Lamentaciones 2 – NVI & BPH

Nueva Versión Internacional

Lamentaciones 2:1-22

Álef

Lm 2 Este capítulo es un poema acróstico, que sigue el orden del alfabeto hebreo. 1¡Ay, el Señor cubrió a la hija de Sión

con la nube de su furor!2:1 ¡Ay … furor! Alt. ¡Cómo el Señor, en su enojo, / ha tratado con reproches a la hija de Sión!

Desde el cielo echó por tierra

el esplendor de Israel;

en el día de su ira se olvidó

del estrado de sus pies.

Bet

2Sin compasión el Señor ha devorado

todas las moradas de Jacob;

en su furor ha derribado

los baluartes de la hija de Judá

y ha puesto su honra por los suelos,

al humillar al reino y a sus príncipes.

Guímel

3Dio rienda suelta a su furor

y deshizo todo el poder2:3 todo el poder. Lit. todo cuerno. de Israel.

Nos vimos frente al enemigo

y el Señor nos negó su ayuda.2:3 nos negó su ayuda. Lit. retiró su mano derecha.

Ardió en Jacob como un fuego encendido

que consumía cuanto le rodeaba.

Dálet

4Como enemigo, tensó el arco;

lista estaba su mano derecha.

Como enemigo, eliminó

lo placentero a la vista.

Como fuego, derramó su ira

sobre las tiendas de la hija de Sión.

He

5El Señor se porta como enemigo:

ha devorado a Israel.

Ha devorado todos sus palacios

y destruido sus baluartes.

Ha multiplicado el luto y los lamentos

por la hija de Judá.

Vav

6Ha destrozado su morada como a un jardín;

ha derribado su lugar de reunión.

El Señor ha hecho que Sión olvide

sus fiestas solemnes y sus sábados;

en el ardor de su ira

rechazó al rey y al sacerdote.

Zayin

7El Señor ha rechazado su altar;

ha abandonado su santuario.

Ha puesto en manos del enemigo

las murallas de sus palacios.

¡Lanzan gritos en la casa del Señor

como en día de fiesta!

Jet

8El Señor decidió derribar

la muralla que rodea a la hija de Sión.

Tomó la vara y midió;

destruyó sin compasión.

Hubo lamentos en rampas y muros;

todos ellos se derrumbaron.

Tet

9Las puertas se han desplomado;

él rompió por completo sus cerrojos.

Su rey y sus príncipes

andan entre las naciones;

ya no hay Ley

y sus profetas no reciben visiones de parte del Señor.

Yod

10En la hija de Sión los ancianos

se sientan silenciosos en el suelo;

se echan ceniza sobre la cabeza

y se visten de luto.

Las jóvenes de Jerusalén

bajan sus cabezas de vergüenza.

Caf

11Las lágrimas inundan mis ojos;

siento una profunda agonía.2:11 siento … agonía. Lit. mis entrañas se agitan.

Estoy con el ánimo2:11 Estoy con el ánimo. Lit. Mi hígado está derramado. por los suelos

porque mi pueblo ha sido destruido.

Niños e infantes desfallecen

por las calles de la ciudad.

Lámed

12«¿Dónde hay pan y vino?»,

preguntan a sus madres

mientras caen por las calles

como heridos de muerte,

mientras en los brazos maternos

exhalan el último suspiro.

Mem

13¿Qué puedo decir de ti,

hija de Jerusalén?

¿A qué te puedo comparar?

¿Qué ejemplo darte como consuelo,

virginal hija de Sión?

Profundas como el mar son tus heridas.

¿Quién podría sanarte?

Nun

14Tus profetas te anunciaron

visiones falsas y engañosas.

No denunciaron tu maldad;

no evitaron tu cautiverio.

Los mensajes que te anunciaban

eran falsos y engañosos.

Sámej

15Todos los que pasan por el camino

aplauden burlones al verte.

Ante ti, hija de Jerusalén, menean sus cabezas

y entre silbidos preguntan:

«¿Es esta la ciudad llamada perfecta en su hermosura?

¿El gozo de toda la tierra?».

Pe

16Todos tus enemigos abren la boca

para hablar mal de ti;

rechinando los dientes, declaran burlones:

«Nos la hemos comido viva.

Llegó el día tan esperado;

¡hemos vivido para verlo!».

Ayin

17El Señor ha llevado a cabo sus planes;

ha cumplido su palabra,

que decretó hace mucho tiempo.

Sin piedad, te echó por tierra;

dejó que el enemigo se burlara de ti,

y enalteció el poder2:17 poder. Lit. cuerno. de tus oponentes.

Tsade

18El corazón de la gente

clama al Señor con angustia.

Muralla de la hija de Sión,

¡deja que día y noche

corran tus lágrimas como un río!

¡No te des un momento de descanso!

¡No retengas el llanto de tus ojos!2:18 no retengas … ojos. Lit. no acalles a la niña de tus ojos.

Qof

19Levántate y clama por las noches,

cuando empiece la vigilancia nocturna.

Deja correr el llanto de tu corazón

como agua derramada ante el Señor.

