Pavel před židovskou veleradou
1Když byl Pavel předveden k výslechu, nijak se nezalekl a odvážně začal: „Bratři, sám Bůh ví, že mám čisté svědomí.“
2Velekněz Ananiáš to považoval za rouhání a přikázal strážnému, aby vězně udeřil přes ústa. 3Pavel na něj zavolal: „Ty křiváku, tebe jednou udeří Bůh! Tváříš se jako ochránce zákona a místo spravedlivého soudu rozdáváš rány.“ 4Strážní ho okřikli: „Takhle mluvíš s Božím veleknězem?“ 5Pavel se omlouval: „Nevěděl jsem, bratři, že je to velekněz. Vím, že je psáno: Nespílej svému vládci!“
6Věděl však, že v radě jsou dva tábory, saducejský a farizejský. Zvolal tedy, aby to všichni slyšeli: „Bratři, jsem farizej a byl jsem tak už od mládí vychován. Jsem postaven před soud, protože hlásám naději na vzkříšení a věčný život!“ 7Tím se mu podařilo vnést do velerady rozkol. 8Saducejové totiž popírali vzkříšení, věčný život a existenci duchovního světa, kdežto farizejové to všechno vyznávali. 9Obě strany se do sebe pustily a byla z toho velká hádka. Bohoslovci farizejského směru nakonec žádali, aby byl Pavel osvobozen. Říkali: „Vždyť se ničím neprovinil. Co když k němu skutečně promluvil duch nebo anděl? Abychom se nestavěli proti Bohu!“
10Teď teprve vypuklo pobouření. Velitel se polekal, že vězeň, za kterého ručil, by mohl být ubit. Přivolal rychle vojáky, vysvobodili Pavla z té vřavy a dal ho znovu odvést do pevnosti.
Plán zabít Pavla
11Té noci se Pavlovi ukázal Pán Ježíš a posiloval ho slovy: „Neztrácej odvahu! Vydal jsi o mně statečné svědectví v Jeruzalémě a vydáš je i v samotném Římě.“
12-13Druhý den ráno se smluvilo přes čtyřicet židovských mužů, 14šli k velekněžím a prohlásili: „Přísahali jsme si, že se nedotkneme jídla ani pití, dokud toho Pavla nezabijeme. 15Vzkažte veliteli, ať ho znovu přivede do velerady, a řekněte, že se chcete jeho případem důkladněji zabývat. My si na něj počkáme a na cestě ho sprovodíme ze světa.“ 16O tomto spiknutí se však dověděl syn Pavlovy sestry. Podařilo se mu strýce v pevnosti navštívit a varovat. 17Pavel požádal sloužícího důstojníka: „Prosím, zaveď toho mládence k veliteli, má pro něho důležité sdělení.“ 18-21Důstojník jeho přání vyhověl. Velitel hovořil s Pavlovým synovcem mezi čtyřma očima. Ten mu řekl: „Židé chystají léčku; zítra tě požádají, abys jim vězně znovu přivedl do velerady, že ho musí ještě důkladněji vyslechnout. Cestou však bude na Pavla číhat víc než čtyřicet mužů ke všemu odhodlaných; zavázali se slavnostní přísahou, že ho zabijí. Jeho život, pane, je ve tvých rukou!“
Pavel je poslán do Césareje
22Velitel mladíka propustil a varoval ho: „Nikomu ani slovo, že o tom vím!“ Rozhodl se, že raději Pavla odešle pod bezpečným doprovodem k římskému místodržiteli Felixovi do Césareje. 23Dvěma důstojníkům vydal rozkaz, aby v devět hodin večer nastoupilo dvě stě pěšáků, sedmdesát jezdců a dvě stě lehkooděnců. 24Pro vězně měli připravit nosítka mezi dvěma mezky. 25Po důstojníkovi eskorty poslal dopis tohoto znění:
26„Klaudius Lysias ctěnému místodržiteli Felixovi.
