Jeremias 15 – OL & BPH

O Livro

Jeremias 15:1-21

1Então o Senhor disse-me: “Mesmo que Moisés e Samuel se pusessem perante mim, rogando a favor deste povo, mesmo assim eu não ajudaria essa gente. Que se vão embora! Que se tirem da minha vista! 2E se te perguntarem: ‘Mas para onde iríamos nós?’, diz-lhes que o Senhor lhes responde: ‘Os que estão destinados a morrer, para a morte; os que tiverem de morrer à espada, para a espada; os que estão condenados a morrer à fome, para a fome; os que tiverem de ficar cativos, para o cativeiro.’

3Lançarei contra eles quatro espécies de destruidores, diz o Senhor: a espada para os matar, cães para os dilacerar, aves de rapina e animais selvagens para devorar e acabar com aquilo que restar dos outros. 4Por causa de toda a maldade que Manassés, filho de Ezequias, rei de Judá, praticou em Jerusalém, castigar-te-ei tão severamente que o teu destino fará arrepiar todos os povos da Terra.

5Quem virá a sentir tristeza por ti, Jerusalém? Quem chorará por ti? Quem se incomodará sequer para saber quem és tu? 6Tu desprezaste-me e viraste-me as costas. Por isso, estenderei o meu punho fechado contra ti, para te destruir. Já estou cansado de estar sempre a dar-vos novas oportunidades. 7Peneirar-te-ei à porta das tuas cidades e tirar-te-ei tudo o que te é querido; destruirei o meu próprio povo, porque se recusa a voltar para mim e deixar os seus maus caminhos. 8Haverá viúvas sem conta e em pleno dia trarei a morte sobre os jovens e o pesar às suas mães. Farei com que a angústia e o terror caiam sobre eles repentinamente. 9Uma mãe de sete filhos desfalecerá de aflição, porque todos os seus filhos terão sido mortos. O Sol pôs-se enquanto ainda era dia e ali fica ela, agora desfilhada, porque a guerra lhe roubou todos os que saíram do seu seio!”, diz o Senhor.

10Então eu disse: “Ai de mim, minha mãe! Mais valia que eu tivesse morrido ao nascer, porque sou odiado para onde quer que vá! Não sou nenhum credor que lhes tivesse emprestado com usura e estivesse a reclamar os juros ou o dinheiro! Não lhes devo nada, tão-pouco, e mesmo assim me amaldiçoam!”

11Respondeu o Senhor: “Libertar-te-ei seguramente para um bom fim. Farei com que os teus inimigos venham interceder junto de ti, quando sofrerem calamidades e estiverem em angústia!

12Poderá um homem quebrar barras de ferro, ferro do norte ou de bronze? Da mesma forma, também não pode ser quebrada a vontade rebelde deste povo. 13Assim entregarei todos os vossos bens, as vossas posses, como despojo ao inimigo. 14Este vos levará como escravos para uma terra onde nunca estiveram anteriormente, porque a minha ira arde como fogo e te consumirei.”

15Então eu disse: “Senhor, sabes que tem sido por tua causa que tenho sofrido. Tenho-lhes pregado a tua palavra e por isso sou perseguido. Não deixes que me matem! Livra-me das suas garras e dá-lhes o que merecem! 16São as tuas palavras que me sustêm; são o alimento da minha alma faminta, trazem alegria ao meu coração amargurado e comunicam-me satisfação. Como me sinto orgulhoso em me chamar pelo teu nome, ó Senhor, Deus dos exércitos! 17Não me juntei às gentes nas suas reuniões e festins de risota e malícia. Preferi ficar só, sob a tua mão. Rebento de indignação perante os seus pecados e mesmo assim senti que me faltavas quando precisei de ti! 18Permitiste que continuassem a perseguir-me. Será que eles não pensam em deixar de me ferir? A tua ajuda parece-me tão incerta como um ribeiro que corre da montanha; por vezes cheio de águas torrenciais, noutras alturas sem gota de água.”

19O Senhor retorquiu: “Para com esse falar insensato! Só se voltares a confiar em mim é que poderás ser meu porta-voz! És tu quem tem de os influenciar a eles e não eles a ti! 20Combaterão contra ti como um exército que sitia uma cidade com muros de bronze. Não prevalecerão contra ti, porque eu estou contigo para te proteger e livrar, diz o Senhor. 21Sim, podes ter a certeza de que te libertarei dessa gente malvada! Livrar-te-ei das suas mãos violentas!”

