Juízes 5 – OL & BPH

O Livro

Juízes 5:1-31

O cântico de Débora

1Débora e Baraque, filho de Abinoão, compuseram então e cantaram este cântico de vitória:

2“Os líderes de Israel

conduziram corajosamente o povo.

Este seguiu-os de voluntariamente.

Sim, bendito seja o Senhor!

3Escutem, ó reis! Ouçam com atenção, ó governantes!

Pois vou cantar ao Senhor,

vou entoar hinos de louvor ao Senhor, Deus de Israel.

4Quando saíste de Seir,

e deixaste os campos de Edom,

a terra tremeu,

os céus derramaram chuvas.

5As montanhas tremeram diante do Senhor, o Deus do Sinai,

perante o Senhor, o Deus de Israel.

6Nos dias de Sangar, filho de Anate,

e nos dias de Jael,

as grandes estradas ficaram desertas;

os viajantes tomaram atalhos retorcidos.

7O povo de Israel conteve-se e não lutou,

até que apareceu Débora,

até que levantei uma mãe em Israel.

8Quando Israel vai atrás de deuses estrangeiros,

é a derrocada de tudo, é a guerra.

Os senhores que nos dominavam não permitiam sequer

que tivéssemos um escudo ou uma lança nas mãos.

Entre 40 000 soldados israelitas

não se encontra uma só arma!

9Como me alegro nos chefes de Israel,

que tão generosamente se deram a si próprios!

Louvem o Senhor!

10Que Israel inteiro, ricos e pobres,

se juntem nos seus louvores,

tanto os que andam montados em brancos jumentos

e pisam ricos tapetes em casa,

como os que têm de andar a pé pelos caminhos.

11Os músicos de cada povoação juntam-se no poço da vila,

para exaltar os triunfos do Senhor.

Sem cessar, fazem suceder hinos e baladas,

sobre como o Senhor salvou Israel

com um exército de combatentes!

O povo do Senhor passou as portas das cidades.

12Levanta-te, Débora, e canta!

Ergue-te, Baraque! Tu, filho de Abinoão,

chega-te, com os teus prisioneiros!

13Descendo o monte Tabor via-se o nobre resto do povo.

O povo do Senhor desceu avançando contra os poderosos.

14De Efraim, cujas raízes estão na antiga região de Amaleque,

desceram guerreiros atrás de Benjamim e do seu povo;

de Maquir descem os príncipes e de Zebulão, os comandantes.

15Veio até ao vale essa nobre gente de Issacar,

com Débora e com Baraque.

À ordem de Baraque acorreram todos ao vale.

Contudo, a tribo de Rúben não se deslocou.

16Porque ficas sentado em casa, no meio dos rebanhos,

ouvindo os balidos dos animais e as flautas dos pastores?

Sim, a tribo de Rúben não pode estar com a consciência descansada.

17Porque ficou também Gileade do lado de lá do Jordão,

e por que razão Dan ficou à beira dos seus barcos?

E qual a razão que levou Aser a ficar impassível,

nas praias, descansando junto aos seus portos?

18Mas as tribos de Zebulão e de Naftali não tiveram medo

de morrer nos campos de batalha.

19Os reis de Canaã lutaram em Taanaque,

junto às fontes de Megido,

mas deles não levaram prata.

20Até as próprias estrelas do céu lutaram contra Sísera.

21O veloz ribeiro de Quisom os arrastou, os varreu.

Avante, alma minha, corajosamente!

22Ouve o trotar dos cascos da cavalaria inimiga!

Observa o galopar dos seus corcéis!

23Pois apesar disso o anjo de Senhor amaldiçoou Meroz:

‘Que os seus habitantes sejam asperamente amaldiçoados’, disse.

‘Porque não quiseram empenhar-se na luta pelo Senhor como seus valentes.’

24Bendita seja Jael, a mulher de Heber, o queneu.

Sim, que ela seja abençoada,

acima de todas as mulheres, nos seus lares.

25Pediu-lhe água,

e ela deu-lhe leite, numa bela taça.

26Mas depois, pegou numa estaca, num martelo,

cravou-a na testa de Sísera,

rachando-lhe a cabeça,

atravessando-a de lado a lado.

27Ele dobrou-se a seus pés e ali ficou prostrado;

a seus pés caiu e ali ficou!

Ali no chão caiu sem vida.

28A mãe de Sísera bem olhava pela janela,

esperando o seu regresso:

‘Mas porque é que o seu carro demora tanto a regressar?

Porque é que não se ouve ainda

o barulho do rodado dos carros pelo caminho?’

29As amigas que lhe faziam companhia respondiam e ela concordava:

30‘É que deve haver grande despojo a repartir e isso leva tempo.

Cada homem fica com uma ou duas raparigas.’

