Josué 9 – NVI & BPH

Nueva Versión Internacional

Josué 9:1-27

Astucia de los gabaonitas

1Había reyes que vivían en el lado occidental del Jordán, en la montaña, en las llanuras y a lo largo de la costa del Mediterráneo, hasta el Líbano: hititas, amorreos, cananeos, ferezeos, heveos y jebuseos. Cuando estos monarcas se enteraron de lo sucedido, 2se aliaron bajo un solo mando para hacer frente a Josué y a los israelitas.

3Los gabaonitas, al darse cuenta de cómo Josué había tratado a las ciudades de Jericó y de Hai, 4maquinaron un plan. Enviaron mensajeros, cuyos asnos llevaban costales viejos y odres para el vino, rotos y remendados. 5Iban vestidos con ropa vieja y tenían sandalias gastadas y remendadas. El pan que llevaban para comer estaba duro y hecho migas. 6Fueron al campamento de Guilgal donde estaba Josué y dijeron a él y a los israelitas:

—Venimos de un país muy lejano. Queremos hacer un tratado con ustedes.

7Los israelitas replicaron:

—Tal vez ustedes son de por acá y en ese caso, no podemos hacer ningún tratado con ustedes.

8Ellos dijeron a Josué:

—Nosotros estamos dispuestos a servirles.

Y Josué preguntó:

—¿Quiénes son ustedes y de dónde vienen?

9Ellos respondieron:

—Nosotros somos sus siervos y hemos venido de un país muy distante, hasta donde ha llegado la fama del Señor su Dios. Nos hemos enterado de todo lo que él hizo en Egipto 10y de lo que hizo a los dos reyes amorreos al este del Jordán: Sijón, rey de Hesbón, y Og, rey de Basán, el que residía en Astarot. 11Por eso los habitantes de nuestro país, junto con nuestros jefes, nos dijeron: “Tomen provisiones para el largo viaje, vayan a su encuentro y díganles: ‘Deseamos ser siervos de ustedes; hagamos un tratado’ ”. 12Cuando salimos para acá, nuestro pan estaba fresco y caliente, pero ahora, ¡mírenlo! Está duro y hecho migas. 13Estos odres estaban nuevos y repletos de vino, y ahora, tal como pueden ver, están todos rotos. Y nuestra ropa y sandalias están gastadas por el largo viaje.

14Los hombres de Israel participaron de las provisiones de los gabaonitas, pero no consultaron al Señor. 15Entonces Josué hizo con ellos un tratado de ayuda mutua y se comprometió a perdonarles la vida. Y los jefes israelitas ratificaron el tratado.

16Tres días después de haber hecho el tratado con los gabaonitas, los israelitas se enteraron de que eran sus vecinos y vivían en las cercanías. 17Por eso se pusieron en marcha y al tercer día llegaron a sus ciudades: Gabaón, Cafira, Berot y Quiriat Yearín. 18Pero los israelitas no los atacaron porque los jefes de la comunidad les habían jurado en nombre del Señor, Dios de Israel, perdonarles la vida. Y aunque toda la comunidad se quejó contra sus jefes, 19estos contestaron:

—Hemos hecho un juramento en nombre del Señor, Dios de Israel, y no podemos hacerles ningún daño. 20Esto es lo que haremos con ellos: les perdonaremos la vida, para que no caiga sobre nosotros el castigo divino por quebrantar el juramento que hicimos.

21Luego añadieron:

—Se les permitirá vivir, pero a cambio de ser los leñadores y aguateros de la comunidad.

De ese modo, los jefes de la comunidad cumplieron su promesa.

22Entonces Josué llamó a los gabaonitas y les reclamó:

—¿Por qué nos engañaron con el cuento de que eran de tierras lejanas, cuando en verdad son nuestros vecinos? 23A partir de ahora, esta será su maldición: serán por siempre sirvientes del templo de mi Dios, responsables de cortar la leña y de acarrear el agua.

24Los gabaonitas contestaron:

—Nosotros, servidores suyos, fuimos bien informados de que el Señor su Dios ordenó a su siervo Moisés que les diera toda esta tierra y que destruyera a todos sus habitantes. Temimos tanto por nuestra vida que decidimos hacer lo que ya saben. 25Estamos a merced de ustedes. Hagan con nosotros lo que les parezca justo y bueno.