Eleva tus manos a Dios en oración

por la vida de tus hijos,

que desfallecen de hambre

y quedan tendidos por las calles.

Resh

20«Mira, Señor, y considera:

¿A quién trataste alguna vez así?

¿Habrán de comerse las mujeres

a sus hijos, fruto de sus entrañas?

¿Habrán de matar a sacerdotes y profetas

en el santuario del Señor?

Shin

21»Jóvenes y ancianos por igual

yacen en el polvo de las calles;

mis jóvenes y mis doncellas

cayeron a filo de espada.

En tu enojo les quitaste la vida;

¡los masacraste sin piedad!

Tav

22»Como si convocaras a un día de fiesta,

convocaste contra mí terror de todas partes.

En el día de la ira del Señor

nadie pudo escapar, nadie quedó con vida.

A mis seres queridos, a los que eduqué,

los aniquiló el enemigo».

Bibelen på hverdagsdansk

Klagesangene 2:1-22

Guds dom over Jerusalem

1Ak, som en sort og truende tordensky lå Herrens vrede over Jerusalem.

Israels himmelske herlighed ligger knust i støvet.

End ikke Herrens eget tempel blev forskånet for hans vrede.

2Befolkningen i Juda blev nådesløst jaget fra hus og hjem.

Herren nedbrød i sin vrede hver eneste befæstet by.

Han ødelagde hele kongeriget til skam for dets ledere.

3Den samlede israelitiske hær blev løbet over ende.

Herren trak sin beskyttende hånd væk, da fjenden angreb.

Hans vrede hærgede landet som en fortærende ild.

4Eliten blandt landets ungdom blev dræbt.

Herren blev vores fjende og gjorde det af med os.

Han udgød sin vrede over Jerusalems indbyggere.

5Fjenderne viste sig at være sendt af Herren.

De ødelagde alle paladser og fæstninger i landet

og skabte sorg og smerte overalt i Juda.

6Grundlaget for at holde sabbat og højtid forsvandt,

da Herren nedrev sit tempel, som var det et skur.

Han forstødte i vrede både konger og præster.

7Han forkastede sit alter, forlod sit tempel,

lod fjenderne nedbryde palads og bymur.

De jublede i templet som på en højtidsdag.

8Intet i Jerusalem undgik ødelæggelsens svøbe.

Herren havde besluttet, at bymuren skulle falde.

Alle fæstningsværker og tårne blev lagt i ruiner.

9Jerusalems portslåer blev smadret og portene splintret.

Kongen og landets ledere blev ført bort til et fremmed land.

Toraen bliver glemt og profetisk åbenbaring er forbi.

10Klædt i sæk og med aske på hovedet

sidder de tilbageblevne ledere tavse på jorden.

De unge kvinder går nedbøjede omkring.

11Lidelsen er ikke til at bære, mine tårer er brugt op.

Mit hjerte er knust ved at se mit folks smerte.

Børn og spædbørn dør af sult midt på gaden.

12„Mad! Vand!” klager de små og besvimer.

De falder om som sårede soldater i byens gader.

Langsomt dør de i armene på deres mødre.

13Nøden og pinen i byen er ufattelig.

Åh, Jerusalem, din trøstesløse sorg er uden sidestykke.

Det er umuligt at lindre din grænseløse smerte.

14Ordene I hørte fra jeres såkaldte profeter, var falske.

Hvis de havde påtalt jeres synd i stedet for at lyve,

havde I måske kunnet undgå denne frygtelige skæbne.

15På vejen uden for byen går folk nu forbi og råber hånligt:

„Er det den by, man kaldte verdens skønneste?

Den skulle ellers have bragt glæde til hele jorden.”

16Raseriet står malet i deres ansigter, mens de håner dig:

„Endelig kom Jerusalem ned med nakken!

Det har vi set frem til meget længe.”

17Så fik Herren til sidst gjort alvor af sin trussel.

Han gennemførte uden skånsel den straf, han havde lovet.

Han gav fjenderne sejr og lod dem tage æren for det.

18Tårerne skal strømme som en flod dag og nat.

Græd øjnene ud af hovedet, Jerusalem, råb til Herren.

Lad selv dine nedbrudte mure hulke af gråd.

19Udgyd dine tårer for Herren natten igennem.

Løft hænderne og bønfald ham om at redde dine indbyggere,

som er ved at dø af sult i dine gader.

20„Vær nådig, Herre,” råber Jerusalem. „Stands denne frygtelige straf.

Skal mødre virkelig spise deres egne børn, som sad på deres skød?

Skal præster og profeter myrdes i dit hellige tempel?

21Yngre så vel som ældre ligger døde i gadens snavs.

Både unge mænd og piger blev hugget ned af sværdet.

Herre, du slog dem i din vrede og uden barmhjertighed.

22Ødelæggeren skabte rædsel overalt, så alle måtte smage din vrede.

Du inviterede mine fjender til at komme, som var det en festdag.

Fjenden dræbte alle mine kære, som var født og opvokset hos mig.”