Juízes 5 – NVI-PT & BPH

Nova Versão Internacional

Juízes 5:1-31

O Cântico de Débora

1Naquele dia, Débora e Baraque, filho de Abinoão, entoaram este cântico:

2“Consagrem-se para a guerra os chefes de Israel.

Voluntariamente o povo se apresenta.

Louvem o Senhor!

3“Ouçam, ó reis! Governantes, escutem!

Cantarei ao5.3 Ou sobre o Senhor, cantarei;

comporei músicas ao5.3 Ou Com cânticos louvarei o Senhor, o Deus de Israel.

4“Ó Senhor, quando saíste de Seir,

quando marchaste desde os campos de Edom,

a terra estremeceu, os céus gotejaram,

as nuvens despejaram água!

5Os montes tremeram

perante o Senhor, o Deus do Sinai,

perante o Senhor, o Deus de Israel.

6“Nos dias de Sangar, filho de Anate,

nos dias de Jael, as estradas estavam desertas;

os que viajavam seguiam caminhos tortuosos.

7Já tinham desistido os camponeses de Israel,5.7 Ou Desapareceram os guerreiros em Israel,

já tinham desistido,

até que eu, Débora, me levantei;5.7 Ou até que você, Débora, se levantou;

levantou-se uma mãe em Israel.

8Quando escolheram novos deuses,

a guerra chegou às portas,

e não se via um só escudo ou lança

entre quarenta mil de Israel.

9Meu coração está com os comandantes de Israel,

com os voluntários dentre o povo.

Louvem o Senhor!

10“Vocês, que cavalgam em brancos jumentos,

que se assentam em ricos tapetes,

que caminham pela estrada, considerem!

11Mais alto que a voz dos que distribuem água5.11 Ou dos flecheiros

junto aos bebedouros,

recitem-se os justos feitos do Senhor,

os justos feitos em favor dos camponeses5.11 Ou guerreiros de Israel.

“Então o povo do Senhor

desceu às portas.

12‘Desperte, Débora! Desperte!

Desperte, desperte, irrompa em cânticos!

Levante-se, Baraque!

Leve presos os seus prisioneiros, ó filho de Abinoão!’

13“Então desceram os restantes e foram aos nobres;

o povo do Senhor veio a mim contra os poderosos.

14Alguns vieram de Efraim,

das raízes de Amaleque;

Benjamim estava com o povo que seguiu você.

De Maquir desceram comandantes;

de Zebulom, os que levam a vara de oficial.

15Os líderes de Issacar estavam com Débora;

sim, Issacar também estava com Baraque,

apressando-se após ele até o vale.

Nas divisões de Rúben

houve muita inquietação.

16Por que vocês permaneceram entre as fogueiras5.16 Ou os alforjes

a ouvir o balido dos rebanhos?

Nas divisões de Rúben

houve muita indecisão.

17Gileade permaneceu do outro lado do Jordão.

E Dã, por que se deteve junto aos navios?

Aser permaneceu no litoral

e em suas enseadas ficou.

18O povo de Zebulom arriscou a vida,

como o fez Naftali nas altas regiões do campo.

19“Vieram reis e lutaram.

Os reis de Canaã lutaram em Taanaque,

junto às águas de Megido,

mas não levaram prata alguma, despojo algum.

20Desde o céu lutaram as estrelas,

desde as suas órbitas lutaram contra Sísera.

21O rio Quisom os levou,

o antigo rio, o rio Quisom.

Avante, minh’alma! Seja forte!

22Os cascos dos cavalos faziam tremer o chão;

galopavam, galopavam os seus poderosos cavalos.

23‘Amaldiçoem Meroz’, disse o anjo do Senhor.

‘Amaldiçoem o seu povo,

pois não vieram ajudar o Senhor,

ajudar o Senhor contra os poderosos.’

24“Que Jael seja a mais bendita das mulheres,

Jael, mulher de Héber, o queneu!

Seja ela bendita entre as mulheres

que habitam em tendas!

25Ele pediu água, e ela lhe deu leite;

numa tigela digna de príncipes trouxe-lhe coalhada.

26Ela estendeu a mão e apanhou a estaca da tenda;

e com a mão direita o martelo do trabalhador.

Golpeou Sísera, esmigalhou sua cabeça,

esmagou e traspassou suas têmporas.

27Aos seus pés ele se curvou,

caiu e ali ficou prostrado.

Aos seus pés ele se curvou e caiu;

onde caiu, ali ficou. Morto!

28“Pela janela olhava a mãe de Sísera;

atrás da grade ela exclamava:

‘Por que o seu carro se demora tanto?

Por que custa a chegar o ruído de seus carros?’

29As mais sábias de suas damas respondiam,

e ela continuava falando consigo mesma:

30‘Estarão achando e repartindo os despojos?

