Selv om han slap godt fra havet, tillader retfærdighedens gudinde ikke, at han får lov at leve.” 5Men Paulus rystede slangen af over ilden og så ikke ud til at have lidt nogen overlast. 6De indfødte betragtede ham afventende. De regnede med, at han ret hurtigt ville svulme op eller falde død om. Da de havde iagttaget ham et stykke tid, og der stadig ikke var sket noget, ændrede de holdning og mente nu, at han måtte være en gud.
7I nærheden af det sted, hvor vi var drevet i land, lå en landejendom, som tilhørte øens fornemmeste mand, Publius. Han tog venligt imod os og beværtede os i tre dage. 8Nu var det sådan, at Publius’ far lå syg med feberanfald og dysenteri. Paulus gik ind til ham, lagde hænderne på ham og bad for ham. Og han blev straks helbredt. 9Derefter kom resten af de syge på øen og blev helbredt. 10Folk forærede os mange gaver, og da vi skulle sejle videre, bragte de os alt muligt, som vi kunne få brug for på rejsen.
Fra Malta til Rom
11Først da der var gået tre måneder efter skibbruddet, kunne vi komme videre. Det blev med et skib fra Alexandria, der havde tvillingeguderne Castor og Pollux som galionsfigur. Det havde ligget i vinterhavn på øen. 12Først anløb vi Syrakus på Sicilien, hvor vi blev i tre dage. 13Derefter kastede vi los og ankom til Regium på Italiens sydspids, og da der dagen efter blæste en god søndenvind, ankom vi allerede den følgende dag til Roms havneby, Puteoli, og gik fra borde. 14Sådan endte den lange sørejse til Rom. I Puteoli fandt vi frem til nogle kristne, og de indbød os til at blive der en uges tid.
15I Rom havde de kristne hørt, at vi var på vej, og de kom ud for at tage imod os. Nogle mødte vi ved Forum på Via Appia, og andre mødte vi ved „De tre Kroer”. Da Paulus så dem, takkede han Gud og fik nyt mod.
Paulus i Rom
16Da vi ankom til Rom, fik Paulus lov til at bo for sig selv sammen med den soldat, som skulle bevogte ham. 17Et par dage efter sin ankomst sendte han bud til byens jødiske ledere og indbød dem til at komme og besøge ham. Da de var kommet, sagde han til dem: „Mine ærede landsmænd! Jeg blev pågrebet af jøderne i Jerusalem og overgivet til de romerske myndigheder, selv om jeg hverken har gjort noget forkert imod vores folk eller imod de skikke, vi har fra forfædrene. 18Romerne stillede mig for retten, hvorefter de ville løslade mig, fordi de ikke kunne finde noget grundlag for den dødsdom, som jøderne krævede. 19Men da jøderne protesterede mod den afgørelse, blev jeg tvunget til at appellere min sag til kejseren, selv om jeg ikke har noget at anklage mit eget folk for. 20Det er derfor, jeg har bedt jer komme her i dag. Jeg vil gerne fortælle jer, at jeg bærer de her lænker på grund af min tro på ham, som Israels folk har ventet og håbet på så længe.” 21De svarede: „Vi har ikke modtaget noget brev fra Judæa om den sag, og der er heller ikke kommet nogle ledere derfra med en rapport om, at du skulle have gjort noget forkert. 22Men vi vil gerne høre din mening om den sekt, som vi har hørt, at mange taler imod.”
23De aftalte et tidspunkt for et møde, og på den fastsatte dag kom et større antal mennesker til det sted, hvor Paulus boede. Han underviste dem grundigt om Guds rige og søgte ud fra Toraen og de profetiske bøger at overbevise dem om, at Jesus er Messias. Han begyndte undervisningen om morgenen og fortsatte lige til aften.
24Nogle lod sig overbevise af Paulus’ ord, men andre ville ikke tro det. 25Da de tog derfra, diskuterede de indbyrdes frem og tilbage. Paulus havde sluttet med at sige: „Helligånden havde ret, da han gennem profeten Esajas sagde til jeres forfædre:
26Sig til dette folk:
‚I hører, men forstår dog intet.
I ser, men fatter dog intet.’
27For dette folk går rundt med lukkede øjne,
så de intet ser.
De har ørerne tilstoppede,
så de intet hører.
Deres hjerter er tillukkede,
så de ikke føler anger eller skyld.
Derfor kommer de ikke til mig,
så jeg kan helbrede dem.28,27 Es. 6,9-10 citeret efter Septuaginta. Den hebraiske kiasme er omstillet til parallelisme for at klargøre meningen på dansk.
28Derfor kan jeg fortælle jer, at når I ikke vil høre, bliver budskabet om Guds frelse bragt ud til de ikke-jødiske folkeslag—og de vil høre efter!”28,28 Nogle håndskrifter har et vers 29: „Da han havde sagt dette, gik jøderne deres vej under voldsomt indbyrdes skænderi.”
30De næste to år boede Paulus nu i det hus, han havde lejet, og han tog imod alle, som besøgte ham. 31Han fortsatte med at forkynde om Guds rige, og han underviste frimodigt om Herren Jesus Kristus, uden at nogen forsøgte at hindre ham i det.
