Jó 20 – NVI-PT & BPH

Nova Versão Internacional

Jó 20:1-29

Zofar

1Então Zofar, de Naamate, respondeu:

2“Agitam-se os meus pensamentos e levam-me a responder

porque estou profundamente perturbado.

3Ouvi uma repreensão que me desonra,

e o meu entendimento faz-me contestar.

4“Certamente você sabe que sempre foi assim,

desde a antiguidade;

desde que o homem20.4 Ou Adão foi posto na terra,

5o riso dos maus é passageiro,

e a alegria dos ímpios dura apenas um instante.

6Mesmo que o seu orgulho chegue aos céus

e a sua cabeça toque as nuvens,

7ele perecerá para sempre,

como o seu próprio excremento;

os que o tinham visto perguntarão:

‘Onde ele foi parar?’

8Ele voa e vai-se como um sonho,

para nunca mais ser encontrado,

banido como uma visão noturna.

9O olho que o viu não o verá mais,

nem o seu lugar o tornará a ver.

10Seus filhos terão que indenizar os pobres;

ele próprio, com suas mãos, terá que refazer sua riqueza.

11O vigor juvenil que enche os seus ossos

jazerá com ele no pó.

12“Mesmo que o mal seja doce em sua boca

e ele o esconda sob a língua,

13mesmo que o retenha na boca para saboreá-lo,

14ainda assim a sua comida azedará no estômago;

e será como veneno de cobra em seu interior.

15Ele vomitará as riquezas que engoliu;

Deus fará seu estômago lançá-las fora.

16Sugará veneno de cobra;

as presas de uma víbora o matarão.

17Não terá gosto na contemplação dos regatos

e dos rios que vertem mel e nata.

18Terá que devolver aquilo pelo que lutou, sem aproveitá-lo,

e não desfrutará dos lucros do seu comércio.

19Sim, pois ele tem oprimido os pobres

e os tem deixado desamparados;

apoderou-se de casas que não construiu.

20“Certo é que a sua cobiça não lhe trará descanso,

e o seu tesouro não o salvará.

21Nada lhe restou para devorar;

sua prosperidade não durará muito.

22Em meio à sua fartura, a aflição o dominará;

a força total da desgraça o atingirá.

23Quando ele estiver de estômago cheio,

Deus dará vazão às tremendas chamas de sua ira

e sobre ele despejará o seu furor.

24Se escapar da arma de ferro,

o bronze da sua flecha o atravessará.

25Ele a arrancará das suas costas,

a ponta reluzente saindo do seu fígado.

Grande pavor virá sobre ele;

26densas trevas estarão à espera dos seus tesouros.

Um fogo não assoprado o consumirá

e devorará o que sobrar em sua tenda.

27Os céus revelarão a sua culpa;

a terra se levantará contra ele.

28Uma inundação arrastará a sua casa,

águas avassaladoras20.28 Ou Os bens de sua casa serão levados, arrastados pelas águas,, no dia da ira de Deus.

29Esse é o destino que Deus dá aos ímpios,

é a herança designada por Deus para eles”.

Bibelen på hverdagsdansk

Jobs Bog 20:1-29

Zofars anden tale til Job

1Derefter tog Zofar til genmæle:

2„Jeg bliver nødt til at sætte dig på plads,

for det, du siger, er oprørende.

3Det er nemt nok at anklage os,

men jeg ved, hvordan jeg skal svare dig.

4Ved du ikke, at fra tidernes morgen,

så længe der har været mennesker til,

5har de gudløses triumf været kort,

og deres glæde kun varet et øjeblik?

6Selv om deres selvglæde når til himlen,

og de går med næsen i sky,

7bliver de kastet bort som affald,

og deres venner spørger, hvor de blev af.

8De forsvinder som en drøm, når man vågner,

fordufter, som var det hele et synsbedrag.

9Deres venner ser dem ikke mere,

aldrig vender de tilbage til deres hjemby.

10Børnene må levere tilbage, hvad deres fædre har stjålet,

for de svage skal have det igen, som blev taget fra dem.

11De gudløse dør og bliver lagt i graven,

selv om de stadig var unge og stærke.

12De elsker smagen af synd,

nyder den i fulde drag,

13lader den smelte langsomt på tungen,

synker den med stort velbehag.

14Men i maven giver den voldsomme smerter,

som var det slangegift, de havde slugt.

15Gud sørger for, at de kaster den op,

den velstand de guffede i sig, kommer op igen.

16Men giften har gjort sin virkning,

de går til som bidt af en slange.

17De kan ikke længere skumme fløden

eller nyde en overflod af honning.

18De må aflevere deres uretmæssige bytte,

får ikke glæde af det, de har ranet.

19For de knuste ubarmhjertigt de hjælpeløse,

overtog huse, som ikke var deres.

20Altid skrabede de til sig,

men intet af det får de gavn af.

21De stjal, hvad de kunne få fat i,

men den slags rigdom varer ikke ved.

22Midt i velstanden rammes de af ulykken,

katastroferne regner ned over dem.

23Mens de sidder i fred og spiser,

rammes de af Guds vrede,

han lader slagene hagle ned over dem.

24De prøver at flygte for sværdet,

men bliver ramt i ryggen af en pil.

25Når de trækker pilen ud,

drypper spidsen af galde.

Dødens rædsler står malet i deres ansigter,

26deres skatte ender i glemslens mørke.

Guds ild fortærer dem,

opbrænder alle deres ejendele.

27Himlens magter straffer dem for deres synd,

jorden vidner imod dem.

28Guds vrede regner ned over dem,

deres huse skylles væk af en flodbølge.

29Sådan er de gudløses skæbne.

Det er Gud selv, der straffer dem.”