Bibelen på hverdagsdansk

Jeremiasʼ Bog 15:1-21

1Herren svarede: „Om så selveste Moses eller Samuel gik i forbøn for disse mennesker, ville jeg ikke redde dem. Bort med dem! Jeg kan ikke holde ud at se på dem. 2Hvis de spørger dig: ‚Hvor skal vi gå hen?’ så sig til dem fra mig: ‚Nogle er bestemt til at dø af sygdom, nogle vil blive dræbt i krigen, nogle vil dø af sult, og nogle vil blive ført i eksil.’ 3Jeg har udpeget fire bødler: Sværdet til at dræbe, hundene til at slæbe ligene bort, gribbene og de vilde dyr til at flænse og æde. 4Kong Manasse af Juda, Hizkijas søn, var topmålet af ugudelighed og ondskab, og hele folket fulgte ham.15,4 Se 2.Kong. 21. Derfor vil jeg straffe jer så eftertrykkeligt, at resten af verden vil blive rædselsslagen over at høre det.”

5Herren fortsatte: „Hvem vil vise dig sympati, Jerusalem? Hvem vil sørge over dig? Hvem vil bekymre sig om, hvordan det går dig? 6Du har svigtet mig og vendt mig ryggen—derfor må jeg straffe dig så hårdt. Min tålmodighed med dig er slut. 7Jeg vil behandle mit folk i alle landets byer som vinden, der blæser avnerne bort. Jeg vil gøre det af med dem, fordi de nægter at omvende sig fra deres ondskab. 8Der bliver flere enker, end der er sandkorn på stranden. Ved højlys dag er fjenden over dem. Mødre gribes pludselig af fortvivlelse, når de hører, at deres sønner i hæren er døde. 9Enhver mor, der har mange sønner, bryder sammen og gisper efter vejret. Hendes fremtidshåb er slukket, som om solen gik ned ved middagstid. Hun sidder barnløs tilbage, skuffet og vanæret. Hvis nogen overlever, skal de overgives til fjenden og dræbes.”

Jeremias beklager sig over en profets lod

10Da udbrød jeg: „Åh, bare min mor dog aldrig havde født mig! Alle er vrede på mig, selv om jeg hverken har lånt penge ud eller lånt af andre. Alligevel forbander de mig alle vegne.”

11Herren svarede mig: „Jeg vil sørge for, at det går dig godt. Når dine fjender kommer i vanskeligheder, vil de tigge dig om at gå i forbøn for dem.”15,11 Teksten er uklar.

12Herren fortsatte: „Kan man bøje en stang, der er lavet af jern eller bronze? 13Fordi mit folk har syndet, vil jeg udlevere deres rigdomme til fjenderne som krigsbytte. 14Deres fjender skal føre dem bort som slaver til et land, de ikke kender, for min vrede imod dem er som en fortærende ild.”

15Derpå sagde jeg: „Herre, du ved, hvad jeg må lide for din skyld. Folk er vrede på mig, fordi jeg bringer dem dit ord. Lad dem ikke få held til at slå mig ihjel, men lad dem få, hvad de har fortjent. 16Dine ord tog jeg til mig, og de gjorde mig glad og tilfreds. Jeg er jo din tjener, almægtige Gud. 17Jeg gik ikke ud for at more mig, som andre mennesker gør, men holdt mig for mig selv for at kunne høre dit ord. Og jeg var vred og frustreret over alle deres synder. 18Hvor længe vil de blive ved med at forfølge mig? Hvorfor kan min smerte ikke lindres? Er du som en bæk i ørkenen, der er uden vand, når man har mest brug for det?”

19Herren svarede: „Hvis du vil stole helt og fuldt på mig i stedet for at beklage dig, kan jeg bruge dig som min profet. Er du villig til at sige sandheden i stedet for tomme løfter, kan du få lov at være mit talerør. Det er dig, der skal influere de andre, og ikke omvendt. 20Jeg vil gøre dig stærk som en mur af bronze, ingen kan ødelægge. De vil kæmpe imod dig, men kan ikke besejre dig, for jeg er med dig for at bevare dig og redde dig. 21Ja, jeg vil redde dig fra de ondes angreb og befri dig fra voldsmændenes hænder.”