26Así salvó Josué a los gabaonitas de morir a manos del pueblo de Israel. 27Ese mismo día Josué los hizo leñadores y aguateros de la asamblea israelita, especialmente del altar del Señor que está en el lugar que él mismo eligió. Y así han permanecido hasta el día de hoy.

Bibelen på hverdagsdansk

Josvabogen 9:1-27

Gibeonitterne narrer Josva

1-2I landet vest for Jordanfloden boede der en række folkeslag, nemlig hittitterne, amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Deres landområder dækkede højsletterne midt i landet, kystsletterne ud mod Middelhavet og skrænterne midt imellem. Nogle boede mod nord oppe ved Libanons bjerge. Da kongerne for alle disse folkeslag hørte, hvad der var sket med Jeriko og Aj, sluttede de sig sammen for at gøre fælles sag imod Josva og Israels folk. 3Men da de hivvitter, som boede omkring byen Gibeon, hørte om Jerikos og Ajs totale udslettelse, 4forsøgte de at redde livet ved list. En gruppe af dem lagde gamle sadler og sprukne vinsække på deres æsler, 5tog laset tøj og lappede sandaler på, og tørt, muggent brød med som proviant, og så rejste de af sted for at forhandle med Josva. 6Da de kom til israelitternes lejr ved Gilgal, sagde de til Josva og de ledende mænd i Israel: „Vi er kommet fra et fjernt land for at slutte fredspagt med jer.”

7Israelitterne svarede: „Hvordan kan vi være sikre på, at I ikke bor her i nærheden? For hvis det er tilfældet, kan vi ikke slutte fredspagt med jer.”

8De svarede: „Vi vil være jeres slaver.”

„Men hvem er I?” spurgte Josva. „Og hvor kommer I fra?”

9„Vi kommer fra et meget fjernt land,” svarede de. „Vi har hørt om jeres vældige Gud og alle de undere, han gjorde i Egypten. 10Vi har også hørt, hvad I gjorde ved de to amoritterkonger øst for Jordanfloden, kong Sihon af Heshbon og kong Og af Bashan, som boede i Ashtarot. 11Derfor sagde vores ledere og landsmænd til os: ‚Tag proviant med og begiv jer ud på den lange rejse. Opsøg israelitterne og sig, at vi er villige til at lade dem regere over os, hvis de vil slutte fred med os.’ 12Se det her brød, som vi tog med hjemmefra. Det var helt nybagt, da vi tog af sted, men nu er det tørt og muggent. 13Se på vores vinsække. De var nye, da vi fyldte vin i dem, men nu er de sprukne. Og vores tøj og sandaler er blevet helt slidt op på den lange rejse.”

14De israelitiske ledere inspicerede deres brød, men de spurgte ikke Herren til råds. 15Josva sluttede derefter fred med dem, og de israelitiske ledere bekræftede aftalen med en bindende ed.

16Tre dage efter at fredsaftalen var indgået, blev israelitterne klar over, at folkene i virkeligheden boede i nærheden. 17Straks tog israelitterne af sted og nåede på den tredje dag frem til hivvitternes byer Gibeon, Kefira, Be’erot og Kirjat-Jearim. 18Men de angreb dem ikke, for deres ledere havde lovet dem fred i Herrens, Israels Guds, navn. Da beklagede israelitterne sig over for deres ledere.

19Men lederne svarede: „Vi har i Israels Guds navn aflagt ed på ikke at ville røre dem. 20Så vi er tvunget til at lade dem være, for hvis vi bryder løftet, rammes vi af Guds vrede. 21Men vi vil gøre dem til vores slaver, så de må hugge brænde og bære vand for os.” Sådan overholdt israelitterne deres løfte til gibeonitterne.

22Men Josva samlede nu deres ledere og spurgte: „Hvorfor løj I for os og sagde, at I kom fra et fjernt land, når I i virkeligheden bor her? 23Som straf skal I rammes af forbandelsen. Fra nu af skal I altid være vores slaver og hugge brænde og bære vand til brug i vores Guds hus.”

24„Vi gjorde det, fordi vi hørte, at Herren, din Gud, havde givet sin tjener Moses befaling om at erobre hele landet og udslette befolkningen,” svarede de. „Vi var bange for, at I ville slå os ihjel. 25Men nu er vi jeres slaver, og I kan gøre med os, som I vil.”

26Josva tillod altså ikke israelitterne at dræbe dem, 27men gjorde dem i stedet til slaver, som skulle hugge brænde og hente vand til israelitterne og til Herrens alter, hvor end Herren ville have det bygget. Den ordning står stadig ved magt.