27Muže, kterého ti posílám, jsem se svým oddílem zachránil z rukou židů. Ti ho málem zabili. Zjistil jsem totiž, že je to římský občan. 28Abych se dozvěděl, co vlastně proti němu mají, dal jsem ho předvést jejich veleradě. 29Ukázalo se, že nejde o žádný vážný nebo dokonce hrdelní zločin, ale pouze o jejich náboženské spory. 30Dostal jsem však zprávu, že ho chtějí úkladně zavraždit, a tak ho rychle posílám pod tvoji ochranu. Zároveň dávám na vědomí veleradě, že žalobu na něho mohou podat u tebe. Srdečně tě zdravím!“
31Pěší oddíly provázely vězně v noci na hranice Judska, do Antipatridy, odkud se vrátily do kasáren. 32Za dne doprovodila Pavla již jen jízda. 33V Césareji jej předali místodržiteli a odevzdali mu i velitelův dopis. 34Felix vzkaz přečetl a hned se zajímal, ze které římské provincie Pavel pochází, zda totiž vůbec spadá pod jeho pravomoc. Když se dověděl, že je z Kilikie, 35řekl: „Vyslechnu tě, až se dostaví tvoji žalobci.“ A dal Pavla střežit ve vládní budově, kterou kdysi postavil Herodes Veliký.
Paulus for Det jødiske rådet
1Da Paulus kom inn, så han medlemmene i rådet rett i øynene og sa: ”Brødre, jeg har alltid levd livet mitt med god samvittighet for Gud.” 2Da ga øverstepresten Ananias befaling om at de som sto nærmest Paulus, skulle slå ham over munnen.
3Paulus sa til han: ”Gud skal slå deg, du som har sunket ned i en slik dobbelmoral! Her sitter du for å dømme meg etter Moseloven23:3 Moseloven, eller den jødiske loven, finnes skrevet ned i Første til Femte Mosebok., og så bryter du selv loven ved å befale at de skal slå meg.” 4De som sto ved siden av Paulus, sa da til ham: ”Hvordan våger du å forulempe Guds øversteprest?”
5”Tilgi meg brødre”, svarte Paulus, ”jeg visste ikke at han var øversteprest. Det står i Skriften23:5 ”Skriften” for jødene er Bibelens første del, den som vi kaller Det gamle testamente.: ’Du skal ikke forbanne den som er leder for folket ditt.23:5 Se Andre Mosebok 22:28.’ ”
6Hva Paulus derimot visste, var at noen av medlemmene i rådet var saddukeere, mens andre var fariseere.23:6 Fariseer og sadukeere var to religiøse partier blant jødene. Derfor ropte han: ”Brødre, jeg er fariseer liksom alle mine forfedre. Og jeg blir stilt for retten her i dag fordi jeg tror at de døde står opp igjen.”
7Dette delte straks rådet i to grupper som begynte å krangle med hverandre. 8Saddukeerne tror nemlig ikke at de døde står opp igjen eller at det finnes engler eller ånder. Fariseerne derimot tror på alt dette.
9Alle i rådet skrek i munnen på hverandre, og noen av de skriftlærde23:9 Fariseerne var eksperter på loven, som er et annet navn for hele den jødiske Skriften, det vil si Bibelens første del, den som vi kaller Det gamle testamente. fra partiet til fariseerne stilte seg opp og forsvarte Paulus. ”Vi kan ikke se at denne mannen har gjort noe galt”, protesterte de høylytt. ”Kanskje en Ånd eller en engel virkelig har snakket til ham.”
10Krangelen ble bare verre og verre, og mennene rykket og slet i Paulus fra alle kanter. Til slutt fikk kommandanten gitt befaling til soldatene om å ta med Paulus og føre ham til festningsborgen, etter som han var redd for at de skulle slite ham i filler.
11Da det seinere var blitt natt, viste Herren Jesus seg for Paulus og sa: ”Vær ikke redd! På samme måten som du har fortalt om meg her i Jerusalem, skal du også fortelle om meg i Roma.”