‘Sim’, acrescentava, ‘Sísera há de trazer vestidos de lindas cores,

e muitos presentes para me oferecer.’

31Ó Senhor, que todos os teus inimigos pereçam como Sísera,

mas aqueles que te amam, que sejam como o Sol,

quando se levanta na sua força!”

Depois disto acontecer, houve paz na terra durante 40 anos.

Bibelen på hverdagsdansk

Dommerbogen 5:1-31

Deboras sejrssang

1Den dag sang Debora og Barak følgende sejrssang:

2Når Israels ledere fører an,

når folket villigt følger med,

da skal I prise Herren.

3Hør, I høvdinger, lyt, I fyrster!

Jeg vil synge for Herren og spille for Israels Gud.

4Herre, da du førte dit folk op fra Seir,

da du ledte os fra Edoms land,

da skælvede og rystede jorden,

himlen kunne ikke holde tæt,

skyerne rystede regnen af sig.

5Bjergene bævede for Herren,

Sinai skælvede for Israels Gud.

6Men på Shamgars tid gemte man sig,

på Jaels tid lå vejene øde,

folk sneg sig af sted ad de afsides stier.

7Bønderne holdt sig bag storbyens mure,

landsbyidyl var en saga blot,

indtil jeg, Debora, stod frem

og blev som en mor for Israel.

8Da Israel valgte sig nye guder,

blev der ufred og kaos overalt.

Der var fyrre tusind krigere i Israel,

men hvor så man et skjold eller spyd?

9Mit hjerte banker for Israels ledere

og for folket, der frivilligt fulgte dem.

Pris Herren for dem!

10I, som rider på glinsende æsler,

I, som sidder på fornemme sadeltæpper,

I, som vandrer til fods på vejen, hør efter!

11Lyt til vanddragerne ved brøndens vandtrug.

De synger om Herrens sejre og Israels bønders bedrifter.

Herrens folk kom i flok,

i byporten råbte de:

12„Træd frem, Debora, træd frem og syng krigssange!

Rejs dig, Barak, rejs dig, kom og tag fjender til fange!”

13Den gudfrygtige rest sluttede sig til hæren.

Herrens folk kom til mig og krigerne.

14De kom fra Efraims land,

som engang tilhørte Amalek.

Nogle kom helt fra Benjamins land.

Fra Makir kom mægtige krigere,

fra Zebulon stærke ledere,

15Issakars hærførere sluttede op om Debora,

de løb med Barak ned ad bjerget.

Rubens klaner var ubeslutsomme:

16Hvorfor blev I siddende mellem kvægfoldene?

Var det for at høre hyrderne fløjte?

Rubens klaner var for ubeslutsomme.

17Gileads folk blev på den anden side af Jordanfloden.

Hvorfor blev Dan ved sine skibe?

Asher sad stille ved havets vande,

han blev i sin sikre havn.

18Men Zebulon satte livet på spil,

Naftali sloges på slagmarken.

19Kana’ans konger kom til Ta’anak,

de væbnede sig til kamp ved Megiddos vande.

Men sejren gled dem af hænde,

krigsbytte fik de intet af.

20Himlens kræfter kæmpede for os,

tordnede og lynede mod Siseras hær.

21Kishons vand svulmede med stormflods styrke,

den gamle bæk fejede fjenden væk.

Fat mod, min sjæl,

løb frem med styrke.

22Da hamrede hingstenes hove,

i galop fór de frem.

23„Forbandet være dem, der holdt sig tilbage!”5,23 Mere ordret: „I skal forbande Merotz” (betyder måske tilflugtssted). Enten er Merotz et ukendt stednavn eller en beskrivelse af dem, der ville redde sig selv frem for at være med i kampen.

sagde Herrens engel.

„De kom ikke Herren til hjælp

imod hans vældige fjender.”

24Velsignet blandt kvinder er Jael,

kenitten Hebers kone.

Hun er den mest velsignede

af alle kvinder, der bor i telte.

25Sisera bad om vand,

men Jael gav ham mælk,

tykmælk i en fornem skål.

26Hun holdt en teltpløk i venstre hånd,

en hammer i højre.

Hun hamrede pløkken gennem Siseras tinding,

hun gennemborede hans hoved.

27Han lå død mellem benene på hende.

En fældet fjende—stendød.

28Siseras mor venter ved vinduet,

hun spejder gennem gitteret:

„Hvorfor kommer han dog ikke?

Hvornår hører vi hestenes hove?”

29En hofdame giver hende et svar,

det samme, hun selv har tænkt:

30„Krigsbyttet skal nok deles,

en pige eller to til hver kriger,

prægtige klæder til Sisera

og smukt broderet tøj til hans mor.”

31Herre, må alle din fjender

gå til grunde som Sisera,

men må de, som elsker dig,

stråle som den opgående sol.

Derefter var der fred i landet i 40 år.