Uma ou duas moças para cada homem,

roupas coloridas como despojo para Sísera,

roupas coloridas e bordadas, tecidos bordados

para o meu pescoço, tudo isso como despojo?’

31“Assim pereçam todos os teus inimigos, ó Senhor!

Mas os que te amam sejam como o sol

quando se levanta na sua força”.

E a terra teve paz durante quarenta anos.

Bibelen på hverdagsdansk

Dommerbogen 5:1-31

Deboras sejrssang

1Den dag sang Debora og Barak følgende sejrssang:

2Når Israels ledere fører an,

når folket villigt følger med,

da skal I prise Herren.

3Hør, I høvdinger, lyt, I fyrster!

Jeg vil synge for Herren og spille for Israels Gud.

4Herre, da du førte dit folk op fra Seir,

da du ledte os fra Edoms land,

da skælvede og rystede jorden,

himlen kunne ikke holde tæt,

skyerne rystede regnen af sig.

5Bjergene bævede for Herren,

Sinai skælvede for Israels Gud.

6Men på Shamgars tid gemte man sig,

på Jaels tid lå vejene øde,

folk sneg sig af sted ad de afsides stier.

7Bønderne holdt sig bag storbyens mure,

landsbyidyl var en saga blot,

indtil jeg, Debora, stod frem

og blev som en mor for Israel.

8Da Israel valgte sig nye guder,

blev der ufred og kaos overalt.

Der var fyrre tusind krigere i Israel,

men hvor så man et skjold eller spyd?

9Mit hjerte banker for Israels ledere

og for folket, der frivilligt fulgte dem.

Pris Herren for dem!

10I, som rider på glinsende æsler,

I, som sidder på fornemme sadeltæpper,

I, som vandrer til fods på vejen, hør efter!

11Lyt til vanddragerne ved brøndens vandtrug.

De synger om Herrens sejre og Israels bønders bedrifter.

Herrens folk kom i flok,

i byporten råbte de:

12„Træd frem, Debora, træd frem og syng krigssange!

Rejs dig, Barak, rejs dig, kom og tag fjender til fange!”

13Den gudfrygtige rest sluttede sig til hæren.

Herrens folk kom til mig og krigerne.

14De kom fra Efraims land,

som engang tilhørte Amalek.

Nogle kom helt fra Benjamins land.

Fra Makir kom mægtige krigere,

fra Zebulon stærke ledere,

15Issakars hærførere sluttede op om Debora,

de løb med Barak ned ad bjerget.

Rubens klaner var ubeslutsomme:

16Hvorfor blev I siddende mellem kvægfoldene?

Var det for at høre hyrderne fløjte?

Rubens klaner var for ubeslutsomme.

17Gileads folk blev på den anden side af Jordanfloden.

Hvorfor blev Dan ved sine skibe?

Asher sad stille ved havets vande,

han blev i sin sikre havn.

18Men Zebulon satte livet på spil,

Naftali sloges på slagmarken.

19Kana’ans konger kom til Ta’anak,

de væbnede sig til kamp ved Megiddos vande.

Men sejren gled dem af hænde,

krigsbytte fik de intet af.

20Himlens kræfter kæmpede for os,

tordnede og lynede mod Siseras hær.

21Kishons vand svulmede med stormflods styrke,

den gamle bæk fejede fjenden væk.

Fat mod, min sjæl,

løb frem med styrke.

22Da hamrede hingstenes hove,

i galop fór de frem.

23„Forbandet være dem, der holdt sig tilbage!”5,23 Mere ordret: „I skal forbande Merotz” (betyder måske tilflugtssted). Enten er Merotz et ukendt stednavn eller en beskrivelse af dem, der ville redde sig selv frem for at være med i kampen.

sagde Herrens engel.

„De kom ikke Herren til hjælp

imod hans vældige fjender.”

24Velsignet blandt kvinder er Jael,

kenitten Hebers kone.

Hun er den mest velsignede

af alle kvinder, der bor i telte.

25Sisera bad om vand,

men Jael gav ham mælk,

tykmælk i en fornem skål.

26Hun holdt en teltpløk i venstre hånd,

en hammer i højre.

Hun hamrede pløkken gennem Siseras tinding,

hun gennemborede hans hoved.

27Han lå død mellem benene på hende.

En fældet fjende—stendød.

28Siseras mor venter ved vinduet,

hun spejder gennem gitteret:

„Hvorfor kommer han dog ikke?

Hvornår hører vi hestenes hove?”

29En hofdame giver hende et svar,

det samme, hun selv har tænkt:

30„Krigsbyttet skal nok deles,

en pige eller to til hver kriger,

prægtige klæder til Sisera

og smukt broderet tøj til hans mor.”

31Herre, må alle din fjender

gå til grunde som Sisera,

men må de, som elsker dig,

stråle som den opgående sol.

Derefter var der fred i landet i 40 år.