Planer på å drepe Paulus
12-13Neste morgen samlet mer enn 40 jødiske menn seg og sverget på at de verken skulle spise eller drikke før de hadde drept Paulus. 14De gikk til øversteprestene og folkets ledere og sa: ”Vi har sverget en ed og lovet at vi verken skal spise eller drikke før vi har drept Paulus. 15Be derfor kommandanten om at han lar Paulus bli stilt for rådet igjen. Si til ham at dere vil undersøke tilfellet nærmere, så kan vi drepe ham når han er på vei hit.”
16Paulus sin søstersønn fikk greie på planene deres og gikk til festningsborgen og fortalte alt for Paulus. 17Straks kalte han til seg en offiser og sa: ”Ta med denne unge mannen til kommandanten. Han har noe viktig å fortelle ham.”
18Offiseren gikk da til kommandanten og forklarte: ”Fangen Paulus kalte på meg og ba meg ta med denne unge mannen til deg. Han har visst noe å fortelle deg.”
19Kommandanten tok ham da ved armen og førte ham til siden og spurte: ”Hva er det du har å fortelle?”
20Søstersønnen til Paulus forklarte straks: ”Jødene har blitt enige om å be deg sende Paulus ned til deres råd i morgen, slik at de kan undersøke tilfellet nærmere. 21Ikke la dem få det som de vil, for mer enn 40 menn ligger gjemt i et bakhold for å drepe Paulus. De har sverget at de verken skal spise eller drikke før han er død. De har allerede gjort seg klare og venter bare på at du skal gi ditt ja.”
22Kommandanten advarte ham og sa: ”Ingen må få vite at du har fortalt meg dette”, og så lot han mannen gå.
Paulus blir ført til Cæsarea
23Kommandanten kalte på to av offiserene sine og sa: ”Kall ut 200 soldater som står klare til å marsjere til Cæsarea klokka ni i kveld sammen med 200 spydkastere og 70 ryttere. 24Gi Paulus en hest å ri på og pass på, at han kommer fram til landshøvdingen Feliks i god behold.”
25Han skrev følgende brev til landshøvdingen:
26”Fra Claudius Lysias,
til den høyt ærede landshøvdingen Feliks.
Beste hilsen!
27Denne mannen har blitt arrestert av jødene. De skulle nettopp til å drepe ham da jeg sendte ut soldater for å redde ham. Etterpå har jeg fått vite at han er romersk borger. 28Jeg førte ham ned til Det jødiske rådet23:28 Det jødiske rådet hadde omkring 70 medlemmer, og besto av alle de religiøse og politiske lederne i Israel. Rådet fungerte under den romerske okkupasjonen som domstol, men hadde også rett til å bestemme i enkelte politiske spørsmål. for å få greie på hva de anklaget ham for. 29Jeg forsto snart at det bare var noen interne stridsspørsmål som hadde med deres religiøse lover å gjøre, og ikke noe som bør bli straffet med fengsel eller døden. 30Senere fikk jeg ved en anledning greie på at de planla å drepe han, og jeg besluttet derfor å sende ham til deg. Jeg har også formant motstanderne hans til å legge fram anklagene sine for deg.”
31Samme natten tok soldatene Paulus og førte ham til den romerske militærforlegningen Antipatris23:31 Antipatris lå mitt mellom Jerusalem og Cæsarea. slik de hadde fått befaling om. 32Neste morgen fortsatte de 70 rytterne med ham til Cæsarea, mens de øvrige mennene vendte tilbake til festningsborgen i Jerusalem.
33Da de kom fram til Cæsarea, overlot de brevet til landshøvdingen Feliks og førte Paulus inn til han. 34Landshøvdingen leste brevet og spurte Paulus hvilken provins han kom fra. ”Fra Kilikia”, svarte Paulus.
35”Bra”, sa landshøvdingen, ”jeg skal ta opp saken din når de som anklager deg kommer hit.” Så ga han befaling om at Paulus skulle bli anbrakt i fengslet som lå i palasset til kong Herodes.
